Hos psykiatrien har det siden maj 2019 heddet at Deirdre-Ann Roberts har en intens interesse i den private kontakt med hendes behandlere (i flertal) at hun har en opsøgende adfærd, at hun har kontakter dem uden for sygehusregi osv. Listen af ting hun har gjort for at være tæt på hendes behandlere er endeløs.
Mine forældre hedder det samme til efternavn som jeg. Vores navne starter alle med D. Vi er ikke A eller B celeberties men vi er ret kendte inden for landbrugssektoren og inden for bolig og byggebranchen. Specielt er vi kendt på den ø min Far og hans familie kommer fra og hvor vores efternavn også står flere steder på offentlig tilgængelige steder, bygninger mv. Derudover er vi umulige at komme uden om, så frem du står og skal købe bolig eller byggegrunde i et bestemt område i Østjylland.
Og på den baggrund skal jeg fortælle dig en historie…. der er sandfærdig.
For ca. 10 år siden stiftede mine forældre et familie firma som jeg død og pine SKULLE skrive under på at være en del af. Og naturligvis skulle jeg skrive under mellem jul og nytår uden mulighed for at rådfører mig med andre udenfor min familie.
Den sensible person ville sige at ens familie aldrig vil røvrende en. Den erfaren person vil sige at hun én gang (og det er jo allerede en gang for meget) har siddet ved et bord og med familien som heppekor, blevet bedt om at skrive under på papir som alle juridiske rådigvere (der så det hele fra et voksent syn) syntes var genialt. Resultatet blev at jeg endte med at eje en gård der fuldstændig og forevigt har ødelagt mit sind og min økonomi.
Så jeg nægtede at skrive under (på firmapapierne) indtil presset blev så stort at jeg skrev under.
I juli måned 2021 laver mine forældre endnu et firma som jeg igen presses til at blive en del af. Jeg holder krampagtigt stand og NÆGTER at sætte min underskrift på noget og på et tidspunkt er det som om pusset fosser ud af den betændte byld og alting bliver stille og roligt igen – naivt tænker jeg at jeg vandt denne rundte.
Indtil min Far en dag kommer ud til mine storskraldsting og beder om at tale med mig, han fortæller at mor har grædt da hun sad med stiftelsespapierne over det nye firma og et af hendes 6 børn manglede – jeg forstår det ikke. Måske fordi jeg ikke selv er mor men jeg har truffet et for mig yderst logisk og velovervejet valg, jeg har ingen lyst eller intentioner om at indvolvere mig yderlig med min familie. Jeg ønsker ikke at arve, nu eller om 50 år. Jeg ønsker at være alene og uden kontakt til omverdenen. Men efter samtalen med min far lover jeg at skrive under.
I perioden 2010-2015 da jeg bla boede i Spanien med It Manden lavede jeg et hav af FB Grupper. FB var på sin spææææde fremmarch i Danmark og der var et helt uudfyldt kanvas af muligheder, så hver gang jeg manglede en gruppe, så lavede jeg den selv. Piece of Cake.
Jeg lavede bla. en gruppe for den by hvor min Gård lå i. Så lavede jeg en køb og salgs gruppe for samme by. Senere lavede jeg side for mine forældres firma (og senere også hjemmesiden mv. ) som også omhandler samme by.
Siderne er store talt på antal af indbyggere. Jeg er stadig ejer og admin på alle grupperne men den daglige “drift” har jeg for længst overladt til dem som bor i byen da jeg simpelthen ikke orker at sidde og hører på “fnidder”.
I juni 2017 var jeg til udredningssamtale med 2 x psykologer på psykiatrisk hospital. Den ene var nordmandspsykologen og den anden var psykoedukationspsykologen. Sidstnævnte spurgte mig om jeg nogensinde havde trukket bukserne af et barn og stukket noget op…. jeg troede jeg skulle dø (!) da jeg hørte spørgsmålet. Det var som om alt forsvandt omkring mig og jeg kunne ikke rumme nu’et. Jeg sad og skævet rundt og tænkte på om jeg blev optaget. Jeg var i DYB chok over at nogen skunne spørger MIG om sådan noget.
Fast forward til vinteren 2019, hvor jeg går til psykoedukation og finder ud af hvad psykoedukationspsykologen faktisk hedder til efternavn.
Det viser sig at min kusine har gået på gymnasiet med hende. I samme klasse. Det viser sig at hendes mor har gået på Seminariet med min barndomsvenindes mor og at de to i dag er FB venner – det ved jeg fordi jeg er FB venner med min barndomsvenindes mor og alt hvad hun skriver på andres vægge kommer op på min væg – fordi damer over en vis alder ikke aner noget om instillinger.
Så jeg kan lystigt sidde og følge med i at det var gode tider dengang deres døtre legede sammen. Hvilket får mig til at tænke på, at jeg i teorien lige så godt kan have været en af de piger der var og lege i haven på Smedegade med min barndomsveninde og hendes altid store flok af veninder hvilket også har indkluderet psykoedukationspsykologen da hun var lille.
Psykoedukationspsykologen har en søster der lige er gået igennem et stort vægttab – sikkert tiltrængt. Hun er gift med en mand der har et VVS firma.
Psykoedukationspsykologen har også 2 brødre som spiller håndboldt proffessionelt – måske det er fætre men jeg tror det er brødre. Anyway, de er ALLE medlem af MINE FB grupper. Alle. De deler alle fælles efternavn og dem der har gift sig, har pr. gl. tradition skiftet det sidste efternavn ud og taget et andet. Det kan jeg igen se når jeg søger på medlemmer i MINE grupper.
Søsteren hvis mand har et VVS firma, har været så heldig at få en KÆMPE kontrakt på alt vvs arbejde, lige fra kloak til håndvaske og toiletter i et KÆMPE boligbyggeri få få meter fra hvor de har hovedkontor. Mere end 100 boligere. Den kæmpe kontrakt er bla. underskrevet af undertegnet da jeg er medejer af det firma.
Brødrene er gift og alle søskende har kun drengebørn. Den ene er gift med en VIRKELIG modelsmuk kvinde og de har købt en grund i lokalområdet og er netop gået igang med at bygge deres drømmehus til deres ønskebørn. Grunden, matriklet, er ejert af mig – og mine forældre og søskende.
Broderen er flittig til at skrive på MIN FB gruppe for VORES firma og beskrive processen, hvilket de andre beboer også gå og hvilket jeg har brugt meget tid på at opfordre til via små hints i opslag, for at få snakken – og den gratis markedsføring – igang.
