….sådan sagde min Mor, min egen Mor til mig i dag. Tankevækkende.
– ikke minds tankevækkende at vi netop omkring dette tidspunkt sidste år, næsten til dato blev uvenner, over at jeg ikke var en rigtig iværksætter, fordi jeg “holdt ferie hele tiden”

Nu ser jeg det starte forfra igen – måske vi ikke kan være søde udover et par måneder af gangen?

Lang historie kort:

1. Da jeg var 18 år arver jeg en gård. Jeg har aldrig bedt om at arve gården. Jeg var kun 18 år gammel (og 2 måneder) og ser derfor mig selv som 100% uskyldig i at dette skete for mig, da beslutningerne blev truffet af andre og ældre mennesker.
2. Med i “arven” fulgte min Gudfar (og Gudmor, men hun er død for ca. 14 år siden) Min Gudfar var et virkeligt dårligt menneske.
3. I år ca. 2008 køber jeg en Mulberry taske som viser sig at være defekt. Den har en dårlig lynlås som går i stykker, jeg reklamere og Mulberry beholder den i 12 uger, på det tidspunkt har jeg kun haft tasken i få måneder. Da jeg får den tilbage er der sat en anden farve lynlås i, så jeg reklamere da jeg jo ikke vil have en lysergrå lynlås i min mørkegrå taske, hvilket vil svare tl at få en råhvid lynlås i en hvid kjole, på et synligt punkt. Da jeg endelig efter knap 8 måneder endelig får min taske igen, er lynlåsen fin, men går i stykker igen efter et par måneder. Jeg reklamere igen og ender med at køre en sag igennem forbruger nævnet, jeg taber. Jeg får at vide at jeg ødelægger lynlåsen med vilje. Jeg bruger ikke tasken i flere år og sender den sidste år til Mulberry, da jeg hverken kan sælge den eller bruge den når lynlåsen ikke virker. Jeg har senere fået at vide i 2 forskellige Mulberry butikker at modellen, Dario Hobo er trukket tilbage fra marked pga. “svage led”…… tankevækkende.
4. 9. Maj i år henter jeg min fabriksnye bil (Fiat500) som har en fejl i højtaleren. Jeg gør opmærksom på den 3 dage efter at jeg har hentede bilen. Herefter bruger jeg 6 måneder på at fortælle om fejlen og bliver hver gang gjort til grin hos forhandleren, fordi “der jo ikke er en lyd” Da FDM går ind i sagen er der pludselig en lyd. Fiat anerkender fejlen men vil ikke udbedre den, de siger ordret at jeg skal lære at leve med den. Jeg klager til Ankenævnet for Bilklager. Forhandleren vil nu pludselig indgå et forlig.
5. I går var det Mortens Aften, eller det var faktisk torsdag men vi holdt det Fredag hjemme hos Far og Mor. Min lillesøster er lige kommet hjem fra en firmarejse til bla. Bangladesh. Min søster kan være noget så arrogant og hård på den ufede måde. Hvordan kan man være hård på den fede måde? Det kan man hvis man feks. stadig er hård, men giver plads til at andre kan være anderledes eller have andre meninger eller holdninger. Det gør min søster ikke. Jeg forsøger i løbet af aftnen at fortælle om min samtale med Fiat manden, en mand jeg ikke har lyst til at tale med, fordi jeg bliver så ked af det når jeg skal forholde mig til mere bøvl med den bil, som egentlig er en drømmebil for mig. Min Far havde lovet at ringe men så ombestemte han sig og bad mig selv ringe – og så er det jeg tænker, hvorfor betaler jeg FDM og deres advokater for at hjælpe mig, når jeg åbenbart skal gøre alt arbejdet selv? Jeg kan jo netop ikke argumentere med de her fucking lorte mænd hos forhandleren som taler ned til mig og får mig til at græde – hvilket jo ikke ligefrem fremmer min sag, at jeg græder i telefonen…… Manden vil nu at jeg skal komme med bilen på torsdag og så vil han se hvilken stand den er i og så købe den tilbage af mig. Men jeg er i USA på torsdag (tager afsted søndag, aka i morgen) og dét vil jeg fortælle mine forældre og lillebrødre og søster om, altså at jeg har lavet denne her aftale og at hvis jeg laver en fuldmagt så kan mine forældre køre ud med den – men midt i at jeg er ved at fortælle, afbryder min søster mig og siger noget i retningen af “nå men altså bla bla bla” og taler videre om noget helt andet. Det sker flere gange i løbet af aftnen, når jeg forsøger at fortælle noget. Feks. har jeg fået en mail fra en mand, som er en af stifterne af et billion dollars firma – ikke million eller milliard men BILLION dollars firma, jeg har et møde med ham i næste uge – det kan svinge begge veje, det er jeg 100% ualmindelig fucking meget bevist om – men bare det at jeg har fået EN MAIL er da sejt……..men mens jeg har fortalt det til nogle andre mennesker, har jeg ikke fortalt det til min familie (eller veninder) for de kan ikke forstå mig. I går var ingen undtagelse, de var ikke interesseret i at høre om min mail.
6. I dag lørdag står jeg op kl. 08.00 for at gøre rent, mens jeg gør rent ringer min Mor for at sige at “nu må du beslutte dig for I DAG hvad du vil med bilen, hvis du vælger at sælge den tilbage mister du xxxx antal penge og så må du jo købe dig en billigere bil og sige at du er tilfreds i livet bla bla bla” = total min Mors måde at tale på. SÅ nedladende, så forfærdeligt, så “jeg siger noget og det er rigtigt” – jeg er virkelig max presset, jeg skal have gjort min udlejningslejlighed klar til en gæst som kommer i morgen og tjekker ud fredag, ny kommer næste tirsdag. Jeg sagde KUN JA til gæsten der kommer i morgen, fordi jeg kunne få min Mor til at hjælpe mens jeg var væk, men nu sejler det hele og jeg sidder med en bookning og ingen til at gøre rent. Jeg bliver virkelig ked af at min forældre ikke bakker mig op – det er jo ikke min skyld at bilen har en fejl og det eneste jeg kræver er at jeg får dét jeg har betalt for, altså en fabriksny bil. Nu skal jeg så pludselig tage stilling til om jeg vil indgå forlig og dermed miste penge, eller om jeg skal forsætte min klagesag hos Ankenævnet for bilklager MEN jeg har ingen, som i virkelig INGEN jeg kan spørge til råds, tage problemstillingen op med og vende den – INGEN vil tale med mig. Jeg skal bare alene mig, Deirdre-Ann Roberts, træffe denne her beslutning omkring noget jeg ikke rigtig selv forstår hvordan jeg er havnet i, da jeg jo netop købte en ny bil for at få fred på dét punkt.
7. Da jeg går fra min udlejningslejlighed er jeg virkelig ked af det – så jeg ringer til min Mor, fordi jeg ikke kan forstå hvorfor hun sådan presser mig, lige her og nu? I går aftes da jeg tog emnet op fordi jeg faktisk oprigtigt gerne ville høre min families mening omkring det problem eller den udfordring jeg står overfor, bliver jeg ignoreret og talt henover munden, nøjagtig som min Gudfar altid gjorde ved min Gudmor når han følte at dét han ville sige var vigtigere. Så taler han bare højere og højere, indtil hun stoppede med at tale. Da jeg fortæller min Mor at det gør mig ked af det at de bare ignorere mig siger hun “måske det er fordi det altid sker for dig, man bliver så træt af at høre på dig (!!!!!) Først så er det gården, så er det XXXX (Gudfars navn) så er det din Mulberry og så er det din bil, vi gider bare ikke høre mere på dig” Jeg er svær at imponere og jeg er svær at chokere men dét der, dét chokeret mig!!! Hvilket menneske beder om at blive placeret på en landejendom med en klam langfingret gammel mand i en alder af 18 år? Hvor i ligger min skyld i at jeg køber en designer taske som er i stykker? Både tasken og gården og gudfaderen ligger ÅR tilbage i tiden. Gården blev solgt i 2013, Gudfar dør i 2014 og Mulberrytasken har jeg ikke brugt siden FØR jeg mødte IT manden, hvilket er 5 år siden……hvorfor bringer man sådan noget op? Min Far var med ude at købe bilen, han ved nøagtig hvad der skete – hvor i hele købs processen ligger min konkrete fejl i at jeg får en bil som har en fejl som både forhandleren OG Fiat har anerkende men samtidig også nægtet at lave?

