I Fredags gik jeg på standby og ventede på at Lita, min veninde fra da jeg læste i London, skulle komme til Århus. Hun havde været til begravelse hos hendes Far’s kone – som hun ikke kunne døje. Hun foreslog selv at vi mødtes, men det hele var så mærkeligt.

Aftalen var, at hun skulle komme kl. 16.00 og så skulle vi spise på Street Food sammen, inden hun tog toget hjem mod København igen. Men hun kom først 17.50 og hendes tog kørte igen kl. 18.40. Jeg stod og ventede på hende på Banegården, så jeg kunne holde øje med både ankomst tavlen og vandrehallen på banegården (der hvor folk kommer ind) men jeg kunne hverken se toget eller hende.

Da hun kom, kom hun bagfra mig – altså ikke fra perronerne, som jeg jo havde stillet mig så jeg kunne se. Jeg ville for alt i verden ikke misse at se hende ankomme og få hende til at føle sig velkommen og vise min glæde ved at se hende.

Da jeg var kærester med It Manden, vendte han altid ryggen til, så snart vi havde sagt farvel. Jeg ved det er en lille ting, men det er de små ting der tæller i det store løb (for mig) Feks. hvis vi skulle skilles, så ville jeg blive stående og vinke til ham, indtil jeg ikke kunne se ham mere, så han var sikker i sit hjerte på, når han drog afsted, at han var elsket og savnet. Når det var omvendt, var det bare “farvel” og så gik han (ind eller hvor det nu var) og så kunne jeg kører væk fra ingenting, mod ingenting. Det var mærkeligt (for mig)

Men jeg kunne vitterlig ikke se et tog med ankomst kl. 17.20 eller ca. deromkring, jeg kunne heller ikke se Lita nogen steder, indtil hun kom bagfra.

Vi købte en Frappochino (uden kaffe til mig) og satte os på en cafe i Bruuns Galleri, så der ikke var så langt til hendes tog. Senere, da hun gik igen, sad jeg og kikkede på Instagram og kunne pludselig se, at hun havde lagt et billede op, som helt sikkert var taget fra Risskov ca. og ind mod Århus, henover bugten – hvilket er mega mærkeligt, for hun skulle komme med tog fra Nordjylland, hvor begravelsen fandt sted, og toget kører ikke dén vej forbi. Ergo, har hun været et andet sted, før vi mødtes men til mig var det begravelsen der trak ud.

Begge dele er fint, altså at begravelsen trækker ud eller at hun har været et andet sted, problemet for mig er, at hun ikke siger noget, eller informere mig – så havde jeg ikke behøvet at vente på hende fra kl. 16.00 uden at hører noget.

I dag er det mandag og jeg har netop ringet ud til Psykiatrisk Hospital og lagt en besked i omstillingen (fingers crossede den kommer frem) om at jeg gerne vil forsætte i behandling hos en ny behandler. Jeg tænkte at hvis jeg skal gå og tænke over dét indtil Torsdag, hvor de ville kontakte mig, så vil jeg få mavesår eller mine tarme vil falde ud – jeg sidder konstant på toilet og alt indhold løber ud af min krop – jeg har fysisk ondt alle ALLE steder! Alt på mig slår revner, danner sår osv. Mine negle er begyndt at blive hvide igen, som de var da jeg startede hos min Psykiater-Lærling (og det er ikke svamp, det er jeg blevet tested for 5-6 gange)

Jeg er kronisk træt og sover SÅ dårligt!! Jeg går rundt med en rugende fornemmelse i maven, som om jeg har dårlig samvittighed, som om jeg skammer mig og frygter noget – det er så ubehageligt! Samtidig er jeg svimmel og har ondt i munden i en grad som gør at jeg ville ønske mine tænder ville falde ud og smerten forsvinde.

Så nu har jeg givet besked, håber den kommer til den rette person – anede ikke hvem jeg skulle stile den til, da det jo ikke var meningen jeg skulle ringe, så jeg nævnte at jeg havde været til XX samtale og om hun kunne give damerne fra samtalen besked.

Jeg talte også med Mor i dag, hun havde glemt alt om at der var SUP fest i går (søndag) og dét var dejligt, så slap jeg for at hører for at jeg ikke tog afsted. Jeg var ude hos mine ting det meste af dagen.