Når man er stolt af noget, så invitere man ofte sin familie til at komme og se det man er stolt af. En hest, en pony, en bil eller en byggegrund.
Så dér går jeg og lufter Ella på MIN jord, MINE matrikler (de er mine indtil den dag pengene er udbetalt fra købers bank til sælgers bank og det sker først når matrikuleringen sker) og genere som ALTID INGEN, og pludselig ser jeg en ryg jeg har set før. Jeg hører en stemme jeg har hørt før. Jeg ser to kvinder der nærmest er identiske, med en flok drenge der blæser afsted og nogle mænd der står og parker jordklumper, på MIN jord.
Jeg ser kvinden jeg har anklaget for behandlersvigt igennem Styrelsen for Patientklager.
Jeg ser psykoedukationspsykologen.
På MIN jord.
MIN matrikel.
Og alligevel er det MIG der har en opsøgende adfærd og en skærpet interesse i mine behandlers privatliv. MIG der opsøger mine behandlere udenfor sygehus reti. Og ikke eventuelt omvendt.
– den indsigtsfulde ville sige at det er et sammentræf, et far out fetched coincident men stadig og jeg er rasende enig. Men hvad så hvis du vender den om, er det jeg bliver beskyldt for så ikke det samme?
Bare fordi jeg er patienten og de er behandlerne, gør det ikke mig til et dårligere eller mindre værdigt menneske til at modtage en korrekt behandling.
Jeg forsøgte naturligvis at tale med mine forældre (længe!) om hvorvidt vi kunne annullere handlen på byggegrund nr. 9 men som de ordentlige mennesker mine forældre er, besluttede de sig for at det ville de ikke, selv om de nemt kunne sælge grunden igen.
Pudsigt nok satte de sig ikke ned på psykiatrisk hosptial og talte om hvordan de var ordentlige menneskere og behandlere før de trak mig baglænds igennem et brombærkrat.
Og dérfor, har jeg klaget til Folketingets ombudsmand. Og dérfor har jeg netop svaret følgende til psykiatriens supplerende udtalelse.
Når man klager til folketingets ombudsmand er det gratis. Alle kan klage. Ombudsmanden bestemmer selv hvilken sager han vil tage og hvilken han vil kører. Det er gratis hvis han vælger din sag. En sagsbehandlingsperiode tager max 30 dage.
Da jeg tabte sagen i Styrelsen for Patientklager mod psykiater-lærlingen, fordi de frikendte hende for brud på tavshedspligt, da hun ikke (beviseligt og nødvendigvis ifølge STPK) har fortalt hendes mand om mig, sådan at han kan vide hvem jeg er, da jeg søger jobbet, da hun selv ejer under 25% af firmaet accepterede jeg dette. Man skal nemlig ikke anklages for ting man faktisk ikke har gjort. Jeg ved om nogen hvordan det føles og jeg håber at hun som minimum har følt bare en lille bitte mikro smule “fucked” indeni, da anklagen kom og senere blev droppet. Til hendes fordel.
(Dermed IKKE sagt at jeg tror på det STPK kom frem til. Overhoved. Jeg har KUN beviser der peger på at psykiater-lærlingen har kisses-and-talked med hendes mand – og sikkert flere andre. Jeg er ikke et sekundt i tvivl om at han ved ALT om mig. Bare fordi hun ejer under 25% af et firma, betyder det ikke at hun ikke har kviddret som Stikker Grethe under 2. Verdenskrig. For egen vindings skyld. Jeg har 0% tiltro til hende.)
Herefter står jeg stadig med det oprindelige spørgsmål: “Relevansen og problemstillingen ligger i, hvordan informationen om at jeg har søgt et job som privatperson i privat regi i et privatejet firma, bliver bragt tilbage til psykiatrisk hospital, hvor psykiatrien finder det relevant og lovligt at bruge informationen imod mig til temamødet 14. August 2019.“
Og på den baggrund klagede jeg igen, til Datatilsynet for brud på GDPR, da jobsøgninger er fortrolige. Hvad nu hvis jeg havde arbejet i psykiatrien og endnu ikke opsagt mit job, og så pludselig svirrer der rygter om at jeg har søgt et job på et hostel ejet af en psykiater? Dét er da ikke okay.
Det er heller ikke okay at man som patient – uanset om det er i somatikken eller i psykiatrien – ikke må søge jobs i firmaer hvor en ægtefælle til en behandler er en af medejerne. Jobbet var opslået og jeg har ikke brudt nogen love.
Datatilsynet afviste min klage. 3 x i træk. 4. gang jeg klagede oversendte de den til STPK (Styrelsen for Patientklager) som i alt har oversendt den til Datatilsynet 4 x. I midten sidder jeg som borger i et land hvor jeg betaler skat for at begge organisationer kan eksistere og ingen af dem vil løfte min sag, fordi de mener den tilhører den anden organisation
Så jeg klagede til Folketingets Ombudsmand d. 20. August og d. 22. August fik jeg besked om at han tog sagen, men manglede yderlig information. Den har jeg sendt til ham og nu afventer jeg.
Nogen SKAL behandle min klage. FORDI JEG VED at det er ulovligt at trække denne form for information ind på et offentligt hospital og bruge informationen imod mig, til at reducere i min behandling og til at sætte mig under skærpet opsyn.
Det er jo så FUCKING HIMMELRÅBENDE ABSURT at jeg slet ikke kan rumme hvad det er de har gang i – og jeg VED JEG IKKE ER DEN ENESTE PATIENT de har behandlet sådan her, hvilket faktisk er noget af det som gør aller aller mest ondt når jeg om natten ligger og ikke kan sove. En smerte jeg ved andre også føler men stadig kan ingen (åbenbart) stoppe smertevolderen fra at gøre det.
Dét fungere slet ikke optimalt med min indre retssikkerhed og retfærdighedssfølelse.
Fra 5. juni 2021 frem til 23. august 2021 ringede jeg HVER DAG kl. 10.00 til STPK og rykkede for svar fra behandleren af min sag. Jeg talte med omstillingsdamer og kollegaer, jeg klagede og ringede og klagede og ringede i ét væk. Indtil der pludselig kom et brev fra STPK, det første siden marts.
Det er ang. den sag der omhandler Fede Dorit.
Her modtager jeg, efter en isende tavshed fra den styrelse der skal være neutrale og behandle mig som borger, korrekt, hele 25 (!) sider fra psykiatrien omkring mig. Mig. Og min personlighed.
