Jeg har haft en rigtig træls handel, en mand købte 170 fliser for 200 kr. Dvs. han købte 21,5 m2 for 10 kr pr. kvm. og efter at han havde fået mig til at veje stenene så han kunne vurdere hvilken trailer han skulle bruge 🤦🏼♀️ og fået tilsendt gud ved hvor mange billeder af området hvor fliserne lå, til selvoptagning, vælger han at komme, tage stenene op, betale og kører hjem. FOR SÅ at skrive grimme beskeder til mig om at han skulle have 60 kr retur for oprydning og fordi flere af fliserne (åbenbart) var flækket under transporten.
Han sendte mig derefter en mobilpay anmodning på 50 kr, som jeg naturligvis afviste. Total syg stodder – han spammede mig med beskeder på FB og ringede til mig, så jeg gik ind og blokerede ham på alle profiler jeg kunne komme i tanke om.
Da jeg gjorde det var min telefon, ville jeg være 100% sikker på at jeg fik ham blokeret korrekt, så jeg loggede på min FB via computeren og tjekker. Min blokeringsliste er lang, specielt efter denne omgang salg af ting fra mine forældres gård.
Da jeg scroller ned og kikker på de blokerede profiler, kommer jeg bla. til at se ham business anglen fra USA som jeg kørte til København i 2016 i min nye Fiat 500 for at knalde og så kunne han end ikke få den op (han var ikke business angle i mit firmas kategori, så no worries, det var ikke et forsøg på at bolle mig til tops, han var bare lækker og velsoigneret) Jeg logget derfor på min gl. arbejds fb som jeg brugte dengang jeg skrev for Rapport og Se & Hør og stalkede hans profil. Han er åbenbart blevet forlovet med en meeeget ung kvinde og bor nu i Norge.
Jeg scrollede yderlig ned og stalkede andre profiler jeg har blokeret og for længst lykkeligt glemt alt om, bla. den tidligere sekretær fra da jeg var på Radioen, hende der råbte og skreg af mig. Hun er blevet ældre men hendes boobs er stadig i samme højde og med årene, er de så absolut det eneste fortrin hun har.
Jeg scrollede forbi Barbara og Anika men tjekkede Annabel ud, hun har åbenbart fået en datter siden hun hang mig til tørre og skrev en anmeldes på Anika i mit navn. Jeg sad og blev i tvivl om hvorvidt hun egentlig havde 2 børn da jeg kendte hende eller om hun kun havde en? Jeg kan faktisk ikke huske det, det er hvor lidt jeg tænker på hende.
Barbara har en søster som er det mindst smilende menneske ever seen, hun var engang model. Flot krop bevars men resten af hende, not so much. Jeg husker engang Anika og Barbara var på besøg hos mig i København og pludselig var hun også inviteret på trods af at det lyste ud af hende at hun egentlig ikke kunne lide mig – hun var mega dårlig til at lægge skjul på sine følelser for andre. Jeg husker hun sad og sagde: “bla bla bla…. næste gang jeg bliver gravid igen, så får jeg barnet….. jeg gider ikke flere aborter” and I’m like: WTF??
Så ja, kvinder der bruger abort som prævention findes.
Jeg tror sidst jeg så hende, var engang hjemme hos Anika hvor Barbara også var og måske hendes søster kom for at hente Barbara eller var hun også (selv) inviteret? I don’t know men jeg kan huske at hun sad og lavede grin med mit firma, sådan rigtig jorde det og mine forsøg på at skabe founding/investering. Derefter blokerede jeg hende på FB.
Anyway da jeg stalkede hendes FB var det første jeg så endnu et ikke-smilende se mig billede og så en tekst hvor familien skriver at hun er død i Juli 2019.
Da jeg goolede hende kunne jeg se at det (åbenbart) har været i mange medier men ikke medier jeg læser. Der står at familien ikke vil oplyse dødsårsagen men at hun er død pludselig og efterlader sin 4 årige datter. Det plejer at være sådan, når dødsårsagen ikke oplyses, at der er tale om selvmord. Så, Barbaras søster har begået selvmord i juli sidste år.
Min første tanke var: Ha!
– vitterlig. Dét var min tanke. Ha = det har hun godt af, altså at hun er død. Ha = det har Barbara godt af, altså at hendes søster er død. Helt sikkert det gør mig til et dårligt menneske i 1 million menneskers øjne men tage den smerte i betragtning som både Barbara og hendes søster har påført mig, har jeg 0% følelser tiloverst for dem.
Da jeg tænkte lidt nærmere over hendes død, altså søsterens, så blev jeg faktisk glad. Glad på søsterens vegne. Fordi, når man er dér hvor man virkelig ønsker at dø og er parat til at dø, så er døden VIRKELIG velkommen, uagtet hvad mennesker der ikke er eller har været dér, siger, syntes og føler.