Men Mor havde ikke glemt at jeg havde været til mødet i torsdags og spurgte ind til hvordan det var gået. Lidt sent men bedre sent end aldrig. Dog er jeg ikke særlig interesseret i at tale om Psykiatrisk Hospital med mine forældre eller min familie generelt, da de er ekstrem negativt indstillet overfor alt offentligt og specielt psykiatrien. Mors ordrette ord var, at “måske de selv trænger til at få rysted hoved derude, de er jo skingrende skøre!!“

Det var da jeg fortalte hende om hvordan de bragte jobbet jeg havde søgt op. Sagen er den at jeg selv var VIRKELIG MEGET i tvivl om hvorvidt jeg skulle søge jobbet, fordi jeg var bange for at det kunne blive opfattet forkert (hvilket det jo så blev – længe leve at jeg ikke lytter til min mavefølelse!!) men inden jeg søgte, så spurge jeg både min Mor, min søster og mine brødre til råds, altså om de syntes det ville virke forkert at søge jobbet, set ud fra at en af ejerne af firmaet jeg søgte hos, var gift med min tidligere behandler.

INGEN af dem syntes det var mærkeligt!! De sagde og siger stadig, at det er 2 forskellige ting og at min Psykiater-Lærling ikke burde havde fortalt om hendes klientpatient (mig) til hendes mand. At det faktum at jeg søger et job, inden for min uddannelse, et job som der i øvrigt ikke er mange af i Århus, overhoved ikke burde have nogen indflydelse på en behandling i den offentlige sektor.
– jeg vidste bare at det kunne misforståes!! ALT kan misforståes og min gyldne regel må være, at hvis nogen kan misforståes, så skal jeg regne med at det bliver misforstået og hvis jeg betroer nogen noget, så skal jeg regne med at det kommer videre. Kan jeg ikke håndtere at det kommer videre, skal jeg ikke fortælle det til nogen.

Og det er nøjagtig, som i NØJAGTIG NØJAGTIG dérfor jeg ALDRIG betroet mig til nogen omkring min Gudfar og hvad han gjorde ved mig. De få få gange jeg luftede noget omkring mikrodele af hans særheder, gav det altid bagslag, som feks. dengang lægen sagde til mig, at jeg så små blå mænd….. glemmer det ALDRIG!

Jeg har været rigtig meget på mine forældres gård i den by, hvor min gård også lå. Jeg har ryddet op i de to dobbeltgarager jeg har, med mine ting. Problemet er, at jeg tager alt for mange ting med mig hjem i min lille lejlighed, for at gøre dem rene, det er jo super fint men min lejlighed kan ikke rumme alle de ting, mens de står og flyder og tørrer og jeg får taget billeder, mål mv. og lagt dem online, for så at kører dem retur – desuden er det virkelig hårdt arbejde at slæbe kæmpe Ikea poser med porcelæn op og ned af trapperne fra 2 sal og bærer hen til min bil osv.

Så noget måtte jeg gøre….

Så jeg ryddede op og flyttede en masse ting og malede en væg, med maling og pendsel som jeg har fundet til storskrald. *Vola* Nu står der et bord og en lampe og jeg er klar til at tage fine billeder op af en væg som ikke længere ligner en beskidt garagevæg fra 70’erne.

Jeg er nemlig selv sådan lidt “ehmmm” mht. at købe ting der står i lader og garager. Og i laden ved siden af, kan jeg få vand, som jeg kan varme med en af de utallige elkoger jeg har fundet og *vola* kan jeg gøre alting rent og pænt, nøjagtig ligesom derhjemme! Eneste forskel er, at jeg nu kan efterlade mit “arbejde” bag mig når jeg kører hjem. SÅ smart.

