Ja ovenstående er faktisk muligt og ovenstående er naturligvis udført med største mangel på elegance af undertegnet. Som dog til sit eget forsvar, også selv blev påvirket af situationen og begyndte at græde.

Ovenstående er også en knald god måde at undgå at blive inviteret til fremtidige fester i den Philiphinke community her i Spanien – just saying, hvis du nu havde problemer med at sige nej tak til invitationerne.

Ovenstående er skrevet for knap en uge siden – i dag er det Fredag, den famøse fest var sidste Lørdag og here goes med en forklaring – ikke en undskyldning.

Torsdag i sidste uge var jeg med min philiphinske veninde i det lokale Mall, jeg skulle købe en gave til ovenstående fødselar. Jeg havde fået at vide at jeg bare skulle komme og ikke medbringe en gave men dét syntes jeg er fesen, så jeg købte en håndcreme som jeg selv plejede at bruge da jeg boede hernede. Når man har hænderne meget i vand, er det godt at holde dem fugtige og denne her creme er bare super god. Den koster 21€ så jeg syntes det var til at overskue.

Bagefter beslutter vi os for at spise frokost – det var før vi fandt de $300 jeg omtalte i tidligere indslag. Anyway mens vi sidder og spiser kommer fødselaren forbi med sin arbejdsgiver. Altså en lille philiphinsk pige med hendes hvide gamle arbejdsgiver – som tilfældigvis er dansker. Og ikke nok med det, det viser sig at denne her gl. dansker i sommer (september) boede hos mine forældre i Danmark mens de var på sommerferie.

Damen begynder at tale til mig på Dansk og siger som det aller aller første “Ahhh du er er Dansker, så kan vi jo tale om dem (nikker mod Philiphinerene) uden at de ved hvad vi siger!” Allerede dér tænke jeg inden i; “Øhhh og hvorfor ville jeg så gøre det?”

Damen forsætter med at sige ting som “Man kan få Philiphinske piger til at gøre alting”  “Min søster bor på Philiphinene og hun sagde jeg skulle ansætte sådan en (!) myndighederne her i Spanien er ikke så strikse mere, så jeg har ikke tænkt mig at give hende papir (!) på hendes ophold”

Samtidig ved jeg jo at mindstelønnen er 750€ pr. mdr. før skat i Spanien. Det er 5596 Kr og damen her, altså danskeren underbetaler pigen helt vildt, plus at hun skal arbejde fra kl. 08.00 til 16.00 og så igen fra kl. 18.00 til kl. 21.00 – så kan man jo tænke sig over hvad det er som hun ikke kan lave fra 16.00 til 18.00 som bedre kan udføres fra kl. 18.00 til kl. 21.00…..

Damen her, som er en ældre Mormor type – UDEN dog at hun på nogenmåder kan sammenlignes med min elskede Mormor som helt sikkert ALDRIG ville gøre sådan noget eller bidrage til det – men hun er altså en meget gammel dame og så er hun samtidig SÅ modbydelig at hun udnytter mennesker og ikke vil give dem papir på deres arbejde, så de samtidig kan blive i Spanien lovligt? Hun arbejder jo nok til at det kunne lade sig gøre og det ville ikke være den store udskrivning for en dame som hende…. fucking kost! Tænk at der findes mennesker af min nationalitet rundt om i verden, som er så nederdrægtig?

Det svare jo til at se på andre mennesker som mindre værd end en selv……. kælling!

Men vi taler sammen på dansk tager både min philiphinske veninde OG fødselaren deres mobiltelefoner frem og tjekker dem – den gamle dame siger til mig, på dansk: “Ja se, dét er en sygdom de alle har!!” Jeg bliver helt forbavset over hende sprogbrug – hun taler om dem i en mmm nutid/datid? som svare til at man siger “it” på Engelsk (kan bedre grammatikken på Engelsk end på DK) Jeg løfter begge mine mobiltelefoner op, som ligger på bordet foran os, hvor vi venter på vores mad og siger “Dét er ikke en sygdom, jeg gør det også. Det hedder Nutid” Damen fnyser (på dansk)

Bagefter sætter hun sig i ca. 20 minutter LIIIIGE BAG VED min philiphinske veninde, dvs. ved bordet bag os, sådan at hun har front mod mig og mod min venindes ryg – mega mega intimiderende, men jeg gav hende bare det kølige blik. Fandeme om jeg vil lade sådan en lille rynkede racist diktere mig!

