I dag er det mandag d. 10. August 2020. Klokken er 22.14 og jeg sidder ved mit skrivebord i min hadelejlighed. Måske for første gang. Jeg har ønsket mig et skrivebord/kontor så længe at jeg slet ikke kan huske hvornår ønsket opstod. Sidst jeg havde et “kontor” var da jeg boede på gården, inde i min L-formet stue.
Men nu har jeg et skrivebord men jeg bruger det ikke, fordi jeg ikke kan finde roen i mit indre. Er det ikke ironisk?
Jeg ønsker mig noget så forfærdeligt, opfylder ønsket for mig og så er det slet ikke fedt alligevel. Eller det ER fedt, jeg kan bare ikke føle den der glæde ved at have fået et skrivebord med selvlukkende lydløse skuffer man ikke skal løfte, lirke, og banke for at få på plads og hvor klemmelus altid er din følgesvend. Jeg har fundet den fineste mintfarved stol til storskrald + en siddepude i hvid med blåt mønster på, så jeg har faktisk også den fineste fineste og ikke mindst blødeste skrivebordsstol. Gratis.
Jeg har orden i mine skuffer, der er 3 stk. Jeg ved nøjagtig med lukkede øjne hvad der er i hver skuffe, jeg har (næsten) fået ledningerne skjult, sådan at jeg kan lade min computer op samtidig med at jeg bruger den, og min telefon. Og der er lys i min giraf lampe. Jeg har fundet et fint sølvbæger som jeg bruger til blyantholder og en lille kurv (også i mintfarve) til post-its, tape mv.
Det hele er næsten perfekt og jeg er —————————————- inden i. Lige ved siden af vejen hvor min sjæl ligger og hulker så hjerteskærende. Og ved siden af dén vej sidder mit liv og tænker på den bedste måde at begå selvmord, hvor smerten er minimum og døden sikker. At forsøge at dø fra det her liv og mislykkes, blot for at vågne op som invalid, måske med en evig behandlingsdom bagved, hvor jeg skal have 24 timers hjælp og være underlagt andre menneskers meninger og hjælp og blive endnu mere usynlig som person, er SÅ frygtelig, at den alene holder mig i live!
Siden jeg skrev sidst har mit liv været begivenhedsrigt. I alle menneskers øjne undtagen mine egne. I mine øjne har det været lort med daggamle ufordøjet majskorn på.
Lad mig lave en hurtig opridsning af hvordan lort i Deirdre-Ann’s liv ser ud:
Sad og fik mig en øl på min yndlingsbar, efter at jeg havde deltaget i ferniseringen hos Kunstmaleren, som jeg har gjort rent ved, hvilket næsten kostede mig det yderste led på min pegefinger, da jeg skærer den på det indtørret plastmaling der sad på hans afløb. Mens jeg sidder dér kommer en dame trækkende forbi med sin cykel – og nej jeg ved ikke om den var elektrisk eller ej, jeg konstateret bare det var en cykel men når jeg nu fortæller hvilken fed sæk der var der trak cyklen, så går jeg ud fra at det var en elcykel, da hun burde være fucking tynd hvis hun kan hive sig hjem til sin egen lille lorteby på en cykel. Der er 5 km i fugleflugtslinje, for det har jeg undersøgt da mig og min radiojournalist veninde lavede en www-stalking på hende, som næsten gjorde BT’s Tys Tys sag til legoland.
– det var psykoedukationspsykologen.
Hende jeg så ofte har set cykle ude på det gamle psykiatriske hospital i Risskov, sikkert fordi afstandene var for store for hendes stolpe ben
– og JA! Jeg får det bedre af at svine hende til.
Hendes hår var blevet meget længre og det klædte hende.
Hun så mig før jeg så hende, det er jeg slet ikke i tvivl om.
Jeg måtte fysisk knytte min højre hånd, og holde igen i min armmuskel, for helt ubevist var den på vej op fra min telefon for at give hende fingeren!! 🖕🏻
FUCK YOU FUCKING CUNTTWAT!!
Det her var uden for psykiatrisk hospital og jeg behøver under INGEN omstændigheder vise hende respekt. Eller måske gør jeg? Måske burde jeg vise hende nøjagtig samme respekt som hun viste mig, den 14. August 2019, da hun brugte privat viden mod mig, på psykiatrisk hospital.