Døden er ikke altid uvelkommen, der er situationern hvor den er mere end velkommen og som selvmordstruet er døden ens bedste ven og når den ikke indtræffer føler man sig virkelig svigtet. Af sin bedste ven. Jeg gad godt være Barbaras søster og være død. Død fra alle ens smerter, bekymringer, sorger og svigt.
Jeg endte med at af-blokere Barbara på min telefon, og sende en sms til hendes Schweiziske nummer. Jeg skrev 4 linjer. At jeg først lige var blevet bekendt med hendes søsters selvmord og at jeg var ked af at hun var dér hvor det var sidste stop. Jeg anbefalede Barbara at kikke på NEFOS fordi jeg ved fra mit arbejde med psykiatrien, at mange har haft gavn af den forening. Og det var alt hvad jeg skrev. Måske ikke den mest sympatiske besked men så igen, sidst jeg hørte fra Barbara var på min 40 års fødselsdag i 2018 hvorefter hun ghostede mig indtil jeg blokerede hende i Påsken 2019, efter næsten et år uden at hun vendte tilbage som aftalt.
Allerede mens jeg skrev smsen var jeg i tvivl om hvorvidt jeg skulle tage kontakt til hende, for faktisk, truth be told, så er jeg ikke ked af at hun var dér hvor selvmord svar sidste stop. Langt fra. Jeg syntes hun fortjener at dø og jeg syntes hun er heldig at hun har haft modet og er lykkes med det. Men en lille bitte flig af mig, kunne se hvor ked af det Barbara har været og stadig er. Barbara er ret badass og stærk, det er hendes mor også men jeg har også set hvor ked af det hun kan være, sådan helt knust ked af det og selv om jeg syntes hun har svigtet mig, så fortjener ingen at være SÅ ked af det og jeg ved at søsterens død har gjort hende SÅ ked af det.
Ligesom Michelles død har gjort hendes søster ked af det. VIRKELIG ked af det. Og jeg ville virkelig dagligt ønske jeg kunne tage noget af søsterens sorg på mig, så hun ikke skulle være både efterladt og mor til 2, børnehaveklasselærerinde og hustro.
Fortryder jeg at jeg sendte en sms til Barbara? Nej. Ville jeg sende en igen i dag, kunne jeg gør det om? Nej. Hvorfor? Fordi jeg faktisk i bund og grund er kommet dertil, at jeg er fløjtende ligeglad med Barbara – og hendes søster og Anika og Annabel. Men jeg gjorde det fordi mit sind tænkte på den Barbara jeg kendte før 10. Marts 2017 og hun betød så meget for mig. Men at dvæle i fortiden gavner (igen) ikke mig og nuet er at jeg ikke savner hende og at hun ikke betyder noget for mig.
——
Jeg ved ikke om jeg nævnte det i mit sidste indlæg og jeg er for træt (og ligeglad) til at gå tilbage og tjekke, men jeg ringede til Styrelsen for Patientklager ang. det brev jeg fik fra dem, omkring brud på tavshedspligten. En medarbejder ville ringe tilbage til mig.
Det gjorde han i går, altså mandag. Mens vi talte nævnte jeg den mail jeg sendte til dem via e-boks d. 30. september 2020. Vi blev ved med at tale skævt af hinanden indtil han siger: Jeg tror simpelthen ikke jeg har fået den mail du nævner for det du fortæller er slet ikke noget som ringer hos mig.
Hvordan det kan lade sig gøre at jeg kan trykke “besvar” inde i e-boks og sende en mail til Styrelsen for Patientklager og se den afsendte mail inkl. bilag ligge under “sendt” men at de (Styrelsen for Patientklager) ikke har modtaget den, er mig en gåde – og jeg håber at it folkene arbejder på at løse problematikken. Det positive er at det også var en foruroligende gåde for medarbejderen hos Styrelsen for Patientklager.
Men jeg sendte derefter det hele til ham via email og fik i dag først en bekræftigelse på at den er modtaget og senere fik jeg så denne ⬇️ besked. Det jeg sendte til dem, er det jeg skrev om i forrige blogindlæg. Jeg sendte det 30. September, altså inden for deadlinen.
Det er helt fint at der ikke er et dialogmøde, for som jeg nævnte i brevet til Styrelsen for Patientklager og til min advokat, så var jeg slet ikke sikker på at jeg orkede endnu et møde med en psykiatri der end ikke kan overholde total low key basale aftaler, som feks. mødeantal. De er så fyldt med løgn og usandheder at jeg næsten ikke kan rumme at tænke på dem (psykiatrien) De gør alt for at beskytte sig selv og deres egne samtidig med at de skriver injurier ind i offentlige dokumenter, åler sig når det kommer til konkretiteter og ikke kan stå ved deres fejl.
