Apparently.

Jeg troede, naivt nok, at når man havde fået en tid hos en psykiater, og var started i terapi, så var man ligesom “home safe” og hvis der var resonans (at man an døje hinanden og fungere sammen) så var man på vej mod et bedre liv – på sigt, langt ude i horisonten, men stadig på vej.

Og jeg har sådan brug for at være “på vej”.
– men som altid tog jeg gruelig fejl. Min livsmanual er virkelig fucked up og fyldt med uopdateret ukorrekt information.

I dag lykkes det mig at komme igennem til min nye psykiater, i hendes 30 minutters åbning på telefonerne (08.30-09.00) Sekretærdamen var lige så blank som sidst jeg talte med hende.

Jeg præsentere mig og siger pænt at det i dag er en uge siden jeg har været hos psykiateren og at jeg har brug for at få nye tider jvf. den besked jeg fik da jeg gik ud af døren for en uge siden.

Sekretærdamen starter med at sige;

Damen: “jeg har haft ringet men du tog ikke telefonen“.

Det blev sagt så hurtigt at jeg bare vidste det var en løgn, for dels har jeg ingen ubevsvaret opkald på min telefon, faktisk har jeg nærmest ingen opkald på min telefon og dernæst så ved jeg bare at hun ikke har haft ringet. Jeg spørger hvilken dag og straks begynder hun at trække i land at det måske ikke var mig, måske det var en anden osv.

Så får hun mig slået op med mit cpr nummer og begynder at remse op alle de gange jeg har talt med psykiateren, hvilket er én gang (ifølge mig) men hun har mange flere gange registreret. Faktisk har hun registreret at jeg har talt med hende hele 4 x gange, hvoraf 2 af dem er ekstra lange start sessioner. I’m baffled.

Hvad er det jeg hører? Hvor er kæden hoppet af for mig? Jeg forstår intet og klokken er end ikke 08.40 på en torsdag morgen.

Sekretærdamen forsætter og siger

Damen: “Er det XX (psykiateren) du skal ind til eller skal du ind til XX? Ved du det?”

Mig: “Jeg skal ind til psykiater XX“

Damen: “Jeg har en tid den syttende i nine, (17/9) kan du der? Klokken 13.30?”

Jeg bliver lidt forvirret, er trods alt stadig i sengen så jeg kunne tage fejl i min hjernes antagelser. Jeg siger

MIg:”lige et øjeblik, jeg kikker lige i min kalender”

og sætter højtaler på telefonen og går over i min kalender. I dag er det d. 17. Setpember 2020 og klokken er 08.53, da jeg ringede var klokken 08.35. Ergo er jeg ved at få tilbudt en tid om få timer. Jeg har ingen bil men er allerede ved at planlægge i mit hoved hvordan jeg kan tage den famøse 112’er til Silkeborg. I can make it work.

Jeg siger til damen, som sandt er: “Dvs. i dag?“

Damen: Nej dét er en fejl, det dur ikke.

Damen: *leder videre i kalenderen*

Damen: Du kan få en tid den treogtyvende i elde…. (bonderøvsjysk for 23. November)

Mig: Treogtyvende i elde? Altså 23. NOVEMBER???!!!

Damen: Ja.

Mig: Du er godt klar over at vi er i September nu?

Damen: Ja. Jeg kan jo ikke hekse…

Mig: Undskyld mig, men er det ikke meningen at jeg skal gå i et kontinuerligt forløb? November er jo ikke kontinuerligt.

Damen: Du kan jo tage tiden eller lade være.

Mig: Ved du hvad, jeg tror jeg lader være. Det har allerede været så uprofessionelt at det må I selv sidde og rode med, men jeg syntes det er dybt problematisk at det er måden I behandler psykisk sårbare mennesker på, men det styrer I bare selv. *jeg lægger på*

Samtalen varede 6 minutter og når jeg har været i bad går jeg ind og blokere mit journal igen.

I hope the Lord has a thoroughly thought plan for me, I truely hope, as I can hear the branches crack underneath the weight of me and my troubles.

OPDATERING ⬇️

Hvad fanden svarer man på det? Vred? Nej. Frustreret? Ja. Vred på sekretæren? Nej. Hun ER bare ikke skabt til jobbet, også selv om de deler mellemnavn.

Den 25. September er da officielt blevet dagen hvor skelsættende ting sker. I’m so excited. (not)