Der er, for the record hende der i juni 2017 spurgte mig om jeg nogensinde havde trukket bukserne af et barn. Jeg ville ønske jeg kunne gå tilbage til den dag og spørge hende hvem fanden hun egentlig tror hun er og hvem hun tror hun taler til, siden hun kan tillade sig at sige sådan til et menneske hun slet ikke kender.
Siden sidst er jeg også blevet tilbageholdt i 40 minutter i den lokale Brugsen for tyver i af 2 x pakker ærter til 10 kr pr. stk. Jeg tænker det er unødvendigt at skrive at jeg naturligvis IKKE havde stjålet for 20 kr ærter. Lang historie kort, jeg går ind og handler og har mine egne genbrugelige indkøbsnet med, som jeg har ejet siden jeg boede i København. På vej ind tager jeg 2 pakker ærter. Handler videre for ca. 400 kr, betaler ved kassen og siger: Vil du ikke scanne 2 x ærter MERE ind, så tager jeg dem på vej ud? Det ville den usoignerede brugsen medarbejder gerne. Jeg betaler men får ikke en bon da denne her butik er under ombygning, det kan jeg tydeligt se er korrekt og han kan derfor ikke finde nye bonruller. Det er ok, jeg har røven fuld af penge i øjeblikket, efter at min lejer i min udlejningslejlighed har overført 3 mdrs depositum + 3 måneders forudbetalt huslej + første måneds husleje, efter at han selv har overtaget lejemålet efter at det firma han var ansat i, ikke længere betaler – så med andre ord er jeg ikke panisk angst for at holde øje med hver en krone. Det giver en ukendt ro i mig.
Nå men på vej ud, tager jeg 2 pakker ærter ved indgangen, den ene lægger jeg i mit indkøbsnet som jeg har over skuldren, den anden ser lidt muggen ud så jeg lægger den tilbage, tager en ny og går. 2 min. senere står der en medarbejder og tager mig i armen mens jeg venter på at krydse gaden iført mit nye UGG jogginsæt og min elskede Gustavjakke, han beder mig om at følge med tilbage – jeg var et my fra at slå fra mig, ingen (!!) skal tage fat i mig og anklage mig for ting jeg ikke har gjort. I will fight you to the death!! Litterally!
Lang historie kort, jeg nægter at gå med ind på kontoret. Pga. bandekriminalitet og et par døde mænd i Århus er der massivt politi i det område hvor jeg er så uheldig at bo, så politiet kommer på få minutter mens jeg sætter mig roligt som en håndgranat uden split, på en beton pille og venter. Med solbriller på. You can fuck me, but you can’t fuck me over. Jeg ender med at få en uforbeholden undskyldning, et gavekort på 1000 kr, et brev fra politiet hvor de skriver at der IKKE var tale om tyveri men en beklagelig fejl (JEG bad dem lave et sådan brev, så jeg var 100% renset og mit navn er rent igen) samt besked på at komme med en skrædder regning for det hul der blev rykket i min elskede jakke, da spasseren trak min pose af min skuldre, posen hang fast i stroppen på min jakkes skuldre og *vola* et hul was made.
Jeg har dog syet det selv, da jeg ikke kan overskue at gå over i butikken igen med en kvittering. Det væreste? En af de ældre røvhuller der bor her hvor jeg bor, stod og gloet på mig mens jeg blev afhørt midt i et lyskryds af politiet. Så nu tror de nok jeg er sådan lidt Dronning Ingrid agtig her i bygningen. Nice.
Gavekortet brugte jeg på at købe et løbebånd, som jeg ikke har fået leveret endnu. Løbebåndet kostede over 6000 kr i Bilka, men under 3000 kr i Coop. Tal om prisforskel – træk 1000 kr i svine og smerte (og skam) fra + de points jeg havde på mit coop kort og *vola* løbebånd på vej til mig.
Men før jeg købte løbebåndet, ramte min vægt 78,4 kg. Jeg er stadig kun 159 cm. høj. Og NATURLIGVIS er hele min familie imod at jeg køber et løbebånd.
-Jeg burde tænke på alt det jeg kan få for samme penge.
-Alt det mad jeg kan købe.
-Hvad nu hvis du ikke får det brugt?
-Du kan købe en kostvejleder.
-Du kan melde dig ind i fitness i et år.
-Du skal bare lave mad selv.