Hun sagde bla. også til mig – på dansk – “Omgåes du meget dem dér?” og vippede med hoved mod min mørke sorthåret philiphinske veninde. Jeg svarede stolt JA og fortalte at jeg havde lært hende at kende igennem en anden Philiphiner tilbage i 2011 og at vi havde været venner siden.

Hun fnøs igen, på dansk.

Nå men fast forward til Lørdag – vi har jo fundet penge, mange penge, så jeg tillader mig at købe en blonde bluse som var virkelig fin. Den tager jeg på til festen sammen med et par højhælet sko og jeans, jeg så casual fin ud, men helt klart, når du er i rum med 15 Philiphineke piger, i alle størrelser og afskygninger så lyser du riiiimelig meget op når du er hvidere end mel og samtidig er iført hvid bluse.

Nå men jeg siger til min Philiphinske veninde at jeg IKKE vil fortælle fødselaren hvad damen har sagt, med mindre hun selv spørger mig direkte.

Festen starter og ca. 4 timer inde i festen kommer den søde 40 kg. lille fødselar og spørger mig direkte (!) hvad damen havde sagt. Jeg har et motto eller en leveretningslinje (hedder det dét?) hvor jeg altid må sige sandheden hvis jeg spørges direkte. Og jeg blev spurgt direkte. Så jeg sagde sandeheden og i løbet af få minutter sad fødselaren i sin fine kjole og hulkede og græd og alle – ALLES opmærksomhed var på mig. 15 par øjne kikkede på hende den hvide som fik den lille søde fødselar til at krympe sig i stolen og hulke helt abnormt, så meget at hendes kæreste, som også er en philiphinsk pige måtte komme over og trøste hende. De har 7-9-13 været sammen i 8 år og hun ved godt at hun er meget følsom så hun bebrejdede mig ikke noget – men det var også godt det samme, for den shitload af skyldfølelse som væltede indover mig, var så massiv at jeg nær var gået bagover, hvis det ikke var fordi jeg allerede sad ned med en hund i skødet.

Jeg fik sådan en ud af kroppen oplevelse – jeg så mig selv ovenfra. Jeg sad i en fedtet stofstol som fulgte med lejligheden da de lejede den og så mig selv fra den anden side af rummet. Jeg kunne se på mig selv siddende dér at jeg var ulykkelig, ikke bare sådan lige dér men i al almindelighed kunne mit svævende jeg se, at jeg Deirdre-Ann var dybt ulykkelig inden i. Min sjæl var sort af sorg og jeg var nærmest rødlig rundt i kanten, sådan en flosset rødlig kant…….jeg har ingen ide om hvad det betyder men det var bestemt ikke positivt at se mig selv sidde dér til en fødseldags fest, hvor jeg var inviteret til og så fik jeg en anden person til at græde – den person var så fødselaren. Hun hulkede og hulkede…… og jeg måtte til sidst bane mig vej gennem en skorpe af mennesker og gå på toilettet og tjekke mig selv i spejlet, trække vejret dybt og så hentede jeg min taske og gik direkte mod døren og hjem.

Lejligehden de bor i, er så slem at jeg brugte hele tirsdag og hele i dag, fredag på at søge lejligheder til dem. Jeg håber de får noget hvor folk ikke lejer lejligheder med sort loft pga. skimmelsvamp ud til en folk desperate illegale Philiphinere som til daglig arbejder for nogle af Danmarks og Europas mest velhavende familier – det er så kummerligt og forfærdeligt at tænke på. Udnyttelse af mennesker – og det væreste er, at jeg er ret overbevist om at de her piger faktisk har det ret godt rent socialt. Jeg vil slet ikke tænke på hvordan negerne der jages på stranden af politiet lever…..

Life is shit.

Mandag ligende jeg en der hvad brugt weekenden på at tude. Tirsdag kørte jeg først min philiphinske veninde ud til Norman hvor hun arbejder og hjalp hende med at fikse hendes computer. Hun har fået den af Norman men lånt den ud til en anden veninde som har downloaded jeg ved ikke hvor meget pis på den. Bubble spil, shopper spil, og accepteret alt muligt i ét væk – så computeren, en Asus kan faktisk næsten ikke bruges mere, fordi den er så fyldt med virus.

Hun turde ikke fortælle det til Norman, så jeg lovede at fikse den. Nu har jeg sat den tilbage til fabriksindstillinger og lagt alle de film jeg selv har (som iøvrigt er ulovlig downloades) ind på hendes computer, så har hun dem til at at se når hun er alene.

