I dag var jeg hos min psykolog for første gang i 2020. Klokken er nu 21.42 og jeg er fuldstændig blank inden i. Jeg kan slet ikke mærke noget og føler mig lidt som en pasta plade der er kørt igennem en pastamaskine og kommet ude på den anden side, med en sjæl der er i strimler, perfekt skåret fra hinanden og uden sammenhæng til resten af kroppen.

Kanterne på såret er lige og skarpt og har derfor, ligesom sår på mennesker, sværer ved at hele, da der ikke er kødstumper og hudstrimler som kan skubbes sammen, danne nye blodkar, nerver og sårskorpe og igen en dag, begynde at gro.

Jeg ved vitterlig ikke med alt min viden (eller manglen på samme) hvad jeg skal mene om min Psykolog. Om Psykiatrisk Hospital. Om Psykiatrien. Om behandlingen. Om at gå til samtaler derude 45 min. én gang om ugen. Jeg er total blank.

Det er som om jeg står på en vej, som burde forsætte ud i horisonten. Der burde være en motorvej lige foran mig, med to stikveje til venstre, en motortrafikvej og en landevej, til højre burde der være en grusti, en trappe op og en trappe ned, der burde være trampestier imellem alle vejene og minimum et kæmpe dusin af skilte, der hver især lokkede mig til at gå netop i deres direktion.

Men i stedet for ovenstående overflod af valgmuligheder, føler jeg mig som en Grønlandsfanger på den nordligeste jagtmark, sneblind i en larmende stilhed og i desperat søgen efter solen til at vise vejen hjem.

Pretty basic, I’m fucked.

Jeg er SÅ træt i mit hoved, at jeg næsten ikke orker at skrive, men jeg føler jeg bør skrive min historie ned. Jeg føler jeg bør skrive, før jeg mister mine ord. Det er sket før – og det er gyseligt at miste sin stemme, hukommelse OG sine ord. At eje sit ord er et privilegium som ikke er alle forundt, og selv om min blog er en pisspot in the corner of blogland, så er det stadig et privilegium at kunne skrive. Og desuden er jeg bange for at min demente hjerne vil glemme mit liv, hvis jeg ikke skriver det ned.

Jeg er bange for at vågne op en dag og ikke kunne huske mere. Hvis det sker, er det vital at jeg kan gå tilbage og læse sandheden om mit liv, herinde. Det er derfor det er så vigtigt at jeg forholder mig til hvad der sker og at jeg samtidig ikke pynter på sandheden, selv om det ofte er mega fristende, for at få mig selv til at fremstå i et pænere lys.

Jeg mener, hvem gider som dement at sidde og læse om sig selv, der vasker en lortebefængt g-streng i en håndvask, eller som har pisset på sine egne sko eller slikket en pik og mærket hvordan den gullie bløde ekstremt ildelugtende konsistens der sad på pikken, pludselig glider ind i din mund, rammer din tunge og dermed eksplodere dine smagsløg og pr. automatik begynder du at gakke, hvorefter du mærker en hånd i nakken som rykker dig voldssomt i håret og presser dit hoved længere ind mod de i forvejen krusede uvaskede pubeshår, som vitterlig vitterlig har en lugt jeg aldrig vil glemme i min næse?

Alle dem der syntes ovenstående vil være en fed ting at læse om sig selv, så frem man mistede sin hukommelse, rækker hånden i vejret…… anyone?

Og nej, det er ikke fedt. Og det er ikke fedt at være utaknemmelig når ens forældre gør alt muligt for en, men det er mine følelser og det er min sandhed og jeg har tænkt mig at holde mig så tæt til den som pisdråber på et reb. Meaning super clingy close.

Og derfor var det også rigtig svært for mig i dag, at sidde og kikke ind i min psykologs ansigt, fastholde hendes blik så længe at jeg nu ved at hun faktisk har hasselnødsfarvede øjne og ikke brune øjne, for at pointere at jeg var seriøst og stålfast i det jeg sagde.

En viden jeg helt sikkert godt kunne havde levet uden at kende, men ligesom når man bygger et menneske i et puslespil, kan jeg nu tilføje denne viden, som måske ser ubetydelig og ligegyldig ud, til det puslespil min hjerne har inden i, med min psykolog som emne.

Måske jeg en dag bliver færdig med puslespillet og har et komplet image af hende, men jeg tvivler. Jeg blev aldrig færdig med hverken min Psykolog med den stille stemme eller med min Psykiater-Lærling eller med Fede Dorit for den sags skyld. Dog mindes jeg ikke at jeg på samme måde lagerede iagtagelser omkring Fede Dorit i min hukommelse, bevist eller ubevist, da alt med hende var en kamp om hvem der holdt ud længst, ligesom min samtale i dag.

