I dag er det torsdag d. 23. Maj, klokken er 19.05 og jeg ligger i min seng i mit yndlingsrum i min forholdsvis store lejlighed i Spanien. Det er det bagerste rum, lige ved siden af de 2 badeværelser som lejligheden har. Det er her der er dårligst wifi dækning – inder og ydervægene i lejligheden er bygget af muresten og ikke som man ofte gør i Danmark, af gipsplader, så signalet har svært ved at nå til dette rum.
Men det er ligegyldigt for mig – det er her solen skinner mest, det er (i min optik) det hyggeligste værelse, om end langt fra det største. Her er mest ro for naboer der knalder, skændes og larmer – men vigtigst af alt, det er tæt på badeværelserne, hvor vinduerne altid står åbent når jeg er her og hvorfra jeg kan spring ud (af vinduerne) og løbe henover tagene – så frem det skulle blive aktuelt – hvilket det logisk ikke gør, men min mentale hjerne har det bedre når jeg har sådanne ting på plads.
Jeg sov til omkring klokken 15.00, kun afbrudt af et enkelt opkald fra min yngste lillebror med en opdatering på min ældste lillebrors helbred. Det var ikke gode nyheder. Lægerne har opdaget at han har en forstørret milt og to pletter på – jeg kan ikke huske om det var lungerne eller leveren – og herefter glemte jeg at hører efter, så jeg kan ikke huske resten, men der var mere. Han er stadig indlagt.
Jeg kunne hører på min yngste lillebror at han var rystet – det er jeg på en måde også – men jeg ser sådan på det, at han er indlagt på Nordens bedste hospital og det er dér de kan hjælpe ham. Jeg kan ikke hjælpe ham og jeg vil derfor ikke have dårlig samvittighed over at jeg ikke er hjemme, for jeg kan alligevel ikke gøre noget for ham. De kan de på hospitalet.
Men han er i mine tanker hele tiden og jeg har sendt nogle søde smser til ham, som ligger klar når han engang orker at tænde sin telefon. Faktisk er jeg rigtig glad for at jeg ikke er hjemme – jeg kan ikke magte mere “dårligdom” i mit sind.
Mine forældre ved ikke noget om rammebrudet, det gør min søster, da jeg blev nød til at spørge hende først, om det var okay at jeg ringede til hendes psykolog veninde. Jeg har ikke hørt fra mine forældre siden mandag – og det er på en måde også okay, for jeg kan ikke overskue at skulle diskutere med dem om at jeg er rejst til Spanien eller diskutere med dem hvorfor og jeg orker ikke at fortælle dem om rammebrudet, for som tidligere skrevet, så ville det være champange på deres mølle.
KLOKKEN ER NU 22.49 TORSDAG D. 23. MAJ. JEG FALDT I SØVN DA JEG SKREV SIDST. JEG HAR VIRKELIG SVÆRT VED AT HOLDE FOKUS. MIN HJERNE SEJLER.
Jeg vågnede af min søvn, ved at jeg 100% hørte nogen i lejligheden. Som I jeg er 100% sikker på at gulvet knirkede og jeg kunne høre fodtrin på gulvet. Man kan vågne på mange måder – jeg vågnede ved at jeg røg fra liggende sovende stilling til siddende stilling og fuld alarmberedskab på under 1 sekundt og 2 sekunder efter at jeg havde sat mig op, var jeg oppe og stå og ude i gangen, med ryggen til badeværelset (og det åbne vindue) mens jeg kikkede ned af gangen mod stuen (og hoveddøren) Jeg kunne intet hører men gik med resulutte skridt mod min frygt og drejet om hjørnet og ind i stuen med frygten i halsen. Der var naturligvis ingen, men mit hjerte døde lige lidt af skræk.
Nu sidder jeg i min seng, i mit yndlingsværelse og lytter til restauranterne nede i gyden. Jeg kan dufte grillet kød men min mave er ikke sulten. Jeg har ikke spist andet end 2 cowboy toast med skinke og ost (og kun med ét lag brød, så i teorien er det vel et toastbrød med skinke og ost der er varmet??) siden tirsdag.
