Jeg tænker dette ⬇️

men overvejer seriøst om jeg skal tage hævn i stedet for?

Jeg mener, jeg er alligevel et så slet menneske at der bygges sager op mod mig pga. at jeg googler og læser et speciale, skrevet af min psykolog, betalt med skattekroner, liggende tilgængeligt på Region Midtjyllands hjemmeside.

Hvorfor skrive specialer og afhandlinger, hvis ikke for at de skal læses og vurderes og bruges?

Nå men faktum er, at jeg har trådt i spinaten ved at fortælle ærligt om hvad jeg har gjort.

Faktum er også at jeg nu ved at det er min Psykiater-Lærling som har talt over sig – og det gør mig ondt, virkelig ondt, for hun kunne bare ringe tilbage og sige undskyld, hun kunne også ringe tilbage og sige at jeg har dummet mig, hun kunne også få sekretæren til at ringe tilbage og sige at min Psykiater-Lærling ikke kan ringe til mig pga. tavshedspligt, pga. xx paragraf eller pga. what-fucking-ever. Der er så mange måder man kan hjælpe folk til fuldendelse uden at gøre noget selv, men jeg er åbenbart den eneste der altid tænker på alt og alle.

Og måske derfor, tænker jeg ufattelig meget på, hvordan jeg kan jorde min Psykiater-Lærling, ligesom hun har jordet mig? Hvordan kan jeg give hende en fiktiv mavepumper, på et tidspunkt hvor hun ikke er forberedt på det og hvor hun ikke slet ikke har mig i tankerne mere – du ved, NØJAGTIG LIGESOM hun har gjort mod mig….?

Min hjerne er som en magnet, den husker ALT men jeg husker ofte ikke at jeg husker det. Giver det mening? Der kan gå flere år, hvor jeg ikke kan huske at jeg kan huske noget fra xx oplevelse eller møde, for så pludselig at huske alt muligt, når et eller andet randome punkt aktiveres.

Jeg er SÅ såret og føler mig (måske fejlagtig) svigtet og hængt ud, for noget jeg ikke kan se det forkerte i. Og dén tanke har ledt til tusind af andre tanker. Hvis hver tanke i min hjerne havde en farve, ville jeg kunne kreaere den vildeste mandala!! I shit you not, min hjerne ville vinde præmier for hvor kunstfærdigt skæve tanker jeg kan have, som ender ud i helt almindelige ting, som Hr og Fru Jensen kender til.

Og midt i en sådan omgang tankespin, kom det frem i min hjernes glemmekasse, at min Psykiater-Lærling ligefrem gøs da vi engang talte om hacking og om livet på nettet. Jeg kan stadig huske hendes ansigtsudtryk, uden dog at huske hendes ansigt – giver det mening?

Jeg er ikke sikker på at jeg vil kunne genkende hende, hvis jeg så hende, men jeg kan huske glimt og det her glimt, viste et øjebliksbilled af et menneske med meget begrænset IT viden og som deraf frygter nettet – viden skaber ro. Den ro har min psykiater-lærling helt sikkert omkring sit helbred, da hun jo ikke går rundt og frygter på et dagligt basis feks. at dø skrigende af tarmkræft, da hun med sin faglighed, ved at der er mange symptomer som man kan få inden da og dermed forhindre tarmkræften og en skrigende død.

Jeg frygter ikke at blive hacket og jeg ved nøjagtig til punkt og prikke hvad der ligger på nettet om mig inkl. min blog her. Jeg har taget mine forholdsregler mht. mit privatliv og jeg skan sagtens slå fra mig, cyberwise. Men dét kan min Psykiater-Lærling ikke.

Kunne det ikke være fedt, at google hende fucking sønder og sammen? Google hende så hårdt, at jeg finder frem til navnet på hendes far’s barndomskæreste, hendes væreste bedste ven, hendes mands cykelhjelmsstørrelse, deres banklån, cpr. numre, deres børns dagplejemors bh størrelse osv. og så, når jeg har samlet det hele, så lave et skønt lille indlæg her på bloggen, sætter mig ned og iagttager hvorfra håndhjernenene bliver kastet?

At google er ikke ulovligt, hacking er ulovligt, men takket være vores ultra liberale lovgivning i Danmark og i Europa generelt, er nærmest alle oplysninger tilgængelige, helt lovligt og kvit og frit om alle mennesker, om de vil det eller ej – ja dvs. helt lovligt rent juridisk ifølge Danmarks love, hvilket ikke nødvendigvis er de samme love der køres efter på Psykiatrisk Hospital, but who cares, jeg er alligevel på kanten af en udskrivning fra det Psykiatriske System.

Derudover har jeg, trods alle forberedelser på at det ikke skulle ske, tilbragt endnu en horribel sommer (77 dage helt korrekt, but who’s counting…) helt alene uden at have én eneste at tale med. Takket være det faktum at jeg har google én person én gang og være 100% ærlig om det. Tak for….?

I går sagde jeg til min mor (og far som sad i sofaen ved siden af) mens jeg stod og pillede utrolig længe ved en fersken og kikkede ned i jorden”: …..jeg har tænkt på, altså Norman (min ældste storebror) kom jo også meget hos XX og XX (mine Gudforældre) da han var barn….. *rømmer mig og kikker enndu mere intenst på fersknen*…… jeg mener, tror du XX kunne have haft fat i ham også, siden han opfører sig sådan?”
(her henviser jeg til en hovedrysende og gyselig episode dagen før, som berørte mig dybt)

Mor’s kommentar var følgende og kom som en afbrydelse af ovenstående, hvor jeg var igang med at sige noget mere – , og gjorde nøjagtig lige så mavepuster hovedrystende ondt, som min Psykiater-Lærlings tavshed og kommentaren om “jobbet” til Temasamtale #2 med De 4 Stikkende damer.

“….ej ved du hvad, han er 45 år gammel og bor dérnede (Østrig) dét må han godt nok selv rode med…..”

Og så kørte jeg hjem, og tænkte på alle de ting jeg selv må rode med, inkl. min Mor, min familie, min Nye Behandlers måde at håndtere hendes job på, min psykiater-lærlings måde at være fin i kanten på, mine maridt, min uendelige lange ensomme sommer og det faktum, at jeg skal starte forfra, blot fordi, en gruppe psykologer og overlæger mener jeg trænger til at blive straffet og få en lærerstreg.

Jeg tror fandeme jeg hacker dem alle sammen. Sender dem et manifest. Skyder hoved af mig selv i Folketingssalen og donere min krop til whatever den kan skrabes op og bruges til – og efterlader minimum 100 mennesker, som forevigt vil være mærket af og på grund af, mit navn. Dét er også et slags minde at efterlade. Et aftryk.