Anyway, jeg måtte kører en masse på genbrugsstationen, som sjovt nok ligger på en vej der hedder “Lille Alaska” (eller et land i den retning…) Den lå før inde i en skov, men en er nu flyttet lidt udenfor, men kommunen er stadig den samme – og da jeg tænkte på kommunenavnet, tænkte jeg på ovenstående læge og lægehus, som ligger i samme by som *vola* psykoedukations-stinky-eye-psykologen’s mor bor i. Og hvorfor ved jeg dét? Fordi jeg googlede (!!) hende da min gl. forpagter ringede (for længe siden)

Det er helt sikkert også forbudt, men faktum er, at jeg nu ved at hun har gået på Gymnasium med min kusine, uinteressant viden. Jeg ved hvilken by hun kommer fra, uinterssant viden. Jeg ved hvor hendes mor bor, eller rettere hvilken by hun bor i, uinteressant viden. Jeg ved at hendes mor er venner med mange der deler efternavn med min Gudfars venner, interessant viden. Jeg ved at mange af dem, som hedder det samme som man kalder en Kusk på en hestevogn, ofte, virkelig ofte, besøgte min Gudfar, interessant viden.

Dét fik mig til at tænke på om hun, psykoedukations psykologen, nogensinde har været hos min Gudfar? Har hun nogensinde været på besøg hos ham da hun var en lille pige? Hun har den rette dermografi og geografi. Var hun eller hendes familie mon med til begravelsen, hvor ingen ville hilse på mig? Faktisk er jeg, ved nærmere eftertanke ligeglad – hvad jeg ikke er ligeglad med, er at det er mig som bliver hængt ud og mig som bliver gjort forkert.

Og pga. ovenstående ⬆️ har jeg tænkt virkelig meget på samtalen i torsdags, på De 4 Stikkende Damer og på psykoedukations psykologen som førte samatalen og på hvor vigtigt det er, for mig selv og for min fremtid, ikke at betro mig til andre. Jeg ved godt at psykologer er sat i verden for at hjælpe andre, feks. mennesker som jeg, men ligesom der er dårlige håndværkere, dårlige læger, dårlige mødre, så er der også dårlige psykologer.

Og jeg ved 100%, at det altid koster, på den ene måde eller den anden, at betro sig til andre – OG at kæmpe imod dét andre, der er dig superior mener. Det være sig psykologer, det være sig mine forældre, det være sig min Gudfar, mine tidligere chefer – uagtet hvem det er eller har været, så har det kostet mig dyrt, at sige fra, nej og bare at få lov til at være mig (hvem jeg så efterhånden er…)

Jeg agter 100% at finde ud af, om det er min Psykiater-Lærling der har fortalt om mig/jobsøgningen til hendes kollegaer eller om det er min Nye Behandler som har delt ud af mit blog link. Ingen af delene er okay og begge dele er svigt, i hvert fald set fra min side af skærmen.

Under mit seneste indlæg ➡️ https://deirdreannroberts.dk/goal/ er der lagt en kommentar, som faktisk har interesseret mig meget….

Damen skriver, om jeg nogensinde har overvejet at lave en UTH aka en Utilsiget Hændelses Rapport. Jeg har aldrig hørt om det før, jeg anede ikke det var en “ting” man kunne gøre – jeg vidste nærmest ikke at det overhoved var en mulighed – men det er det og du kan læse mere om det her https://dpsd.csc-scandihealth.com/Form/PublicSubmission.aspx?form=DPSD_Public

Jeg har spurgt i et forum for “mennesker som jeg” om der er nogen der har prøvet at lave en sådan klage og hvad der er kommet ud af det/den. For at kunne stille spørgsmålet, måtte jeg forklare min sag lidt. Her er deres svar…

Naturligvis anonymiseret, ligesom jeg naturligvis ikke bruger en FB profil med mit eget unikke navn i en gruppe for mennesker der er blevet seksuelt misbrugt – hvis jeg var psykolog og arbejdet med mennesker med xx udfordringer og der fandtes offentlige organisationer som har lige så offentlige FB grupper, så ville jeg nok sætte mig ret godt ind i, hvad denne her “slags mennesker” tænker, føler og taler om – viden skaber broer. Broer skaber venskaber/tilknytninger – som igen skaber helning, ro og “raskhed” (så frem dét ord findes)

Så, bare for at få det på det rene, jeg er ikke den eneste som syntes det er fuldstændig mærkeligt at gå så meget i selvsving over at jeg googler min behandler, læser hendes speciale (som sikkert er skrevet med støtte af offentlige midler) som ligger online tilgængelig – men jeg er helt sikkert den eneste som ærligt har fortalt om det. Fuck mig og min store store mund.