Dét er virkelig en ordentlig mundfuld at sluge og jeg er kun mig til at hjælpe mig. Jeg er kun mig til at vugge mig i søvn om natten og forsøge at holde maridt, mine Gudfar, den lille mand fra laden og psykiatrien en stanglængde væk – der er ingen til at forsvare mig. Udover jeg.
Jeg var dog langt mere forberedt end i februar 2021 da jeg også modtog en ordentlig omgang kritik fra nogle indkompetente mennesker og medarbejdere i psykiatrien. Jeg gik slavisk til værks.
Jeg tog (bogstaveligtalt) mine journalistbriller på.
Satte mig ned og printede alle 25 sider ud.
Gik i krig med min nyindkøbte overstregningstuch og efter en HEL dag fra 09.00 til 18.30 var jeg mere eller mindre igennem alle sider inkl. egne noter.
Herefter lod jeg det ligge i et par dage.
Gik over det igen.
Sendte det til min korrekturmand Jesper (tak til ham ♥️)
Læste det igennem igen da jeg fik det retur fra korrektur.
Og så sendte jeg det hele ind med et svedigt lille smil i mundvigen, fordi jeg ved jeg har kæmpede (igen) for at stå op for mig selv når ingen andre kunne eller ville.
Her er hvad STPK bad psykiatrien om, i MARTS (!) ⬇️
Her er hvad psykiatrien skrev om/til mig og STPK i JULI (!) ⬇️
MIT svar til ovenstående ⬆️ er som følgende ⬇️
FYI: Jeg kommer til at vinde denne her sag. Ikke at der nogensinde vil være en vinder i en sag hvor et menneske er blevet psykisk krænket men de (psykiatrien) har intet at have deres postulater i.
I’ll make them kneel and spell sorry backwards.
Sagsnummer: Svar på SFPK’s henvendelse 23/08-21. Supplerende svar til Psykiatriens udtalelse på sag XXXX-XXXX af 16/05-21.
1. Psykiatrien skriver i deres kommentar: Rammen for den behandling, Deirdre-Ann Roberts har fået, er beskrevet i udtalelsen fra d. 19.02.21. Deirdre-Ann Roberts er undervejs i behandlingsforløbet blevet informeret om sygdom, diagnose, undersøgelser og påtænkt behandling. Dette fremgår fx af journalnote fra d. 29.08.18: ”pt. præsenteres for rammer for behandling, tilbydes….”
Min kommentar: Hvad psykiatrien glemmer at skrive her er, at omtalte møde var mit første møde med psykolog (XXX = Fede Dorit). Psykiatrien glemmer også at skrive at de angivelige omtalte rammer ikke udleveres i papirform til undertegnet, hvilket psykiatrien ellers fastholder altid sker, i deres udtalelse fra 19.02.21. Rammerne føreres heller ikke til journal, så undertegnet efterfølgende kan læse op på dem.
Dvs. Undertegnet fortælles angiveligt mundligt om rammer for terapien der angiveligt indeholder vigtig information om at man bla. som patient på et offentligt hospital, ikke må google medarbejderne.
Psykiatrien glemmer også at skrive at der ydermere i journalnotatet fra samme dag står følgende:
”Objektivt psykisk: Ses meget gråd labil under samtalen. Ligeledes betydelig hukommelsesvanskeligheder, som tilskrives den nuværende krise, som hun befinder sig i.”
Der er derfor tale om et meget presset menneske, som ifølge psykiatrien angiveligt netop er blevet informeret mundligt omkring terapirammer, der anses som en yderst vigtig brik i det videre behandlingsforløb.
Dette virker umenneskeligt, selv for psykiatriens standard.
2. Psykiatrien skriver endvidere i deres kommentar: Og at behandlingsplanen glæder fra d. 11.06.19 og d. 26.11.19, som patienten har givet samtykke til.
Min kommentar: Ovenstående skriv giver ikke mening. Ifølge psykiatrien præsenteres undertegnet for psykolog (XXX = Fede Dorit)’s behandlingsrammer d. 29.08.2018 men behandlingsplanen er gældende fra 11.06.2019 og 26.11.2019?
Undertegnet modtog sin første behandlingsplan d. 11.06.2019, 11 måneder efter behandlingen hos psykolog (XXX = Fede Dorit) trådte i kraft. Behandlingsplanen var i papirform og udformet af overlæge og afdelingsleder Indianerlægen og psykolog (XXX = Fede Dorit). Behandlingsplanen er indsendt af undertegnet til STPK i februar 2020.
Undertegnet modtog endnu en behandlingsplan 03.09.2019 til første terapisamtale med ny primær behandler Nordmandspsykologen. Denne behandlingsplan er gældende indtil 26.11.2019. Dog blev der aldrig afholdt en evalueringssamtale på denne dato, som beskrevet i behandlingsplanen. Ligesom undertegnet ikke modtog en ny behandlingsplan, gældende efter 26.11.2019.
Psykiatrien skriver endvidere i deres kommentar: I journalen er det med jævne mellemrum opsummeret, hvad der i behandlingen arbejdes med, og hvordan den terapeutiske proces er. Hvis der er ændringer i processen eller bekymringer i forhold til patienten eller dennes behandling, journalføres det så vidt muligt også.
Min kommentar: Det må antages at en opsøgende adfærd, stærk interesse i behandlers privatliv samt kontakt til personalet privat og udenfor sygehusregi – om psykiatrien påstår – hører ind under ”bekymringer i forhold til patienten og dennes behandling”. Dette burde derfor være journalført i stor stil. Både i behandlingen hos psykolog (XXX = Fede Dorit)men også i behandlingen hos Psykiater-Lærlingen. Dette er ikke tilfældet.
3. Psykiatrien skriver i deres kommentar: Som beskrevet i udtalelsen fra d. 19.02.21 er teamsamtaler en nødvendig del af behandlingen og formålet er at hjælpe patienten til at få en god behandling fremover. Teamsamtaler afholdes hvis der fx opstår vanskeligheder i behandlingen, og der er behov for at ændre noget eller foretage en vurdering af, om det giver mening at fortsætte behandlingen.
Min kommentar: Med udgangspunkt i undertegnets påstået opsøgende adfærd, stærk interesse i behandlers privatliv samt kontakt til personalet privat og udenfor sygehusregi, er der et påfaldende stort fraværd af teamsamtaler i hele 2017, 2018 og frem til maj 2019, hvor undertegnet har en diskussion med psykolog (XXX = Fede Dorit) og efterfølgende googler hende, samt søger et opslået job.