Jeg fastholdt – og vil forsat fastholde, at jeg ikke kan sige ja til at forsætte til samtaler på Psykiatrisk Hospital, uden at kende rammerne 100%. Jeg syntes selv det lyder uhyr logisk at jeg vil kende indholdet i den købsaftale jeg skal til at skrive under på og sige ja tak til, men det virker ikke som om de (min psykolog som repræsentere psykiatrisk hospital) syntes det er logisk, en god ide eller acceptabelt.

Men lige udover at jeg selv skrev under på køb af en gård uden at kende indholdet eller uden at forstå indholdet og konsekvenserne deraf, så er der vel for fanden ingen mennesker der siger ja tak til noget, hvis de ikke kan få lov til at kende rammerne og få lov til at se indholdet FØRST??

Jeg har krævet at jeg vil kende startdatoen for vores terapi forløb.
Jeg vil kende slutdatoen for vores terapi forløb.
Jeg vil kende alle mine diagnoser.
Jeg vil vide om jeg har én, to eller tre.
Har jeg en blandet personlighedsforstyrrelse?
Er jeg Borderline?
Er jeg Narcassist?
Er jeg Histonisk?
– hvis jeg ikke ved ovenstående, kan jeg ikke læse mig til hvad der er godt for mig, og jeg kan ikke finde ud af hvilken vej jeg skal gå, for at blive bedre til at leve det her liv, som jeg åbenbart skal være så fucking taknemmelig for at leve. Uden ovenstående, kan jeg ikke sige om jeg er interesseret i at forsætte på Psykiatrisk Hospital.

Modsat mener Psykiatrisk Hospital aka min Psykolog, at jeg bør sige ja eller nej til om jeg vil forsætte i terapi på Psykiatrisk Hospital, FØR de kan beslutte om jeg kan få tildelt 14 x terapi eller 40 x terapi – afhængig af hvad de mener jeg er berettiget til. Dvs. alt afhængig af hvor fucked jeg er, hvor syg jeg er. Er jeg sindssyg syg, kan jeg få mange timers terapi, er jeg bare lidt sindssyg kan jeg få noget.

Alt imens ovenstående diskuteres, kæmper jeg videre for at ALLE DANSKERE kan få fri og ubegrenset ret til tilstrækkelig og individuel skræddersyet psykiatrisk hjælp. For at psykologerne ikke skal brænde ud pga. for mange klientpatienter Vs. antallet af behandlere.

Ironisk som livet kan udspille sig.

Jeg sagde direkte til hende, at jeg allerede nu vidste at jeg ikke ville sige ja tak til feks. et tilbud om hjælp fra nu af og til Juni eller fra nu af og til efter sommerferien. Jeg bliver simpelthen nød til at holde fast i min indre følelse og den fortæller mig at jeg har spildt 1 år og 5 måneder på at gå hos Fede Dorit og efterfølgende kæmpe mig ud af den suppedas som The Google Gate og De Stikkende Damer satte mig i. Det er vitterlig 1,5 år som ikke har indeholdt noget godt. Og jeg har som skrevet ikke fået noget ud af de sidste måneder hos min nye psykolog, fordi jeg bare har gået og ventede på at “Far kommer hjem” så jeg kan få min fortjente straf.

Forstået på den måde, at jeg fik tildelt 14 gange med hende (i September) og besked på, at vi derefter skal have en ny tema samtale hvor de vil beslutte hvad der så skal ske. Dét er fandeme en udfed situation at sidde i, uanset hvordan du vender og drejer den – ja ufed for alle andre end dem som lavede den aftale.

For min nye psykolog kan ikke se at der er noget galt med at sætte sådanne rammer op – og måske det bare er min Borderline og mit skingrende skøre indre der taler, men jeg syntes vitterlig det er som at gå og vente på at få tæsk.

Det er nøjagtig samme følese jeg har inden i, når jeg tænker på aftalen, som når jeg vidste at jeg havde misvedligeholdt en af mine frokostaftaler med min Gudfar. Jeg skulle altid komme og spise kylling med ham og ja det var hyggeligt til tider og ja jeg var altid sulten, men jeg vidste jo hvad der lå bagefter, jeg vidste jo at når han gik ind for at lægge sig, så betød det at han tog tøjet af eller i hvert fald bukserne og så stod han der i sine knælange underbukser som jeg slet ikke forstår er rentabel at producere mere, med gul urin på gylpen og ventede på at jeg kom og hjalp ham. Jeg kendte konsekvenserne af mine handlinger og selv om de (konsekvenserne) føltes som langt væk i øjeblikket hvor jeg besluttede mig for at blive væk fra vores aftaler, så var det altid forfærdeligt bagefter at gå og vente på at de blev udløst (so to speak)

Og da i dag var vores 12. samtale, vil næste gang være vores 13. samtale og så er det lige før hammeren falder og jeg kan simpelthen ikke sidde og sige “iiiihhhh ja tak – tuuuuusind gange ja tak fordi jeg må gå her og føle mig som en fucking lort under en sko frem til juni! Dét er jeg bare så enormt glad og taknemmelig for – hvor ER det skønt at jeg allerede NU ved at jeg kan se frem til endnu en lang lortesommer og efterfølgende et liv hvor min største hemmelighed er ude i det åbne og jeg er forladt af dem som skulle passe på mig. Tusind tusind tak til Psykiatrien for jeres gavmildhed!!” 

