Her er nogle tanker jeg har gjort mig…. de er ikke revolutionerende men det er mine tanker og jeg skriver dem ned så jeg kan huske at jeg har tænkt dem.
Så jeg kan huske at jeg engang havde og nu til tider stadig har, en hjerne der formåer at tænke dybere tankere, bide fast i hvad folk siger og fundere over rigtigheden i det sagte ord, på et senere og måske mere passende tidspunkt.
——————————————————————————————————————–
Da vi var ude og spise en Fredag op til jul, min Mor, søster og jeg, fortæller min Mor at min ældste Norsk/Danske fætter’s ældste datter Anna, på 23 år, stadig bor hjemme. Umiddelbart tænker jeg ikke der er noget odiøst i dét. Hun bor hjemme, de har masser af plads og hvad så?
Er der en deadline for hvornår man skal flytte hjemmefra? Hvis man nu har det godt derhjemme, så er det vel bare dejligt at have et velfungerende selvhjulpen barn derhjemme?
Min mor siger ordret: “…. dét er ikke normalt for en pige at bo hjemme når man er 23 år…“
Jeg siger: Måske hun er glad for at bo hjemme? Det er vel okay. XX og XX (mine små brødre) flyttede også først hjemmefra da de var 23 og 24 år.
Mor: “Det er anderledes med piger. De skal ikke bo hjemme når de er 23 år (sagt på en måde, som om alle ved at piger ikke har lyst til at bo hjemme når de er 23 år)
Mor: “der er noget galt dér…..”
Mig: ??
Ovenstående samtale fik mig til at tænke på noget, som jeg klogt nok valgte IKKE at bringe op, for så havde vores dag været dødsdømt fra det øjeblik ordene kom ud af min mund.
Men da jeg var ung, ønskede jeg at flytte hjemmefra så tidligt som muligt. Jeg kan huske at jeg nærmest ikke tænkte på andet – jeg drømte om at få et legehus med lås på, et træhus med stige jeg kunne hejse op, jeg drømte om at styrte ned med et fly og blive skyllet op på en øde ø og leve alene dér, jeg drømte om at flygte til USA og gå under jorden og bo illegalt dér under falsk id, jeg drømte om alt muligt – centralt for alle drømmene var at jeg ville ende med at være alene. Bare mig. Alene.
Jeg har talt efter, da jeg ofte regner forkert, ikke fordi jeg ønsker at pynte på min livshistorie og gøre mig mere eller mindre værd i andres øre, men fordi jeg simpelthen ofte er i tvivl. Sådan oprigtig i tvivl. Så jeg har regnet årene efter.
Da jeg var 16 flyttede jeg til USA. Jeg kom hjem lige før min Far’s 50 års Fødselsdag 4. Juni i 1996. Jeg havde forinden, uden held, tigget mine forældre om at lade mig forlænge mit ophold i USA på ubestemt tid, til at give tilladelse til at jeg kunne gå på College dér. I Juli 1996 blev jeg 18 år (Og jeg måtte ikke holde en fest, da vi skulle ud og rejse. Jeg nægtede at tage med, da jeg ville holde en fest – som jeg havde glædet mig til – og endte derfor med at være alene på min 18 års fødselsdag) og 2 dage efter voldtog min Gudfar mig så voldssomt at jeg den dag i dag har et ar på indersiden af låret, helt oppe ved mine skamlæber. Dét var hvor meget han havde savnet mig…
16. Juni 1999 blev jeg HHX Student. Det står indgraveret i det Omega Guldur som jeg fik i studentergave af mine Gudforældre og som alle syntes var den mest overdådige gave nogensinde. Min søster fik efterfølgende min Mor’s Omega ur, som min Far havde købt til min Mor da de var kærester. Tingene skal jo være fair i min familie.
21. Juli 1999 blev jeg 21 år. Jeg måtte ikke holde en Fødselsdagsfest, da jeg netop havde holdt en Studenterfest med nogle andre i Juni måned. Jeg var vred og skuffet og forvirret og endte med at blive hjemme fra en familieferie til Cannes – og holdt alligevel en fest i mine forældres hus, som blev en total fuser, da mine Gudforældre dukkede op på selve dagen, altså d. 21. Juli for at overraske mig med at jeg skulle arve deres gård, mens de selv valgte at flytte i nogle nybygget ældreboligere. Resten af festen/dagen husker jeg ikke.