Psykiatrien skriver endvidere i deres kommentar: Deirdre-Ann Roberts vurderes intenst optaget af det private i kontakten med behandleren frem for det terapeutiske i en grad, hvor det kunne være til skade for hendes behandling. Teamsamtalen havde således til formål at skærpe grænsen mellem det private og den personlige/terapeutiske kontakt, hvilket som tidligere oplyst vurderedes at være gavnligt for Deirdre-Ann Roberts’s generelle behandling.
Min kommentar: Tankevækkende at psykiatrien bruger ordet ”kunne” i sætning ”kunne være til skade for hendes behandling” Dvs. Undertegnets påstået intense optagethed af behandlers privatliv kunne være skadelig for undertegnets behandling, men var det ikke beviseligt?
Kan man virkelig forsvare, som menneske og offentlig instans at udsætte en psykiatrisk patient, et ifølge journalføring, tydeligt sårbart menneske for en sådan behandling, på baggrund af gisninger og ikke-dokumenteret antagelser?
Psykiatrien skriver endvidere i deres kommentar: Vi kan godt se, at kommunikationen i indkaldelsen d. 16.05.2019 til teamsamtale kunne have været bedre.
Det ville nok have været mere hensigtsmæssigt at skrive, at vi til teammødet gerne vil tale med Deirdre-Ann Roberts om relationen mellem behandler og patient, idet modtageren ud fra ordet ”rammebrud” måske kunne forledes til at tro, at der var tale om noget sanktionsbelagt.
Samtidig vil vi gerne oplyse, at vi i terapien ofte anvender ord som ”ramme”, ”grænser” og ”grænsesætning”, så ord som disse er ikke ukendte for patienter med de beskrevne udfordringer.
Min kommentar: Der findes virkelig mange måder at undskylde på. Ovenstående er ikke en af dem.
Psykiatrien mangler stadig at fremkomme med beviser og/eller journalføring på undertegnets angivelige opsøgende adfærd, stærk interesse i behandlers privatliv samt kontakt til personalet privat og udenfor sygehusregi.
Det er derfor naturligt at antage at ord som ”ramme”, ”grænser” og ”grænsesætning” er ukendt for en patient uden disse udfordringer.
Psykiatrien skriver endvidere i deres kommentar: I andre indkaldelser til teamøder fx d. 09.07.21 er det bedre præciseret, hvad mødets formål er.
Min kommentar: Datoen 09.07.21 ligger udenfor de datoer psykiatrien selv har angivet dette supplerende svar omhandler.
Til korrigering og information, var 09.07.2021 en gen-henvisningssamtale og ikke en teamsamtale – hvor psykiatrien afviste at behandle undertegnet grundet den verserende sag i STPK mod afdelingen på Skejby. Denne samtale og den forgående gen-henvisningssamtale (09.06.21) er begge optaget af undertegnet, hvorfor jeg kan bakke dette skriv op med fakta.
3.Psykiatrien skriver i deres kommentar: Som nævnt i udtalelse fra 19.02.21 og ovenfor er det vores vurdering, at det var relevant og til patientens bedste, at indkalde til teamsamtale, idet der var opstået vanskeligheder i behandlerrelationen, da Deirdre-Ann Roberts var stærkt optaget af det private i kontakten med behandleren.
Som oplyst i den del af klagen, der er blevet behandlet som en rettighedsklage havde en tidligere behandler desuden i april 2019 informeret funktionsledelsen om, at hun flere gange privat var blevet kontaktet af sin tidligere patient Deirdre-Ann Roberts.
Funktionsledelsen besluttede at viderebringe til Deirdre-Ann Roberts at dette var problematisk og det var vurderingen at det kunne skade Deirdre-Ann Roberts’s aktuelle behandling ikke at skærpe grænsen mellem det private og den terapeutiske kontakt, og at der var behov for ved en teamsamtale at se på, om der skulle ændres noget i den aktuelle behandling.
Min kommentar: Her er det ret vigtigt at få fastslået om teamsamtalen 22.05.2019 blev afholdt på baggrund af at undertegnede googlede psykolog (XXX = Fede Dorit) efter at hun afviste at give undertegnet 30 dages behandlings fri, til at gå en Camino.
ELLER om teamsamtalen blev afholdt på baggrund af ovenstående OG det faktum at psykiater-lærlingen i april 2019 indgiver en klage til funktionsledelsen, over at undertegnet i april 2019 har søgt en opslået stilling som Hostelmanager på et hostel som psykiater-lærlingen ejer mindre end 25% af?
Dels er det juridisk ulovligt for psykiater-lærlingen at viderebringe viden til psykiatrisk hospital i Skejby, opnået i forbindelse med hendes dobbeltrolle som privat medejer af XXX og dernæst blev undertegnet aldrig, til teammødet d. 22.05.2019 informeret om at der var indkommet en sådan klage, som psykiatrien skriver, fra Psykiater-Lærlingen.
Dette skete først til teammødet 14.08.2019 da Psykoedukationspsykologen mere eller mindre taler over sig. Begge samtaler er optaget.
Dvs. At psykiatrien vælger at afholde et teammøde på baggrund af 2 x klager. Men i indkaldelsen og til mødet informere de aldrig undertegnet om klagen fra Psykiater-Lærlingen, hvilket giver teammødet en skjult agenda og endnu mere ulighed i kommunikationen.
Det vil også sige at Psykiater-Lærlingens viden omkring undertegnets jobsøgning, er blevet bragt tilbage fra XXX til Klinik for Bipolar Sygdom hvor hun til daglig er ansat.
Herefter er informationen delt med overlæge og psykiater Indianerlægen på Afdelingen for Angst og Depression, hvor Indianerlægen er daglig leder.
Herefter vælger Indianerlægen aktivt ikke at stoppe denne ulovlige information, men lader informationen vandre videre til Afdelingen for Personlighedsforstyrrelse, hvor Indianerlægen også er daglig leder og hvor minimum 2 psykologer (psykolog (XXX = Fede Dorit og Psykoedukationspsykologen) og angivelig flere personer, bliver informeret om undertegnets jobsøgning, sket i privat regi uden for et offentligt hospital.
En viden der bruges negativt imod undertegnet til teammødet 14.08.2019 og som et aktivt grundlag for at skærpe opsynet og reducering i behandling af undertegnet. En viden der på ingen måder er relevant for et offentligt hospital eller for min behandling generelt.