Undskyld er et lille bitte ord med en KÆMPE betydning.
Hvad der dog gør mig VIRKELIG VRED er at deres åbenbart men ikke overraskende, indkompetente jurist som nedlagde forbud mod at der blev talt om spørgsmål 8+9+10 til dialogmødet, 100% tog fejl!
Jeg VIDSTE hun tog fejl, for de spørgsmål har intet sammenhæng med sagen om brud på tavshedspligt, men jeg orkede ikke at bruge krudt på at diskutere det, så jeg accepteret at det blev overført til næste dialogmøde som så ikke eksistere – hvilket, bite me om psykiatrien ikke godt vidste at et “næste dialogmøde” ikke fandtes!! Det er jo ikke første gang i psykiatriens historie at de sidder til et dialogmøde, som det er for mig. De kender reglerne, og som minimum burde deres jurist kende dem…
– og SÅ er vi tilbage der hvor vi var før: At Psykiatrien høster til sig selv og ikke tænker på andre. Og sådan en opførelse er som benzin på mit indre bål.
De skal komme til at fortryde at de har behandlet mig som de har.
Fordi: jeg ikke vil finde mig i det.
Fordi: jeg ikke kan rumme at tænke på hvor mange der er blevet behandlet sådan før mig. Uden konsekvenser for andre end patienterne selv. Dét er ikke værdigt.
Når nogle mennesker er raske og andre er syge, og de raske er ansat til at tage omsorg og vare på de syge, så er dét faktisk deres mest fornemme opgave. Jeg ville aldrig svigte et sygt menneske. Aldrig. Og jeg får ikke betaling for noget.
——
I dag rundede jeg 50.000 kroner i solgte ting. Ting jeg overhoved ikke mangler i mit liv, ting jeg har fået fra mine forældres gård, ting jeg har samlet op på gaden, efter at andre har vurderet at tingene ikke var brugebare mere.
I dag solgte jeg 5 STEFAN stole fra Ikea til 400 Kr. Et gammel køkkenskab til 600 Kr. Et akvarium til 300 Kr. 25 brugte eternitplader til 150 Kr. En toiletrulleholder fra Ikea til 30 Kr (som skal sendes til København på købers regning for 39 Kr.) Et rundt natbord til 90 Kr. En triptrap stol (også fundet til Storskrald) til 250 Kr.
Og – lyt godt efter, 3 mindre trådkurve fra Ikea til et udgået PAX skab til 150 Kr. Dem afleverede jeg i går foran Veri Centret kl. 16.00 (sammen med trip trap stolen).
Jeg kikker så godt som aldrig på hvem køberene er eller hedder, udover når jeg skriver salget ind i mit sirlige excelark, over hvad jeg sælger, til hvem, til hvilken pris, hvor jeg har varen fra osv. sådan at NÅR (ikke HVIS) MEN NÅR Skat Danmark igen kommer efter mig, så kan jeg 100% bevise hvor mine indtægter kommer fra.
Jeg skriver folks navne og mobil nummer. Betaler de kontant skriver jeg deres profiler på FB/dba.dk ind – jeg gør altid alt for at der er orden i mine papir og for at jeg kan bevise hvem køber er. Så kan SKAT selv sætte sig ned og ringe rundt til køberne og tjekke om det jeg påstår er korrekt.
NÅR næste anmeldelse til SKAT kommer, så vil jeg ikke ligge søvnløs i et år og leve med kronisk dårlig mave pga. deres ubegrundet og ikke-dokumenterede beskyldninger. Næste gang går jeg i krig mod SKAT, og kræver at DE BEVISER min svindel og min skyld, frem for at jeg skal bruge år og flere tusinde kronere på at bevise min uskyld.
Don’t ever go to war with people who got nothing to loose.
Anyway, da jeg stod foran Veri Centret og ventede på køberne, kom damen som ville købe trådkurvene gående imod mig. Jeg lyver ikke når jeg siger at mit hjerte røg fra sin vante plads under brystmusklen lidt til venstre for brystet, direkte ned i mellemgulvet, alt blod forsvandt fra min krop og et sus gik igennem min mave da jeg så hende.
Hun var – 100% I kid you not – IDENTISK med udseenet som min Nordmandspsykolog fra Psykiatrisk Hospital!!!
IDENTISK!!!! KLON-IDENTISK!!!!!!