Ca. i slut September 1999 flyttede jeg ud på Gården. Jeg husker det som om der var så ufattelig mørkt og koldt over det hele. Jeg havde ingen lyst til at bo dér.
I årene 1996 til 1999 flyttede jeg først ind i et fugtramt værelse i et hus ejet af en børnefamilie på Hovedgaden i Brabrand. Da det kuldsejlet og da der ingen hjælp var at hente fra mine forældre, flyttede jeg hjem igen. Herefter søgte jeg om at blive overflyttet til HHX i Ålborg og om optagelse på 4. Maj Kollegiet i Hasseris. Jeg kom ind på uddannelsen men fik afslag på Kollegiet, da de (åbenbart) i de år, STADIG havde 1. Generations studerende efter Frihedskæmpere fra 2. Verdenskrig på deres liste og deres valg af studerende går efter hvor i rækken man er.
Flere i min familie var aktive og hardcore frihedskæmpere, jeg søgte ind på baggrund af min Farfars aktiviteter og hans ret centrale placering i Frihedsrådet, men det gør at jeg er 2. Generation, da min Far er 1. Generation….. det gav ikke mening dengang og det giver ikke mening i dag og mine forældre bakkede mig ikke op i at undersøge afslaget nærmere.
Min plan efter HHx i 1999 var at få et arbejde, evt. fuld tid i Bilka eller på McDonalds, arbejde i ét år, bo på et Klubværelse i Viby ligesom Vibeke (som nu bor i Arizona, USA) og så rejse jorden rundt bagefter.
Min realitet blev, efter HHx i 1999, at jeg flyttede ud på en Gård, min Mor indskrev mig på Turistakademiet i Randers, hvor jeg kørte til hver dag, 50 km hver vej på små mørke landeveje. Jeg husker at det var mørkt 24/7, selv om sommeren var det mørkt. Jeg gjorde uddannelsen færdig på nomeret tid mens jeg arbejdet som bartender og tilkaldervikar i 3 forskellige vuggestuer og blev efterfølgende fuldtidsansat i Bilka, men det var som om jeg ikke kunne håndtere jobbet, som jeg før havde været kanon til. Jeg fik en ny chef med en mega røv og vi kolliderede hele tiden. Jeg arbejdedet ofte 06.00 til 22.00 (hvor vi lukkede) og så hjem og afsted igen næste dag. Jo mere jeg kunne arbejde, jo mindre var jeg hjemme, men jobbet gav bare ikke mening mere.
Herefter er mange ting et “blur” og jeg må læse og studere noget mere, hvis jeg skal kunne fortælle præcist hvad jeg lavede.
Men min pointe er; at jeg har ønsket at flytte hjemmefra så LÆNGE JEG KAN HUSKE og lige så LÆNGE SOM JEG KAN HUSKE har mine forældre arbejdet imod det, hvilket har givet mig den 100% opfattelse, at det at flytte hjemmefra var en DÅRLIG TING. En uønsket ting.
– jeg mener, hvis det at flytte hjemmefra var en GOD TING, så ville ens forældre jo arbejde FOR at man flytter. De vil endda hjælpe en med at flytte. De ville hjælpe en i den overgang der er, fra at bo hjemme til at bo alene. Ikk?
Derfor undre det mig MEGET at min Mor har den holdning som hun gav udtryk for til vores Fredagsbrunch. Hvordan kan det være unormalt og forkert at bo hjemme som pige i en alder af 23 år? I don’t get it og jeg undres virkelig og oprigtigt. Og det har også fået mig til at tænke på, hvor anderledes mit liv kunne havde været, hvis mine forældre nu havde arbejdet med mig, for feks. at få et værelse på et af 4. Maj’s kollegierne rundt om i Danmark eller hjulpet mig med at leje et værelse, hjulpet mig med at leje en lejlighed osv.
Det knap 1,3 år jeg tilbragte på Vester Voldgades Kollegie i København, står som en af de bedste perioder i mit liv i Danmark. Hvis jeg ville bruge et køkken, hvilket jeg var tvunget til i ny og næ, så måtte jeg gå ud i køkkenet og der var altid mennesker og de var super søde, mærkelige, skæve og sjove. Det var ikke tit, men det hændte at jeg satte mig ud i fællesrummet og arbejdet på min lektie, som feks. var at bøje mønstre i tråd, vel og mærke uden at tråden var bøjet forkert eller bølget (Jeg læste til Guldsmed) Hvis jeg nu havde boet på Kollegie i mange år, og ikke haft en Gård derhjemme og en bil parkeret på gaden, så ville mit liv måske – eller faktisk nærmest helt sikkert – havde set anderledes ud i dag, fordi det allerde dengang, ville havde været mere “som de andres”. Og her tænker jeg (naivt) at mit liv ville havde været til den bedre side.