-Det er gratis at løbe ude
-Hvor vil du sætte et løbebånd?
-Du har ikke plads til et løbebånd
And the riddle goes on.
Jeg har fundet ud af at Far og Mor har gået og troet at jeg havde optaget mange quicklån. Jeg er simpelthen SÅ paf at jeg slet ikke blev vred. Jeg mener, HVORDAN ELLER HVAD har dog fået dem til at tro at jeg nogensinde kunne drømme om at optage lån (!) som helt bevist ville være en aktiv handling mod at andre (mennesker eller instanser, doesn’t matter) ville komme til at eje om end bare en lille flig, så dog stadig en flig. Af MIG!!
Ingen skal nogensinde EVER EVER eje mig, tro de ejer mig eller på anden måde føle sig hævet over mig, uden at jeg vil fight them till the end. Og jeg vinder, for jeg har faktisk ikke dødsfrygt men derimod et dødsønske og det er trods alt de færreste kampe jeg har kæmpet i livet, fysiske eller psykis, hvor modstanderen er ligeglad med om de dør for at vinde.
Jeg kan huske at jeg spurgte hvordan de dog kunne tro at jeg ville optage lån/quicklån og deres svar var noget vaget i retningen af “at det kunne man jo godt komme til, hvis man var pengepresset” Øhhh kan man?
Jeg vil fucking hellere prostituere mig eller rode igennem andre menneskers skrald ved højlys dag, end jeg vil lade andre eje en flig af mig. Dét kommer simpelthen aldrig til at ske. Far og Mor kikkede på mig med det der “du er så dramatisk i dine udtalelser Deirdre-Ann” blik, da jeg svarede dem. Og det viser bare endnu engang hvor lidt de kender deres datter.
I lørdags var jeg i Løkken med Far og Mor. Jeg foreslog flere gange at vi blev hjemme i Århus, nu da vejret var så kanon godt og bare gik på stranden her, da jeg opdaget at ingen andre af mine søskende og ingen af mine små niecer skulle med. Jeg fik nærmest fysisk angst inden i, ved at skulle være sammen i en bil med mine forældre og være sammen med dem en hel dag alene. Men jeg skjulte det så godt jeg nu kunne – hvilket sikkert var mega godt, for det er sådan jeg er og vi kørte til Vesterhavet. Ella var naturligvis med.
Lang historie kort, Ella er en total vandhund og vi hyggede os med at bade. Hun var i snor hele tiden og havde sele på. Jeg siger jeg ville gå en tur langs stranden og Mor vil gerne med. På vej tilbage mod vores plads, går vi i vandkanten, der er ca. 28 grader og hamrende varmt. Ella går i vandet og jeg har flexilinen på hende, alting er godt. Der er en hvid hund, jeg syntes det ligner en cremefarvet golden retriver men Mor mener at det var en Scheftermix af en art. Anyway den rykker gevaldigt for at ville hilse på Ella så jeg kikker på ejeren og spørger: “Må de hilse?” som jeg ALTID og OFTE gør, når jeg går tur med Ella. Manden svare med et smil og siger: “Ja det ville da gøre alting nemmere” Jeg har Ella i højre hånd og rækker min venstre hånd frem mod hunden for at den kan snuse til mig først, jeg sætter mig i knæ for at være mere på nievau med den.
I et nu rykker hunden sig løs af den pæl den er bundet til, pælen flyver op af jorden (sandet) som et projektil og hunden stormer om bag mig og går i flæsket på Ella, der skriger – ja hunde kan (åbenbart) skrige – hunden bider sig fast i Ellas højre bagben og trækker hende rundt som en klud, før jeg når at få fat i hende og i halsbåndet på den anden hund. Ejeren kommer lynhurtigt til – jeg skreg også ret højt, Mor stod bare og kikkede og sagde ikke ét ord. Jeg løfter Ella op, ud i vandet for at få hende skyllet for sand, så jeg kan se om hun bløder. Det gør hun heldigvis ikke – senere opdager jeg dog at der er mærker efter tænder på hendes hud inde under pelsen men ingen hul i huden.
