I dag kom der et par og købte et reolsystem som lejerne i mine forældres hus, der skal rykkes ned, har efterladt. Det var til selvnedtagning. Folk spørger altid hvad der skal ske med huset, bygningerne, laden mv. da det hele efterhånden ser noget “pillet ud”, træerne er fældet, porte mangler, døre og vinduer mangler mv. Inde i huset mangler dele af køkkenet, lamper, skabslåger mv.
Vi faldt derfor i snak og i modsætning til mange af dem som kommer, så var damen her behagelig at tale med. Hun var lidt buttet i det men virkede som om hun hvilede i sig selv på en sund måde og dét facinerede mig. Hendes mand var den dimentrale modsætning, mega tynd. Han var englænder dvs. fra et land med det sprog jeg drømmer på og som en magisk magnet kunne jeg lide ham på stedet, selv om han er alt det jeg ikke kan lide ved mænd: Tynd, dårlige tænder osv.
Men nu skal jeg jo ikke noget med manden, så jeg følte mig bare i behageligt selskab. Damen talte meget, det var i sig selv dejligt. Hun viste sig at være socialrådgiver og fra den by som Psykiatrienshus i Århus er bygget efter/kopieret efter. Hun fortalte at hun kunne mærke at der var ved at ske ændringer, at “kommandovejene” var kortere, at hun både sad med borgerne OG beskæftigelse hvilket havde ført til at flere af dem hun arbejdet med at hjælpe, var kommet igang med at arbejde eller med en uddannelse – altsammen på deres niveau og deres premisser.
Hun fortalte om deres datter der byggede huler i tylskørter og med palietter og glimmer gummistøvler, om deres Skt. Bernhardshund, om at hun stemte SF, om deres kolonihave og lejlighed og nu nyindkøbte landejendom. Hun nævnte mange mange navne på nøglepersoner i psykiatrien og selv om jeg “hører til” i Århus, så kendte jeg rigtig mange af de navne hun nævnte men det sagde jeg naturligvis ikke, jeg sagde blot at jeg “havde hørt om dem”.
Mens hendes mand var ved at tage en dør af (som de også gerne vil have og som ingen har budt på, så jeg sagde de måtte få den gratis ved nedtagning) siger hun noget i retningen af: “….. skitzofrene er nærmest de mest velfungerende diagnoser. Tag feks. Borderliner….. de er forfærdelige!!!” siger hun mens hun laver ansigter og slår ud med armene. Jeg kan mærke det giver et gip i mig og jeg vælger at fastholde min mine og mine øjne dér hvor de var, så jeg ikke afslørede mig selv. Ligesom når du er udlandet og pludselig hører dansk og ingen ved at du er dansker, så du blender bare ind og holder masken mens du lytter.
Herefter følger et par minutter hvor hun fortæller om hvor dramatiske Borderliner er, hvor synd de altid syntes det er for dem selv, hvordan hele verden er imod dem og hvor trælse borgere de er – indtil hun afslutter med at sige “men jeg ved jo godt at de ikke kan gøre for det, at det er deres diagnose men alligevel…”
Min sjæl krympede sig indeni, som var jeg blevet losset over skinnebenet af min Gudfar og fået valget mellem at blive voldtaget med vold eller bare voldtaget. Som når jeg i slowmotion ser mig selv trække mine bukser og trusser ned og læne mig forover uden at kny. Jeg kunne næste føle mit hoved ryste frem og tilbage, den svidende brændene fornemmelse i underlivet mens jeg kikker ned på mine ben og ser trusserne i bukserne.
Den dag i dag kan jeg ikke fordrage trusser på gulvet, trusser i bukser (som feks. når man træder ud af begge dele på en gang) eller at sidde på toilet og kikke ned i mine bukser hvor trusserne også er, fordi man jo logisk nok som pige, trækker både trusser og bukser ned når man tisser/går på toilet. Jeg holder altid hånden omkring skridtet på mine bukser når jeg er på toilet, dækker trusserne til, trækker bukserne op så trusserne ikke kan ses – jeg gør alt muligt, for ikke at se NED på bukser og trusser.
Men dén følelse af at skulle holde masken trods tsunamien af skam og fysisk smerte som væltede indover mig, dén oplevede jeg lige dér midt i et gammelt koldt brunt køkken i et stuehus fra 1975. Det føltes virkelig som om jeg blev sparket midt på mit ømmeste sted.
30 sek. efter hendes ord, begyndte min mave at rumle og jeg fik det fysisk dårligt. Jeg kunne ikke så godt smide dem ud af huset så jeg kunne tømme min tarm på det iskolde cobboltblå badeværelse hvor døren er taget af, så der gik yderlig ca. 20-30 minutter før de kørte igen. Jeg stormede ud på toilettet og alt væltede bare ud af mig i en syndeflod af brun tynd afføring med en horribel lugt. Jeg var helt færdig og sad der længe, selv om alt var iskoldt, som i virkelig virkelig iskoldt som kun gamle ubeboet huse kan være. Det kostede 3 ryk af 25 liter i det gamle cremefarvede ifö toilet at få kummen ren igen.
Siden da, har jeg gået og tænkt på om det er sådan andre ser mig?
Ser andre mennesker mig som en der ynker mig over mit liv? En der hulker og forsøger at skabe fokus på mig selv, som en der har hele verden imod mig? Jeg ved det faktisk ikke, jeg ville havde sagt nej i går men i dag tænker jeg at det måske ER sådan andre ser mig?
Jeg tænker også på, hvor meget af det jeg føler, mon er reelle følelser og hvor meget af det jeg føler er min personlighedsdiagnoses følelser?
