Sidst jeg var hos min Psykiater-Lærling var i tirsdags, hvor jeg helt (næsten) fattet fortalte hende om Sømanden.

Jeg forstår ikke selv at jeg var så fattet, men det var så også kun derinde at jeg var det, for siden da har jeg været helt skæv og ved siden af mig selv. Meget mere end jeg plejer at være. Lidt ligesom en skoleskelet som hænger fint og lige med pinden i nakken, hele dagen lang i hjørnet af klasseværelset og når så alle er gået, og pinden fjernes, så ligger det bare i en stor rodet bunke på gulvet, uden evnen til at komme op selv.

Nu er klokken 22.48 Lørdag aften og jeg er helt slidt. Har været til hundetræning med min hvalp, man skal træne lidt hver dag før læringen sidder fast, så jeg ved godt det ikke kommer til at ske, altså at jeg får en lydig hvalp, for jeg kommer ikke til at træne hende hver dag og min familie gider heller ikke – de gider kun brokke sig over at hun ikke er lydig og dét tynger mig. At jeg har et ansvar som jeg ikke kan leve op til. Igen.

Bagefter kørte jeg hjem og faldt i søvn og da jeg vågnede op, tog jeg over i min udlejningslejlighed og gjorde rent, der kommer en ny gæst i morgen – dvs. jeg tjener lige 1500 kr mere end budgetteret med i Marts måned og HURRAAAAA for dét, så er jeg lidt tættere på målet om at nå i mål (økonomisk) til terminsdatoen (på onsdag) selv om jeg stadig er ret fucked.

Jeg har fået nogle søde smser fra min Radio Journalist Veninde, efter at jeg har hjulpet hende med at få styr på rengøringen i deres lejlighed som de fraflytter. Hun er virkelig sød, også selv om jeg måske ikke fik hende til at lyde sød i min beskrivelse i går, jeg var bare så ked af at vores aftale igen blev aflyst men jeg kan jo virkelig godt sætte mig i hendes sted. Nybagt mor for 30 dage siden, fraflytte en lejlighed og flytte ind i hus og barn på 3 år og mand og rengøring og så *bum* venindebesøg.

Men altså, i tirsdags talte vi, min Psykiater-Lærling og jeg, om hvordan min Gudfar fik mig til at gå med til at have et “forhold” til ham i så mange år og da jeg ikke rigtig kunne fortælle noget konkret, konkluderede min Psykiater-Lærling, måske mest som en note til sig selv, men hun sagde “Så han truede dig ikke fysisk” og dét har jeg tænkt over lige siden, faktisk non stop (sådan en København tur/retur køretur er perfekt til at fucke med ens hjerne!!) og derfor har jeg skrevet følgende til hende, i min låste Note App

• Du spurgte eller sagde sidst, hvordan XXXX fik mig til de forskellige ting og du sagde bla. Som en slags konklusion til dig selv “Så han truede dig ikke fysisk” og dét har siddet i mit hoved lige siden. JEG hørte det som om at så nok ikke var så slemt, fordi han ikke truet mig fysisk, lidt som om jeg selv gik med til at afhjælpe ham, som om det var lidt min egen skyld. Som om jeg gerne ville. Som om jeg blot forsøger at gøre mig til et offer, men ikke er det i virkeligheden. Som om jeg altid forsøger at skubbe skylden over på andre.

• Her er hvad han gjorde helt konkret:

1. Da jeg var helt lille var det vores hemmelighed. Det var sjovt, sådan husker jeg det. Han kyssede mig over alt på kroppen og slikkede mig som en lille kat og killede mig, gav mig opmærksomhed, bolcher, pandekager, Anders And blade, tid og oplevelser. Jeg syntes det var sjovt at have en hemmelighed og jeg fik desuden lov til at navngive alle køerne, alle killingerne og alle grisene – de var mine og jeg skulle ikke dele med min søster eller mine brødre.

