Mens jeg sidder her i mit tankemyller og prøver at rette mine tanker ud og få dem til at give mening, så slog det mig mens jeg gik tur med min hvalp i snevejret her til aften i Århus, at jeg jo glemmer at fortælle om min hverdag, om dagligdagen og den er jo equal important at huske.

Dels fordi den findes men også fordi det ellers lyder som om jeg er fuldstændig skingrende skør (hvilket er min største frygt at blive/være)

I sidste uge døde en af lederne fra da jeg var Spejder. Hun var ikke min spejderleder, hun var leder for Smutterne. Og havde været det i knap 40 år. Ikke én eneste af de mange, sikkert tusinde af Smuttere hun havde haft i sine trupper kunne møde op til begravelsen og lave Fanevagt ved kisten. Ikke én.

Så min gl. Spejderleder skrev inde på gruppen, dels om nogen ville give 25 kr. til en blomst/krans og om nogen kunne stå fanevagt. Der kom 800 kr ind (til en krans) og jeg fik en sms tidligt tirsdag morgen og blev spurgt om jeg ville. Og her kommer så det med at mærke sine egne følelser og sætte grænser – for med tanker på min sidste Spejderoplevelse, så havde jeg forsvoret at jeg nogensinde igen ville trække i uniformen (som i øvrigt er en størrelse 12 år) og deltage i noget med dem fra dengang.

Og alligevel fandt jeg mig selv, på en iskold Fredag (minus 4 grader) vandrende rundt på Kirkegården hvor også min Farfar og Farbror ligger. Jeg var der kl. 10.27, som aftalt, så Fanen kunne komme ind i kirken og stå ved kisten, før deltagerne begyndte at komme.

Fanen ankom klokken 11.00. Piv koldt. Jeg tissede bag graverens skur, fordi jeg pludselig skulle tisse helt vildt, selv om jeg havde tisset af hjemmefra. Hvor stor en synd er det mon at tisse på en kirkegård, sådan fra en skala fra 1-10?

Jeg stod ved døbefonden fra Kl. 11.10 i fuld uniform (og mine guld D.A.T. Sneakers….har ingen sorte sko) og med en nypudset fane. Jeg var meget bevist on at alle kikkede på mig – hvem ville ikke kikke på en person i fuld uniform, med en kæmpe fane med snore og kvaster, messing beslag mv. som står lige ved siden af kisten? Jeg forsøgte at se lige ud hele tiden, men til venstre for mig var alteret med INRI skrevet henover Jesus hoved. Det kikkede jeg ret meget på.

Jeg fik også sagt Farvel til Annabell i Kisten, ja hun har desværre det samme navn som Annabell i Dragør (som jeg iøvrigt håber har bare lidt dårlig smag i munden over for hvad hun har udsat mig for) Kirken var propfuld, som i virkelig proppet, folk sad på stole for enden af kirkerækkerne, hele våbenhuset var proppet og til sidst blev dørene lukket og så stod folk udenfor. I minus 4 grader. Der var så mange blomster at der lå et blomsterhav på begge sider af døren ind til kirken. Gulvet var helt dækket og jeg måtte virkelig koncentrere mig da jeg gik forrest ud af kirken med fanen.

En fane går aldrig bagerst, den går forrest. På forreste bænk sad Annabells gamle mand, han blinkede til mig på den der søde “tak fordi du er dig” måde og dét gjorde mig rigtig glad og jeg sendte ham mit varmeste smil. Jeg kom også til at synge med på salmerne – jeg kan de fleste i hoved og jeg elsker desuden at synge (en hemmelighed jeg sjælden deler med nogen, da jeg er total tonedøv) men jeg gjorde det ganske sagte mens jeg kikkede lige ud og i ny og næ så børnebørnene som sad på stole bag ved mig i det spejlblanke messing på faneskaftet.

Da præsten, som iøvrigt var den SMUKKESTE unge (ca. 25-30 årig) præst jeg nogensinde har set, vippede med fingerne, var det signal til at nu skulle kisten bæres ud. Jeg rettede fanen ud, i strakt arm, som i en sidste hilsen. Trak den ind igen. Drejede rundt og stillede mig foran kisten. Bærrene stillede sig klart og da alle stolene og folkene i gangen var væk, satte orglet ind og jeg gik (med lidt for hurtige skridt) ned af gangen, mens jeg balanceret mellem buketter og kranse forneden og holdt øje med at jeg ikke slog en af de store lysekroner ud af kurs. Fanen er knap 3 meter høj. Jeg er 159.

Mens jeg stod og ventede på at skulle gå fremad, stod jeg få centimeter fra Annabels mand. Han er vel 90+ og ved hans side stod hans 3 døtre, alle gråhåret og græd. Jeg kom til at tænke på Annabell, så på Mormor og så på Heather og så græd jeg…..jeg forsøgte virkelig at blinke og kikke op af, for at få tårne til at gå væk, men det lykkes ikke, så mens jeg gik ned af kirkegulvet foran flere hundrede mennesker, med en 3 meter høj fane, løb tårene ned af mine kinder.

Ude foran kirken trak jeg et skridt til venstre og kisten drejede til højre. Dér blev jeg stående, i minus 4 grader og en vind så kraftig fra venstre at fanen blæste ind og dækkede døråbningen – det må ha set smukt ud for dem som gik ud af kirken. De har kunnet se den hvide kiste foran sig, et gigantisk blomsterhav af kranse og tulipaner og så et kæmpe stort Dannebro med snore og tassler som blafrede mod den blå himmel 🇩🇰❤

Man tror det måske ikke, men når der er så meget vind, på et så stort flag, så er det hårdt at holde fanen lige, så jeg lagde virkelig armmuskler i, samtidig med at det er ekstremt vigtigt ikke at stå for meget på hælene, for så lukker du for blodtilførslen til hjernen og besvimer, så det er lidt en kunst at stå fanevagt i 2 timer, uden at besvime og uden at tabe fanen.