Men selv om mange har gjort det samme som jeg, er der ingen som siger dét er det rigtige. Under 2. verdenskrig var der mere end 90% af den Tyske befolkning som var medlem af et eller andet Nazistisk parti/organisation, Hitler Jugen for de unge, Partimøder for de ældre, Frivillig værnepligt osv. Og historisk ved vi alle i dag, at de 90% var fuldstændig off the fucking wall!!

Dermed ikke sagt at Psykiatrisk Hospital og Nazisme og Det 3. Rige er det samme, langt fra – det var bare den eneste sammenligning hvor noget er 200% forkert selv om alle siger det er det rigtige, som min hjerne lige kunne komme i tanke om. Ying og Yang. Øst og Vest. Sommer og Vinter. Modpoler.
– og fuck hvor jeg snakker!!!!

Ville egentlig vise en masse billeder af hvad jeg har solgt og lavet, men når jeg går i min egen lille verden, så går der ofte tankemyller i den og i øjeblikket vinder Psykiatrisk Hospital over min Gudfar, i hvert fald i dagtimerne…

Stod og sorterede bøger i dag. Nogle af dem er 1. udgave fra 1889, som min Farmor’s bror har ejet. Han var Frihedskæmper, uddannet lærer og senere professor. Han var hylende bøsse dengang man ikke måtte være bøsse og underviste bla. i Tyskland, på Færøerne og på Grønland, inden han kom hjem under krigen og var en stor del af en meget kendt gruppe af Frihedskæmpere, sammen med min Farfar (sjovt nok, var min Morfor og min Morfar’s søsters mand også Frihedskæmpere, men i en anden gruppe, en sabotage gruppe – men på det her tidspunkt, er mine forældre slet ikke født og har ikke mødt hinanden)

Mens jeg sorterede de her gamle støvede bøger, begyndte jeg at tale højt med mig selv, alene i en garage på landet mens regnen piskede ned udenfor. Jeg savner mine gamle bedsteforældre – jeg forstår VIRKELIG ikke hvorfor de skulle dø så tidligt, når jeg har så meget brug for dem i dag…. jeg er så alene og jeg har ingen jeg kan gå til. Ingen jeg kan betro mig til. Dels fordi ingen tror på mig, men også fordi ingen er “fan” af psykiatrisk hospital eller det faktum at jeg taler om fortiden frem for at fokuser på fremtiden. Ens for alle er, at de syntes jeg er max kuk og gal på den.

Men alt andet lige, så er man ret ensom, når man står alene og taler med sig selv, omringet af det her….. ⬇️

Salgsmæssigt går det fint, mentalt af h.t.

I morgen skal jeg til bog-reception, hos en af dem jeg rejste til Bali med. Jeg, som er en X-Factor-histonisk-wanna-be takkede nej tak til ikke færrer end 2 bogaftaler, havde jeg ike gjort dét, kunne det være mig der skulle fejres i morgen – jeg glæder mig voldssomt! Jeg er SÅ stolt over at kende ham og SÅ stolt over at han er kommet fra svagt manuskript på Bali (november) til fuld udgivelse i August. Jeg tror vi får det så hyggeligt!!

Jeg har strøget min yndlingskjole og fundet neglelakken frem, måske får jeg endelig, for første gang i år, taget neglelak på….. hver gang jeg har tænkt at NU gør jeg det, så har det føltes forkert, som om jeg ikke burde gøre det, som om jeg ikke burde pynte mig, som om jeg burde arbejde før jeg kan nyde noget i retningen af neglelak – det er mærkeligt, for engang gik jeg altid med neglelak, skiftede flere gange om ugen, gjorde utrolig meget ud af mig selv -og nu, nu kan du se mig i undertøj der ikke matcher, sovende i sengetøj der ikke er strøget……

Verden inkl. mit liv, er af lave.

P.S: Verdensbegivenheder i dag: Lars Larsen fra Jysk er død. Trump mener at Grønland er perfekt til at lave ét stort golfresort. Jeg overvejer at sige nej tak til at deltage i min søsters datters barnedåb 1. September og til at deltage i min Radio-venindes forsinket polteraben d. 28. September.

P.P.S: Jeg er i dag sammenlagt, blevet skrevet op til 5 Kolonihaver. Der var dog alt for mange med bedre numre før mig, i begge haver. Fingers crossed though.