I dag, d. 10. Juli 2018 Kl. 14.00 var det min 2. sidste behandlingssession hos min Psykiater-Lærling på Psykiatrisk Hospital i Risskov. Jeg havde lyst til at tude hele timen igennem, men på magisk vis formået jeg ikke at græde – jeg fik fugtige øjne, men jeg græde ikke nogen tårer.
Vi talte om løst og fast, det er jo svært at tage fat på mere, når næste tirsdag (d. 17. Juli) er aller aller sidste gang vi taler fortroligt sammen. Forever.
Jeg har de rigtig rigtig dårligt i øjeblikket, både psykisk men også fysisk. Det er som om min krop modarbejder alt, mine tarme er så tomme for mad, at alt hvad jeg spiser ryger ubehandlet igennem. I går spiste jeg kogt kylling og hjemmelavede gourgamola. En time efter (max!) var jeg på toilet med mavekneb igen og alt hvad der væltede ud, var grønt vand og grønt kylling. Da jeg vågnede i morges, havde jeg mavesmerter men undgik at løbe på toilet.
I stedet købte jeg en total ikke-nærende bamsebolle fra Schweizerbageren på vej op til min frisør, hvor jeg brugte 1650 kr af de knap 2000 kr jeg har tjent på det sidste, til at få ordnet mit hår. Lyse striber og klip. For første gang nogensinde, tænker jeg at det måske ikke er så pænt men well, nu er det lavet og sådan er det. Måske det ser mere naturligt ud når jeg har vasket det et par gange.
Bagefter kørte jeg ned i en lejlighed jeg har taget ind for en kunde, og hentede vasketøj og fik sat det igang. Kunden flyttede ind i sin lejlighed i slut marts og fik pr. 1 april sit drømmejob i København – gode råd var dyre, så hun lejede en lejlighed i København frem til September. For ikke at skulle sige sin lejlighede i Århus op, før hun havde overstået prøveperioden, begyndte hun at leje den ud med hjælp fra en veninde via Airbnb. Nu er veninden imidlertidig kørt surt i det og i sidste uge skrev pigen her en lidt panisk mail til mig, at nu stod der nogle gæster ved lejligheden om et par timer og den var ikke gjort rent.
Mit hjerte forbarmet sig over hende og jeg gik i krig – men lejligheden er jo total ikke udlejningsklar hvis du spørger mig. Når man feks. lejer ud til 3 personer og der knap er 24 timer mellem hver skift af Gæster, så fungere det ikke optimalt at der kun er 4 sæt sengetøj i alt…. dvs. der SKAL vaskes mellem hver bookning…… og hvem skal vaske? Og hvem skal gøre rent? Og hvem skal lukke gæsterne ind? Og hvem skal købe wc papir, håndsæbe, skuresvampe, affaldsposer mv? Det skal jeg.
Og der er mange bookninger! Den 11, 13, 14, 15, 18, 21 og 28. Juli + de bookninger jeg har i andre lejligheder…..pt. er det ret overvældene.
Jeg har tænkt meget over hvad jeg fysisk skal gøre, fra jeg stopper hos min Psykiater-Lærling d. 17. Juli, til jeg skal til næste samtale med den nye behandler d. 29. August. Og jeg er desværre ikke kommet tættere på en konklusion. Det er simpelthen SÅ HÅRDT at være i mit liv lige nu, i min krop – at leve det liv jeg lever hver dag. Jeg forstår slet ikke at jeg kommer op og afsted og igang.
I går, mandag gjorde jeg rent hos min Kasofamilie. De er ude og rejse og har udlejet deres store lejlighed til en lige så stor amerikansk familie – som, om muligt roder lige så meget. Det drejet sig om 2,5 timers mellemrengøring – familien skal forsat være der, men trængte til at få gjort rent – og OMG der var rodet, du drømmer ikke om hvor meget shit der lå over alt. Normalt er jeg helt blind for sådan noget. I just do my thing, tænker det er lige som en Jordemoder der har set 200 tissekoner, hun lægger ikke længere mærke til om de er langhåret, glatte, stubbe etc. En tissekone er en tissekone. Og sådan er det også for mig når jeg gør rent. Et hjem er et hjem. Jeg gør rent og kan faktisk ikke skelne de forskellige hjem fra hinanden og nyder bare at gøre det jeg skal, at gøre rent – og at bagsiden af mit job er, at folk bliver glade for det jeg gør, får mere livsværdi, mere tid og mere kvalitet.