——————————————————————————————————————–
I often wonder how life would be, if the smart people at the Pink Hospital, would aknowledge the fact that they tried to frame and blame me for acts that are so common that everybody, even underagede children and retired adults do it, and instead of being so fixated on pushing a confession out of me, for the evil that I have done, would take a breath, make a stop, pause and think about – even if just for a second – how such an act of normality, can be blow so out of proportions by a single psychologist?
What kind of person do that and what kind of psychologist is she? What good can she plant in others, if her main focus is to rant at people, run them over like a avalanche in spring and throughout every single session, acts as was she wearing blinkers, and then blame the client for being run over?
There are millions of things I don’t understand in this life, but my biggest frustration is not what I don’t understand, it is the lack of kindness that I can’t see in peoples everyday actions.
——————————————————————————————————————–
Det irriterer mig, på mange forskellige niveauer og måder, at jeg igen sidder en lørdag aften og mærker håbet for hygge, snak og samværd med andre, forsvinde som luft i en piftet badebold.
Klokken 10.23 i dag, ringede Kunstmaleren til mig. Han var ude at kører bil og ville i første omgang snakke, hvilket altid er dejligt, altså når nogen har lyst til at snakke og snakken foregår som en ping pong; spørgsmål her, svar der, spørgsmål til dig fra mig, latter retur osv.
– De samtaler jeg normalt fører, er med min Psykolog, og samtalerne dér indeholder mest rungende tavshed, få gravende og ikke særlig intelligente spørgsmål fra hende og et hulkende, langtrukket tåkrummende svar fra mig.
Men at tale med Kunstmaleren er let og befriende og dog er det alligevel samtaler jeg bliver irriteret over. Han kører bil. Jeg kører bil. Vi taler om gode køb vi har gjort på udsalg, hans er en Lee skjorte, min en oversize kjole og pludselig er snakken drejet ind på min numse, mine baller, spredte baller, analsex og jeg sidder vitterlig og tænker: How did this happen?
Vi aftaler at mødes, til den øl som han har lovet de sidste 2 måneder. Jeg burde virkelig VIRKELIG tå-krummende virkeligt vide bedre. Han vil komme kl. 20. Klokken er nu 22.19 og jeg har netop lagt mig i sengen, iført natbind og natkjole.
Han var træt og irritabel da jeg endelig ringede – jeg havde faktisk overhoved ikke lyst og omkring kl. 17 overvejet jeg at aflyse men fordi jeg ALDRIG kommer nogen steder, så mandet jeg mig op til at mødes med denne her gifte mand, som ville gå forbi min lejlighed kl. 20 og så følge ham igennem byen til dér hvor han bor med sin kone og 3 børn ca. Og så gå retur igen.
Jeg tænkte det ville være dejligt at tale med et menneske med en IQ.
At motionen ville gøre mig godt.
At den friske luft ville være god for min søvn.
Jeg tænkte så mange forskellige ting, men jeg glemte at tænke på, hvor store chancerne for at han brændte mig af igen egentlig var….
Neden for min lejlighed kan jeg både se og hører alle de mennesker der sidder ved de udendørs cafe borde, med varmelamper og tæpper og får en “Glædelig Jul snart Nytår” øl.
Jeg kan zappe mig selv ned på gaden, siddende på en bænk ved siden af menneskerne uden at de kan se mig – til trods for at jeg aldrig har været på baren – og se op på bygningen og se mig selv stå i det oplyste vindue i den ellers mørke ejendom.
Jeg kan se længslen i mit blik, totten i nakken, som efter en lang dag i en knold, er faldet ud og nu krøller uhæmmet til højre. Fjernsynet flimre i baggrunden, på prøveskærmen med isbjørnen og søpapegøjerne. Jeg kan se et ensomt menneske, der står og kikker ud på verdnen nedenfor hendes vindue, indtil jeg ser hende række hænderne til højre og rulle gardinet ned i tankt med at lyset forsvinder og til sidst kun er synlig via de smalle sprækker langs kanten af vinduet. Det er som om jeg lukker sorgen inde og livet ude. Og jeg kan mærke min egen indre smerte, mit eget indre afsavn og min egen indre sorg.