Ifølge psykiatrien klagede Psykiater-Lærlingen også over at undertegnet flere gange privat havde kontaktet hende. Dog foreligger der ikke nogen former for dokumentation eller journalnotat omkring denne angivelige opsøgende adfærd, hvilket gør at påstandene tangere til injurier.
I april 2019 har undertegnet ikke haft nogen former for kontakt til Psykiater-Lærlingen, siden 11.08.2018, og da kun pr. E-mail.
4. Psykiatrien skriver i deres kommentar: Det er vores vurdering at det pga. problematikken beskrevet under pkt. 3 var nødvendigt at afholde et teammøde, hvor de overordnede rammer for terapien blev revurderet og fastlagt på ny. Der var opstået vanskeligheder i behandlerrelationen, og der var brug for en vurdering af, om der skulle ændres noget. En del af vurderingen gik på, om det ville gavne Deirdre-Ann Roberts’s behandling at få en ny behandler tilknyttet, fordi hun som nævnt vurderes meget optaget af en personlig kontakt til behandleren.
Et professionelt og konstruktivt samarbejde mellem patient og behandler er en forudsætning for en vellykket terapi. Samtalerne blev aflyst frem til teamsamtalen, da det var vurderingen, at det var nødvendigt at afholde et teammøde for at fastlægge rammerne for det videre forløb. På grund af sommerferie kunne teammødet desværre ikke holdes før august.
Min kommentar: Denne udtalelse står i stærk kontrast til hvad der i realiteten skete i perioden fra første teammøde 22.05.2019 til anden teammøde 14.08.2019. Hændelsesforløbet for denne periode er tidligere indsendt til STPK i februar 2020 af undertegnet.
Første samtale med psykolog (XXX = Fede Dorit), efter teamsamtalen d. 22.05.19 er den 12.06.2019. Dette er samtidig samtale nr. 27 ud af 30 med psykolog (XXX = Fede Dorit). Alle samtaler herimellem er aflyst, uden begrundelse. Journalmæssigt er der heller ingen begrundelse.
Til samtalen 12.06.2019 modtager jeg dels min første behandlingsplan nogensinde, udfærdiget af både psykolog (XXX = Fede Dorit) samt overlæge og afdelingsleder Indianerlægen. Behandlingsplanen modtages i papirform og er indscannet og sendt til STPK i februar 2020 af undertegnet. Behandlingsplanen fremgår ikke i mit journal.
Derudover informeres undertegnet om at terapitimerne hos psykolog (XXX = Fede Dorit), pludselig og uden videre varsling, er steget fra 30 til 60, hvilket står i stærkt kontrast til psykiatriens beskrivelse af forløbet, samt at den gruppeterapi jeg skulle overgå til, efter mine 30 x samtaler hos psykolog (XXX = Fede Dorit), er fjernet. Gruppeterapien er bla. omtalt i mit journal fra 29.08.2019, et journalnote psykiatrien selv henviser til under punkt 1.
Næste terapitime med psykolog (XXX = Fede Dorit) er 26.06.19, hvor undertegnet på det kraftigste protestere mod at undertegnet beskyldes for rammebrud og skærpet interesse i psykolog (XXX = Fede Dorit)’s privatliv den ene dag og næste dag tildeles yderlig 30 x behandling med samme behandler.
Det giver ingen mening og kommunikationen fra psykiatrien er i bedste fald yderst kritisabel.
Først 09.07.19 (se hændelsesforløbet) bliver undertegnet tilbudt behandlerskifte samt indkaldt til teamsamtale nummer to (14.08.19) Indkaldelsen kommer fra overlæge og afdelingsleder Indianerlægen og ikke fra primære behandler, psykolog (XXX = Fede Dorit). Det er også i dette brev, undertegnet informeres om at alt behandling er aflyst frem til teammødet 14.08.19.
Undertegnet tilbydes ikke om nogen former for alternativ hjælp, nødkontakter eller behandling, i en ekstrem svær og lang periode, men overlades fuldstændig uden sikkerhedsnet, psykiatrisk hjælp og netværk.
Det er uværdigt, selv efter psykiatriens standarder.
5. Psykiatrien skriver i deres kommentar: 1. års behandling med mulighed for forlængelse er så vidt vi kan se et godt behandlingstilbud.
Min kommentar: Dét ville være et kanon tilbud at få, så frem det var hvad undertegnet havde modtaget. Men det var det ikke.
Undertegnet blev tilbud ny behandler til andet teammøde 14.08.2019.
Først 22.08.2019 finder undertegnet ud af hvem den nye behandler er, da Nordmandspsykologen ringer og præsentere sig som undertegnets nye primær behandler.
Første samtale med Nordmandspsykologen er 03.09.2019 og først da, bliver undertegnet informeret om at der er tale om 14 x behandling, med jævnlign indkaldelse til teamsamtaler, fordi undertegnet skal være under skærpet opsyn for at skærpe grænsen mellem det terapeutiske rum og privatlivet.
En ny behandlingsplan udleveres også, med startdato d. 03.09.2019 og slutdato d. 26.11.2019, hvor der ifølge behandlingsplanen, skal ske en evaluering. Dette sker dog aldrig og undertegnet får ikke udleveret en ny opdateret behandlingsplan gældende efter 26.11.2019.
De 14 x samtaler skal løbe frem til 21.01.2020 hvor der igen skal være en teamsamtale for at beslutte det videre forløb for undertegnet, i psykiatrien.
Hver gang en teamsamtale nærmer sig, bliver den aflyst, uden information til undertegnet. Psykiatriens egne planer og rammer føres ikke ud i livet, ligesom de grænser psykiatrien selv har opsat, ikke overholdes.
At sætte psykisk sårbare mennesker under konstant kontinuerlig pres og i stresset situationer er på ingen måder værdigt eller acceptabelt, uanset hvor i samfundet det foregår. Men specielt ikke på et offentligt psykiatrisk hospital.
14.01.2020 modtager undertegnet endelig information omkring hvad der skal ske fremadrettet i psykiatrien. Dette vurdere undertegnet ikke til at være ”i god tid” som psykiatrien tidligere har nævnt i deres supplerende udtalelser af 19.02.2021.
Psykiatrien vælger at tilgodese undertegnets ønske om 1. års behandling med samme primær behandler, hvilket undertegnet har ønsket for at kunne finde ro, få skabt tillid og genvinde respekten for både behandler men også for psykiatrien generelt, frem for konstant at være på standby.