Men i går, der kæmpede jeg mig igennem de 2,5 timer! Jeg kunne næsten ikke overskue at jeg skulle starte med at tømme en total proppet opvaskemaskine, tømme det store køkkenbord for gl. opvask og madrester, tømme skraldespanden, finde rengøringsprodukter frem etc. før jeg overhoved kunne komme igang med at gøre rent. Der var bare så MEGA rodet og samtidig er jeg jo familien der er bortrejsts, øjne i deres eget hjem, så jeg skal også lægge mærke til om der er noget der mangler, er i stykker etc. Jeg var bare slet slet ikke på dubberne…..
Da jeg kom hjem, gik jeg direkte i seng – jeg var SÅ SMADRET at mine øjne var helt blodskudte.
I nat drømte jeg om Norman. Det er 100 år siden jeg har drømt om ham, ja faktisk tænkt på ham endda – jeg mener, han strejfer mine tanker i ny og næ, men det er sådan “Gad vide hvad Norman laver?” eller “Gad vide hvor Norman er?” men ikke mere. Der er ikke (længere) 200 tanker bag “Gad vide hvad Norman laver” – og det er SÅ befriende, og svært. Men mest befriende, specielt fordi jeg ikke har skullet arbejde hårdt for at komme dertil. Det er bare som om der ikke er plads til Norman mere i mit liv.
– indtil i nat, hvor jeg drømte om ham. Jeg var inviteret med til noget, måske en fest, måske en konference. Vi skulle flyve i et meget super sonic agtigt fly og alle kendte hinanden, men jeg kendte ingen, udover Norman, og jeg ville jo gerne forsøge at gøre som jeg gør nu i virkeligheden, nemlig lade ham være. Jeg ved ikke hvorfor jeg var med og hvorfor han var med, men alle kendte hinanden og alt var super fancy og jeg følte mig udenfor, ikke pga. mit tøj som var upåklageligt men pga. mig som person, men samtidig var jeg fast besluttet på at jeg godt måtte være der, fordi jeg jo havde en grund til at være der (hvad den så end var)
På et tidspunkt i drømmen, kom en pæn fyr op til mig og talte med mig og viste mig interesse. Jeg nåede at tænke i drømmen at han faktisk var rigtig sød og virkede oprigtig. Så kom Norman og pludselig viste han mig interesse, forstået på den måde, at pludselig ville han tale med mig og lige før jeg vågnede, gav Norman mig et knus – som jeg ville have givet en arm for, for 2 måneder siden. Men i drømmen tænkte jeg at det var mærkeligt at han pludselig følte behov for at give mig en knus, når han end ikke kunne svare på en mail og da jeg vente mig om for at se efter den pæne fyr, forsvandt han, som en bunke støv der gik i ét med luften og tilbage stod jeg med Norman og følte mig skuffet og ked af det – og så vågned jeg, med mavekneb.
Det gode ved dén drøm var, at mens jeg drømte om Norman og den pæne fyr, var der ikke plads til den lille gamle mand med det udtagelige øje og de manglede fingerled på den ene hånd. Han er VIRKELIG uhyggelig!!!
I morgen klokken 13.00 har mine forældre et møde med min Psykiater-Lærling. Jeg har helt ondt i maven over det – Mor ringede for at hører hvornår hende og Far skulle hente mig, da jeg sagde at jeg ikke skulle med (hvilket jeg har sagt hele tiden) lød hun skuffet. Eller irriteret. Som om det ikke passede ind i hendes planer – men jeg har hele tiden sagt at jeg ikke skal med. Jeg kan slet ikke overskue at sidde i samme rum som min Psykiater-Lærling OG MINE FORÆLDRE!!! Tanken er total bizar for mig!!
Min Psykiater-Lærling ved ALT om mig, også de grimme sider, de sider hvor jeg er et dårligt menneske – hun ved hvad jeg har gjort af nedværdigende ting, hun ved hvad jeg har lagt krop til, hun ved ALLE DE UHUMSKE TING jeg har oplevet, hvordan jeg har været overfor andre mennesker og for mig er det SÅ ENORM STOR EN SKAM at jeg næsten ikke kan rumme det i mit hoved!!
99,9% af de ting hun ved, er ting jeg slet ikke havde planer om nogensinde at fortælle til nogen levende eller døde mennesker og 99% af tingene havde jeg slet ikke lyst til at fortælle i første omgang, men fordi jeg har et sådan “motto” om du vil, at jeg altid siger sandheden hvis jeg bliver spurgt direkte, så måtte jeg jo sige sandheden, for min Psykiater-Lærling var og er ualmindelig god til at stille direkte spørgsmål, som jeg ikke bare kan svare ja eller nej til.