Jeg spiste lidt af en mega dyr burger i lufthavnen i København onsdag eftermiddag men det var langt mindre end halvdelen. Jeg har drukket masser af vand og ét smoothie med frugt i dag og nu sidder jeg her og skriver og kæmper for at holde fokus på computeren og det jeg har gang i – men min hjerne pendler mellem tankerne om min lillebror på sygehuset, om hvorvidt jeg skal genlytte mødet som jeg optog, på hvordan jeg nogensinde bliver rask igen, på at det ville være rigtig godt for mig, hvis jeg blev syg ligesom min lillebror – så ville alle kunne forstå at jeg var syg og ikke som nu, hvor ingen tror jeg er syg men bare tror jeg lader mig sygeliggøre af en bunke damer med en fancy uddannelse. Og måske det er dét jeg gør?
Måske jeg bare ER en dramaqueen med tendens til storslået drama med mig selv i fokus?
Nedenstående ⬇️ er skrevet i går onsdag, da jeg sad i Lufthavnen.
Klokken er 18.02 onsdag d. 22. Maj 2019 og jeg sidder ved Gate 2 i Københavns Lufthavn og forsøger ikke at falde i søvn. Jeg har været oppe siden før klokken 03.55, hvor jeg måtte erkende at jeg ikke kunne sove mere. Klokken 06.30 var jeg klar til at tage afsted. Jeg havde været i bad, vasket hår, ryddet op i lejligheden, tømt skraldespand, støvsuget, pakket kuffert mv.
Da jeg ankom til Psykiatrisk Hospital i går, onsdag morgen, tjekkede jeg det stykke papir man får, når man scanner sit sygesikringskort ind. Dér står hvor man skal gå hen. Jeg skal altid gå det samme sted hen, så jeg plejer aldrig at tjekke det og oftest smider jeg det i skraldespanden når jeg ser en – men i går tjekkede jeg om jeg skulle gå samme sted hen, det skulle jeg.
Da jeg ankom til venteområde 3, sad der 2 mænd og kævlede op som en helt ammestue. Jeg kunne næææsten ikke rumme det – og overvejet om jeg kunne tillade mig at bede dem om at flette skuffen og gemme deres krigstraumer til terapirummet??
Den ene var “blå” som åbenbart betyder at han var politibetjent og den anden var “grøn” som er militæret. Sidstnævnte fortalte de vildeste konspirationsteorien omkring hvorfor han var blevet udsendt – jeg har det nok lidt sådan: “Søde, du er blevet udsendt fordi du arbejder i militæret. Det danske militæret er en del af NATO, FN og United Nations, det er dét militæret gør. De tager ud i de konfliktområder, som Danmark støtter op om, i et solidarisk fællesskab med andre nationer…..og dét er dit arbejde……og nej du er ikke blevet udsendt fordi din overordnets fætters kusines søns bonus datters exkæreste skød en mand i hoved og du nægtede at slå noget græs 14 år før du blev udsendt første gang…..“
Men jeg sagde naturligvis ikke noget…… men shit det brændte hjerneceller af at sidde og hører de to fucktards tale om død, vold og konspirationer!!
Jeg havde lyst til at råbe dem ind i hoved, og skrige at hvis de ikke havde prøvet at få lukket for luftvegene af en 14 dage gammel uvasket pik hvis klunker kradset på din hage og hvis nossehår kravlet op i din næse, så du hverken kunne ånde, trække vejret eller nyse, mens en grov hånd blev presset op i dit underliv, med en så stor kraft at du kunne mærke blodet løbe ned af dit ben mens ejermanden af hånden forblev i mørket….. hvis de ikke har prøvet dét, så skulle de vitterlig bare være helt helt stille.