Sidebemærkningen fra psykiatrien er dog, at det 1. årige behandlingsforløb allerede er startet d. 03.09.2019 og ikke som en naturlig overgang, efter sidste terapisamtale d. 21.01.2020.
Undertegnet kan derfor ikke nikke genkendende til psykiatriens kommentar til punkt 5.
6. Psykiatrien skriver i deres kommentar: Som oplyst i Udtalelse fra d.d. 19.02.21, er der i journalen notater, der i generelle vendinger beskriver Deirdre-Ann Roberts’s optagethed af behandlere og vanskeligheder ved at skærpe grænsen mellem det private og den terapeutiske kontakt.
Når hændelserne ikke er mere konkret beskrevet fx med oplysninger om navn, tid og sted på personalet er det sket ud fra en afvejning af forskellige hensyn herunder hensynet til personale, hensynet til patienten og behandlerrelationen.
Vi arbejder – blandt andet som en erfaring af denne sag – i dag med forskellige måder hvorpå vi mere konkret kan journalføre hændelser som disse, hvis de har betydning for patientens behandling.
Min kommentar: Det er umiddelbart ikke muligt for hverken Advokat XXX XXX XXX eller undertegnet at læse os til, hvor i journalen der i generelle vendinger står skrevet noget omkring undertegnets optagethed af behandlerne samt vanskeligheder ved at skærpe grænsen mellem det private og den terapeutiske kontakt. Henover 3 år i psykiatrien. Overhoved.
Når hændelser – der har så stor og markant betydning for psykiatrien og den terapeutiske behandling sker, er det stærkt kritisabelt at sådanne episoder ikke noteres i uomtvistelige detaljer i patientens journal, således at der på ingen måder kan være tvivl om hvad der er sket, hvornår det er sket, samt hvem der var involveret og hvem der var vidner til episoderne.
At dække den skrigende mangel på faktabaseret dokumentation bag et falsk hensynstagende til personalet, behandlerrelationen og patienten er i bedste fald absurd.
Specielt når psykiatrien efterfølgende vælger at indkalde patienten til flere uacceptable teammøder på baggrund af flere udokumenterbare postulater, der først ser dagens lys når konflikten i behandlerrelationen er sket, grundet rammebrud på rammer der aldrig er præciseret, nedskrevet eller udleveret.
Det må derfor anses som yderst positivt at psykiatrien fremadrettet vælger at følge de allerede eksisterende lovmæssige retningslinjer for journalføring, specielt når psykiatrien tydeligt har vist hvor grotesk store og voldsomme konsekvenser det kan få for en patients privatliv, mentale helbred, journalbeskrivelse, psykiatriske behandling samt navngivet omdømme at blive anklaget for angivelig opsøgende adfærd, uden at psykiatrien på nogen måder ønsker at dokumentere disse hændelser.
N.B: Som en sidebemærkning finder både Advokat XXX XXX XXX og undertegnet det mærkværdigt at de logopslag der er lavet i undertegnets hospital journal op til tilblivelsen af dette skriv fra psykiatrien (og efterfølgende) alle er lavet med psykiater og daglig leder Indianerlægens log, mens det supplerende svar er underskrevet ledende overlæge Farahna Harees og oversygeplejerske Susanne Bissenbacher Hansen.
Dette kunne lede tankerne hen på, at psykiater og daglig leder Indianerlægen sidder og redegøre for en sag, hvori hun selv er under anklage, hvilket er en klar interessekonflikt og naturligvis fuldstændig uacceptabelt.
Oven i ovenstående har jeg kun hørt fra Lotte én gang siden jeg skrev sidst. Hun skrev en sms ud af det blå om hun måtte komme forbi den torsdag jeg startede i skole igen. Jeg var mere færdig en færdig men sagde ja. Hun havde været i banken med hendes bror. Hendes forbrug pr. mdr. er på 15.000 kr (!) MERE end de 6000 kr hun har til rådighed når alt er betalt. Hendes forbrug er jo fuldstændig sindssygt, som jeg også fortalte dem i psykiatrien, jeg vidste dog ikke at det var SÅ højt. Selv ikke hendes mor troede på mig – og gør det måske stadig ikke.
Hun kom og fortalte i beskrivende detaljer om at hun havde været i byen med en af hendes veninder.
De havde været et sted med fri bar og 4 retter mad i 2 timer. De var blevet mega fulde – det var faktisk en lørdag hvor jeg havde skrevet til hende og ikke hørt fra hende hverken fredag, lørdag eller søndag.
De bliver naturligvis mega fulde, tager på bar og danser med kjolen over hoved så alle kan se deres trusser, kysser på flere forskellige mænd og da de går fra baren i Århus midtby og op til bussen ved banegården, tager det dem 1,5 timer at gå turen, som måske burde tage 10 min.
Lotte havde kastet op på toilettet på stedet de var på og havde som et resultat deraf tisset i bukserne, så hun havde taget trusserne af og smidt dem ud.
Mens de går op mod bussen, mega stive, siger fyren til Lotte at han gerne vil kneppe hende, så hun vender sig om og trækker op i kjolen og midt på en ret befærdet gade i Århus C bliver Lotte kl. 04.00 kneppet op af et butiksvindue. Bare sådan. Hun var end ikke flov over at fortælle det, det var nærmest “ha ha og se mig” -agtigt.
Så tager de bussen hjem, uden at betale. De betalte heller ikke for maden hvor de havde været og blev efterfølgende kontaktet af restauranten. Da de kommer hjem til Skanderborg hvor Lottes veninde bor, vil Lotte ikke blive, så hun låner venindes cykel og cykler 12 km hjem til sig selv. Da hun er kommet lidt væk fra venindens hus, tager hun nederdelen af og cykler med blottet underliv (nøgen) og bare iført en t-shirt og sko 12 km hjem. Hun stoppede undervejs og kastede op 2 gange.
Det sidder hun og fortæller mig. Og om hvor mega mega sjovt det var og bla bla bla. Jeg sidder og krymper mig inden i, fordi Lotte ikke har ønsket at gå i byen med mig i mere end et år – og fordi min veninde som jeg, trods alt, ønsker alt det bedste i livet.
Så fortæller hun mig at hun har fortalt hendes bostøtte om mig. En bostøtte hun i store træk har fået på baggrund af den hjælp jeg har givet hende, ved at være ærlig overfor psykiatrien (som så har sjusket i deres journalgengivelse, hvilket jeg nu må leve med) Men fordi jeg fortalte dem hvor skævt det var derhjemme og at 20 minutter hver 14. dag hos en ergoterapeaut (!) ikke var den slags hjælp Lotte havde brug for.