Jeg fik ikke sagt ét ord. Vitterlig ikke ét ord! Hun må have troet jeg var stum eller dum eller begge dele. Da jeg kikkede ned på hendes fødder, havde hun endda de selvsamme fucking Shoe the Bear sko på!! Hendes ben var lange og slanke og iført blå slimjeans, hendes hår langt, glat og mørkt og selv modersmærkerne i hendes ansigt sad identisk på samme plads!! Hendes hovedform, øjne, smil – ALT var identisk – jeg stod og overvejede om jeg skulle spørge hende om hun havde en søster, niece eller en kusine ved XXX navn, men jeg turde simpelthen ikke.
FORDI: jeg var OG ER sikker på at hvis jeg spurgte om dét og det viste sig at dét havde hun, så ville mit spørgsmål og mit 100% uskyldige salg blive bragt TILBAGE til Psykiatrisk Hosptial og 100% brugt imod mig i en eller anden bizar sammenhæng.
Jeg er sikker på at de (psykiatrien) ville få det til at være sådan at JEG havde fået denne her, for mig 100% fremmede dame, til at kontakte MIG på Facebook og at JEG havde fået HENDE til at købe kurvene og at JEG havde tvunget HENDE til at mødes med mig, fordi jeg af denne vej ville skabe kontakt til min Nordmandspsykolog…
Du ved, alle mulige total langt ude scenarier som kun giver mening for folk som danner konspirationer ud fra et saltkorn eller som snuser lidt for hårdt til benzinstanderen eller som duplikerere patienternes recepter og i det skjulte er hardcore narkomaner i respektable stillinger.
Så jeg bed mit spørgsmål i mig, solgte kurvene, fik hendes navn på mobilpay og gik hjem og stalkede hende for hårdt – og gæt hvad, hun var på ingen måde i familie med min Nordmandspsykolog men hun var, pudsigt nok, selv psykolog og havde 4 søstre og en bror. Alle psykologer og læger.
Jeg tænker helt bogstaveligtalt at denne her dame, som på ingen måde deler første eller andet efternavn med min Nordmandspsykolog, må være hendes dobbeltgænger. 100%
Man siger alle har en, jeg har dog aldrig mødt en dobbeltgænger. Faktisk har jeg ALDRIG oplevet noget så identisk stå foran mig, og alligevel have 3 forskellige navne som overhoved ikke er at sammenligne med min tidligere Nordmandspsykolog. Det var virkelig en total syret situation og hvis det ikke var fordi jeg VED det ville blive brugt imod mig, nu eller senere eller om 18 år, så havde jeg simpelthen sendt hende en sms og skrevet i et sjovt, kækt tone og fortalt hende om hendes dobbeltgænger.
VIRKELIG syret oplevelse!!
——
Tænker du nogensinde på hvad et arbejdsløst mentalt nedslidt menneske laver dag ud og dag ind?
De seneste par uger har jeg taget en 35-40 km køretur (hver vej) ud til mine forældres gård der er blevet forvandlet til byggegrunde, eller skal. Mine forældre har valgt at vi selv skal “pyne” huset fra 1970 hvor lejerne lige er flyttet ud pr. 1. Oktober – før den dato var det udebygningerne jeg koncentrerede mig om.
Det er SÅ FYSISK HÅRDT at jeg kunne kaste op. Jeg har ondt i min lænd hver dag i en grad så jeg næsten føler jeg svæver når jeg lægger mig på ryggen i sengen. Jeg har i forvejen et stort svej i ryggen men det er som om min krop bliver mere buet af at jeg går og løfter så meget. Jeg føler ikke jeg kan rette mig ud mere. Jeg ville have elsket et projekt som dette da jeg var yngre eller ja, bare for få år siden, nu kan jeg slet ikke overskue det og det føles som om jeg aldrig har fri, for jeg arbejder derude nærmest hver dag, hvis ikke jeg piller hus ned, så flytter jeg mine salgsting – jeg er helt stoppet med at samlet storskrald. Jeg er flad. Udkørt.
Men altså, arbejdsløse Ann knokler som gratis arbejdsmand for vores forældre/fælles familiefirma – jeg foreslog mere end en gang at vi hyrede nogen til at tage bygningerne ned men nej, lad os smadre vores kroppe og bruge tiden forkert for at spare 400.000 kr. Jeg foreslog bla. mine forældre (min mor var også derude) at vi tog ind på Aros og gik en tur i Regnbuen, hvilket jeg aldrig har gjort og gik på cafe og fik en kold øl og spiste stegt flæsk som Far elsker og bare talte sammen – både Far og Mor var ved at dø af grin da jeg nævnte Aros og Far sagde han hellere ville betale 400.000 kr for at slippe for at tage på museum, mens Mor mente at vi jo netop brugte tiden sammen, her på gården.
