Da jeg gik hos min Psykiater-Lærling blev vi enig om at Kunstmaleren ikke var god for mig og mit indre og min rejse mod en anderledes fremtid, at have i mit liv. Han ringer når det passer ham og når det ikke passer ham, hvilket er det meste af tiden, så hører jeg ikke fra ham.
Når man som jeg er så enormt ensom, er det svært at acceptere og ikke mindst forstå, at nogen kan behandle andre sådan. Som en ting man kan tage frem, lege lidt med når man har tiden og lysten og så ellers bare lade ligge indtil næste gang.
Jeg fik sagt det til ham, faktisk tror jeg det var nøjagtig samme dag som jeg talte med min Psykiater-Lærling om det. Jeg handlede på at jeg var fyldt med hendes gode energi, lidt ligesom en helium ballon der var blevet slatten men nu pludselig havde fået opdrift igen.
Hvornår vi startede med at tale sammen igen, kan jeg med alt min gode vilje ikke huske. Men nu taler vi sammen, igen. Når det passer ham. Han brændte mig af lige før jul, mens alt det her med min familie stod på, (endnu) et tidspunkt hvor jeg havde brug for en ven, en at tale med og ikke mindst en at læne mig lidt op af for en stund, så jeg kunne samle kræfter igen. Men han blev væk. Og siden har jeg ikke hørt fra ham.
Og så er der Jonas, min gl. Radiokollega som jeg altid har set så meget op til. Det var ham med de anderledes ideer, ham der kunne få mig til at stile lidt højer, og se mere positivt på livet.
Det var ham som lokkede mig til at flytte tilbage til Danmark – I NOVEMBER (!!) fordi vi skulle udbygge hans firma, som han havde sammen med en god ven. Vi fløj til Danmark af flere omgange, havde møder med dem og fik en advokat til at udarbejde papierne – jeg var arbejdsivirig og gik i gang med at arbejde før papierne var underskrevet og jeg lagde mig naturligvis 100% i selen, som jeg altid gør.
Pludselig så jeg på Facebook at firmaet, som It manden og jeg skulle købe os ind i, holdt Julefrokost, hvor vi ikke var inviteret. Vildt syret oplevelse og vildt mærkeligt at se. Så ville kollegaen have orlov, så ville han ud af firmaet og pludselig ville ingen af dem opfylde de kontraktpapir vi havde fået udarbejdet og så stod jeg dér, i januar 2015…..
Min Gudfar var død knap en måned forinden, jeg havde netop slået op med It manden, som netop havde meddelt mig at han ikke kunne have mig ansat længere til at passe Fitnessdamens info mails, sådan som jeg havde gjort siden starten af 2012, nu da vi ikke var kærester mere. Og jobbet som jeg var rejst flere tusinde kilometre for at få, fandtes pludselig ikke mere. Det var Januar og det var koldt koldt koldt – og advokatregningen var stor og blev delt ligeligt mellem It manden og jeg.
Hvordan vi kom til at tale sammen igen, kan jeg ikke huske – men jeg tænker med den viden jeg har om mig selv, at det var mig som tog kontakten til Jonas og foreslog at vi mødtes. Jeg ved det ikke, men det plejer at være mig der er den tilgivende – og den ensomme, og den arbejdsløse og den som mangler liv i sit liv.
Så talte vi sammen en stund og jeg hjalp Jonas med at få kontakt til min lillebrors bedste vens mor som er tandlæge og elsker sort arbejde. Jeg formidlede bare kontakten. Ikke andet. Vitterlig ikke andet.
Jeg tog med Jonas ned og fik lavet sine tænder flere uger i træk. Jeg holdt ham bogstaveligtalt i hånden mens han lå i stolen, spændt som en flitsbue. Og hans tænder blev fine og lige og pæne og hele igen.