Jeg forstår ikke at jeg igen igen trode at her var et menneske, der virkelig gerne ville mig. Og jeg forstår ikke, at jeg igen igen blev overrasket over udfaldet.
På et tidspunkt må hjernen forstå og kroppen acceptere, at det ikke bliver i denne her livstid, at jeg får en ægte ven.
——————————————————————————————————————–
Hvis jeg kunne slippe for at hører mere om Trump, Boris Johnson, Brexit, Greta Thundberg, Australien, Hong Kong, Chile, Syrien, Afhganistan, Nynazisme, Antisemitisme, Vold og Had i 2020, tror jeg helt sikkert mit sind ville blive mindre skyldsbetynget.
Jeg magter ikke at folk er så voldelige, ondskabsfulde og overdrevet meget ude på en mission, hvor hvis du ikke følger trop og liner dig op bag ved dem i blind tillid, så er du i bedste fald et dårligt menneske som er ude på at ødelægge verden, fremtiden, friheden og alt hvad mennesker har kært.
Der er ingen mellemveje til at være et godt menneske i dag. Enten er du et godt frelst klimabevist rettroende menneske, eller også er du laver rangerende end de organismer der lever af ekskrementerne fra maddikerne der føder på forrådne korpus.
Fri mit sind fra ovenstående. Tak.
——————————————————————————————————————–
Jeg har tænkt meget på hvordan min fremtid eventuelt vil se ud. Jeg tænker nok at der er mange andre mennesker der har ligende tanker, men i teorien ved jeg det ikke, for jeg har aldrig nogen at vende mine tanker med.
Ja, jeg snakker. Jeg snakker med min Mor og lidt med min søster. Lidt med Lotte og 45 minutter hver 7 dage med en psykolog, men det er bare snak. Overflade snak. Rigtig snak kræver tillid, tiltro, ro i sjælen og tid. Tid er virkelig key word når det kommer til at snakke.
Måske det er derfor jeg har sådan en stor forkærlighed for Norman Bach? Han er stædigere end et æsel, tykkere end en zeppeliner, egoistisk som få, løgnagtig, løsagtig og alt muligt andet – men han kan snakke. Rigtig snakke. Bevars, kun når han vil, men når han så vil, så kan han rigtig snakke og lytte.
De fleste mennesker lytter for at svare, de færreste lytter for at lytte. Jeg savner en der lytter for at lytte, men som også kan snakke.
Når jeg tænker på min fremtid, så tænker jeg på hvor man trækker grænsen, for fremtiden?
Jeg mener – det er måske hvad andre gør – men for mig virker det forkert, hovedkulds og håbløst, bare at sige: Jeg lever for fremtiden men ikke have et øje på, hvornår du har ramt eller indhented fremtiden.
Sagt på en anden måde, hvis jeg skal sætte kursen mod fremtiden, hvilket åbenbart syntes at være den gængse mening – hvornår har jeg så nået fremtiden?
Hvilken mål skal jeg sætte og hvilken ting skal jeg opnå, før jeg lever i den fremtid jeg har satset på?
I nok noget nær 20 år gik jeg og sagde til mig selv, at jeg ikke ville leve efter min 40 års Fødselsdag, hvis ikke mit liv var bedre og med bedre mener jeg havde indhold, havde nogle af de ting som jeg altid har ønsket mig, men som jeg sørgerligt nok og mærkeligt nok ikke kan mærke om jeg virkelig ønsker mig eller om det er omgivelsernes ønsker for mig og samfundets krav til en kvinde på min alder.
Det var som om 40 år var min målgrænse, mit pejlemærke i horisonten. Når jeg nåede dertil var jeg helt sikkert fri af gården, af min gudfar, af mobberne, af sømanden, af kunstmaleren, af Norman. Jeg havde helt sikkert fundet ud af at leve livet, jeg havde helt sikkert ikke økonomiske problermer mere, jeg havde helt sikkert et skønt job, jeg havde helt sikkert nogle vidunderlige veninder, jeg havde helt sikkert kollegaer der glædet sig til at se mig og jeg havde helt sikkert en hel bil fyldt med små drenge med hvidt krøllet hår, overalls og convers sko.