2. Senere, da jeg måske var en 6 år ca. Tror jeg var begyndt i skole, begyndte i skole i August, det år hvor jeg blev 5 i Juli. Vi hakkede roer og jeg slikkede ham for første gang og han var SÅ glad fordi jeg var SÅ god. Herefter husker jeg det ikke som sjovt mere, jeg ville ikke have hemmeligheder med ham mere. Så han begyndte at fortælle mig historier om børn der blev væk, børn der kom på Børnehjem – mine forældre havde allerede ofte fortalt om Frk. Hansen på Sjælland hvor uartige børn kom hen, det var et slags børnehjem, man skulle med en færge derover og tanken om at mine forældre ville sende mig væk og at XXXX ville sende mig væk, var ofte næsten ubærlig for mig. I skolen blev jeg ofte sendt ind i andre rum end de andre børn, dvs. jeg var ikke en del af fællesskabet – jeg ved det er lagt ude men i min børnehjerne gav det mening/sammenhæng. Jeg gik til talepædagog og hver gang jeg legede godt, skulle jeg gå ind i et andet rum med talepædagoen. Jeg hadet at blive sendt væk/ud. At være udenfor.

3. XXXX sagde også tit, at hvis jeg ikke ville afhjælpe ham, så ville han få min lillesøster til det. Så ville han give hende alle køerne, grisene og kattene, så kunne hun komme og overnatte hos XXXX (mine Gudforældre) og hygge sig hos dem og så kunne hun afhjælpe ham. Jeg ved faktisk ikke hvilken del der rørte mest i mig; det faktum at jeg skulle dele dyrene med min søster, dele mit fristed på deres Gård (senere min Gård) og dermed ikke være “speciel mere” eller om det skyldes at jeg faktisk ville beskytte min lillesøster mod XXXX – tanken om at jeg ikke ved hvilken en af ovenstående tanker der spillede mest ind i mine beslutninger, er den dag i dag hjerteskærende for mig.

Faktum er dog, at min søster aldrig rigtig kom på besøg hos XXXX (Mine Gudforældre) Hun var en “heste pige” og kom på besøg hos nogle andre naboer som bla. havde en stor arbejdshest der hed “Kela” og hos en anden nabo som havde ca. 20 heste som alle børnene måtte ride på, hvis bare de passede hestene godt. Jeg var også med derovre et par gange, men jeg kan huske at jeg ikke kunne rumme alle de børn omkring mig på én gang. Der herskede kaos på hestemandens gård og kaos er lig med rod og jeg tålte og tåler stadig, ikke rod særlig godt. Jeg kan faktisk ikke huske at min søster nogensinde har sovet hos mine Gudforældre, eller at hun har været dér, hverken med mig eller uden mig ved sin side.

4. Da jeg blev lidt ældre endnu, begyndte min Gudfar at stikke sine fingre op i mig, jeg kan huske at det gjorde svimlende ondt – jeg kan stadig huske hvordan det føltes som om der sidder tråde bag på øjet som gik ind i hoved og gik hele hjernen til at gøre ondt. Jeg tænker han har været forsigtig, for ikke at efterlade spor, for jeg husker ikke at jeg nogensinde har blødt, men jeg husker jeg havde ondt og når jeg græd, så plejet han at kysse mig dernede og kysse mine tåre væk indtil jeg stoppede med at græde. Og så fortalte han mig, hvordan han kun elskede mig, og hvor speciel jeg var. Alle syntes jeg var en heldig pige, sådan at have et sæt ekstra Bedsteforældre. Måske er det derfor jeg stadig den dag i dag, 22 år efter at min Mormor døde, tænker på hende næsten hver dag og knus elsker minderne om hende?