Da alle var gået over til graven for jordpåkastelse, stod jeg alene tilbage. Og i respekt for familien, blev jeg stående (det var SÅ koldt!) til alle gik den modsatte vej, ud mod p-pladsen og til familien og den gamle ægtemand kom retur. Flere var henne og sige at det var så flot at jeg stod dér og at Annabell ville havde elsket det. Mit hår krøllede så fint fra morgenstunden men vinden fik det til at flyve til højre og venstre jeg må have set vild ud, i min grønne uniform med alt pudset op og en 3 meter høj fane.

Fredag var også dagen hvor jeg fik at vide at min ældste lillebror skal være Far til en pige. Jeg mødte desuden en af mine fætre ved begravelsen. Det var hyggeligt, for jeg har ikke set ham i årevis. Jeg elsker mine fætre, også selv om jeg ikke ser dem særlig ofte. Det slog mig mens jeg stod dér og han pludselig kom og gav mig et varmt og oprigtigt knus. Fredag og Lørdag aften blev jeg brændt af af en kunde der skulle have set på og lejet min lillebrors lejlighed – men der kommer vist en ny og ser på det i ugen der kommer.

I dag fik jeg min egen lejlighed tilbage, med skimmelsvamp på væggene og mug i vinduerne. Idioten har tørret tøj i lejligheden uden at lufte ud og have varme på. HVORFOR sket sådan noget for mig?

Jeg har brugt 6 timer på at vaske vinduer i Rodalon, skrubbe med en opvaskebørste og tørre af med hundrede af viskestykker. I nat har jeg sat varme på og i morgen går jeg i krig igen. Tirsdag skal jeg gøre rent et sted i 6 timer. Jeg glæder mig.

På Lørdag rejser jeg til Spanien for at tjekke op på Aircon arbejdet (som starter i morgen) Mandag d. 19 betaler jeg – om alt går vel – over 50.000 kr til nogle mænd jeg knap kender og så håber jeg at alting flasker sig og at der kommer bookninger og at jeg får tjent mine penge ind igen.

Jeg får gået nogle lange ture med min hund, som ikke er synderlig imponeret over at skulle ud i slud og regn og i dag, sne. Jeg ser meget tv, men uden lyd. Kan ikke så godt kapere lydene eller ja jeg ved ikke hvad det er, men jeg kan ikke holde fokus. I dag så jeg et program om Irelands Kyster og om hvad der var under vandet ved Ireland. Mega spændene og jeg havde lyd på i næsten en time, indtil de pludselig viste at nogle af de Hajer som de satte GPS’er på, blev finnet i Kina….. bare ordet “finnet” gjorde mig skidt tilpas. At Finne er når man fanger hajerne (levende) og skærer finnerne af dem (mens de lever) og smider den stadig levende men nu dybt såret haj tilbage i havet, for at sælge finnerne til finnesuppe til Kinesere som mener det er godt mod dillerpotensen.

Jeg kunne slet ikke kapere det og så gik jeg tilbage til at lytte til musik på min Spotify. Jeg glæder mig til jeg er på plads i min egen lejlighed. Jeg håber det kan blive inden jeg tager til Spanien, så jeg kan få denne her (udlejningslejligheden) gjort rent så den er klar til at blive lejet ud igen og skaffe mig en indtægt. Please Hr. Gud. Har dog blokeret kalenderen i denne her uge, magter ikke at skulle flytte over i den anden, så længe der ikke er styr på skimmelsvampen.

Jeg har desuden fået min menstruation og har tænkt på om min Psykiater-Lærling mon onanere. Yep, det har jeg tænkt på 🤦🏼‍♀️ Jeg elsker at min krop er gået fra at være død (ved den første medicin) til at reagere på lyster (også selv om jeg ikke handler på dem) men det betyder at jeg måske ikke er helt tabt for fremtiden – for jeg har lyst til sex, jeg har lyst til at blive rørt ved og jeg har fantasier og mens jeg tænkte på at jeg havde lyst til at onanere, så tænkte jeg på om dét egentlig er en normal tanke i min situation?

Og hvem kan jeg spørge om sådan noget? Ingen.

Hvem kunne jeg spørge? Min Psykiater-Lærling.

Og sådan kom hun ind i mine onani tanker – og så kom jeg til at tænke på om hun mon onanere? Jeg ved ikke om hun er gift, men jeg ved (of course) at hun har en mand, dels fordi jeg er en fandens god Graver Journalist men også fordi hun engang spurgte mig om jeg “aldrig havde mødt en som jeg bare gerne ville vide alt om, fordi han var så dejlig” og måden hun sagde det på, gjorde at jeg med et vidste, at sådan en har hun mødt. Der var så meget varme og kærlighed i hendes stemme da hun sagde det, at jeg næsten blev misundelig. Så hun har jo en der kan ordne det for hende, men mon hun stadig onanere selv om hun har en mand?

Jeg tror stadig jeg onanerede da jeg var sammen med It Manden, måske ikke så tit, men jeg mindes eller tror jeg gjorde det – men igen jeg kan knap huske så langt tilbage.

Og nu skal jeg sove, for min bil holder her ved min udlejningslejlighed og kl. 08.00 skal den flyttes, og jeg skal nå og i bad og ha vasket hår og luftet min hund inden jeg kører den over til min egen lejlighed og parkere på mit beborlicens = lovligt og går i krig med badeværelset. Det skal bare være SÅ RENT. Uff tanken om ham under mine fødder gør mig slap!