Og ja, det gjorde vi jo, men det var ikke det jeg mente. Jeg nævnte for dem at tid ikke kan købes for penge og naturligvis mente jeg hvad jeg sagde, men mine tanker var også på, hvor meget af mit liv (tid) jeg har ofret pga. at jeg skulle fokusere på at få en arv ud i fremtiden (som jeg så rente fysisk slet ikke fik, fordi min Gudfar foræret den til forsamlingshuset) frem for at se fremad mod ting der var håndgribelige og ting jeg gerne ville. Jeg ville ønske jeg kunne tage den tid og de mange mange år med ham i mit liv tilbage – jeg tænker tit på hvilket barn, pige, teenager, ung og kvinde jeg ville være blevet hvis jeg havde haft tiden med mine forældre i så store mængder at jeg tog den for givet, og hvis fokus havde være på at emopwer og styrke mig som person, men det kan ikke gøres om, og at lege for meget med tanken om fortiden kan nemt koste 2 dage i sengen.
Men netop pga. mit stærkt manglende overskud, var jeg imod at vi beholdte mine forældres gård og dermed byggegrundene selv. Jeg stemte for at vi skulle sælge og trække os fra projektet. HVER gang jeg blev spurgt, sagde jeg at vi skulle sælge og komme fri af forpligtelser. Jeg kunne nemlig nemt forudse dette. Jeg kommer til at hænge på hjemmesidenprojektet, jeg hænger på alt det fysiske arbejde og får i weekenderne måske besøg af en eller to brødre i et par timer, og dét er skønt, don’t get me wrong men hvad med alle de andre dage?
Jeg har hverken tid eller overskud til at sidde hjemme og søge jobs så jeg kan komme ud af det her arbejdsløshedshelvede. Alt min mentale fokus er på byggeprojektet, som jeg ikke ønsker at være en del af og hver gang jeg har været derude, bruger jeg en dag mere på at komme mig mentalt.
——
Jeg var ved læge i torsdags og fik sagt til ham, som det aller aller første mens jeg fastholdt hans øjne henover hans brilleglas, at jeg ikke brød mig om den måde han havde talt til mig i telefonen da jeg ringede sidst. Jeg fik sagt til ham at jeg ikke behøver afslutte noget for at bevise noget for nogen og at det ikke er mig som har bedt om at blive afsluttet på psykiatrisk hospital, det er psykiatrisk hospital der opstillede et kriterie der hed, at accepterede jeg ikke deres behandlingsplan så ville de afslutte mig. Jeg accepterede ikke deres behandlingsplan. De afsluttede mig. Og på magisk vis er dét min skyld.
Det var ikke mig der ikke opfyldte min del af aftalen med min nye psykiater. Det var hende.
Jeg vil ikke finde mig i at tingene bliver kørt over som om det er mig der er problemet. Hvis jeg er problemet, så acceptere jeg det, så frem jeg kan se eller får forklaret hvordan og hvorfor JEG er problemet. Men ingen forklare noget, de peger bare fingre og med deres autoritet i ryggen forventer de at alle tror på dem og ingen tror på mig, hvilket 100 af 100 gange er hvad der sker, men det mærkelige er, at ingen er interesseret i at se de beviser jeg mener (i deres øjne) at have.
Man afslutter ikke en kræftpatient fordi patienten ikke acceptere en behandlingsform/måde, så tilbyder man dem en ny behandlingsform/måde. Psykiatriske patienter skal bare klappe i, klikke hæle, rette ind og se ned og forsætte 🖕🏻
Anyway, lægen lavede en henvisning til en psykolog (den første jeg nogensinde har fået FYI) som jeg håbede jeg kunne bruge på min nye Sundhedsforsikring. Dét kunne jeg så ikke før han havde udfyldt yderlige papir, hvilket jeg ikke kunne få tid til før på mandag. Så nu har jeg snart brugt hele oktober på at vente på at nogen kan hjælpe mig til at jeg kan hjælpe mig selv. Det burde virkelig ikke være så svært eller dyrt – at få psykologhjælp.
——
I går afleverede jeg Ella hos mine forældre, i dag sov jeg til klokken 10.30. Jeg vågnede kun pga. min blære var ved at dø.
Efter et kort bad, som var meget anderledes end det jeg havde lørdag (ja jeg går ikke ret meget i bad) fordi vandet i mine haner var varmt for første gang siden jeg flyttede ind, men i dag mandag, var det koldt igen. KÆMPE skuffelse!
Jeg fik svaret på et par mails, tog tøj på til at gå over og sende en DAO pakke, med en studiebog for lægestuderende som jeg har fundet til storskrald, så til H&M for at hente en pakke jeg har købt online og som er gratis at få leveret til deres butik.