5. Da jeg blev ca. 14-15 år voldtog han mig for første gang. Jeg husker ikke meget fra den tid, da jeg også blev massiv mobbet i skolen, som i hele tiden, hver evig eneste dag. Der var ikke én eneste dag hvor jeg ikke blev mobbet – og jeg løj ofte, for at forsøge at redde mig ud af situationerne hvor jeg blev mobbet, hvilket bare gjorde tingene værrer når det blev opdaget. Hvilket gjorde at jeg ofte selv foretrak at komme ud til mine Gudforældre på gården – vi var i mellemtiden flyttet til en anden by, men hvis jeg var på Gården var jeg fri fra mine plageånder på skolen, fri for mine søskende og fri for mine forældre – som nok også har tænkt at det var en lettelse at jeg var lidt væk. Jeg tror jeg var et svært barn. Jeg kan stadig huske lugten af gammelt svedig stof, støv og uvasket tæpper, fra sofaen hvorpå jeg blev voldtaget. Det blødte helt vildt meget og han blev SÅ VRED over at jeg ikke var jomfru (Sømanden var jo kommet ham i forkøbet) at han bad mig gå med over i stalden, hvor han tævet mig i roerummet. Jeg var sortblå i flere uger efter – og heldigt nok (for ham) var jeg nu i en alder hvor jeg ikke gik i bad med mine forældre eller søskende, så denne afstraffelse form var ideel og tog fart herefter. Det er her omkring at jeg tænker jeg har minder om at der var andre i stalden med os, andre mænd men jeg kan ikke få billederne frem, det er bare fornemmelser som jeg ikke kan dokumentere eller fremkalde eller forklare. Bedste forklaring er, at det er sløret videosekvenser. Det er også i denne her tid, at mit mellemkød konstant er fugtigt og flækket og aldrig rigtig heler, jeg bløder meget og bruger hele tiden tampax. Jeg får også herpes og har ofte svamp i så voldsom en grad, at jeg har bobler/blæner på indersiden af skamlæberne som er helt hvide og på størrelse med en ært. Når jeg prikker hul på dem, kommer der mælkehvid væske ud og huden går i stykker. Lige inden jeg tager til USA i sommeren hvor jeg blev 17, blev jeg gravid. Jeg fandt også ud af, at han ikke tændte/var interesseret i drenge. Jeg havde mine små brødre med derude et par gange alene og ikke på ét eneste tidspunkt vendte jeg ryggen til dem. Jeg var hos dem 110% af tiden og hjalp dem selv på toilet. Min Gudfar rejste sig end ikke fra stolen da de skulle tisse og han viste ingen interesse overhoved i dem. Hvilket var en fantastisk opdagelse!!!

6. Når min Gudmor gik ind for at lave frokost, så ville jeg rigtig gerne med ind i huset, for så var jeg ikke alene i stalden med min Gudfar, så plejet jeg at sidde i gyngestolen med fødderne på hylden bag på skrivebordt og læse dameblade, jeg læste ofte de der små noveller som forsatte i næste nummer. De omhandlede altid mænd der behandlede kvinder godt. Det var en perfekt parallelverden til mit eget liv og sikkert dér hvor grundstenen til at jeg den dag i dag, stadig venter på en urealistisk sød mand, blev lagt. Når jeg gik i stalden for at hente min Gudfar ind til middag, stak han oftes et par finger op i mig og slikkede på dem, eller fik mig til at slikke på dem, fingere var aldrig rigtig rene og jeg led i mange mange mange år af kronisk blære betændelse, underlivsbetændelse osv. Min menstraution er aldrig blevet regelmæssig og til langt op i 20’erne havde jeg menstruation med måneder eller års mellemrum. Jeg har det stadig ekstremt svært med at lugte dérnede for det bringer minder (flash) frem som jeg ikke ønsker. Igen, var jeg klar over at hvis jeg fortalte nogen om det her, så ville jeg enten forsvinde, eller også ville han tage fat i min lillesøster, eller min veninde, som jeg også nogle gange havde med derud, for ikke at være alene med ham. Og for at være sikker på at jeg ikke brød vores aftaler, sparked han mig jævnligt, nev mig i mine bryster, som ikke var særlig store men ekstrem ømme – den dag i dag siger mine bryster mig intet. Jeg har ingen følelser i dem. Heller ikke når jeg selv rører ved dem. Han tændte ofte for enten roekværnen eller kornmaskinen eller malkemaskinen eller en anden maskine som larmede, når jeg skulle straffes – jeg vidste udemærket hvad der skulle ske, når han tændte for dem og bad om en hjælpende hånd. Enten fik jeg slag og tæsk først og så skulle jeg tilfredsstille ham bagefter, hvilket gjorde at jeg ikke havde lyst til at blive færdig, for så kom slagene, eller også blev jeg slået og sparket først, hvorefter jeg ikke strittede så meget imod, når han trak hans 8 dage gamle uvaskede pik ud af hans hvide underbukser der altid var helt gule foran. Jeg vil aldrig nogensinde glemme lugten eller smagen eller den brændene følelse når han trængte ind i mig mens jeg var helt tør. Værst af alt var dog, de gange hvor min egen krop svigtede mig og jeg blev ufrivillig våd og/eller ufrivillig opstemt. Dét var (og er) mere ydmygende end nogen han nogensinde har udsat mig for.