Om præcis 195 dage bliver jeg 42 år. Og jeg har INTET af ovenstående. Ikke én eneste ting. Ikke ét eneste punkt og hvad værrer er, der er ingen horisont i fremtiden, som viser at det er lige på vej, snart kommer, kunne ske, vil ske – der er INGEN pejlemærker. Intet at kikke efter. Der er vitterlig intet. Det hele er bare tomt. Øde.
Så jeg kan ikke lade være med at tænke på, hvornår sætter man foden ned og siger nok er nok?
– jeg ved jeg ikke har rygrædden til at begå selvmord, men jeg er modig, måske endda frygtløs og ulykker sker. Jeg ville ikke være bange for at springe ud fra høje bygninger, eller rejse til et andet land og falde ned i en kløft. Det ville være en ulykke, jeg ville være alene og jeg ville dø. Det gode ved selvmordstanker er jo, at der er så ualmindelig mange måder at begå selvmord på, mine tanker har bare altid været låst på 2-3 forskellige måder, som jeg til sidst har måttet indse jeg ikke kan udfører.
Men lad os sige at jeg har fundet den rette måde at begå selvmord på, hvornår kan man så helt præcist sige, at NU har jeg forsøgt længe nok, nu har jeg pejlet mod fremtiden længe nok – resultaterne er udeblevet og det er OKAY at give op – men HVORNÅR er det okay?
Da jeg stoppede hos min Psykiater-Lærling var jeg fuldstændig knust. Blot 47 dage før jeg stoppede, fortalt jeg mine forældre om min Gudfar. Jeg fortalt dem end ikke alt, jeg har aldrig nævnt at jeg har været gravid x 2, jeg har aldrig nævnt den lille klamme mand i stalden, jeg har aldrig nævnt i detaljer hvordan han mishandlet mig og slog mig og forsøgte at kværke mig. Jeg har aldrig nævnt for nogen, end ikke min Psykiater-Lærling, hvordan han plejet at sidde og tale ned til mig i timevis, om hvor dum og ubrugelig en tøs jeg var. Jeg har bare fortalt dem at jeg er blevet seksuelt misbrugt.
Siden da er der gået 540 dage og jeg er ikke – som i slet ikke i nærheden af at få det bedre, at nå nogle mål, at finde ro på bare ét af ovenstående punkter og det væreste er, at der ikke er noget pejlemærke i horisonten mod en bedre fremtid.
Jeg har ingen jeg kan ringe til. Jeg har ingen jeg kan snakke med.
Jeg har ingen og jeg tilhører ingen.
Og om 195 dage har jeg overskredet mit livslange ønske om at dø, med 2 lange fremtidsløse år.
——————————————————————————————————————–
Mor ringer flere gange om dagen her i Januar 2020. Hun vil gerne snakke om dit og dat. Hun vil foreslå ting og komme med tanker og ideer, som kan forbedre mit liv. Jobs jeg kan søge. Kurser jeg kan starte på. Firmaer jeg kan overtage/kører videre.
Det hele er meget godt og kommer sikkert fra et sød sted men det eneste jeg tænker på, er vores telefonsamtale 31. Januar 2019, hvor Mor spurgte hvad hun kunne gøre for at hjælpe mig, og jeg svarede at hun kunne starte med at lærer hvad det vil sige at være pårørende til en med psykisk sygdom.
Jeg kender min familie, selv om de sikkert ikke er enig. Jeg kender vores livscirkel. Det er ligesom en trend, en mode. Det som var engang kommer igen og igen. Vores familiemønster er ligesom en trend. Det som var engang, går væk og efter et stykke tid, kommer det igen.
Nogle gange er problemerne der kommer igen, næsten identiske med tidligere problemer. Andre gange er de camufleret som værende anderledes, mere trendy, mere korrekte, mere argumenterende, mere indviklede, mere vrede, mere sorg. Men i bund og grund, er det altid det samme det handler om.
At ingen lytter (sådan rigtig lytter) og ingen acceptere (sådan rigtig acceptere) og ingen siger undskyld og dermed har du de perfekte rammer for en evig cirkel af high and low konflikter, uenigheder og forkerte forsøg på at være der for hinanden på A-nivau, når man i realiteten har brug for at nogen er der for en på Æ-niveau. Niveauerne ligner hinanden, men de er ikke ens og der er en verden til forskel på the outcome.