Jeg sad tæt på elevatoren og så forskellige mennesker komme ud og gå. På et tidspunkt kom Indianerlægen ud, jeg nåede hverken at smile eller reagere. Normalt kan jeg godt lide hende, men jeg var i dét øjeblik sikker på at hun var en del af mødet jeg skulle deltage i – og er der nogen som er kradsbørstig, så er det Indianerlægen. Og BINGO til mig……
Gæt hvem der sad i rummet da jeg kom ind……..Indianerlægen. Jeg skulle flere gange tage mig selv i ikke at gå på hug verbalt og smide kommentar i hoved på hende som helt klart var tarvelige, lavthængende og ondskabsfulde. Hun punkede mig for hårdt med svar til dit og dat og 90% af tiden havde jeg faktisk ikke et svar. Hun kørte på så hårdt at jeg flere gange måtte tage mig selv i at zappe væk, nøjagtig som når min Gudfar var igang. Så var jeg fysisk i rummet, jeg opfanget alt, så alt, men jeg var der ikke mentalt. Det lyder mærkeligt – og det er det vel egenlig også, men jeg tror det var sådan jeg overlevede og ikke blev sådan rigtig off-the-wall-sindssyg og ofte gik jeg i en have, så skøn så skøn. Med Gule, hvide og pinke blomster, græs under tæerne, fugle der pippede, insekter der buzzede og ren luft – men jeg ved ikke hvor haven var, for hver gang jeg kikkede fremad, var alting blurret. Det var kun nedaf jeg kunne kikke og skråt til siden. Mærkeligt.
Min Nye Behandler kom og hentede mig, vi gav hånd som altid og jeg lagde mærke til at hendes hår er blevet langt og at hun havde det flettet i den ene side og samlet i en hestehale. Det så rigtig fint ud faktisk men jeg vil heller banke mit ben ind i et pigtrådshegn end at give hende komplimenter – det blev nok bare opfattet som om jeg gerne vil være hende….. 🙄…..og hvis jeg en dag kommer med håret sådan, så er det nok fordi jeg kopiere hende og ikke blot har ladet mig inspirere.
7-9-13 hvor er det HELDIGT at jeg ikke syntes glat hår er pænt!! For tænk nu hvis jeg en dag kom med glattet hår, så var jeg bare the diagnostic copy-cat! Længe leve krøller!! Og appropo krøller, Hr. Gud må alligevel have været lidt på min side, for mit hår krøllede virkelig flot onsdag!
Da min Nye Behandler hentede mig, tændte jeg for optagerknappen på min telefon, som jeg på forhånd havde sat på flytilstand. Og da jeg kom ind i rummet lagde jeg den på bordet og fandt mine papir frem, som jeg havde lagt i to fine mapper. Jeg bad om at få deres navne, så jeg kunne skrive dem ned men mest for at jeg kunne hører det igen på optagelserne – som jeg ikke har kunnet magte at lytte til endnu.
Det føltes som om der sad tusind små bier eller 4 mennesker og stak til mig med små nåle – i en hel time – mens jeg blev nød til at forsvare mig selv uden at der var nogen på min side.
Til højre for mig (jeg sad for bordenden) sad Indianerlægen og ved siden af hende en dame, som jeg kun kan sammenligne med den kvindelige udgave af Harry Potter pga. hendes briller. Jeg er fuldstændig blank på hvad hun hed. Ud for den anden bordende havde de stratetisk placeret min Nye Behandler – jeg sendte hende det onde øje og måtte virkelig tage mig selv i ikke at nedstirrer hende med foragt i mit ansigt. På min venstre side, sad en anden dame, med nogle utrolig specielle øjne – om de er grå, lyserblå eller vandblå skal jeg lade være usagt, men specielle var de. Hendes stemme tiltalte mig meget og så havde hun flot hår – det hjalp nok også at hun sad tæt på døren som jeg havde talt skridtene overtil da jeg gik ind.
3,5 skridt fra stol til dør. Døren åbner indaf. Drej til venstre 5 skridt. Så til højre og spæn. Igennem glasdøren og så til venstre igen – vil du narre fjenden, tager du elevatoren, ellers er det fuld galop ned af trappen, til venstre – og det er så her man nok skal passe på at der ikke kommer en eller anden snigende fra siden, ligesom dengang på Psykiatrisk skadestue – og så er det ellers ud til bilen og væk. Jeg tror jeg kan være ude af lokalet og ved min bil på mindre end 4 minutter hvis jeg løber alt hvad jeg kan og ikke tager hensyn til nogen på min vej.
