….that one day, I will not be judged by my history, but by the content of my character.

-Frit omformuleret fra Martin Luther Kings “I have a dream” speech.

 

 

I dag har jeg fået min menstruation. Jeg har frygtelig ondt i maven. Det slog mig i dag at jeg siden Lørdag, har haft forfærdeligt ond i mine kæber og mund, som i helt helt forfærdeligt ondt på en måde som jeg ikke kan forklare til mennesker der ikke har prøvet en ligende forfærdelig continuerlig smerte. Jeg siger ikke at der er et sammenhæng mellem smerten og min menstrauation men jeg har i dag startede en låst Note i Appen af samme navn, for at holde styr på mit helbred.

Uanset hvad der er sket i mit liv, har jeg altid kunnet bryste mig af at jeg har et sundt helbred, det er noget jeg altid inderst inde har takket Hr. Gud for. Jeg er panisk ved tanken om at det smuldre.

Jeg har tænkt ufattelig meget på Norman, jeg har dog ikke kontaktet ham men i mit hoved har jeg talt med ham, fortalt ham om mine bekymringer for mit firma, spurgt ham til råds. Jeg har fortalt ham om min hvalp der i dag åd en lort (!) og om at jeg i morges havde den i min seng, hvor vi lå og sov, sammen. Jeg ville fortælle ham at jeg mest af alt havde lyst til at græde og kramme den, men min hvalpe træner siger at hvis et menneske græder, så slikker hunden en i hoved, ikke fordi den vil trøste mig, men fordi den bliver usikker på om den har gjort noget galt og derfor prøver at sige undskyld.

Tanken om at min sorg skal lægges over på andre, er mega hård for mig. Jeg vil ikke at andre skal lide når jeg lider – jeg har lidt nok i dette liv til at dække min familie i 100 år. Så jeg prøver på ikke at græde når jeg er sammen med min hund.

Lige nu er den hos mine forældre, jeg dumpede den mildt sagt derude, kunne ikke mere. Jeg er kørt i knæ. Alt i min krop gør ondt. Kæber, mave, underliv. I går tirsdag var jeg til sensitiv yoga, jeg er fuldsændig smadret i kroppen i dag. Jeg ville bare gerne tilbringe dagen alene men endte med at sidde med min hund ude hos mine forældre, i flere timer, fordi jeg ikke kunne få mig selv til at lade den være alene der. Tænk hvis den følte sorg eller følte sig forladt – eller hvis den sked på gulvet, alt hvad den føler er jo en reflekton af mig og alt hvad den laver lander på mig.

Jeg havde planer om at kører den derud og så hjem og bare være mig, i mit hjem. I stedet for kom jeg først hjem kl. 20.00 og nu sidder jeg i sengen og er helt pumpet for energi og alting gør ondt – og jeg græder. For mig selv. Her i min seng. Måske jeg er heldig og dø i søvne?

Hvor tit sker det at sunde og somatiske raske mennesker lægger sig til at sove, for aldrig at vågne op igen?

Desværre sker det nok ikke særlig tit. Google kan i hvert fald ikke give mig en procent del på det, så jeg vil mene at mine odds er ret dårlige.

Min psykiater-lærling har efterårsferie i denne uge og i næste uge er hun på kursus. Jeg skulle til læge-samtale i fredags, Jeg kom 30 min før tid. Da jeg havde ventede i en time i alt, altså 30 min efter min tid, gik jeg ud til receptionisten, hvor jeg også havde meldt min ankomst og spurgte om jeg var blevet glemt – det viste sig at lægen jeg skulle se, hende som er så forfærdelig sød ved mig – havde været syg hele ugen og alle hendes patienter var blevet aflyst. Undtagen mig.

Så er det bare jeg får lyst til at spørge, sådan super sarkastisk; “HVORFOR skal jeg melde min ankomst på Afdeling Q, Enhed for Personlighedsforstyrrelser ved at sige mit forholdsvis unikke navn i skranken, som er liiige overfor et propfyldt venteværelse, når jeg kommer hvis du (receptionisten) end ikke slår mig op i computeren og tikker mig af og registrere at jeg er kommet??” Den ufattelig dumme receptionist kikkede på mig med halvåben mund, hvor jeg kunne se resterne af den gullerrods salat hun var i gang med at fortærere foran sine to skærme (hvor jeg i spejbillede i vinduet kunne se det blå skær fra rammen omkring Facebook) og fik ikke sagt mere, før jeg drejede rundt på hælet og gik.

Naturligvis er det en fejl, men fejlen er jo sket flere steder. Dels har lægen ikke haft mig skrevet ind i sin online kalender, så de har ikke kunnet aflyse mig. Ups og træls men sådan noget sker. Da jeg så ankommer 30 min FØR tid, og melder min ankomst, så burde receptionisten havde tjekket hvem det er klienten der står foran hende, skal ind til – og have opdaget at min aftale var aflyst.
– men i stedet for er hun på Facbook og spiser kaninfrokost foran sine skærme. Flot.