Pakken indeholder er par army grønne bukser som jeg nok har ejet 8 par af. Mine tykke lår slider dem op i skridtet. Jeg fik også købt 2 x pakker med sokker som havde billeder på, af en Ella hund 🐶 Min niece Olivia bliver 1 år på torsdag, men de to andre niecer skal også have gaver. Sådan er jeg.
Så gik jeg i et par butikker og osede, spiste en cheeseburger fra McDonalds, købte vatpinde i Normal og forsøgte at kvæle min tarm der ønskede at ofrede sig og da regnen kom søgte jeg tilflugt på min yndlingsbar, hvor jeg sidder nu og skriver.
Normalt er her bare et par ældre velsoignerede mænd herinde, som drikker et par øl og er på deres telefoner (jeg tror de spiller suduko) men i dag kom en højrystet fed skaldet mand væltende (angivelig ædru) ind af døren, proklameret at han havde en date og svinede den danske kultur til på engelsk – EPIC FAIL!!!
ALDRIG SVINE DET LAND DU BOR I, NÅR DU ER UDLÆNDING. Ingen udlændinge bryder sig jo om at hørere andre siger “fucking bloody” omkring DERES land. Og det går altså begge veje.
Jeg er først and formost a fighter for børns, kvinders og dem der ikke kan kæmpe selv’s rettigheder. Dernæst er jeg dansker til knoglerne, så Royalist og så liberty and justice for all.
Jeg kan mærke hvor max presset min hjerne er i øjeblikket. Min indre stemme, som alle mennesker har, er begyndt at brokke sig igen. Min stemme har altid været på engelsk og jo mere den taler jo mere presset er jeg.
Tag lige og brug et par min. På at reflekterere over hvor mærkeligt barnet, hvis indre stemme var på engelsk, har været i samfundets, skolens, familiens øjne i 1982’ernes Danmark…
– yep, jeg var et mærkeligt barn.
——
Forresten, da jeg var ved læge (igen) i går (mandag) lod han mig læse hvad psykiateren jeg fik henvisningen til, havde skrevet i mit journal/internet i journalet hos lægen eller hvor det nu ligger. Hvis ikke jeg var i et så dårligt sted i mit liv, så ville jeg virkelig have grined af hende og hendes kommentar.
Hun har skrevet noget i retningen af: “Kære Kollega, Deirdre-Ann Roberts cpr: 210778-XXXX har fået en henvisning til mig, men selv valgt at afslutte samarbejdet fordi hun ikke mener vi kan tilbyde hende timer nok. Ringede til min skretær og blev MEGET vred og skrev efterfølgende VRED besked til mig. Deirdre-Ann påstår at samtalen er optaget og at det var min sekretær der var vred. Min sekretær siger at Deirdre-Ann var MEGET vred. Det anbefales at Deirdre-Ann ikke gen-henvises til mig. Mvh. Psykiater XX“
Skal vi lige grine færdig her før vi analysere ovenstående tekst?
HVIS jeg nu havde valgt, selv, at blive afsluttet hos psykiateren, fordi JEG ikke mener de kan tilbyde MIG timer NOK, så ville det jo betyde at de (psykiateren) faktisk HAVDE tilbudt mig timer (flertal) hvilket vi jo alle ved, inkl. psykiateren, at de ikke har. Faktisk ved vi alle også godt, at de ikke fulgte op på den aftale, de selv lavede med at sekretæren ville vende tilbage til mig med nye tider.
Vi ved alle også godt at den manglende tilbagevendende kom EFTER at jeg låste mit journal op – journalet hvori der står det fulde navn på min tidligere psykiater, som tilfældigvis er rødvinsveninder med denne her psykiater.
HVIS jeg nu havde ringet til sekretæren (hvilket jeg har) og været MEGET vred (hvilket jeg ikke var) og påstod at jeg havde optaget samtalen mens jeg påstod at sekretæren hvis ikke løgnagtig, så i hvert fald ikke helt på kant med sanheden – ville det naturlige skridt så ikke være at bede om at få tilsendt samtalen, så man som professionel psykiater og bare generelt som person med orden i tingene, kan få rodet trådene ud? Igen, om ikke andet, så for at få sit omdømme på plads?
– en hurtig googleling af sekretæren fortæller at hun dels er i familie med psykiateren og ikke tidligere har arbejdet med psykisk syge.
HVIS jeg nu selv havde bedt om at blive AFSLUTTET, hvorfor er det så nødvendigt at skrive at “det anbefales at Deirdre-Ann ikke gen-henvises?” Jeg mener, hvorfor skulle jeg, der (angiveligt) selv har bedt om at blive afsluttet, bagefter ønske at blive gen-henvist? Godt nok er jeg psykisk sårbar men jeg er ikke konfliktsøgende eller masochist.