Tænk engang at jeg har ligget og tænkt sådan, at jeg vitterlig helt underbevist talte skridtene fra døren til stolen – jeg var simpelthen SÅ nervøs og bange da jeg sad derinde – jeg ventede alt fra verbal overfusning, til tvangsindlæggelse og spændetrøje, til udsmidning fra psykiatrien, til politianmeldelser og retssag – jeg var forberedt på ALT og alligevel kom hele mødet så meget bag på mig, at jeg to gange måtte hive mig selv ned, fra under loftlamperne og ned i min krop igen. Det var som om jeg sad oppe i højre hjørne og kikkede på mig selv, med krøller ned af nakken og fødder der flyttede sig stille men nervøst. Jeg kunne se min Nye Behandler nikkede til ting de sagde og jeg havde lyst til at smide noget i hoved af hende. Ude foran vinduet var der en stejl mur op, og regnen silede ned af muren.
De mente at deres liv som behandler og psykologer var ubetydeligt, og det at jeg havde behov for at google dem, fortalte meget om min personlighed. Det pudsige er, at jeg flere gange har sat min Nye Behandler som forebillede for mig, når jeg skulle forklare hende noget, feks. “Du har børn og mand og arbejde og kollegaer osv osv.” og jeg har godt haft en lille bitte mistanke i baghoved at hun måske ville misforstå det, sådan at hun ville tro at jeg ønskede at VÆRE hende, frem for, sådan som jeg ser det, ønskede de TING hun havde i livet. Jeg ønsker at være normal, jeg ønsker mig normale ting – jeg ønsker mig børn der smider sig på jorden i Netto og en mand der bygger ting og smider sine sure sokker ved siden af vasketøjskurven og som aldrig reder sin seng – jeg ønsker mig kollegaer og et arbejde og en personlig indkomst – ALT DET har min Nye Behandler, det har jeg ikke.
Men for mig er det super logisk at jeg naturligvis IKKE ønsker at VÆRE HENDE. Jeg ønsker DET SAMME for mig – men det var tydeligt i samtalen at min lille bitte mistanke var en kæmpe realitet. De trode jeg ønskede at være min Nye Behandler – at jeg googlede hende fordi jeg ville se hendes liv osv. Det var så langt fra sandheden at jeg slet ikke orkede at protestere særlig meget imod det.
Jeg er ikke sikker, men jeg tror også jeg har sagt sådan til både min Psykiater-Lærling og til min Psykolog med den stille stemme. At jeg har remset op hvad de har, set fra min stol og at det er dét jeg også ønsker mig – det har aldrig nogensinde været sådan at jeg har ønsket at være min Psykolog med den stille stemme eller min Psykiater-Lærling. Tænk at skulle sidde og hører på folks lidelser, sorger og bekymringer hele dagen…..jeg ville gå så meget ned med flaget at jeg nok aldrig kom op igen!!
Og mht. min Psykiater-Lærling, så skal hun sidde dagligt og vurdere om den medicin hun giver et andet menneske, gør mere gavn end skade i deres sygedomsforløb. Hun skal finde sig i at få mad kylet i hoved og gå med overfaldsalarm – jeg kunne IKKE gøre det og jeg ønsker på intet tidspunkt at være hende – og tænk bare, engang har hun været læge i et lægehus hvor klamme gamle mennesker som min Gudfar kom, med deres bylder, bullen finger, skorper og ildelugtende kroppe 🤢 Jeg vil helt oprigtigt med hånden på hjertet, hellere være kloakarbejder og stå i menneskelort til livet, end jeg ville være i deres job i 24 timer!!
Men det var ikke sådan de opfattede det, inde i rummet med de 4 stikkende damer.
De gik rigtig meget op i min tid i gruppeterapi – og hvor vigtigt det var for mig, for at jeg kunne lærer at begå mig socialt. Jeg kunne næsten ikke være mere uenig.
Jeg syntes – og jeg sagde ordret – at jeg syntes det er hippigagtigt at sidde i en rundkreds og græde sammen med fremmede mennesker mens man krænger sine inderste sorger ud.
Personligt har jeg meget mere brug for, og måske ikke ligefrem lyst til men MERE lyst i hvert fald, end til gruppeterapi – at få talt om hvad der er sket mellem mig og min Gudfar.