Dét kommer ikke til at ske. Det har jeg lovet mig selv for længe siden.

Min psykolog med den stille stemme og min psykiater-lærling var to vidt forskellige behandlere men på hver deres måde var de gode ved mig. Så gode at jeg stolede på dem begge og lagde mit liv og dermed min fremtid i deres hænder.

Min psykolog med den stille stemme har ikke svigtet mig. Det er nok nærmere mig som har opført mig mærkværdigt når vi har mødtes. Rimelig mærkværdigt faktisk. Tror endda jeg elegant har glemt at fortælle om engang vi mødtes i Bruuns Galleri og jeg løb efter hende for at tale med hende, not my proudest moment 臘‍♀️ to say the least men i det mindste var jeg ærlig.
– hendes lejlighed ligger på min Top 3 af de bedste Storskraldsgader i Århus og jeg er slet ikke i tvivl om at hun ved det, altså at der altid står enormt meget storskrald i hendes gade. (Det er selvsamme gade jeg fandt møbler i, dengang jeg havde min kolonihave og fuldstændig møbleret den med storskraldsmøbler) Og derfor har jeg altid været total parnoid med at kører derigennem. På den ene side har jeg sagt til mig selv, at det er min ret at kører hvor jeg ønsker, men på den anden side virker det meget mærkeligt at en klientpatient står og samler skrald ude foran opgangen hvor hendes behandler og senere, tidligere behandler bor.

Men efter at jeg så hende slæbe et køleskab ud af døren, har jeg bemærket at lejligheden pludselig fik tomme vinduer, stod tom i en måneds tid og så fik nye “vinduer” aka nyt liv bag ruderne og dét har jeg taget som et tegn på at hun er flyttet.

LIBERATING NEWS!!! Så nu kan jeg suse og snuse storskrald hvor jeg vil – og handle hvor jeg vil, uden at løbe ind i hende.

Min Psykiater-Lærling har svigtet mig. I den grad. Virkelig virkelig fået mit indre til at krympe sig med skam og sorg og jeg har grædt rigtig meget på den konto. På baggrund af hendes handling. Ikke så meget fordi jeg ikke kan tilgive hende, for det kan jeg godt. Jeg mener, who am I to judge når jeg selv har talt over mig mht. Anika til Anabel?

Men ligesom min Psykiater-Lærling helt sikkert ikke havde regnet med at hendes fortælling ville komme længere end til min Psykoedukations Psykolog, så havde jeg heller ikke regnet med at min fortælling til Anabel ville komme videre.

Men det gjorde den – og dét slog min verden i stykker.

(Og måske også Anikas – men mest ondt gjorde det da Anika bagefter bekvemt ikke kunne huske “om hun havde fortalt om mit sexliv og læst op af mine smser for logepigerne” men at hun da gerne ville undersøge det….)

Og dér står jeg så nu, med en lavine der kommer fra venstre med Fede Dorit i spidsen pga. Google Gate og lige når jeg tror jeg har fundet ud af at træde vande, så kommer min Psykoedukations Psykolog glidende ind fra højre med en enorm fart og smider en armboldt på tusind tons i mine arme, med kærlig hilsen fra min Psykiater-Lærling. Grib den bitch. Og dér er jeg, alene midt i det hele og jeg er og var bogstaveligtalt ved at drukne og ikke én, vitterlig ikke én eneste person var eller ER på min side.

And how the hell is that even possible??

Hvordan fanden kan det ske, at Psykiatrisk Hospital vitterlig kan sidde og se sig selv i øjene og blive enig om, bag deres store konference borde med deres gruppesammenhold baseret på psykologiens etiske grundprincipper at dét her, det er fandeme integritet, med det her viser vi vores kompetancer og tager ansvar og vi viser naturligvis respekt for vores klients (mig) rettigheder og værdighed?

Jeg fatter det IKKE og jeg kommer ALDRIG til at forstå hvordan mine 100% lovlige og så enormt meget 100% 2019 handlinger, førte mig dertil hvor jeg fandt mig selv og hvorfra jeg nu skal hive mig selv op fra. Alene.

