Efter at havde delt min oplevelse med andre senfølgeramte blev jeg enig med mig selv om at fejlen for dette forløb ikke lå hos mig. Måske en psykiater og en psykolog vil se det som ansvarsfraskrivelse, men jeg ser det virkelig som en af de der episoder hvor jeg står og tænker “wtf just happened?” Jeg besluttede mig for at lade den ligge dér, fordi der simpelthen ikke er plads i min hjerne, sind og krop til flere tanker og til flere ting der skal tages stilling til, for at jeg kan få lov til at være mig, Deirdre-Ann.
Her til morgen ringede Balimanden for at spørge ind til de to mails fra min nye advokat, som jeg havde videresendt til ham. Han vækkede mig. Jeg fortalte ham om det her med psykiateren og han foreslog at jeg sendte hende et anbefalede brev, når jeg nu ikke kan kontakte hende på anden måde – og jeg ikke turde bruge det nummer hun selv tidligere har kontaktet mig fra, da jeg lugter at det er hendes private nummer og at det helt sikkert vil falde tilbage på mig på et tidspunkt.
Men efter at ha tænkt over det bagefter, besluttet jeg mig for at skrive en sober sms til hende, for at få det UD af mine tanker og krop, ved at gøre brug af det nummer hun selv har brugt tidligere, til at smse til mig fra.
Det kan aldrig blive min skyld at psykiatre bruger deres egne numre til at kontakte klienter på. Dét kan det virkelig IKKE!
Da jeg trykker “send” på sms’en er klokken 12.34 og et my sekundt efter skifter uret til 12.35 og sms’en FRA min nye psykiater tikker ind FØR jeg overhoved når at lægge telefonen fra mig!! 😳
Selv med mit trænet læseøje, kan jeg end ikke nå at læse min sms igennem på 1 minut (så frem vi antager at der er gået ét fysisk minut fra jeg sender til hun svare, hvilket der ikke er)
Sms’en er som følgende – og INDEN du starter med at læse den, så notere lige hvad klokken er NU og hvad klokken er når du er FÆRDIG med at læse den.
Sååååå så meget for gode kommunikationsevner. Jeg er så fortvivlet at jeg faktisk ikke ved hvad jeg skal gøre. Sådan fysisk. Gå en tur, græde, forsøge at finde (endnu) en ny psykiater, begå selvmord, lægge mig til at sove??
I don’t get it.
– Og det er helt sikkert mit gennemgribende spørgsmål i livet: Jeg forstår ikke hvad det er der sker og jeg mangler i den grad at hører andre NORMALT FUNGERENDE menneskers indput på hvor det er jeg kører af skinnerne, så frem jeg kører af skinnerne, hvilket jeg bliver mere og mere sikker på at jeg ikke gør. Det ER fandeme de andre der er mærkelige!!
Jeg genere ikke nogen, jeg lægger mig flat ned hele tiden og igen og igen og igen. Jeg vil for fanden bare have ro.
Advokatens første brev var sådan her, skarpt nok at hun lige havde spottet at der var fejl i datoen – det havde jeg end ikke, men hvor er det typisk psykiatrien.
Hendes andet brev så sådan her ud. Da jeg læste første brev, smilede jeg faktisk bagefter. Jeg kørte bil og tænkte på hvorfor det var jeg smilede og da jeg “spolede tilbage” for at komme ind på hvorfor jeg smilede, var det pga. advokatens mails.
Det er første gang i ét år at nogen har taget et eneste skridt til at forsvare mig mod alt det smertefulde livet udsætter mig for, det er første gang i ét år at nogen har trådt direkte ind foran mig og taget mig slidte gennemhullet skjold og dækket mig med det og dermed sat sig selv for skud.
It feelt so so good. And so so forbidden. And I’m smart enough to know it’s like making a wee in your big girl pants; the good feeling will only last for a moment.
Jeg er så drænet for energi, kræfter og livsmod at jeg virkelig ikke ved hvad jeg skal gøre, eller hvor jeg fysisk skal placere mig selv, for at jeg kan restituere. Jeg har tænkt på om jeg skal starte mig selv op på medicin igen, måske det vil hjælpe med at give mig mere energi?
Jeg har sådan brug for energi, til at komme op og igang og afsted, ud og gå ture med Ella, bevæge mig. Men jeg har ikke energien. jeg er konstant pumpet og træt og jeg frygter mere og mere at jeg ikke er her til jul. Det er som om noget er gået i stykker inden i mig her på det sidste, noget der ikke før har været gået i stykker, jeg kan ikke finde revnen og dermed heller ikke fixe den, men noget er forandret og det er ikke til det bedre.
Det føles som om jeg ikke kan ånde, som om alt hvad jeg gør er en kamp for at få luft.
Bliv ved med at kæmpe! Husk at livet er som en Toblerone, det går op og ned, med lidt knas i midten.