Så kørte jeg i Malaga Lufthavn (igen igen igen) for at hente min anden veninde som er gift med en Dansk Kodeekspert. Hun føj fra et af de Baltiske lande til Barcelona og fra Barcelona til Malaga – manden var i Skypemøde og børnene i skole, så jeg lovede at hente hende og kører hende hjem, så hun kunne nå at hente børnene – jeg selv skulle være hos en Spansk restaurant som min Thaiwanske veninde ejer kl. 18.00 for at hjælpe med at lave deres Facebook og hjemmeside.

Flyet skulle komme kl. 15.40 men pga. brand på bjergsiden og røgudvikling var ALLE fly forsinket og min veninde landet først kl. 17.00. Hun skriver “Jeg er ved taxierne” – og da jeg stod nedenunder – altså Malaga lufthavn er sådan at ankomst er nedenunder sammen med taxier og busser mens Afgang er ovenpå sammen med taxier og parkering.

Min veninde skriver så “Jeg er ved taxierne” og da jeg jo står i ankomst, tænker jeg at hun må være gået forbi mig og ud – mærkeligt for jeg stod lige ved sådan nogle bøjler og læste i en Spansk/Engelsk avis. Jeg går udenfor og helt ned til taxierne og kan ikke se hende og dét skriver jeg i en sms til hende, hvortil hun svarer – jeg er ved flagstængerne, hvilket vil sige at hun står ovenpå ved taxierne, hvor der er en række flagstænger med internationale flag.

Jeg smider min Starbuck kop i skraldespanden og propper avisen under armen og går mod udgangen igen.

Netop som jeg går mod udgangen fra ankomsthallen, kommer Norman gående imod mig. Jeg når end ikke at få et chock – jeg ser ham bare. Han ser gammel ud, håret er smurt tilbage, skægget er langt og usoigneret. Han har en bomuldsrullekarve bluse med kabelstrik på, den er hvid og du ved, i sådan noget materiale som bliver enormt tungt når den bliver vasket. Midt på maven var der et mærke efter noget som var spildt og som ikke rigtig var gået af i vask. Det slog mig at jeg jo egentlig godt vidste at Norman havde en svaghed for rullekravebluser.

Han havde også en dunvest på, den var sort, måske mørkeblå men kunne umuligt nå rundt om den gigantiske mave han bar rundt på! Jeg lyver ikke når jeg siger at jeg tror han mave må veje 30 kg alene. Han lignede en Tuborg Ølkusk med dén mave! For alt fedtet sad lige på maven. Liiige MIDT på maven. Jeg tænkte at man virkelig skulle være forelsket i ham, for at bolle ham sådan som han så ud – eller også skulle man kun tænke på alle hans penge.

Han så selv overrasket ud. It manden har sådan en jern figur af sig selv, hvor han står med armene ud til siden og ser overrasket ud, sådan så Norman ud. Jeg ved ikke hvordan jeg så ud, jeg nåede ikke at tænke – og tak Hr. Gud for dét.

Norman gav mig et knus og siger så med det samme:

Norman: Jeg fik slet ikke sagt tak for gaven! (mens han samler sine hænder i en asiatisk hilsen foran sig?)
Mig: Nej dét gjorde du ikke (hvilket blev sagt en hele del hårdere end jeg egentlig mente det)
Norman: Tak for gaven! Det var en rigtig god bog.
Mig: Det var så lidt.
Norman: Tak for faxe kondi, for lakridspibe, for ben og for bog. Det var så god en bog.
Mig: Kunne du lide hilsnen?
Norman: ……?
Mig: ………!
Norman: Øhhh…….. den må jeg have overset….
Mig: Den var på forsiden…..
Norman: ……..
Mig: Jeg fik Per Larsen til at skrive en personlig hilsen til dig. Dét var gaven.
Norman:…….

Norman går væk fra mig og jeg vender mig rundt og kikker på ham og siger: Har du lyst til at mødes?

Norman laver sådanne bevægelser som om man skriver på et tastatur og siger: Lad os skrives ved, nu da du også er hernede. Han smiler.

Jeg smiler tilbage og går hurtig mod udgangen og op og finder min veninde. Jeg kommer 34 minutter for sent til restauranten. Pinligt.

Torsdag skriver jeg en sms til Norman, ikke en imessage for jeg havde ikke internet, så jeg skrev en sms hvor i der stod: Aftensmad i Marbella i morgen aften kl. 20.30? Jeg skrev ikke hvem der var fra, fordi han altid har mig gemt i sin telefon.