Jeg mener, mine følelser er jo rigtige uanset hvad andre mener, for det et menneske føler dét føler de. Regardless. Men hvis jeg nu var rask, mentalt, hvor meget af det jeg føler, ville jeg stadig føle og hvor meget ville jeg blot lade passere?
Jeg føler, faktisk altid, at det er mig imod verden. At jeg altid har kæmpet alene for mig selv, for min egen overlevelse. Jeg føler ikke der er nogen på min side. I en kort periode følte jeg at psykologen med den stille stemme var “på min side“, at hun oprigtigt bekymrede sig om mig og ønskede at jeg fik det bedre, indtil den dag hun ikke var på min side mere og ringede til mine forældre (og politiet) som efterfølgende skældte mig ud for at havde skabt mig på psykiatrisk hospital.
I en kort periode følte jeg at min psykiater-lærling var på min side, men det var ikke igennem hele vores forløb at jeg følte det, jeg mindes selv at “knækket” i koden mellem os, kom i marts 2018, som vi stoppede vores terapitimer i Juli 2018. Men i den periode, uaget hvor kort den var, dér følte jeg at vi stod side om side, klar til at tage kampen op, sammen, indtil hun bad mig springe, og da jeg kikker tilbage, ser jeg at hun ikke er sprunget. Så dér stod jeg, helt klædt af til skindet, alene, afsløret, blottet med skammen væltende indover mig igen og igen og igen og igen som varme skamfyldte bølger minut for minut, time for time, dag for dag og det er ikke stoppet siden.
Siden da jeg har ikke følt tillid eller samhørighed med nogen. Og igen føler jeg, at jeg er alene mod verden. Og på en måde er det så dejlig kendt og trygt. Hvis ikke det var fordi at jeg ikke kun står alene ved start igen, jeg er også fuldstændig klædt af og blottet – ALLE ved hvad der er sket med mig. Jeg har ingen kontrol over hvem der kender min dybe altoverskyggende skamfulde hemmelighed, hemmeligheden jeg har gået SÅ uendelig meget igennem for at bevare intakt i mere end 38 år.
Og dén del gør så hamrende ondt at jeg sjældent tænker på det!
Jeg mener hvor stor er faliterklæringen lige i min familie, blandt almindelige mennesker, blandt medarbejderne på psykiatrisk hospital generelt og specielt dem som var med til at sætte mig i den situation jeg er i nu, alene (som før) men med min hemmelighed ude blandt alle?
ALLE ved jeg er blevet seksuelt misbrugt. Alle.
Hvis man tænker bare lidt dybere end at kradse i overfladen, tænker jeg også at det er logisk at man ikke kan være blevet voldtaget jævnligt i 25 år uden at blive gravid. Hvis man “leger” med tankerne omkring seksuelt misbrug og det at holde noget så forfærdeligt, hemmeligt i så mange år, så tænker jeg også at man automatisk kommer til at tænke på både fysisk og psykisk vold. Smerte. Terror. Hjernevask. Frygt. Angst. Trusler. Hvis man bare kan huske lidt af de ting jeg har fortalt igennem de sidste 40 år af mit liv, så var min Gudfar ikke et godt menneske, så måske man kan huske hvordan han behandlede min Gudmor, måske man kan huske hvordan han fortalte min Far at han gik til prostituerede, at nogle af naboerne tog med ham, måske man kan konkludere eller kæde sammen at de her naboer alle var fuldstændig skingrende skøre og vilde med små piger.
Det jeg mener er bare, at jeg nu står et bekendt sted, alene. Mig mod verden. Men i modsætning til før hvor hele verden bare trode jeg var mærkelig og jeg valgte at leve med at de tænkte jeg var mærkelig, så ved hele verden nu at jeg ER mærkelig men også at jeg ER seksuelt misbrugt – men ingen spørger ind til det. Ingen taler om det. Ingen gør noget. For alle tænker at det nok går væk af sig selv hvis vi ikke taler om det.
Men jeg kan fortælle dig, uanset hvem du er som læser disse linjer. Smerten, skammen og skyldfølelsen over at jeg tillod dette at ske mod mig selv, dag ind og dag ud, den forsvinder aldrig.
Jeg rakte ud og søgte hjælp flere gange i løbet af min barndom, ungdom og voksenliv. Flere gange. Ikke mange gange og ikke tusindvis af gange, men flere gange. Og ikke én eneste gang blev jeg mødt med tiltro og hjertevarme, omsorg og mere tiltro. Ikke én. Hvor grusomt er det ikke at tænke på?
Og nu er jeg 42 år og føler det som om jeg har fået amputeret min sjæl uden bedøvelse. Jeg har lyst til at SKRIGE SKRIGE SKRIGE:
HVORDAN kan I være tilskuer til at vide hvilken sorg og smerte jeg har gennemlevet, alene og overlevet, alene og så vælger I at fryse mig ud. I vælger at jeg er okay alene?
Altsammen fordi jeg er Borderline. I don’t get it.
– og jeg kommer aldrig til at forstå at det her sker, for mig eller for andre. Det er groft svigt. Fra alle sider. Fra min families side. Fra psykiatriens side. Det er svigt og tilsidesættelse af andres behov. Det er egoisme og lempfældighed.
Og hvis dét er hvad verden og livet har at byde mig, så vil jeg gerne trække det korteste strå helt frivilligt. Det er ikke fedt at blive ældre uden at udvikle sig. Uden at flytte sig mentalt og fysisk.
Jeg tænker på om socialrådgivere, psykologer, psykiatre, overlæger og deres hangarounds, nogensinde tænker på ovenstående ⬆️ når de møder mennesker som jeg? Borderliners.
– eller om de bare sidder og laver himmelvendte øjne og fortæller venner, fremmede og dem som gider lytte, hvor dramatiserende, klagende og ynkelige vi er, bare fordi vi har Borderline?