En dag sad jeg i venteværelset på Psykiatrisk Hospital i Risskov og ventede på min Psykiater-Lærling. Det var lige deromkring hvor alting med mine forældre ramlede – jeg kan huske jeg rystede inden i og at klokken var lidt i at vi skulle mødes. Jeg sad og lyttede efter hendes klaprende skridt på gangen, da min telefon ringede fra et ukendt nummer, som jeg trykkede væk. Så kom der en sms og en facebook besked på ét og samme tidspunkt.
Det var tandlægen der ville have mig til at betale for Jonas tandlægebesøg, fordi han åbenbart af forevige uransagelige årsager ikke havde betalt, her flere måneder senere. Jeg gik i panik og ville bare have lukket problemet, så jeg overførte halvdelen fra min kassekredit, som næsten var i bund. Og så gik jeg ind til min session med min Psykiater-Lærling.
Tiden gik og jeg trode alt var løst, da jeg pludselig havner i endnu en skudslinje fra den nu ekstremt vrede tandlæge, som er mor til min lillebrors bedste ven og som jeg har kendt hele mit voksenliv. Hun gik fuldstændig amok over at jeg ikke ville betale resten af pengene for Jonas tandlægebesøg og over at Jonas ikke ville betale hende – og det hele var på magiskvis min skyld.
Jeg har den dag i dag aldrig fundet ud af hvordan det kunne blive min skyld, eller hvordan jeg havnede i denne her situation. Men det gjorde jeg og det påvirkede hele min familie – som naturligvis sået tvivl om hvorvidt jeg måske havde lovet at betale (min Mors ord) hvorefter mine forældre tog over mht. kommunikationen og jeg stoppede alt kontakt til Jonas.
I modsætning til andre, er jeg altid rigtig god og omhyggelig med at fortælle folk hvad jeg mener, føler og tænker – netop fordi jeg ofte selv mangler den forståelse kommunikation for et brud. Jeg kan faktisk kun komme i tanke om at folk har svigtet og efterladt mig, uden at forklare mig hvorfor. Modsat kan jeg ikke komme i tanke om én person som jeg har udelukket fra mit liv, hvor jeg ikke har gjort dem klart hvorfor det er sket.
Inden alt det her med tandlægen skete, havde jeg gået på gaden en dag med Jonas og sagt til ham, at han bare skulle vide, at hvis han nogensinde snød mig igen økonomisk og hvis han nogensinde svigtede mig igen på en sådan måde, så ville vi aldrig komme til at tale sammen igen. Ever.
Jeg ved jeg har haft samtalen med ham. Om han husker den eller ej skal jeg lade være usagt men samtalen har fundet sted og jeg bliver nød til at holde fast i, at jeg ikke har behov for mennesker som Kunstmaleren, som Jonas, som Norman, som Anika, Barbara eller Anabell i mit liv.
Jeg har brug for mennesker der altid vil mig, som aldrig viger og som aldrig udsætter mig for svigt.
Dette SKAL jeg huske på, specielt når jeg er ensom og alene og famler rundt i en verden, hvor Psykiatrien opfører sig som en dårlig ven, arbejdsløsheden er enorm og familien sejler.
Og derfor har jeg heller ikke svaret på ovenstående sms. Jeg tænker det er begrænset hvor meget jeg kan betyde for et menneske, når han uden videre kan udsætte mig for svigt og økonomisk smerte, ikke én gang, ikke to gange men hele tre gange på 3 år.
Også selv om jeg mest af alt har lyst til at skrive en enormt stor sviner sms til ham, kalde ham en forpulet røvidiot og kvitter med spyt og spark. Men selv hvis jeg gør dét, så vil han stadig havde svigtet mig og han vil stadig havde rystet min økonomi, til hans egen fordel og efterladt mig alene tilbage til et betale regningerne.
Det kan jeg simpelhen ikke acceptere, selv om jeg undres over at han ikke selv kan se, at vi forlængst har passeret point of no return.