Jeg forsøger virkelig at leve op til det fine, nye og for mig, total ukendte ord jeg næste lige har læst mig til: Selvomsorg, men det er også virkelig virkelig svært!!
Jeg har aldrig hørt om “selvomsorg aka omsorg for mig selv” før, jeg kan heller ikke huske at jeg nogensinde har tænkt ordet og sådan alt andet lige, så ser jeg mig selv som ret belæst og ret begavet men visse logiske ting er åbenbart gået min hjerne forbi.
Selvomsorg er for mig feks. at jeg forsøger ikke at spise en masse usundt og klamt, ting jeg godt ved enten er for gammelt til at spise, eller ting som jeg godt ved er usundt eller at drikke mere vand en cola light.
– en anden ting er at jeg forsøger at drage omsorg omkring mig selv, ved ikke at kontakte Norman Bach, heller ikke når han skriver på Whats’App og det er så lokkende socialt at skrive tilbage og håbe på en dialog i mørket, så jeg ikke behøver føle mig alene og forladt på (endnu) en lørdag aften, men jeg ved at jeg skal lade være, for det er ikke at drage omsorg omkring mig selv. Jeg ender 99% af gangene med at blive ked af det og eventuelt knibe en tåre.
Det er SÅ svært at være ensom og se hele verden suse forbi foran vinduet i min hverdagsrustning – jeg forsøger gang på gang akavet og ofte total klodset og dumt, at række hånden ud for at vise at jeg gerne vil deltage, for at fortælle at jeg (stadig) er her og gerne bidrager, men det virker aldrig (efter hensigtet) og efter at jeg har mistet Jonas, har jeg 0 mennesker i mit liv udover min familie.
Dét gør så sindssygt ondt inden i. Hvis du trode det ikke var muligt at have fysiske hjerte og mave smerter pga. ensomhed og sorg, så tager du lyksageligt fejl og jeg er glad på dine vegne over at du aldrig har prøvet det.
Jeg talte med min gl. forpager i fredags efter at jeg havde været til Psykoedukation og mens vi taler (max 5 min.) nævner han et navn som siger mig “noget” men jeg kan ikke huske hvad og hele sammenhænget var så banalt og ligegyldigt at jeg aldrig normalt ville have tænkt videre over det hvis det ikke lige var fordi jeg kom direkte fra Psykoedukation og på forsædet af min bil lå fotokopier af slidsene.
Mine øjne kikkede på dem mens jeg talte med min gl. forpagter og lige dér på nederste linje på slidsene stod psykologens lidt specielle mellemnavn…..og ud af røret kommer nu samme navn. Så snart røret var lagt på, tog det mig under 8 minutter at “hacke” mig frem til at psykologen, som underviser mig (og de andre) i psykoedukation, kommer fra nøjagtig samme lille by som jeg…. what’s the odds???!!! 🤦🏼♀️
Psykologen er hende som i 2017 spurgte mig om jeg nogensinde havde taget tøjet af små børn og misbrugt dem seksuelt – jeg brugte resten af tiden herefter på at hade på hende hver gang jeg så hende. Hun fik det onde øje med alt hvad jeg kunne lægge bag, frem til den dag, hvor jeg blev klar over at hun var en af dem som skulle stå for min videre behandling sammen med min Nye Behandler, efter at min Psykiater-Lærling stoppede. Jeg blev enig med mig selv om at jeg måtte give det hele en én chance mere og dermed prøve at være neutral til vores møde, hvilket jeg var – og om det var hendes gammeldags ring med en ravfarvet sten (tigerøje?) i, som jeg har i nøjagtig samme model, blot med en lilla ametyst i, eller om det var fordi hun rent faktisk ER et sødt og venligt (og begavet) menneske, skal jeg lade være usagt, men hun vandt ved anden omgang af bekendtskab.
Fast forward til 2019, hvor hun nu er min psykoedukations psykolog lærerinde og hvor jeg hver fredag sidder og ser på hendes slides med det specielle efternavn nederst og aldrig havde skudt hende til at være på min alder men pludselig så er verden mikro lille og hun er ét år ældre end mig. Hun har gået i skole med min kusine, hendes søskende klasse med min fætter, hendes mor er lærerinde og en hurtig stalking på diverse Facebooks, gjorde bare at verden blev endnu mindre – efternavnene på de aldrende mennesker på hendes Mors Facebook klingede så ubehageligt bekendt i mine øre, nogle af dem truede enddda med at få blodet til at pible frem men ens for dem alle er at det er mennesker der også kendte min Gudfar!!!
Mennesker der bor i den samme lille lorteby, som jeg ikke kan finde ud af om jeg skal hade, foragte, elske eller være neutral overfor?
På Facebook siderne tilhørende alle de her mennesker, kunne jeg nærmest have lavet et bydiagram over hvem der var venner med hvem og hvordan de var forbundet – jeg kan ikke kapere det inde i mit hoved – min Gudfar var uden tvivl en meget vellidt mand (hvorfor har altid været mig en gåde) og til begravelsen var kirken propfyldt (til mit forsvar skal det siges at det er en mikro kirke, selv af en lille landsby kirke at være) og nu sidder jeg her, på psykiatrisk hospitals parkeringsplads og hører hvordan mine tandhjul i hjernene går i beskyttelses tempo, alt i mit kikke op på de røde alarmknapper som snurrer rundt som et roserblink på et langsomgående kørertøj.
Jeg kan slet slet ikke kapere inde i mit hoved, hvis min psykoedukations psykolog, er en af dem som kendte min Gudfar og som syntes han var the best thing since bread came sliced, tænk hvis hun var med til begravelsen??