Det er ikke fordi jeg ønsker at jogge rundt i det som min Mor siger, men efter at jeg er begyndt at tale om det, er det som om det bare vælter frem som pus fra en byld – i mine drømme, i løbet af dagen, når jeg ser på en fugl får jeg flash til ét eller andet som overhoved intet har med en fugl at gøre, jeg lugter noget som sender mig 38 år tilbage i tiden, jeg leer af noget og får deja-vu til noget andet som ikke er værd at le af – det er sådan hele hele hele HELE tiden i mit liv og i mit hoved.
Jeg ville ØNSKE ØNSKE ØNSKE jeg kunne gå tilbage til 1. Juni 2018 og IKKE fortælle min Mor noget. Bare holde tand for tunge og holde min hemmelighed for mig selv, som jeg altid har gjort. Jeg ville ønske jeg aldrig havde taget hul på det her kapitel af mit liv. Og nu når jeg har taget fat på det, så skal jeg pakke det ned NU og gå i gruppeterapi med andre sørgelige sjæle.
Jeg magter det VIRKELIG ikke. Det er lige før jeg sidder og bliver vred på min Psykiater-Lærling, og for at tro på hende, da hun overbeviste mig om at livet ville blive nemmere for mig, hvis min familie vidste besked. Jeg vidste godt et sted inden i, at det ikke hang sådan sammen, men jeg ønskede SÅ UFATTELIG MEGET at hun havde ret og jeg at jeg tog fejl – desværre ved vi alle at det ikke hang sådan sammen og her, på randen af ét års dagen for min diagnostisering og for dagen hvor jeg fortalte Mor om alting, så kan jeg kun kikke tilbage på et år med knuste drømme, skænderier, uenigheder, beskyldninger, fornægtelse, smerte, sorg og ufattelig mange mange timers gråd.
Jeg har forsøgt at gøre ALT hvad de har sagt jeg skulle gøre på Psykiatrisk Hospital, jeg har taget JA-HATTEN på og gjort alt hvad der stod i min magt for at blive helbredt og rask – og alligevel føler jeg mig så meget som en af de der irriterende patienter som ingen rigtig gider. Jeg kommer altid til tiden, ofte gerne 30 minutter før, jeg følger ALLE deres anvisninger og jeg kommer altid og forsøger at være mentalt klar, men alligevel er det som om ingen rigtig magter at hører sandheden om mit liv. Det knaser i deres øre når jeg fortæller og emnerne bliver skiftet væk til mit forhold til min familie, til gruppeterapi, til fremtiden – og hvor end jeg gerne vil en fremtid, så er det fortiden der fylder og den eneste måde jeg kan se at jeg nogensinde kan få fri fra min fortid, er ved at dø.
Døden virker bare mere og mere som det rigtige. Jeg ved at mine forældre, min svigerinde, min lillesøster og lillebror – jeg ved HELE familien er knust over at min ældste lillebror ligger på hospitalet. Dét er jeg også – jeg byttede gerne plads med ham, bare for at han ikke skulle lide 2 minutter mere – men også fordi at jeg ville blive taget seriøs.
Pletter på lever/lunger er alvorligt og skal behandles nu og her. Et underliv fyldt med arvæv, maridt og afsky for varme drikke og flash til at jeg også kunne havde holdt et nyfødt barn i armene, skal bare lægges bag mig. Og et sted, er jeg SÅ MEGA ENIG – men så skulle vi aldrig nogensinde havde taget hul på at tale om det, eller så skulle det i hvert fald havde forblevet mellem min Psykiater-Lærling og jeg, og aldrig forladt rummet og være blevet begravet den dag vi sluttede.
Nå men hvad blev konklusionen på mødet? At Indianerlægen er stridere end jeg havde evner til at tænke mig til, at jeg havde lyst til at sige at grunden til at hun ikke googler er pga. at hun er vokset op før tv’et fik farverør og velco blev allemands eje, før brød kom i skiver og tøj blev producert i Kina. Hun er fra dengang hvor lysreguleringen i Reginakrydset var årets højdepunkt og vores monark var en mand.