Jeg løfter hende op som når man bøvser en baby af og i ét nu kravler hun nærmest op på hoved af mig og om i nakken, hun ryster i ét væk. Jeg går tilbage til bilen mens jeg holder øje med manden og hvor han holder. Jeg siger til Far der sidder og læser Avis at “Ella er blevet angrebet af en anden hund” mens jeg åbner bagsmækket på bilen, lægger et tæppe ud og hopper ind. Jeg har brug for at jeg kan vende Ella om og tjekker hende grundigt for skader – i mit hoved forbander jeg allerede at jeg ikke har min egen bil, så jeg kan kører hende til dyrelæge med det samme.
Jeg kan ikke se noget på Ella og når jeg trykker på hende piber hun ikke, men hun ryster og ryster og mit hjerte skriger af sorg over at jeg ikke kunne beskytte min lille hund. En politibil kommer kørende og jeg stopper den ved at række hånde ud og gøre opmærksom på at jeg gerne vil tale med dem. Straks lyder der fra mine forældre (min Far tror jeg det var) “Deirdre-Ann lad nu være!” i en sådan tone som man bruger når man er mega træt af at folk opfører sig på en bestemt måde. Jeg fortæller politiet om hvad der er, sandfærdigt, er sket og de kører ned og taler med manden, for som jeg siger: Der er jo en million børn her og hvad nu hvis det var et barn? Han han ikke styr på sin hund skal den ikke være på en strand uden at være bundet og have mundkurv på. Politiet kommer retur og siger at manden er ked af det og bla bla.
Far begynder med at det jo er min egen skyld og at jeg sætter for meget igang for ingenting. Jeg kunne jo bare havde ladet være med at kontakte manden. Havde jeg ikke spurgt om de måtte hilse, var det aldrig sket. Når det nu er sket, så er det min egen skyld og så kan jeg lærer af det.
Jeg var vitterlig ved at eksplodere i gråd, sorg, flashback og vrede – det er NØJAGTIG derfor en lille pige for mange mange år siden, stoppede med at kommunikere de problemer der var i hendes liv, ud til hendes forældre. Det var jo alligevel ALTID min egen skyld. Ligesom det her var min egen skyld at en mand har en agressiv hund med på stranden i Løkken på en varm sommerdag og med sin skødesløshed lader den angribe og bide min hund, som måske nu er traumatiseret for livet.
Det ER min skyld, selv om jeg siger til mig selv at det ikke burde være min skyld – regnestykket går ikke op i min hjerne, det er som når nogen siger at 2+3 = 4. Jeg ved det burde være 5, men ALLE siger jeg tager fejl. JEG er forkert på den. JEG bliver dunket igen og igen og igen i hoved med at det altså giver 4 og til sidst må jeg indse at jeg ikke kan argumentere mig ud af at det burde give 5 og derfor acceptere jeg at 2+3 giver 4. I 2020 kalder man det for victimblaming.
Jeg tager tøj på og forbander på 2 gang på turen, at jeg ikke har min egen bil. Jeg går med Ella op i Løkken by – som jeg iøvrigt elsker, det er som om at damerne i genbrugsbutikken synger når de taler til mig – denne del af Nordjylland (Thy) er som at komme hjem for mig. Det er også her at min Farfars familie styrede klitterne i sin tid.
Jeg skal finde et sted at gå på toilet og så er min plan at få mig en stor kold øl mens Ella kan ligge på mit skød og føle sig tryg. Knap er jeg kommet ind til byen før Mor ringer, hun er på vej, hun skal på toilet og vil gerne mødes. Jeg foreslår hende at hun går på bodegaen og går på toilet – sådanne steder har ofte rene toiletter og er venlige, men jeg ved godt allerede da jeg siger det, at Mor hellere vil brække en arm end at gå på bodega.
Vi mødes, kikker lidt butikker og får en is, som jeg egentlig ikke har lyst til (pudsigt nok) og så siger jeg til Mor at jeg vil ned på bodegaen og ha en øl. Mor følger efter men så snart hun har spist isen går hun (vi sidder ude foran i skyggen under en parasol) Jeg siger at jeg kommer når jeg er færdig med min øl. Som iøvrigt er en lille øl frem for den store fadøl jeg havde set frem til.
Jeg er så vred inden i!!