Hun har fortalt bostøtten at jeg har borderline og hvor problematisk en person jeg er med at overholde andre menneskers grænser. Hun fortalte mig hvad hendes bostøtte havde fortalt om “personer som jeg” – det var cirka lige så flatterende at hører på som hende der kom og købte hylder fra mine forældres hus der skulle rives ned, engang i oktober/november 2020.
Jeg retter hende, flere gange faktisk og fortæller at jeg ikke har borderline. Jeg har en blandet personlighedsforstyrrelses diagnose. Den indeholder en halv borderline og en halv narcassist diagnose. Men Lotte er ligeglad og jeg ved klart som solen at min diagnose og min historie er Lottes fortælleremne nr. 1 og at hun tilenhver tid vil dække sig ind under at hun ikke har tavshedspligt pga. at JEG har stukket hende til psykiatrien – hun nævnte endda flere gange imens hun var her, at jeg havde “stukket hende” til hendes mor og psykiatrien. Jeg kan på en måde godt sætte mig ind i at hun føler det sådan og ser det sådan men realiteten er at Lotte havde det mega dårligt, blev mere og mere grænsesøgende og ingen hjalp hende, før jeg gjorde det – og for at fastholde hende i hjælpen, måtte sandheden jo frem.
Konsekvensen af sandheden er at min ENESTE veninde disowns me.
Det gør frygteligt ond inden i. Lotte skriver kun ensætnings smser. I teorien inden i er jeg ligeglad, for vi eller jeg er kun veninder med hende fordi jeg ikke har andre, men det gør ondt at hun på den måde hænger mig ud i skyggen af at hun burde være MIN veninde og derfor altid have mit bedste i sigte/som hensigt. Men det er tydeligt, virkelig tydeligt at hun ikke anser mig som noget “værd”, fordi jeg er en stikker.
Derfor fortæller hun mig uden skam i livet om hendes byture med andre, om hendes fuldstændig hæmningsløse væremåde og offentlig sex, hun fortæller mig nærmest i en klog-stolt tone at hun har fortalt andre om min borderline diagnose osv.
Så selv om jeg i teorien er ligeglad, så er mine følelser ikke ligeglad. Men dem prøver jeg at lukke af for og bare tænke på at jeg er bedre stillet uden hende i mit liv.
Me against the world.
Jeg skal også huske at fortælle at jeg engang i løbet af sommeren, havde en samtale med bare far og mor. Os 3 alene.
Og dér fortalte jeg dem helt uden omsvøb om at jeg syntes det var forkert at de ikke ville hjælpe mig ved at lade mig få min andel af familie firmaets værdi udbetalt i 2011 så jeg kunne rede gården, men kort efter udbetalte min ældste brors andel, så han kunne købe et hus mere i Østrig.
Jeg fortalte også at jeg syntes det var forkert at de (vores fælles firma) ikke ville købe min Gård og sætte den i stand og hjælpe mig ud af en dårlig økonomisk situation, så jeg måske kunne gå derfra uden gæld, men at de samme år køber min brors hus i samme by (min bror som bor i Østrig) for at hjælpe ham af med et hus der havde energimærke F og kørte på oliefyr med krybekælder og hulmure og var umulig at sælge.
De købte det, eller vores familiefirma købte det og satte det i stand fra A til Z – sjældent har jeg set et hus der i den grad appelerede til mig og min stil, i så find og varm og solskinslun et hus. Bagefter udlejer vores familiefirma huset og får en indtægt på den måde.
Men det kunne ikke komme på tale at købe min gård, sætte den i stand og rede mig ud af en dårlig – DESPERAT SKRIGENDE DÅRLIG SITUATION, selv om den lå under 3 km. væk.
Dette fortalte jeg mine forældre. Jeg fortalte dem hvad det havde gjort ved mig at de havde afvist min bøn om hjælpæ men accepteret min brors.
De sagde intet. Ingen af dem. De lyttede bare. De sagde mig ikke imod. De argumenterede ikke. De bortforklarede ikke. Dén måde de lyttede, kikkede og sad var for mig en – om end lille – form for accep af at de havde handlet himmelråbende forkert.
Mit liv og min økonomi kunne havde været så meget anderledes i dag, havde de lyttet til mig.
I stedet for skal jeg her for en uges tid siden, da min Far kom ud til mine storskralds ting, sidde og hører på hvordan min ældste storebror i Østrig havde kikket på et sommerhus i Blokhus, som kostede 2 millioner og sagt til mine forældre at “hvis de købte huset, så kunne han overfører 1 million danske kroner”…
Jeg er virkelig ikke et jaloux menneske, på trods af at psykiater-lærlingen har skrevet det så “fint” i mit journal og på trods af at psykiatrien flere gange siden har påpeget at jeg er sygelig jaloux – det er slet ikke noget jeg kan genkende, heller ikke når jeg er alene med mig selv – men til trods for at jeg ikke er et jaloux menneske så gør det ondt på mig at hører sådan noget.
Min bror fik jo netop udbetalt knap 300.000 kr i 2010/2011 til at købe et hus nr. 2 i Østrig (nabohuset) og tjener nu på at udleje det gamle.
Han tjente også minimum 1 million på at vores familiefirma købte hans usælgelige hus og brugte 1 mio på at sætte det i stand efterfølgende.
Jeg fik ikke de muligheder og min situation var, alt andet lige, ret meget anderledes. Jeg siger ikke det er nemt at kunne lægge 1 million i udbetaling til et sommerhus, men det hjælper da en del at du har haft ovenstående muligheder inden for de sidste 10 år. Det stikker inde i mig.
Her ses min gl. gård. Efter mere end 200 år er stuehuset nu rykket ned og jævnet med jord. Det samme er laden/maskinhuset, som egentlig var en nyer bygning fra 70’erne.
Det gjorde ondt at se stuehuset forsvinde, for med det forsvandt også min “chance” for at rette op på de fejl jeg lavede ved at leje ud til en forfærdelig kattedame – men med huset forsvandt også det rum hvor en ung gravid pige i starten af 1900’er tallet blev låst ind fordi hun var, ja gravid.
Det var i selv samme rum en anden ung pige 70-80 år senere blev gjort gravid og fortræd. Det var i det rum hvor musene kravlede i væggene og hvor fuglen i tagrenden holdt mig med selskab, det var i det rum hvor jeg oplevede mit største erotiske øjeblik nogensinde, da Troels Bonde holdt mig i hånden en hele lang lys sommernat.