7. Da jeg flyttede ud på Gården, blev den fysiske vold måske en anelse mindre og ikke så voldsom, jeg har tit tænkt på om det skyldes hans alder eller at han fik endnu en klemme på mig, som han nemmere kunne presse mig med. Nemlig Pantebrevet på de 600.000 Kr. Hver gang jeg ikke gjorde som han sagde, uanset i hvilken henseende, kom pantebrevet og indfrielsesvilkårene op. Når jeg klagede til Far og Mor over pantebrevet, gården eller min Gudfar, fik jeg altid at vide at jeg var utrolig heldig, forkælet og ikke skulle dumme mgi og sige nej tak til 5 millioner i en kommende arv. Overgrebene forsatte og jeg blev altid voldtaget hvis han kunne få den op og stå og kunne han ikke, skulle jeg ordne det for ham, indtil han kom.

8. Da det med Gården gik helt galt, på selve dagen, d.22. Januar 2010 stod jeg omme bag laden mens politi, dyreværnsmennesker, dyrelæger, Tv2, DR og mange mange andre mennesker gik rundt inde og ude og trampet rundt i sneen. Der var så massivt meget sne, at jeg sank i helt op til lysken i snedriverne. Jeg havde netop været igennem hele huset og staldene og set det hele med mine egne øjne. Jeg var fuldstændig chokeret og knus – alle tænkte og tænker den dag i dag, at det er pga. de materialle og økonomiske skader og dét er det naturligvis også, men det som knuste mig mest og som var grunden til at jeg gik om bag laden alene, var for bogstaveligtalt at skrige min smerte ud. Jeg stod – eller retter sad jeg i en snedrive omme bag laden og skreg min sorg og smerte ud i den frostklare luft. Jeg var lammet inden i ved tanken om hvad der ville ske når min Gudfar fik overbragt nyhederne om Gården – og jeg vidst jeg kun havde få timer til at gå ind i løvens hule, overbringe nyhederne, modtage min straf og gå igen, fordi de to største landsdækkende tv-stationer ville bringe indslag samme aften. Og med tårene ned af kinderne kørt jeg 3 km. ind til nærmeste by, fortalte ham om hvad der var sket, blev voldtaget hårdt på hans sovesofa i det lille værelse (hvorfra intet kan ses af naboerne og en busk var stratetisk plantet udenfor vinduet) samtidig med at han tog kvælertag på mig, lagde puder over mit ansigt og spyttede på mig. Jeg ved ikke hvor gammel han har været på det her tidspunkt, men han kunne ikke komme, så han tvang sig ned i min hals og lukkede flere gange for at jeg kunne få luft. Da jeg kom ud derfra var der gået halvanden time ifølge uret i min bil. Det tog mig nok 10 min. at fortælle ham hvad der var sket, resten var straftid. Mit ansigt, mine øjne og mit hoved var rødt og opsvulmet i flere dage efter og alle tænkte det var pga. gården, når jeg ser tilbage på tv indslag, billeder mv. fra den tid, tænker jeg at jeg ser helt forfærdelig ud. Mine øjne var helt blodskudte og fyldt med pletter. I årene herefter blev volden mere massiv og farlig af karakter, mens hans potens svigtede oftere og oftere, hvilket gjorde at det altid tog virkelig lang tid.

Jeg kom på besøg så lidt jeg kunne og i 2011 flygtede jeg først til Spanien og så Kenya og jeg kom først tilbage til Danmark 30. November 2014, 2 dage før hans død. Jeg så ham ikke én eneste gang i 2014, udover i kapellet.

Og nu kan jeg ikke skrive mere, jeg har det simpelthen så skidt inden i. Min mund brænder og min mave har ofret sig så mange gange i ugen der er gået, at jeg tænker jeg taber mig mere ved at skrive sådanne breve til min Psykiater-Lærling, end jeg gør ved at gå til Fitness.