31. Juli havde Far været selvstændig i 52 år og samme dag overdragede han nøglerne til firmaet til de nye ejere. Jeg ville gerne at vi skulle markere dagen, så jeg gik, et par dage før, ned på havnen til resturant Anker og tjekkede deres menukort ud, spurgte efter borde og fik et overblik over det hele – FORDI: MIN familie er altid lidt specielle at have med ud og spise, der er ALTID noget galt. Enten er maden for dyr, for kold, for salt, for meget, for lidt, eller også koster vandet penge, toiletterne er ikke rene, tjenerne er langsomme, vores bord står forkert – SOMETHING is always wrong!
Lang historie kort, jeg bestilte bord til 17.30, så vi kunne spise kl. 18 pga. børnene, jeg sørged for at komme 5 kvarter FØR så jeg kunne reservere borde udenfor, da det ikke er noget man kan gøre og jeg ville at vi skulle sidde udenfor, med udsigt til bådene, da Far elsker det. Jeg fik dækket bordet med flag, barnestol og tæpper. Jeg sørged for at vi sad i solsiden – jeg gjorde bogstaveligtalt ALT for at det skulle blive godt INKL. AT JEG HAVDE INVITERET OG DERMED OGSÅ TILBUDT AT BETALE og alligevel blev der kommenteret på at vinen, at der ikke var nok på tallerknen til at Far blev mæt, at maden til babyen kom sent så hun nåede at blive sulten (måske fordi den ikke blev bestilt på forhånd, hvilket jeg HAVDE arrangeret men moderen ville gerne se menukortet og dermed blev ordren først sendt afsted sammen med de voksnes mad) maden til babyen var for dårlig en kvalitet (en fiskefilet) og flaget på bordet var beskidt….
Jeg bliver så træt – kombinere det med, at da jeg laved recon før vi skulle spise der om lørdagen, satte jeg mig på et bordbænkesæt ved restauranten og bestilte en øl mens jeg studerede menukortene så indgående at jeg kunne det uden af og dermed fortælle forældrene til børnene hvad der var til dem og dermed bestille det på forhånd. Jeg købte mig en lille kold hvedeøl og sad i solen og var næsten lykkelig. Jeg ringede til Mor og fortalte hende om menukortet, om stedet, hvor vi kunne sidde, om udsigten osv. Mors kommentar var “nu skal du tænke dig om før du kører”
Mig: “Hvad mener du?”
Mor: “Det ved du godt…”
Mig: “Nej…?” (Ærligt)
Mor: “Man kan godt blive træt”
Mig: “Det er en lille fadøl?”
Mor: “Stadigvæk”
og sådan, uden at sige det direkte får Mor lige tørret over på mig at jeg ikke skal drikke mig fuld og kører bil – noget som jeg aldrig har gjort, men det skulle alligevel klemmes ud mellem sidebenene frem for feks. at sige: Hvor lyder det hyggeligt at du sidder der – Skønt initerativ, det glæder vi os til – Husk solcreme så du ikke får solbrillenæse
– der er litterally SÅ mange ting hun kunne havde sagt i STEDET for at pointere at spritkørsel ikke er lovligt.
Indrømmet: Da jeg boede på gården kørte jeg flere gange, om det er 2 gange eller 20 gange ved jeg ikke, men nok nærmere omkring de 5 gange – hjem fra Århus hvor jeg bevist vidste at jeg havde drukket for meget til at kører. Det er over 22 år siden. Ikke at det gør det bedre og forklaringen gør det hellere ikke bedre, men jeg tog nogle gange i byen uden at havde steder jeg kunne sove eller også røg min soveaftale fordi en fyr skulle bolles af hvemever jeg havde en soveaftale med. Der er ingen der ved jeg har kørt spritkørsel – det vidses KUN fordi jeg selv har sagt det. Det kunne jeg havde ladet være med, men det gjorde jeg og jeg er okay med hvad jeg har gjort. Jeg er ikke et fejlfrit pletfrit menneske men jeg er ærlig.
Mor sagde, en dag mens vi spiste i drivhuset, min yngste lillebror var der og jeg fortalte dem at jeg gerne ville have et par piercinger (mere) i mine øre og for at vise dem hvad der var fedt, viste jeg dem nedenstående billede. Jeg syntes damen er UTROLIG flot af sin alder og modig – ikke sagt at jeg skal se nøjagtig ligesådan ud hvis jeg bliver gammel, men en ting er sikke, bliver jeg gammel bliver jeg farverig og anderledes. Vi talte lidt frem og tilbage om piercinger og tattoveringer og min bror brokkede sig over at jeg havde forbudt dem at få tattoveringer da de var yngre og så havde jeg selv fået nogen – men som jeg svarede, så ville jeg gerne tage med ham ned og blive tattoveret når han var 39 (som jeg var da jeg blev tattoveret) hvis han stadig ønsket det – men jeg kom ALDRIG til at være tilhænger af at han blev tatoveret som ung – han er 26 og ville tattoveres da han var yngre.
