And I find it kind of funny
I find it kind of sad
The dreams in which I’m dying
Are the best I’ve ever had
I find it hard to tell you
I find it hard to take
When people run in circles it’s a very, very
Mad world, mad world
Link til Mad World af Gary Jules.
Jeg fik slet ikke fortalt, at jeg til visitationssamtalen også fik nævnt – hvilket jeg er ret godt tilfreds med, at man kan være overlæge og afdelingsleder af navn eller af gavn og at jeg ikke var i tvivl om hvilken en af delene Indianerlægen lå ind under. 🖕🏻 Det kommer sig af at jeg er ved – sammen med min advokat, at lave en kronologisk liste af fejltrin hver enkelt af de 4 personer jeg har klaget over til Styrelsen for Patientklager, har taget i vores optik.
Er man leder har man et ansvar for at dem der er under en, agere korrekt.
Man har også ansvar for, når man opdager at de ikke har ageret korrekt, at man så får sat en stopper for de ukorrekte handlinger og håndtere problemerne der følger de ukorrekte handlinger med respekt og værdighed.
Jeg kan mærke, at jo mere jeg sætter mig ned og sætter mig dybt ind i det som er sket, som psykiatrien har skrevet at jeg bliver hamrende VRED inden i.
En ting er at psykiatrien gør sådan noget. En ting er at én eller to personer handler forkert.
Men jeg kommer fandeme ALDRIG til at forstå at hele 4 veluddannet kvinder (og deres rygklappere som også har deltaget i møderne) kan storme fremad i samlet flok og gentagende gange træde på en anden kvinde der psykisk (og måske også mentalt?) er dem titusindfold underlegen!!
Dét er simpelthen SÅ respektløst og ulækkert at tænke på! Tænk engang at der findes kvinder og mennesker med sådanne sider, der SAMTIDIG skal sidde på enhed for personlighedsforstyrrelser og lærer ANDRE KVINDER/MENNESKER om hvordan man har en “korrekt” personlighed…..
WHAT THE ACTUAL FUCK! The joke is real
Dagen efter visitationssamtalen, altså om fredagen, ringede Styrelsen for Patientklager. Hun var lige så lidt inde i tingene som hende jeg talte med sidst. Det er som om efter sagen har “skiftet hænder” over til juristerne, så sejler det fuldstændig. Det er TYDELIGT når jeg spørger ind til ting, at de slet ikke har læst materialet og ikke aner hvad jeg taler om.
Kort historie lang, de vender tilbage.
De ved ikke hvem der skal behandle sagen omkring psykiater-lærlingen. Altså om det er datatilsynet eller styrelsen for patientklager. Jeg er personlig fuldstændig neutralog ligeglad.
Jeg ved bare at et menneske der søger et opslået job i det private erhvervsliv, ikke 5 måneder senere må se og hører dén jobsøgning blive bragt op til et møde på et offentligt hospital i forbindelse med behandling af samme menneske. Jobsøgningen må ikke bruges til at reducere og redigere i behandlingen til mennesket på et offentligt hospital.
Og dét er nøjagtig hvad der er sket her og jeg starter med et knips en retssag hvis datatilsynet og styrelsen for patientklager begge nægter at tage den op. Det her er en principel sag. Ikke pga. at den indvolvere psykiater-lærlingen men fordi den simpelthen er kørt så langt ud – noget der sker i april bruges resten af året til at måle min behandling efter, til at aflyse mine behandling, til at lave ny behandlingsplan, til at trække mig til møder uden støtte.
Det er jo fuldstændig skævt det her og de har alle som en været en del af det. Ja det er startet ved at psykiater-lærlingen har bragt informationen tim psykiatrisk hospital men dér burde alle de indvolverede havde råbt vagt i gevær mht. at bruge, dele og viderebringe den viden. Men ikke én, ikke ét eneste menneske undredre sig nok til at stoppe det. Ikke én.
Dét er fandeme sløjt. Og de kommer 100% til at stå til ansvar for det. HVER ENKELT PERSON.
– og så kan jeg dø bagefter.