Jeg har tænkt det før, men nu nævner jeg det lige højt; der er SÅ MEGA STOR FORSKEL på receptionisterne, velkomsten og varmen på Enhed for Selvmordsforbyggelse og Enhed for Personlighedsforstyrrelser. På trods af at de ligger oven på hinanden, med ca. 20 meters afstand målt fra hoveddør til hovedør.

På førstnævnte sidder en hjertevarm og sød receptionist. Ca. slut 40’erne start 50’erne. Hendes høfarvede hår går til ca. skulderne og kruser let. Hun har store moderigtige briller med guldkant, men de får mig sådan til at tænke på Yvonne fra Olsen Banden, på en igen positiv måde. Hun smilede altid til mig, som om hun faktisk var glad for at se mig – jeg ved godt at jeg blot var en klient i rækken af endeløse kvinder og mænd der har knuder på livet og burde tage sig sammen, men sådan så hun ikke på mig. Hun smilede og kikkede på sin skærm og jeg tror virkelig at hun tikkede mig af. Jeg tror virkelig hun noterede at jeg var ankommet.

Dengang jeg gik derfra og blev efterlyst, da ringede jeg fra Spanien for at tale med min psykolog. Det var helt præcist Fredag d. 19. Maj 2017. Jeg ringede på hovednummeret, tror jeg, eller også ringede jeg direkte og så var der omstilling på, anyway det var hende der tog telefonen og da jeg præsenteret mig i telefonen “Hej, du taler med Deirdre-Ann Roberts…” så sagde hun “…ja HEJ!! Hvor er det dejligt du ringer!!”  Hun lød SÅ oprigtig glad for at hører fra mig igen, hun lød gladere for at høre mit navn og min stemme, end min familie gør. Jeg vil aldrig glemme hvordan hun hilste på mig, en klient i rækken af klienter med knuder på livet.

Sådan noget kan være med til at rede liv. Just saying. Og 20 meter derfra, sidder en dame som er så fuldstændig følelseskold og blank, at hun end ikke kan slå et navn op i sin computer og se at aftalen er aflyst for mere end 6 dage siden….. jeg er så færdig med at præsentere mig og melde min ankomst når jeg kommer. 🖕🏻

I øjeblikket kan jeg ikke åbne Facebook, som er hvor jeg hovedsagelig læser alle mine aviser, uden at hører om Harvey Weinstein, Bill Cosby, Den Russiske Ballet, Islandske Bjørk og Lars von Trier og alle de andre forfærdelige mænd og sårbare kvinder i hele verden. Og jeg magter det ikke. Jeg orker ikke at læse om andre folks smerte og sorger. Jeg læser end ikke blogs mere.

Jeg eksistere blot. Jeg lever men jeg lever ikke rigtig. Jeg flytter mig ikke, jeg er her bare, i de samme riller som jeg har været i i flere år og mit liv kommer ikke til at ændre sig, før jeg selv går ud af rillerne, men jeg kan ikke se hvordan jeg skal få modet til at gøre det….

Når jeg læser kommentartrådene til diverse avisartikler fra både Danmark og USA, så kan jeg se at store procentdele af dem der skriver, mener at det er kvindernes egen skyld, at de bare skal tage sig samme, ikke fucke for arbejde, penge, fame osv. Hvis folk ikke vil tro berømte skuespillere, verdenskendte balletdanserinder – hvordan skal jeg så nogensinde få folk til at tro på mig? På min historie? Lille insignificant me. Mine vidner er døde, den dag jeg dør, dør alt det her med mig. Det er både en dejlig tanke og en knusende ulykkelig tanke. Jeg ved ikke hvad jeg mest hælder til. Jeg har lyst til at poste et giga billede af “#metoo” på Instagram, fordelt over 9 billeder, så det vil dække hele min Instagram profil – det er så meget mig, at stå united med kvinder, kæmpe for dem som ikke har det godt, men lige her, så vil det vende fokus på mig selv og er der noget jeg ikke er interesseret i, så er det fokus på mig selv.

Jeg ligger i min seng med åbent vindue, udenfor lugter der af lort. Ja lort. Århus kommune har renoveret vejen jeg bor på i halvandet år, efter de er blevet færdig, lugter hele vejen af lort og hver aften kommer dunsen ind af mit vindue….. det lugter af rigtig grim prut, med lort. Dér har du gratis indhold til endnu et kapitel i bogen om Århus historier…… *sight*

Da jeg var barn fik jeg ikke alle de populærere ting – når jeg ser dem den dag i dag, så køber jeg dem. Sådan et mini keyboard ønskede jeg mig helt vildt. Købte det til 20 kr på et loppemarked. De nye batterier kostede 63 kr. inkl. forsendelse

 

 

 

 

 

Konklusion på barndomsønske: Enten findes der flere varianter af hvordan de her små pianos lyder når man spiller på dem, eller også er jeg helt blank i hjernen, for klaveret lyder IKKE som jeg husker dem!!