Jeg kan mærke jeg tænker rigtig rigtig meget på det sidste møde på Psykiatrisk Hospital. Og det er slet ikke mødet i sig selv eller indholdet som fylder i mit hoved. Det som fylder, er følelsen af at min Nye Behandler er faldet mig i ryggen og har fortalt eller nærmere delt, noget som jeg har delt med hende, i fortrolighed.

Jeg har aldrig delt eller fortalt min psykolog på Enhed for Selvmordsforbyggelse om bloggen, ej heller min Psykiater-Lærling. Kun min Nye Behandler og kun fordi vi kørte rundt i det samme kviksand igen og igen. Hvis jeg ville være Histonisk og X-Faktor kendt (hendes ord 🤦🏼‍♀️) så havde jeg dels ikke valgt at uddanne mig til Broadcast Journalist med speciale i Radio, så havde jeg valgt TV. Ville jeg være kendt blogger, ville jeg havde udnyttet “first mover advantage” for mange mange år siden og kørt hårdt på med promovering.

Men jeg ønsker ikke at være kendt og jeg ønsker ikke at lægge navn til min egen historie. Det er jo netop dérfor jeg ikke er gået videre med bogudgivelsen. Af nøjagtig dén grund. Jeg tør simpelthen ikke, jeg kan ikke overskue hvad konsekvenserne vil blive – ikke kan blive, for de VIL komme men jeg kan ikke se dem for mig og dérfor tør jeg ikke. Jeg har allerede problemer nok, uden at jeg udgiver en bog og bevist eller ubevist, hænger rigtig mange mennesker ud.

Det fylder SÅ meget i mit hoved, at jeg er blevet udstillet på en måde, jeg ikke har bedt om. Min blog er mit helle, mit eget private råbe-rum, hvor jeg kan råbe og skrige og grine og græde og hænge folk ud, hvis det er dét jeg ønsker. Og pludselig, er jeg blevet hængt ud og jeg er end ikke blevet informeret om det.

Det er SÅ ufint gjort!!!

Jeg skulle virkelig bare været gået en pilgrimstur i Maj i stedet for at spørge om lov – jeg endte jo alligevel med at være alene halvdelen af Maj, hele Juni, HELE Juli og indtil videre 18 dage af August…..

Min krop skriger af smerte, jeg har fået sår i munden igen, min mave er helt færdig og mine knogler gør fysisk ondt. Min ryg kan næsten ikke bøje sig og gør virkelig ondt, det samme gør mine hænder, arme og knæ og min nakke er så stiv, at jeg tænker på om jeg er ved at kalke til……