Måske jeg lyder som et offer offer, altså et offer der vælger at være offer, men det er ikke sådan jeg ser mig selv. Jeg vil jo oprigtig bare gerne høre  hvad andre ville gøre i min situation, fordi jeg ikke havde forudset at jeg ville stå her i November med en bil jeg ikke ved om jeg skal sætte på vinterdæk eller om jeg skal sælge til forhandleren med tab eller om jeg skal se om jeg kan sælge den på Bilbasen – HVAD skal jeg gøre?

Anika ringede i onsdags for at spørge om jeg ville gøre deres hjem rent lørdag, da de har det til salg og er væk hele weekenden. Jeg har ikke hørt fra hende siden vi var nede på Tangkrogen og se de døde mennesker – jeg orker hende ikke mere, hun er ikke rigtig min veninde mere. Jeg høre aldrig fra hende og jeg tænkere mindre og mindre på hende, hun er der jo ikke for mig og hvorfor skal jeg så være der for hende? Jeg sendte en sms og sagde nej.

Lige nu har jeg forsøgt at arbejde på min hjemmeside, den melder fejl. Skriver til koderne og “vi fikser det om 2 timer” – jeg vil egentlig hellere vide hvorfor fanden lortet IGEN er nede??? HMF!!!

Kunstmaleren ringer og ringer, han har givet mig et billede han har malet men jeg kan mærke at jeg slet ikke er interesseret i det. Dengang hvor jeg kendte ham, ville jeg gerne have et billede af ham, men han ville ikke male et til mig – i dag hvor jeg ikke gider ham, vil han gerne både male et til mig og levere det. Han vil kysse og kramme og bolle hele tiden og jeg får zero ud af det, udover vasketøj. Jeg kan ikke få mig selv til at sige til ham at han ikke skal ringe, fordi jeg ved hvor ondt det gør inden i, når man bliver afvist uden grund. Men allgivel syntes jeg, at jeg er anderledes fra Normans måde at være mod mig på – jeg behandler Kunstmaleren pænt. Han er desuden gift og har børn og han har droppet mig på en rigtig grim grim måned for mange år siden. Jeg tænker ikke at jeg er som Norman. Men jeg føler mig ikke særlig sød når jeg feks. ikke tager telefonen når han ringer, hvilket kun er sket i dag – jeg orker ikke at tale med ham før jeg rejser. Jeg vil bare have ro i mit hoved. I mit liv.

Og færrer problemer.

P.S: da jeg i sidste uge stolt fortalt min Mor om hvor mange penge jeg havde tjent på at sælge Juletræer i 2 sæsoner + på at sælge brugte ting via dba.dk og facebook og kræmmermarkeder, var hendes kommentar noget i retningen af “….hvis bare du husker ikke at bruge flere penge end du tjener er det vel meget godt” Bum. Tag den. Din ødsle person. *indsæt emoji knytnæve*