Nu er dét væk. For altid. Altid er et stort ord.
Maskinhuset med garagen og hjørnet ved vindskæret er også væk – på et af billederne kan man endda se hvordan de lige har “spist” mit gemmestedshjørne med gravmaskinen. Det gjorde SÅ ondt og jeg måtte bruge flere dag på at fortælle mig selv at jeg ikke havde brug for at gemme mig mere, så det var okay (selv om det ikke føles okay)
Jeg har også lagt terasse gulv i en af mine forældres udlejningslejligheder. Først kørte jeg i Ikea, læsset det på vognen, købte og betalte for det, kørte det ud i bilen og læssede det igen. Kørte ind til lejligheden og løftede herefter hver enkelt pakke ind i elevatoren, så ud af elevatoren og så hen til lejligheden og så ind i lejligheden. SÅ meget arbejde før jeg overhoved kunne begynde at lægge gulvet. Tilskæringerne er lavet med vinkel og sav, i hånden.
I går var jeg på Samsø med 60+ kvinder i alderen 20-51 år, for at deltage i et 4,5 timers langt foredrag med min ex-kærestes kone og mor til hans 2 børn (plus 2 bonus) Bagefter var jeg i min lærerindes mega beskidte gamle gård som egentlig bare var en længe der var vildt dårlig renoveret. Vi skulle ikke have mad med da forplejning var inkl. i prisen.
Der var max 4 stk. pizza pr. mand og en sodavand og en halv meget lille skål med indisk mad til os, fra 08.00 til at jeg var hjemme igen kl. 22.30. It was a joke.
Men da jeg torsdag var ved at rengøre min bil for at gøre den klar til at jeg kunne havde 4 med op at kører – jeg havde meldt mig for at være åben og forsøge at skabe mig nye venner – det lykkes ikke – så var mit sæde gået i stykker og kunne ikke vippes op.
Jeg brændte helt sammen, specielt fordi jeg et par timer tidligere var blevet overfuset af en fed mand på mine forældres byggegrunde – som jo også er mine – fordi jeg havde min hund til at gå løs på en byggeplads – I’m like, det er FUCKING MIN JORD og hvis min hund og jeg vil gå tur her, som vi har gjort i flere år nu, så skal du fandeme ikke komme og fortælle mig at jeg ikke må.
Jeg gik over til ham for at spørge om han ville have noget vand eller låne toilettet forud for det byggemøde de skulle have derude, mine forældre og bla. også ham. Men inden jeg siger noget, kaster han op i raseri udover mig.
Mine forældre siger – naturligvis – at jeg skal være ligeglad og komme viderem men det slog fuldstændig bunden ud af mig. Så virkede min bil ikke (sædet ville ikke op) så ringede jeg til 2 x mekanikere og ingen kunne hjælpe, til sidst brækkede jeg noget plastik af og kom ind til en wire der åbenbart skulle sidde omkring en “dims skrue” for at kunne løfte sædet når jeg trak i håndtaget.
Dimsen der var faldet af er den grønne, den skal sidde omkring en skrue – jeg fik den på, med super lim og 3 ud af 10 knoer fuldstændig blottet for hud og kød. Men på kom den.
Og Ella? Ja Ella er Ella og hun er ved at lærer at være alene hjemme. Det er så meget en skam at børnehaven ikke fungerede, jeg håber ikke hun føler hun bliver svigtet når jeg er væk fra 08.00 til 16.45….. jeg kan ikke anbefale nogen nogensinde at få en hund.
Ella leget stadig med de andre hunde + hendes bedste ven Katten Alma i haven, hver dag. Jeg bruger ufattelig meget tid på at smalltalk for at min hund kan få lov til at lege.
Hvordan ser storskrald ud?
Sådan her.
Bøgerne fandt jeg i Åbyhøj. Hjulene skruet jeg af en stor bunke der bare lå – de var solgt 2 dage senere til 700 kr (møbelhjul er dyre!)
Jeg stjæler ikke. Jeg samler det op andre smider ud og skaber mig en indkomst deraf. Så jeg ikke behøver at skabe (mere) gæld i mit liv og så jeg ikke behøver at komme på offentlig forsørgelse.
Fik jeg sagt at jeg kun får 3920 kr i SU pr. mdr? Jeg er – ifølge SU Styrelsen voksen og deraf også mere velhavende end en under 30 år. Right.
Uligheder i vores samfund er til at få øje på skulle jeg hilse og sige.
Desværre kan jeg ikke komme til at spare noget op, det gør så frygtelig ondt inde i mig at alting bare går til forbrug og end ikke luksus forbrug men hånd til mund forbrug. Jeg er ikke et krævende menneske men OMG jeg drømme om at kunne spare op og ikke bekymre mig om penge. Hver dag. Hver uge. Hver måned. Hele året.
Det er i dag sidste lørdag i Århus festuge. Musikken pumper fra den nærliggende park og den sidste uge har der været en stadig voksende strøm af unge på rustur, festuge mennesker og alm. traffik foran mit soveværelsesvindue. Non stop. Hele døgnet.
Jeg er træt og udkørt og frygter at min sjæl snart giver op igen. Mine forældre gav i stærke vendiner udtryk for at de syntes det var SÅ godt at jeg var medicin fri, fri af psykiatrien og ikke var “på noget” og ikke havde brug for deres hjælp mere.
Det føltes så hult for det er jo ikke nødvendigvis fordi dét er den bedste løsning for mig – det er fordi det er den eneste løsning for mig lige pt. Jeg kan ikke komme tilbage til psykiatrien så længe der kører en sag. Jeg skal ikke være på medicin som eneste løsning. Jeg får ikke bearbejdet og dermed heller ikke behandlet mine frygtelige tanker, mine sveddryppende og super livagtige maridt og jeg får aldrig bugt med de enorme kroniske og daglige selvmordstanker.
Bare imens jeg har skrevet det her i dag, har jeg tænkt på selvmord minimum 10 gange – jeg kan falde helt i staver over hvor jeg skal kører hen og gøre det. Hvornår på døgnet jeg skal gøre det. Hvad der er mest effektivt. Hvad der er mindst smertefuld – tusind måder at dø på, burde være bogen jeg drømte om at skrive men i teorien drømmer jeg ikke om noget, hverken uddannelse eller at skrive en bog for kan jeg overhoved nogen af delene?
Jeg tror i hvert fald ikke på mig selv. Men jeg tror heller ikke på psykiatrien.