Mors kommentar da vi ryddet op og bar ind fra drivhuset: Jeg har kun et ønske og det er at forblive i en pletfri og uberørt krop.
Dét gør simpelthen SÅ ondt i mig når hun siger sådan. Og det er ikke kun Mor der siger sådan, min søster siger det også. Jeg er faktisk ikke 100% sikker på hvad de mener, men en ting er i hvert fald sikker og det er, at selv hvis jeg kun havde de alm. 2 x huller i øreflipperne til ørenringe og ingen andre piercinger eller tattoveringer, så ville jeg aldrig være “pletfri” eller “uberørt” og i og med at de først er begyndt at bruge de specifikke ord og sætninger EFTER at de har fået besked ang. min Gudfar, så føles det som køreres min sjæl henover et mandolinjern.
Skammen i mit indre er der altid. Den har altid været der. Den vil altid være der. Den går aldrig væk. JEG skal lærer at leve med, at jeg lod de ting ske. JEG skal lærer at leve med at jeg ofte ikke gjorde modstand. JEG skal lærer at leve med at jeg traf beviste valg – baseret på mange kompliserede scenarier og tanker – men stadig beviste valg om at holde tand for tunge, holde ud og kører igennem den altopslugende altødelæggende urskov.
Jeg læste for nylig denne sætning, som jeg har tænket ENORMT meget over, men uanset hvordan jeg vender og drejer den, hvilken vinkler jeg anskuer sætningen fra, så er og bliver den desværre korrekt: “Det frie valg er en illusion, især hvis man er traumatiseret“
– jeg har aldrig haft et frit valg. Jeg har truffet mange valg i mit liv og ifølge min mor mange flere end hun nogensinde har haft mulighed for, men de har aldrig været 100% frie og uden for indflydelse og påvirkning fra andre mennesker.
Det lyder måske som om min familie og min mor ikke siger pæne ting, for de gør de bestemt, og det er forkert at jeg oftest husker de dårlige men der er ER bare meget i min retning med hvad jeg gør forkert, siger forkert, hvilken forkerte møbler jeg har, hvilken forkerte jobs jeg søger, hvilken forkerte uddannelser jeg søger, hvilken forkerte vaner jeg har, hvilken forkerte sodavand jeg drikker, hvad jeg ikke burde gøre, osv.
Det må heller ikke lyde som om jeg er et fejlfrit menneske, for det er jeg bestemt IKKE – men hvad jeg heller IKKE ER, er en person der går rundt og fortæller folk hvordan de skulle bo, med hvilken møbler, i hvilken lejlighed, hvilket job de burde bestride, hvilken mad de burde spise, hvilken hårstil eller farve de burde have, om de burde eje smykker fra en ex – generelt fortæller jeg ALDRIG folk hvad de skal gøre eller ikke gøre. For det trigger ALT i mig når folk gør det den modsatte vej.
Mit største ønske er, at siden jeg ikke kan have both look and brains (som jeg fik at vide fornylig……WTF!) at vende vrangen ud af på mit udseende, sådan at når det fader med årene, så bliver jeg gammel og grim uden på men smuk inden i – bliver jeg gammel (hvilket jeg BY THE GRACE OF GOD ikke håber) så vil jeg være den gamle dame som alle mennesker ville ønske at de havde kendt. Hende der ikke kan rystes i hendes core, hende som holder hvad hun lover og har hun fordomme, så forbliver de inden i.
Jeg drømmer om at være blive det menneske jeg ville havde amputeret min højre arm for at havde mødt da jeg var barn, ung, ældre og nu. Jeg kæmper hver dag for at være dét menneske der kan rumme alle, hende som står frem og står ved og står fast.