Bottomline og konklution på dette: Min næste behandler skal have taget sin uddannelse i København eller udlandet og på intet tidspunkt i sin karriere havde været ansat på Psykiatrisk Hospital.
Og med dét ⬆️ i mine tanker satte jeg mig ned og bookede 2 x psykologer som dels har overenskomst med Sygesikringen Danmark og dels samarbejde med forsikringsselskaberne. Så hvis min nye Sundhedsforsikring ikke dækker betalingen, så gør jeg brug af Sygesikringen Danmark. Og for at arbejde for mig selv og med tiden, bookede jeg som skrevet 2 forskellige psykologer – som jeg først googlede fra A til Å. De er begge kvinder, den ene arbejder i egen klinik tæt på hvor jeg bor og den anden er en cykeltur (biltur) væk herfra og arbejder på en klinik hvor der også er andre behandlere.
Jeg spurgte specifikt og helt up front, om de havde nogen former for relationer til psykiatrisk hospital eller sås privat med psykologer eller psykiatre eller læger derude fra, for i så tilfælde ville vi være et dårligt match. Dernæst så bookede jeg én time hos hver af dem og sagde at for mig var resonansen mellem behandler og klient altafgørende, og fandtes den ikke ville der ikke være et yderligt samarbejde.
Pudsigt nok var de begge to enig i, at uden resonans ville der ikke kunne være et samarbejde – dén har jeg ALDRIG hørt dem sige på psykiatrisk hospital!! Her skal man arbejde sig igennem dårlige relationer, fordi det er jo hvad man gør i det virkelige liv…..not.
Jeg var ualmindelig høflig men også meget konkret og direkte i hvad jeg forventede og havde behov for.
Den første samtale er d. 3. November, den næste er den 12. November. Den første samtale er den jeg har mest tiltro til, altså tiltro til psykologen. Hun virker sød og erfaren, er fra Sjælland og kender til senfølger. Minusset er dog her, at hun arbejder på en klinik, hvor én af hendes kollegaer er tidligere ansat på Psykiatrisk Hospital og faktisk, total indspist, er tætte instagram-se-hvad-vi-laver-på-en-sommer-dag-veninder med BÅDE Fede Dorit og min psykiater-lærling.
Jeg vil derfor bede hende om, at så frem vi skal have et samarbejde, skal hun under ingen omstændigheder diskutere mig, min behandling, mit navn olign. med netop denne kollega. Har hun brug for sparring, må hun bruge nogle af de andre kollegaer. Acceptere hun dette og finder jeg senere ud af at hun har brudt hendes løfte, så ruller jeg hende i tjære og glasskår og sender hende til Styrelsen for Patientklager, pantsætter mine lejligheder og sagsøger hende herfra og indtil hendes autorisation er fjernet.
——
Jeg skal forresten huske at fortælle, at min lillesøster, mine 2 små brødre (som faktisk ikke er så små mere!) og jeg var ude og spise sushi sammen for første gang nogensinde.
Det var hyggeligt men også virkelig hårdt og jeg var så mentalt drænet at jeg ikke var rigtig til stede. Vi spiste tilsammen 110 stykker sushi.
Det var lige før dagen ikke var blevet til noget, eller ikke dagen men aftnen/aftalen. Det var fordi mine små brødre ville give mig en fødselsdagsgave hvor de tog mig ud og spise, jeg foreslog så at vi tog vores ande søster med, så det blev en søskende tur (de to ældste bror jo i udlandet) men så foreslog min ældste lillebror at hans kæreste, vores svigerinde skulle med og jeg kunne ikke rigtig sige fra, selv om jeg specifikt havde skrevet “skal vi 4 søskende spise sushi xx dato bla bla” og så blev min søster irriteret over at hun skulle med – ikke at vi ikke kan lide hende, hun er vidunderlig min svigerinde – men så ville det jo ikke være en søskende tur og det var dét jeg ønskede mig. Og SÅ gik der ellers smsordkrig i det, som jeg helt trak mig fra, da jeg ikke kunne svare på “kan du da ikke lide xx??” Øhhh hvor kom dét lige fra? Jeg kan VIRKELIG godt lide min(e) svigerind(er) og syntes de alle 3 er mega heldige damer at de har fået en af mine brødre som deres mand/kæreste/far til deres børn, men det har jo intet at gøre med, at jeg bare ønskede at vi 4 skulle væres sammen, et par timer en aften. Bare os.