I torsdags mens jeg sad og havde videomøde med psykiatrien (af alle tidspunkter) ringede min telefon. Den var på lydløs og jeg lod den bare ringe. Det var min tidligere chef fra da jeg var i Bilka (2006) Min telefonsvarebesked siger noget i retningen af: “Du ved hvem du har ringet til. Jeg aflytter ikke min telefonsvare, så send en sms eller en mail” Jeg kan slet SLET ikke overskue (og jeg aner ikke hvorfor…) at aflytte telefonsvaren. Tanken om at der ligger en besked til mig, som jeg ikke kender indholdet af, måske fra mennesker jeg ikke kender – dén tanke kan total smadre mit sind. Jeg kan ikke rumme at skulle ringe op og måske få skældud, få smidt noget negativt i mit hoved – tanken om hvor mange forskellige ting der kan ligge på en telefonsvare gør at jeg simpelthen ikke har en. Frygten er så massiv at bare det at jeg tænker på det nu, gør mig ked af det.
Jeg fik denne sms bagefter – som jeg så først åbnede og læste fredag aften, igen fordi jeg slet ikke kan rumme tanken om hvad det er hun (eller andre) skriver. Frygten for indholdet gør at jeg ofte kan ignorer og dermed ikke åbne eller læse smser, mails mv. i flere dage med kronisk dårlig samvittighed til følge. Indholdet gjorde det bestemt ikke nemmere at vende tilbage på smsen og det var først i dag at jeg fik ringet retur – hvilket jeg har brugt HELE SØNDAG på at tænke over hvornår jeg skulle gøre…..
Jeg forstår bare IKKE hvorfor hun skriver at hun har mødt min søster (det er min søsters navn jeg har fjernet i midten) som har “updated” hende på mit liv – hvilket liv? Arbejdsliv? Mentale liv? Privatliv? Sociale liv? Hvilket liv? Det gør mig PISSE NERVØS og STRESSET at jeg ikke ved hvilken viden hun sidder inde med om mig – og det gør mig både vred og frustreret at min SØSTER har opdateret min gl. chef på MIT LIV – UDEN overhoved at nævne det for mig. WTF! Sådan noget gør man sku da ikke……..
Derudover siger min erfaring mig, at min gl. chef KUN KUN KUN ringer når hun har brug for nogen til at arbejde i hendes lille bitte dødssyge butik i en dødssyg turistby. Det er en by hvor alle taler om alle fordi alle kender alle. (Minder det dig om en by jeg brugte 27 år på at slippe levende ud af??) Jeg kan slet ikke rumme tanken om at hun vil have mig til at arbjede for sig derude – bare turen derud er dræbende. Lønnen er dårlig og jeg har slet ikke lyst. Overhoved. Og jeg er så frygtelig frygtelig dårlig til at sige nej…. jeg føler mig fanget før jeg overhoved har talt med hende……
Derudover så taler hun ikke særlig pænt til mig når vi endelig ses i virkeligheden. Sidst kaldte hun mig en dum tøs foran kunderne i butikken. Jeg krympede mig inden i, specielt fordi jeg sådan havde glædet mig til at se hende, havde gjort mig pæn i tøjet og var kørt hele vejen ud for at besøge hende og så var hendes FØRSTE kommentar: Hej din dumme tøs…..
Mit liv er på ingen fronter blevet bedre end det blogindlæg jeg skrev 27. april 2019, altså for 2 år (minus 2 dage) siden. Det var her hele konflikten med Fede Dorit startede (som jeg på det tidspunkt kaldte min Nye Behandler) men i dag ved jeg at psykiater-lærlingen på dette tidspunkt allerede havde klaget over at jeg kontaktede hende kontinuerligt, hvilket er så uforståeligt og så uvirkeligt for mig at acceptere, for jeg ved jo inde i mit hjerte hvor jeg altid er ærlig, at det ikke er korrekt. Det ved jeg – og jeg ved at de indvolverede også ved det i deres hjerter….
Hvad er det jeg har gjort, som gør at jeg fortjener et liv som dette?
Gid jeg må drømme sådan her i nat: The dreams in which I’m dying. Are the best I’ve ever had
Hvad har DU på hjertet?