Da jeg var yngre foreslog jeg igen og igen at vi skulle holde familiemøder. Og den dag i dag er jeg stadig af den store enorme overbevisning – uagtet at jeg ved at jeg er alene om den – at familiemøder er vejen til at undgå eller i hvert fald imødegå, mange kriser og problemer.
Jeg tror på, at hvis et barn som jeg, havde kendt sin værdi og sit værd i en tidlig alder, ved feks. at blive hørt til et familiemøde, uanset hvor banalt mit barneønske måtte være, så ville dét faktum at jeg blev hørt – og at ethvert barn bliver hørt – gøre at man føler en form for sejer. At man ved at fremsætte et ønske, tale om det, argumentere for det, kan nå i mål. Jeg tror fuld og fast på at disse grundlæggende rammer for et godt liv fremadrettet, skabes ved at give barnet troen på sig selv. Selvtillid er en ting, men selvværd er noget HELT andet og meget meget vigtigere.
Om det man kæmper for som barn blot er 15 minutter mere på ipadden i weekenden, om det er 2 vingummier på pålægschokoladen om lørdagen, om det er at blive fulgt i skole – eller ikke blive fulgt i skole, om det er frit tøjvalg, huller i ørene, retten til at gå med hønsefødder en hel dag – UANSET hvad det er, så tror jeg på at disse ting opbygger et barns selvværd. For at få lov til noget, skal barnet også give noget igen – og det skal naturligvis ikke være seksuelle ydelser eller krækende, overskridende adfærd. Det skal være helt normale ting, som mange voksne vil tage for givet at barnet gør, men her gør barnet det alligevel MEN føler at den har vundet en lille sejer.
Feks. hvis du vil have to vingummier på din pålægschokolade om lørdagen, så skal du også hjælpe med at sætte i opvaskemaskinen. Eller så skal du tørrer spisebordet af eller så skal du skifte håndklæderne på det lille badeværelse eller så skal du pudse alle skoene i baggangen. Eller du skal løse to opgaver i din tegne/male/tal bog eller du skal vande blomsterne i krukkerne på terassen osv.
Der er så mange måder man kan lade børn vide, at de har en stemme, en ret. Jeg venter stadig på min.
——————————————————————————————————————–
Jeg sidder her, alene en søndag aften et sted i verden. Det blæser udenfor og døren klampre let, når vinden presset ind under den utætte hundredeårig trædør i gadeniveau og smyger sig op af trappen og ind under min hoveddør, som er fra dengang hvor dørtrin ikke var opfundet. Her er helt stille, kun lidt elektrisk rumlen fra køleskabet og vaskemaskinens annoying bippen, der fortæller mig at den er færdig og vil tømmes. Men ellers, bortset fra de let genkendelige lyde, er her bom stille. Som en stilhed før en mega storm – som både bogstavelig talt og sprogligt 100% er på vej.
Der er intet i mit liv. Der er ingen følelser. Ingen tanker. Ingen pligter eller i hvert fald ingen pligter jeg føler mig forpligtet til at opfylde.
Jeg får løn fra Fars firma et par måneder endnu, så er det slut og det bliver en befrielse fra en god handling jeg aldrig fik muligheden for at nyde. Hver evig eneste måned har jeg hørt for, alt det jeg burde gøre eller alt det jeg ikke gjorde, for de penge jeg aldrig selv har bedt om. Friheden over at få en bedre økonomi, blev fra dag ét erstattet af en følelse af skam og skyld. Lettelsen når det er overstået bliver enorm.
Jeg får Bestyrelsesløn frem til og med Maj. Dvs. 4 x 10.000 kr før skat. Jeg glæder mig voldssomt til det er slut. Jeg orker ikke at sidde i et så utaknemmeligt job – det er på ingen måder pengene værd. I mange år var det lysten der drev mit arbejde, mit frivillige ubetalte arbejde men den lyst er så sandelig forsvundet siden psykopaten blev stemt ind i Bestyrelsen og nu efterfølgende, hans buddy ven. Alting er en diskussion. Og jeg står på mål og jeg orker det ikke mere.