Anyway, jeg tog nogle af mine penge fra salget med i kontanter og betalte for alt maden og så overførte de til mig bagefter, så i teorien har jeg slet ikke fået min fødselsdagsgave – hvilket er 100% ok – men det betyder at vi har en anden dag, sammen os 4 til gode.
Jeg ved ikke om jeg fik fortalt, at jeg smed alt mig gl. regnskab ud fra Gården i forrige uge? Det var VIRKELIG syret at stå med så mange års sirligt regnskab over noget der har forvoldt mig så enorm altoverskyggende smerte.
På første side i et af ringbindene sad der et brev på blåt papir fra Civilstyrelsen som gav mig fri process mod min tidligere lejer, det var hvor vildt det gik for sig – hun smadrede resterne af mit liv i en sådan grad, at regeringens gik ind og sagde: Vi betaler for at du kører en sag mod hende. Jeg vandt. Hun erklærede sig konkurs. Jeg har levet fra hånd til mund siden. Hun får alt fra det offentlige inkl. huslejehjælp, depositumhjælp, nye møbler og kontanthjælp.
Jeg ser ofte dette skilt i bybilledet her i Århus – jeg syntes det er en decideret HÅN! Dels at se på men specielt at tænke på hvad der ligger bag, eller den ekstreme mangel på samme.
Jeg kommer ALDRIG til at sætte et barn i den danske folkeskole – her er trygt? Right. Her er rart at være? Really? Helt sikkert i en anden tidsalder!!
——
Har jeg fortalt at jeg har købt mig et par UGG boots? Jeg har ønsket mig dem længe (årevis) men har altid syntes de var for dyre og da jeg så endelig skulle købe dem, var jeg stærkt i tvivl om de skulle være brune som er den “originale” farve eller grå. Jeg bryder mig ikke om sort, uanset hvad det er beregnet til – men jeg ejer naturligvis sorte ting, feks. min bil men kan jeg, så undgår jeg sort. Brun er fint men jeg ejer ikke noget i brunt, så jeg gik med grå – og nu er jeg i tvivl om jeg valgte rigtigt. Anyway, købte dem på udsalg, så i stedet for 1600 Kr kostede de “kun” 400 kr.
For ét år siden, præcist 365 dage i dag, sad jeg og skrev dette blogindlæg https://deirdreannroberts.dk/her-hvor-jeg-bor/ og jeg slutter så “fint” af med at skrive:
“Gad vide hvor jeg er om ét år? Hvor befinder jeg mig d. 27. Oktober 2020?
Jeg vil sætte dette opslag ind i min kalender, hvis jeg stadig lever på denne dag om et år, vil jeg lave en opdatering på mit liv. Jeg tænker allerede nu, at hvis jeg lever, så er mit liv nok rimelig meget det samme. Det samme skuddermudder, det samme rod og de samme intriger. Livet er virkelig ikke for alle. Mindst af alt for mig.”
Og desværre fik jeg ret i det hele – og jeg behøver ikke frygte at livet er sådan her om yderlig 365 dage, på 27. Oktober 2021 for jeg VED i mit hjerte at intet vil have ændret sig. Det er simpelthen min forbandelse, at nøglen til at trække mit indre urværk op, er væk for bestandig.
I’m doomed.
P.S: Jeg vil gerne lige gentage én ting, så frem du vælger kun at tage én ting med dig fra dette lange og måske kludrede blogindlæg.
DO NOT GO TO WAR AGAINST SOMEONE WHO HAS NOTHING TO LOSE.
Jeg har intet at tabe. Jeg har ingen arbejde. Jeg har ingen familie. Jeg har ingen mand. Jeg har ingen børn. Jeg har ikke et socialt liv. Jeg har intet at se frem til. Jeg har ikke noget at savne. Jeg har ingen fremtid. Jeg er fuldstændig blottet, barberet, skraldet for alt.
Det eneste jeg har tilbage at klynge mig til, er det samme som jeg havde tilbage da alt det med gården gik op for mig i alt sin gru, 22. januar 2010: Mit navn.
Jeg har kun mit navn tilbage, der er intet andet i mit liv. Kun mit navn og dét navn vil være søgebart selv efter min død. Mit navn vil stå i arkiverne. Ingen skal finde nedskrevne usanheder om mig efter min død. Jeg er ikke hverken et perfekt menneske eller et godt menneske, men jeg er ærlig. Og fandeme om jeg vil finde mig i at andre er uærlige i mit navn.
I will take you down, if it be the last thing I’ll ever do. So hear me when I say, do not go to war against someone who has nothing to lose, because you will eventually end up at a crossroad, where you will have to make a solid decistion about what you are willing to do, to win the war. And you will lose, because you are not where I am. With nothing to lose.