Torsdag aften ringer telefonen, det er Norman. Jeg tager den og siger “Hej det er Deirdre-Ann” hvorpå røreret bliver lagt på. Jeg når dog at høre at han køre i bil og lytter til en Spansk radiostation som hedder Europa FM.

Da jeg forsøger at ring tilbage, går telefonen direkte på en telefonsvare, eller du ved, sådan en autobesked hvor der bliver sagt, på Dansk, at telefonen/telefonnummeret ikke er tilgængelig i øjeblikket. Ergo har Norman blokeret mig på sin Iphone6.

Og så er de at jeg tænker; why?

Why gør han gestus til at vi skal skrives ved, hvorfor ringer han op og lægger på og så blokere mig?

Mon Norman gerne vil at mænd skal behandle hans søstre sådan? Hans niecer? Hvorfor har Norman ikke mod til at sige: Hey Deirdre-Ann, jeg har virkelig ikke lyst til at mødes, så det er en dårlig ide?

Jeg mener, man kan jo godt afvise et menneske på en pæn måde. Men det er som om at alt hos Norman ikke kan gøres pænt. Og så er det jeg spørger mig selv om jeg er født dum? Er jeg født sådan at jeg resten af mit liv skal bruges som måtte for magtfulde mænd?

Jeg må simplehen være jordens mest naive menneske, ever.

Jeg foreslog min philiphinske veninde – Normans hushjælp – at hun tog nogle madlavningskurser når hun til Marts og April skal hjem til Philiphinerne. Norman vil gerne tabe sig – no shit! Han dør inden han bliver 50 hvis han ikke taber sig!! – og han elsker asiatisk mad men hun er ikke så god til at lave de forskellige retter og det beklagede hun sig over til mig.

Jeg foreslog hende derfor at foreslå Norman at betale for et kursus eller to – det foreslog hun ham så og han blev så glad over hendes forslag og han acceptere at betale med det samme.

Jeg foreslog også at han lagde sin housewarming og fødseldag sammen, hun foreslog det videre – ikke fordi jeg skal bestemme, men fordi hun klagede over at hun var helt stresset ved tanken om to events på én måned – han accepteret med det samme og var mega glad for hendes forslag – som jo så i teorien var mine foreslag. Hun siger efterfølgende: Deirdre-Ann alt hvad du siger er så korrekt og alle elsker dine foreslag, fordi det er så gennemtænkte og gode – I’ll always listen to you from now on. You only bring good to my life…

Jeg har derfor besluttet mig, ikke for at være led mod nogen, men for at beskytte mig selv og passe bedre på Deirdre-Ann og hendes lettere skrøbelige sjæl – at jeg ikke skal se min philiphinske veninde igen mens jeg er hernede. Vi kan skrives ved mens jeg er i DK og hun er her. Jeg må ikke høre ét ord mere om Norman – han er ondskaben selv. Han er selvfed, overvægtig og modbydelig. Jeg tænker at han faktisk er i pagt med djævlen.

Jeg kan ikke være idémager for en kvinde der arbejder for en mande der i dén grad foragtes over blot at høre mit navn. Norman er ond. Var der krig i Danmark, ville han være SS’er, han ville være Görings Højre Hånd – jeg derimod, ville være frihedskæmperen som smuglede små jødiske babyer til Nordjylland og opdrog dem som mine egne indtil forældre kom tilbage.

Jeg ville ikke i krigstid eller fredstid have noget med en SS’er at gøre. Ergo er Norman ude. For good. Og jeg håber at Hr. Gud og Mormor i himmelen også mener at dét er bedst og dermed ikke lader mig løbe ind ham mere.

Jeg tænker at mine chancer er minimale, It manden bor godt nok i Normans hjemby, men han har en ny kæreste så jeg kommer der ikke så meget – jeg bor ikke mere i København og jeg besøger aldrig min søster i Schwitz. Jeg kommer ikke på de klubber Norman kommer på (jeg kan jo ikke blive lukket ind) og jeg er slet ikke rig nok til at spise hvor han spiser – ergo. Mine chancer for at møde Norman er lige så store som der er for at møde Sømanden.

Life will be good.

Udenfor regner det helt vildt abnormt meget – det tordner og regner på en måde som det kun kan regne i sydeuropa ovenpå en lang tørkeperiode. Jeg er mærkelig nok ikke bange for tordenvejret, det plejer jeg ellers at være. Måske fordi dét faktum at dø lige nu faktisk ikke ser så dystert ud – at dø er en god ting. Synes jeg. Og jeg kommer nok aldrig til at forstå folk som frygter døden – døden er jo ikke en afslutning, døden er en stige til et andet sted, hvor alt det som gør ondt her, ikke eksistere.