Og denne her person (min Psykiater-Lærling) skal i morgen sidde i samme rum som mine forældre, som har frit lejde til at spørge om ALT – og jeg frygter at samtalen kommer til at handle om sex og min gudfar og jeg. 3 ting, 3 emner der aldrig nogensinde burde have været koblet sammen, men det er de og det føles som om nogen har skrællet min hud af, med en sløv skrællekniv, mens jeg stadig lever og ånder. Min krop og mit sind føles som en stor væskende svidene hudafskrabning, der pt. er ved at blive renset med en neglebørst.
Far og Mor bruger rigtig meget ordet “pædofil” og “pædofili” omkring min Gudfar og det som er sket – dét er helt afgjort et ord jeg IKKE kan lide!! Jeg har aldrig nogensinde tænkt det ord i mine egne tanker og jeg syntes det er så skamfuld at et sådan ord sættes på mig – det forsøgte jeg at forklare min Psykiater-Lærling i dag. Pædofili er noget som overgår børn – jeg var også et barn engang men så blev jeg teenager og så blev jeg voksen – hvis pædofili skal klistres på mig, så fortæller det (i min optik) at jeg er som et barn der ikke kan sige fra. Fordi jeg blev voksen.
Jeg har aldrig tænkt på det som pædofili, men som overgreb – første gang mine forældre bruge ordet, krympet jeg mig inden i. Det gør jeg stadig og det føles som om hårene i mine øre rejser sig. Jeg kan ikke rumme ordet i mine øre, det gør næsten fysisk ondt. Grusomt ord!!
– så er overgreb bedre.
Min Psykiater-Lærling siger at det ikke er nemt at vide om min Gudfar var pædofil, personligt tror hun at han var psykopat som tændte på at have en magt over mig og som tændte på at udøve magt, vold og sine psykopatiske handlinger på et uskyldigt menneske. Sex var bare en af de ting han nød, men der var jo lige så meget vold og ydmygelse med i det, så deraf de psykopatiske tendenser.
Vi talte også om, i dag, at jeg har ændret mig. Personligt kan jeg ikke hverken se eller føle det og dét sagde min Psykiater-Lærling også, altså at det ikke var sikkert jeg selv kunne mærke det, men hun kunne mærke det på mig. Da hun mødte mig første gang i August/September 2017 var jeg meget sådan “du skal ikke komme for tæt på mig” “hertil og ikke længere” Jeg havde en ualmindelig hård og stålfast facade som var svær at lirke op og komme ind bag. Det var først omkring Marts 2018 at hun følte at hun var ved at komme igennem og ind til mig, Deirdre-Ann.
Nu var jeg mere mild når vi talte sammen. Mere mig. Jeg er ikke sikker på at jeg har forandret mig, men hvis hun føler jeg har, så er det nok sådan det er. Ca.
Jeg har tænkt over om jeg skal give hende en gave nu når vi stopper? Der er sikkert mange regler om at offentlige ansatte ikke må tage imod gaver, da det kan tangere som bestikkelse. Men i og med at vi ER FÆRDIGE med vores forløb, er der jo ikke noge at bestikke hende med/til/for, så jeg tænker at det er sikkert nok at give hende noget – men for en sikkerhedsskyld har jeg sendt en mail til min Advokat for at hører – ønsker ikke at hun havner i problemer med loven. OM jeg havner i problemer med love er mig hip som hap, de kan jo ikke plukke håret af en skaldet og sætter de mig i fængsel, går jeg til pressen med ALT og så skal jeg nok få begravet både SKAT, et par lægehuse, en del politiker mv. og på den måde få vendt fokus væk fra mig (og gaven) og over på alle de ting der er galt med vores samfund, siden mit liv (og desværre også mange andre ukendte piger og drenges) kan blive så ødelagt uden at der er nogen former for hjælp at hente.
Men altså hvis jeg lige putter min hævntørst væk, så har jeg bedt advokaten om at tjekke om der er noget jeg skal være opmærksom på, i forbindelse med at jeg gerne vil give en gave til min behandler gennem knap ét år.
Jeg har nogle forskellige ting i tankerne, men intet konkret endnu. Skal nok fortælle når jeg har besluttet mig, hvilket skal være inden for én uge.
Jeg har forresten Diagnose F61.0 Blandet Type ↓