Jeg kan se min barndomsvenindes mor på hendes Facebook, den eneste pige jeg nogensinde leget nok med, til at kunne kalde hende min “veninde” for en stund, indtil hendes forældre blev skilt og hun stoppede med at lege med mig – fik jeg nævnt at hun i dag er et socialt tilfælde med tvangsjernet børn, som hun har med 2-3 forskellige mænd og at jeg ofte forsøgte at få hende til at komme med ud til mine Gudforældre?
– fik jeg fortalt at jeg fik hende overtalt til at sove sammen med mig derude, så jeg ikke skulle sove alene? At jeg fik hende overtalt til at komme med mig derover, så jeg ikke behøvede at være alene i stalden med min Gudfar?
Jo mere jeg tænker, jo mere føler jeg mig som det ultimative rådneste menneske.
Det er længe siden der er gået en “prås” op for mig, men det her med selvomsorg og det her med at jeg måske er sådan en som takker for at være en del af “noget” ved at give folk ting/gaver/oplevelser/kort mv. og så nu det her med min Psykoedukations lærerindes hjemstavn som igen leder mig til tanker om hvad jeg har gjort som barn, har VIRKELIG VIRKELIG fået mig til at tænke på hvad jeg er for et menneske – ingen tvivl om at der ikke findes ret mange af min slags og ingen tvivl om at jeg ofte har forårsaget min egen ulykke, ubevist måske men stadig.
Jeg kan næsten ikke rumme at tænke på hvad jeg er for et slags menneske og hvordan jeg er blevet til sådan et slags menneske? Er jeg måske født med anlæg til at blive sådan eller er det hele miljø?
I skrivende stund er det søndag d. 17 Februar 2019 og jeg sidder i min brune lædersofa i min lejlighed i Spanien, med min dyne – på min fod ligger lille Ella og snorker højt.
Billedet her er fra da hun lå ved min venstre side – jeg tænker hun holder sig tæt på for at undgå at jeg går nogen steder uden hende.
Vores tur herned i går (lørdag) skulle have taget ca. 6-7 timer. Den tog 13! Fuck DSB og aflyste tog, Fuck Norwegian og aflyste fly! Fuck taxi-chauffør som vender bunden i vejret på en rejse bur med fyldt vandkop så alt inde i buret blev vådt og jeg måtte rykke mit tøj ud så Ella kunne ligge tørt på rejsen. Det var på alle måder en dårlig tur – top det med at jeg enehandig formået at stoppe et handicaptoilet til randen…….
Ja ja jeg burde måske ikke bruge handicap toiletter men hvor kan jeg ellers kører min baggagevogn ind med Ella, tasker og bur?
Og hvorfor er der ikke sådan et tyndt stykke papir man kan lægge på sædet inden man sætter sig på det? Eller noget sprit man kan tørrer brættet af med? Så jeg drunkede toilettet i pøller, menstruation, toiletpapir fra en dirrarøv og toiletpapir fra brættet…… på trod af utallige optræk og forsøg på at afhjælpe det bogstaveligtalt stigende problem med en i forvejen nasty wc-børste, så lykkes det ikke at få gang i toilettet igen, så jeg gik….
Ella var knurresulten i dag, da vi allerede i går løb tør for fodder – og som altid er jeg havnet i Spanien på en ultra national helligdag = ALT er lukket, så efter nogle af 60 km i bil og en lang bustur lykkes det mig endelig at finde en åben OpenCore og købe kylling og ris, som hun spiste med stor velbehag – og som jeg håber sætter en prop i den sympati-dirrearøv hun har udviklet inden for de sidste 24 timer. En hund med sprutmås i en by med muslingeskaller som fortov, er og bliver bare ikke en charmerende kombination når man står med en pose på hånden og forsøger at skrabe en flydende lort op uden at der går hul på posen…… 😩💩
Jeg sidder her i sofaen og smågræder. Jeg er så ulykkelig inden i. På fjernsynet kører SyFy kanalen med Transformer film nr. 2 i dag, med spansk synkronisering – men hvad gør det når jeg alligevel ikke har lyd på? Jeg lytter til min spotify og forsøger at danne mig et overblik over hvordan en realistisk fremtid kan se ud for mig selv – men uanset hvordan jeg ser på fremtiden, så virker det jeg kommer frem til, som en urealistiske fantasi.
I går var jeg inviteret til en fest hos pigerne der arbejder for mig hernede. Jeg valgte bevist ikke at tage med, da jeg har erfaret at det er svært at være hende der bestemmer men også hende der fester med dem og samtidig så bryder jeg mig ikke om altid at være deres “æres gæst” og dermed i centrum. Jeg vil bare være mig, også selv om jeg ikke er helt klar over hvem eller hvad det egentlig er i øjeblikket.
– da jeg hentede min bil derude i dag, fandt jeg ud af at en af Norman Bachs veninder pt. bor i hans hus (og fordi jeg drager selvomsorg omkring mig selv, har jeg ikke tjekket hans FB eller Instagram siden 2. februar) – jeg aner ikke hvor han er, men hun deltog som æresgæst sammen med hendes kæreste i deres fest. Jeg er dobbelt lykkelig for at jeg ikke deltog – alle de fejl jeg givetvis ville have lavet, ville være gået lodret videre til Norman og med alt det skrammel der florer i mit liv og i mine tanker i øjeblikket, så er dét helt klart en ting jeg gerne er foruden.
Og nu vil jeg drage lidt mere selvomsorg, og stoppe med at skrive om ting der får mig til at græde. Jeg vil sluge mine crazy piller, puste sterinlysene ud (hvis os, giver kræft) og slukke for SyFy kanalen og kravle ind i seng med Ella.
I morgen er det trods alt Mandag i alle andres verden end min. I min er det blot endnu en dag i livet uden betydning