Dem som bliver tilbage vi ikke nøvendigvis savnene en, og hvis de vil, så er det jo så heldigt at tiden læger alle sår.

Men til noget helt andet – jeg har plukket min tissekone. Jeg har jo ikke råd til at forsætte med elipselys behandlingen, det koster 1100 kr pr. gang og dét er så langt over mit budget for noget som er så luksus agtigt at jeg slet ikke kan se hvordan jeg skulle kunne forsvare for mig selv at få det gjort.

Så jeg er begyndt at plukke hårene på min tissekone med en pincet når jeg tisser. Jeg tager en sektion hver gang og den er snart helt fin. Det plejede jeg også at gøre mens jeg boede på gården, men så blev jeg træt af det, ikke fordi det gør ondt men fordi jeg bare ikke gad – det er et ret stort arbejde.

 

Og appropo tissekone – er jeg mon den eneste som tisser, tørere mig, vasker hænder, trækker bukserne og trussere op (måske det først og så håndvask bagefter?) og når jeg så tager det føste skridt efterfølgendes, så drypper min tissekone et par dråber tis??

Jeg må have trænet min tissekone op, for jeg kan da ikke gå og småpisse i trusserne som en anden gl. kone med inkontinens – og hvor gammel skal man egentlig være før man kan accptere at man lider af inkontinens?? Er 37,5 år ikke for ungt til at gå og sjat pisse???

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Her er en kaskade af billeder fra mit vandskadet badeværelse med defekte fliser der revner og buler ud – nu har de lavet det igen for 4 gang siden 2013 og forhåbentlig holder det denne gang.

Jeg kan se at de lægger op til at der skal en ventilationsrist op i venstre hjørne, sikkert for at der kan komme luft derop, det er nok møg muggent pga. at det er sådan en gl. bygning, men jeg er i teorien ligeglad, så længe de bare sørger for at der ikke kommer vandskader igen – det går jo ud over min udlejning.

Jeg har støvsuget i hele lejligheden og på terrassen i dag (inden det begyndte at regne) og på badeværelset. I morgen Lørdag kommer de så igen igen igen (de startede i november…) og gør det færdig. Når de har gjort det skal jeg have vasket alle fliserne fordi der er så uber støvet over alt og når det er gjort, skal jeg stryge mit nyvaskede badeforhæng og sætte alle tingene ind igen, så det bliver hyggeligt den sidste uge jeg er her.

Jeg har besluttet mig for at gøre rent selv når jeg tjekker ud, jeg syntes jeg betaler min rengøringsdame alt for godt i forhold til hvad jeg får leveret. Nu får hun én mere advarsel og ellers ryger hun ud til foråret. Slut – 3 advarsler og rettelser i træk, og stadig ingen progress, dét er ikke okay i min verden. Jeg har taget billeder af alt og vist det til hende og forklaret hende hvad det er jeg vil have, jeg har lavet en rengøringsmanual – jeg har gjort SÅ MEGET for hende og så er der end ikke ordentlig rent…. no me gusta.

Nå men alt har jo ikke været lort i stimer – naturligvis har det ikke dét.

I dag havde jeg endnu et skypemøde med mine fantastiske it folk i Danmark, som virkelig levere noget for alle de penge jeg har betalt og skal betale – jeg fik en total juhuu oplevelse af at se deres præsentation – det gjorde mig så mega glad at jeg blev helt varm inden i.

Jeg ville ønske jeg kunne dele det med dig, så du kunne se hvor noget sejt noget, mine penge har skabt med hjælp fra nogle af Danmarks bedste grafiker og kodere – det er bare så mega godt, men hvis jeg deler det herinde, så er jeg jo ikke længere Deirdre-Ann, så er jeg bare en leverpostej pige fra landet af, der har alt for store drømme og alt for små sko eller omvendt eller noget.

Men nu har jeg så meget hold i lænden af at sidde på de her træ stole i lejligheden og spise og skrive, at jeg vil stoppe – og gå i seng.

 

 

 

Jeg håber at min hjemmeside og min template fungere bare liiidt bedre end for et par måneder siden? Men jeg ved det ikke rigtig, jeg kan ikke se om nogen læser med og der kommer ingen kommentar, så måske det hele stadig er shit – jeg kan virkelig ikke lige overskue at skulle arbejde mere med et her WordPress maridt!