Jeg er færdig på Psykiatrisk Hospital. Dvs. jeg har ikke længere en aftale hver uge som jeg skal opretholde min forpligtelse til. Jeg har været en bad ass pligtopfyldende klientpatient. Jeg har den 100% opfattelse at hvis man vil nyde godt af vores velfærdssystem, så skal man også bidrage til den. Man kan bidrage på mange måder. Man kan lade sig optage mens man græder og fortæller om seksuelle overgreb, til undervisningsbrug. Man kan deltage i Psykoedukationsundervisning. Man kan møde op til hver aftale. Punktligt. Altid. Uanset om det er samtale terapi, blodprøver, lægesamtaler eller udredninger. Jeg har gjort alt ovenstående – og jeg har talt pænt til alle jeg har mødt, selv om jeg har haft lyst til at råbe og skrige af dem, spytte og sparke, slå og skrige noget mere.
Jeg har vist min taknemmelighed, dengang der var noget at være taknemmelig for. Jeg gav en hel afdeling kage på en varm sommerdag, oprigtigt fordi jeg havde lyst og det føltes korrekt og godt inden i. Jeg har også engang købt kage til Psykoedukationsundervisningen fordi der (åbenbart) havde stået i de papir der var sendt ud, at der ville være kaffe, te og kage men papierne var ikke blevet rettet til efter flytningen af Psykiatrien fra Risskov til Skejby, så det var der ikke alligevel – og for nogen var det et stort problem og irritationsmoment. Fredagen efter tog jeg kage med, men min Psykolog gav mig så dårlig samvittighed over at tage kagen med, at jeg endte med at efterlade kagen i receptionen. Hun sagde at det var som om jeg ville købe folk. Købe deres accept af mig, købe deres venlighed. Sådan havde jeg aldrig set på det. Jeg havde tænkt at vi kunne sidde og få os et stykke kage i pausen og snakke lidt sammen, os psykisk syge med vidt forskellige baggrunde og for en stund føle og som helt normale mennesker der holdt en pause fra vores pligt/arbejde/kursus og spiste et stykke kage, en fredag eftermiddag. Men som altid kan der åbenbart lægges alt muligt i ingenting, dér på Psykiatrisk Hospital.
Med Psykiatrien af vejen, har jeg intet jeg skal skal. Og det er en KÆMPE LETTELSE!! Jeg var slet ikke klar over hvor stor en lettelse det var for mig, før jeg sidder her og føler mig helt tom. Tom og fri.
Det er en mærkelig tanke at tænke, men mit liv er 100% uden indhold nu, da Psykiatrien er en saga blot. Der er INTET jeg skal skal og en mærkelig form for ro har indfundet sig i mig. Når man ingen pligter har, kan man bedre koncentrere sig om at dø.
Jeg har ryddet op i alt hvad jeg ejer. Det vil blot kræve ét opkald til mennesker der tømmer dødsboer og på få timer vil alt hvad jeg har skrabet sammen af møbler og ragelse være kørt bort.
Jeg har masser af gæld, men det hele kan indfries ved at sælge mine efterhånden 2 x ejerlejligheder.
Jeg har lejligheden i Spanien. Den kan med ét opkald til min udlejer, overdrages til ham igen og jeg er fri.
Mit liv er så tomt nu, at jeg ikke kan se ét eneste pejlemærke ud i fremtiden. Der er ikke én ting jeg skal. Ikke én ting jeg kan glæde mig til. Ikke én ting der har en betydning i mit liv. Ikke én ting jeg er forpligtet til.
Og lige så tomt og lettende som det føles, lige så trist og sørgerligt er det. For som jeg har sagt mange mange gange gennem mit liv, så ved jeg ikke hvor man går hen, når man giver op. Hvor man lægger sine nøgler og sit kort og siger; jeg kan ikke mere, jeg giver op. Jeg havde altid troet det var Psykiatrisk Hospital man gik til, men det er det ikke. Det er heller ikke min familie og da jeg ingen venner har, så slutter cirklen her.
Det er så befriende og skræmmende på én gang. Men mest af alt er det en kæmpe lettelse at jeg nu er der hvor jeg ikke kan være en skuffelse for nogen. Hvor jeg end ikke kan skuffe mig selv, ved at tænke at jeg kunne have gjort mere, forsøgt hårdere, prøvet lidt mere ihærdigt. Jeg har gjort alt hvad der var mig fagligt og menneskeligt og fysisk muligt. Det var ikke nok og jeg blev ikke helbredt og jeg blev ikke rask og normal, men jeg prøvede og dét er okay.
——————————————————————————————————————–
There are millions of things I don’t understand in this life, but my biggest frustration is not what I don’t understand, it is the lack of kindness that I can’t see in peoples everyday actions. 💛
——————————————————————————————————————–