Jeg sagde, stik mod min hensigt, at jeg ikke kom næste onsdag, da jeg tog ned til min lejlighed i Spanien. Min plan var ellers at lade min Nye Behandler sidde i uvished om hvorvidt jeg kom eller ej – hvilket for mig er den ultimative ledeste handling ever (hvilket sikkert også er noget med min personlighedsforstyrrelse at gøre) Herefter spurgte Indianerlægen om de samme ting så mange gange at jeg begyndte at sige NEJ før hun var færdig med at tale (mega flabet) men jeg havde bare fået nok!!
Indianerlægen: “bla bla bla bla…….
Mig: NEJ!
Indianerlægen: bla bla bla bla….
Mig: NEJ!
Indianerlægen: bla bla bla?
Mig: Som jeg sagde NEJ og det nytter ikke at du stiller det samme spørgsmål på 4 forskellige måder. Svaret er nej.
De ville vide hvor længe jeg var væk, hvornår jeg kom retur (samme spørgsmål, forskellig måde at stille det på) og sådan blev de ved. Til sidst sagde jeg at jeg syntes de skulle give min plads i psykiatrien til en anden hvis det var så stort et problem for dem – jeg kunne selvfølgelig nemt havde sagt at jeg kom retur d. 31. Maj men jeg følte mig klædt af og overvåget og ønskede bare at være alene.
De ville vide hvordan de kom i kontakt med mig…… hvis det ikke var pga. alvoren i det, ville jeg havde lavet denne her i virkeligheden: 🤦🏼♀️
Telefonen er opfundet
Internettet er opfundet
E-boks?
Email?
Sms?
Brevdue?
PostDanmark?
Vær nu ikke så fucking hjælpeløse!! Og Gudhjælpemig om de ikke bagefter ville vide hvordan JEG kom i kontakt med dem…….. det var så ca. her jeg tænke at nu måtte det her børnecirkus stoppe og jeg begyndte at pakke mine mapper sammen, men inden smækkede jeg en lille ABC til Facebook ned foran min Nye Behandler og sagde (noget i retningen af) at det var venligt ment, da jeg tænkte at hun ikke var så It kyndig. Og så gik jeg, uden at sige farvel, uden at give hånd. Mega provokerende og mega uopdragent. Men jeg orkede ikke mere. Jeg ville egentlig bare gerne sove.
Da jeg sad i min bil, ved det første lyskryds på hospitalets matrikel, knækkede filmen helt for mig og jeg hulkede som dengang jeg sad i kapellet og så på min døde indskrumpede Gudfar. Jeg hulkede og hulkede i ét væk og holdt der i to omgange af fra grøn til rødt, før jeg “vågnede op” og kørte hjem.
Min krop var SÅ smadret og træt da jeg kom hjem, at jeg næsten ikke kunne holde mig oprejst og jeg kæmpede virkelig for at holde mig vågen og få pakket færdigt, hented vaskettøj fra kælderen, pakket rengøringstasker så en af mine tidligere Hjælpere kan gøre rent i min Udlejningslejlighed når gæsten tjekker ud i morgen osv.
Min plan var at jeg bare skulle klare den til jeg sad i toget – men da jeg sad i toget var søvnen væk og tårene pressede sig så meget på, at jeg sad og snøftede sagte i stillekupeen hvor jeg bevist havde valgt at booke sæde, så jeg kunne få sovet…… søvnen var også væk da jeg sad i flyet…… men gråden var med hele vejen indtil jeg kapituleret i min seng i nat i Spanien. Og da jeg kikkede mig selv i ansigtet tidligere i dag, kunne jeg se tydlige mørke rander under mine øjne og fra øjenkrogen og ud – jeg ser slidt og træt og bleg ud. Og jeg føler mig slidt og træt og ulækker og ubrugelig.
Jeg har ikke hørt fra mine forældre.
Jeg har valgt ikke at svare mere på Anikas smser, det kommer der intet ud af, hun er fortid.
Jeg fik sendt pakken afsted til min tidligere Mentor i mit lille firma.
Og nu er jeg træt af at fortælle om dårligdom, om ting som ikke lykkes, om mennesker der ikke kan lide mig, om mennesker der ikke vil mig, om ting der smerter og ting der gør ondt.
Jeg har lovet mig selv at jeg vil finde fred og ro. Jeg har lovet mig selv at jeg ikke behøver gå igennem mere smerte. At det er okay at sige stop.
Og på Gensyn.