Som da jeg i fredags, dagen før vi kørte til Løkken, ringede til politiet da en kvinde skreg på hjælp med en så desperat stemme at jeg kunne hører de tynde tråde af angst og frygt i hendes stemme. Jeg sad i stuen med åben teressedør og vinduer og kogte mens jeg så film, da jeg pludselig hører en stemme der skriger så ubønhørligt på hjælp, at det stadig skræmmer mig at jeg var den eneste der reagerede. Jeg sprang ud i haven og kikkede igennem en låge der er, jeg kunne se et par arme fægte til venstre for mig men ingen ansigter. Jeg kunne hører på stemmen at det var alvor, jeg kunne hører at det her var de yderste grænsers grænse. Flere mennesker var i nærheden, det var fredag aften, der var hedebølger og folk fucker corona regler hele tiden men her veg de væk.
Jeg sprang ind igen, greb min telefon og mine nøgler og sprang ud af hoveddøren (stakkels Ella blev så forvirret over at jeg gik) uden sko på og ud på gaden (som altid sejler i glasskår) og ser en usoigneret vammel tynd mand der ligner en hjemløs og som er tydelig beruset, stå og tæve på en Grønlandsk kvinde. Bla. tyrer han en fuld øldåse i hoved på hende, mens jeg talte med hende hævede hendes øje mere og mere op. Hendes arme blev blå af mærker efter hans hænder.
Jeg tænkte slet ikke men sprang ind foran hende og kikkede ham direkte i øjenene og pegede ham lige ind i hoved med en finger der ikke veg en my og sagde: SÅ stopper du!!
Han trådte et skridt tilbage og begyndte at kalde mig luder, kælling, mær, sæk, beskylde mig for at tage kvindernes side og bla bla bla. Jeg bukkede mig ned på jorden og kikkede pigen ind i øjenene (hun var født i 1981 fandt jeg ud af da politiet kom) og strøg hende over håret og spurgte: Hvordan kan jeg bedst hjælpe dig?
Hun bad mig ringe til politiet og heldigt nok for det, for alt hvad idioten stod og råbte blev optaget på opkaldet, bla. da han truet med at slå os begge ihjel. Pudsigt som sådan noget preller af på mig som vand på en sten. Hvis du vidst hvor mange gange om ugen min Gudfar truet med at myrde mig og gemme mit lig på en mødding, så ville du le af manden her. Fucking idiot, du må trække tungere skyts frem før du kan ryste min grundvold.
Der er bygninger hele vejen omrking hvor jeg bor. ALLE har vinduerne åbne pga. heden. ALLE vinduer var bemandet med mennesker der stod og gloet på mig i bare tær der pegede fingre af en høj tynd usoigneret langhåret mand der nok nærmere var 2 meter høj. Men ikke én kom ud. Ikke én hjalp. Ingen udover jeg ringede 112. Jeg spurgte politiet og de sagde at ingen ringede når “det var Grønlænderne” det gik udover for de var jo altid fulde – og pigen her havde sikkert også fået øl, men gør det hende mindre værdig til ikke at få tæsk på åben gade? NEJ!
En af dem der kom (af politiet) var en pige, hun sagde bagefter at det var imponerende som jeg tog hånd om pigen. Hun kikkede på mig og sagde: “…..med så meget værdighed og respekt….” og pigen, som hed Sikke eller Sikkeri sagde til mig to gange mens jeg sad og strøg håret væk fra hendes ansigt mens vi ventede på politiet: “tak fordi du ser mig” og en gang sagde hun: “tak fordi du ikke dømmer mig”
– er det ikke hjerteskærende?
Jeg VED NØJAGTIG hvordan hun tænker og har det. Godnok er jeg ikke hjemløs og alkoholiker og mangler mine fortænder, men det er KUN, vitterlig KUN KUN KUN fordi jeg har forældre der har penge nok og hvis ære er for stor til at de vil lade deres datter blive set sammen med alkoholikere.
Jeg er selv bevist om hvor nemt det er at gå fra det liv jeg lever til livet i underverdnen. Jeg føler ofte jeg balancere på kanten og at det ville være så let bare at falde ned og aldrig komme op igen – størst er min frygt for at den dag mine forældre dør, så er der ingen tilbage til at holde mig her, så ville det være ret nemt at gå til. Ingen af mine søskende ville savne mig og jeg har ikke selv en familie. Så vil det bare være mig. Og hvad skal jeg dog bruge det her liv på? Mit liv er ikke værdigt nu og jeg tvivler på at det nogensinde bliver det.