Til forrige samtale, før jul, sagde min psykolog overraskende nok, ja til at jeg kunne få “et par gange” hos en Diætist. Jeg har ikke hørt mere omkring det, ingen e-boks besked, intet. Så jeg tænker at den tavshed, kombineret med at jeg nægtede at sige ja eller nej (tak) til at forsætte i terapi før jeg kender de helt præcise rammer, er lig med at jeg er færdig i psykiatrien på Psykiatrisk Hospital i Skejby pr. 21. Januar 2020, faktisk præcist som Fede Dorit sagde til mig i sommer.

And so be it.

Jeg kan med 100% ærlighed og 100% sikkerhed bag, sige at jeg har gjort mit for at få hjælp til at ændre mit liv. Jeg kan med hånden på hjertet den dag jeg dør, sige til mig selv, at jeg gjorde alt hvad der på daværende tidspunkt stod i min magt, for at komme ud af den uendelige cirkel jeg vandrede rundt i. Det lykkes ikke, men fejlen ligger ikke 100% på min side – og hvor makabert det end lyder, så er det dejligt for en person som jeg, der kommer fra et sted, hvor alting altid var og alting altid er min skyld.

Og så ikke ét ord mere om Psykiatrisk Hospital (i dette indlæg)

Mor ringede d. 31. December tror jeg det var, for at vi skulle blive gode venner igen (eller sådan noget) Jeg var dybet taknemmelig for at jeg netop dagen før eller et par dage før havde skrevet dette indlæg, for det gjorde at mange ord, vendinger og tanker var friske og korrekte i min hukommelse.

Bla. fik jeg helt konkret sagt at jeg ikke kan favne den ro jeg burde få økonomisk ved at få en løn hver måned, når jeg skal hører så meget for det, at det skaber uro et andet sted.

Jeg fik også sagt at jeg syntes det er forkert, at det er mig som skal blive væk, for at der ikke opstår problemer, når det faktisk ikke er mig som skaber dem og når det ikke er mig som er den voldelige og verbal udfarende.

Jeg fik også sagt at jeg var ked af at det ikke kan respekteres at jeg faktisk gerne vil være alene. At jeg ikke kan bruge de, om end velmende, kontaktforsøg til noget lige op til jul, når jeg for længe siden har meldt ud at jeg gerne vil være alene.

Så jeg fik sagt nogle gode ting, som fyldte mig med varme og en lille Zulu-sejer inden i.

Men sejeren var lille, fordi det smertede så meget, da min mor sagde: Okay, hvad vil du gerne have jeg skal gøre for at hjælpe dig?

Hvortil jeg svarede: Jeg vil gerne at du lærer om og sætter dig ind i, hvad det vil sige at være pårørende til en person med psykisk sygdom.

Jeg kunne havde sagt mange andre ting, som også ville have været vigtigte for mig, i forhold til mine forældre og min familie, men jeg valgte denne her, da jeg tænker at hvis de forstår psykisk sygdom, så vil de måske ikke forstå mig, men de vil have en STØRRER forståelse for mig, og dét er virkelig vigtigt, for mig og for vores eventuelle fælles fremtid.

Men netop som jeg nød inden i, at min Mor virkelig havde spurgt hvad hun kunne gøre for at hjælpe mig, blev min nydelse og glæde afløst af et øksehug så stort, at jeg ikke tror det hele i dette århundrede.

Mor sagde: “…….. jeg forstår ikke at du ikke bare sage nej og gik. Det kunne du jo bare gøre, da du jo var voksen…..” da samtalen faldt på min Gudfar og det faktum at Far og Mor ikke tror på det jeg siger. Med andre ord, de tror ikke på det jeg siger, fordi jeg jo bare kunne havde sagt nej og været gået min vej.
– fordi det er så nemt, specielt når hele verden aldrig har taget de små ting jeg har bragt på banen, alvorligt.

Så there you go.

Far og Mor vil gøre alt for mig, for at jeg får det bedre. Helst noget der kan ordnes økonomisk. Og helt sikkert uden at vi taler mere om at jeg var så foolish ikke bare at gå min vej, når jeg nu var voksen men i stedet for lod mig selv voldtage, fordi sådan noget vælger man åbenbart selv.

Psykiatrien vil at jeg skal sige ja eller nej før jeg kender indholdet af deres planer for mig. De vil jeg skal svare i blinde. Og så skal vi i øvrigt ikke bruge mere tid på at de i grupper har udvist 100% uetisk magtdemonstration overfor mig, et på daværende tidspunkt ekstremt sårbart menneske. Og efterfølgende forladt mig i mere end 100 dage, alene og uden et sikkerhedsnet.

Hvor er livet dog ubegribelig uretfærdigt og uværdigt at leve.