Jeg er så ulykkelig over at jeg er blevet 42 år. Det er 2 år ældre end jeg nogensinde havde troet jeg skulle blive. Jeg ønsker virkelig ikke at leve mere. Jeg ønsker at dø. Jeg har for et par uger siden udfyldt et skema til donationsordningen hos Institut for Biomedicin ved Århus universitet. Det giver mig så meget en ro inden i at vide at der er styr på den del – jeg skal ind til en samtale eller noget, men den klarer jeg med bravour. Hvad jeg ikke har faket mig igennem de seneste 42 år er ikke småting, så det her bliver piece of pie.
Jeg er desværre begyndt at vågne om natten af uforklarlige årsager. Jeg vågner og ligger og tænker på hvorfor jeg er vågnet (det er sekundter vi taler om her) og så slår det mig at jeg vågnede fordi jeg (i drømmen)……
– var ved at blive voldtaget
– fornemmede at der var nogen i soveværelset
– så et menneske i stuen
– hørte et menneske kravle ind gennem mit vindue
– blev jagtet i tomme fabrikshaller (hvilket aldrig er sket)
osv.
De følelser af angst der følger med sådan en brat opvågning er UBESKRIVELIG for dem som ikke selv har oplevet det. Det er som en million små nålestik på én gang, men ikke mod huden, mod sjælen og i modsætning til hud, så kan du ikke skrælle sjælen af og få smerten til at forsvinde.
En panisk sjæl er UBESKRIVELIG!!
Det er grusomt at være på flugt i tankerne og samtidig være vågen og ved bevisthed og vide at det ER i tankerne men du besidder ikke evnen til at stoppe tankerne – jeg tænker det må være sådan det er, at være SÅ handicappet efter et mislykkes selvmordsforsøg, at du er fanget i din krop og overladt til andres grace og nåde. Et levende maridt der aldrig ender.
Og nat efter nat, vågner jeg uden at kunne ryste de her tanker og følelser af mig – og jeg har ikke én eneste jeg kan ringe til, skrive til, betro mig til. Jeg har ikke én eneste person i mit liv. Ikke én.
Jeg har ikke hørt fra Lotte i over en måned, siden jeg var hos hende med møbler og ting til hendes nye hjem. Hun blev sygemeldt og startede på medicin igen men da jeg så hørte fra hende halvanden uge senere så var hun igang med at bolle løs igen. Forskellige mænd hver dag. Og alt respekt for det, det er hendes krop og hendes liv og jeg har selv været der, men jeg glemte aldrig dem der var omkring mig.
Jeg havde virkelig VIRKELIG håbet at jeg her pr. 3. september skulle starte på studie og møde nye mennesker, få venner og bruge min hjerne, blive klogere og bygge mig en fremtid for mig selv. Men jeg kom ikke ind. På Jordemoderstudiet. Men heller ikke på Sygeplejerskestudiet, som jeg også (senere) tilføjet, for at tilfredsstille min familie.
Jeg tror jeg ville være god til mennesker der har det dårligt. Det er som om jeg arbejder bedst når jeg bruger hjertet frem for hjernen og netop dérfor vil jeg aldrig egne mig som psykolog eller psykiater eller læge – og sikkert heller ikke som sygeplejerske. Jeg vil bare gerne hjælpe dem der har det svært og tjene penge samtidig. Ikke mange men bare nok til at jeg kan leve og være uafhængig.
Jeg vil forsøge at få et job på en jordemoderklinik, fertilitetsklinik etc. Et sted hvor jeg kommer til at arbejde omkring gravide, jeg håber det vil gavne min ansøgning næste år. Hvorfor bliver jeg ved med at søge ind? Fordi jeg ikke ved hvad jeg ellers skal sætte mine sejl efter. Der er ikke én eneste ting i min fremtid, udover “måsket” fra 15. Marts 2021 til 28. Juli 2021.
Prøv at lukke dine øjne og forestil dig at der ikke er én ting at se frem til, at pejle og spejde mod. Ikke en frokostaftale. Ikke en arbejsdag. Ikke en lønseddel. Ikke en eneste ting. Nada. Der er bare tomt som i en brugt æske tændstikker, så du kan end ikke sætte ild til dig selv og afslutte kapitlerne du er blevet tildelt.
I’m to old to be young and too young to be old. I wish I die tonight.
Se her https://www.ifso.dk/