I onsdags da jeg var på skrivekursus, gik jeg derfra med en god følelse i kroppen. For første gang i lang lang tid.

Dels har jeg hele tiden været i tvivl om, hvorvidt jeg blev optaget fordi det var en pengemaskine ligesom Coaching kurset jeg tog for en del år siden, altså om jeg bare blev optaget fordi jeg var villige til at betalte lidt over 5000 kr for at deltage i et 8 ugers kursus én dag om ugen af 3 timer – eller om jeg vitterlig blev optaget fordi jeg skrev en god ansøgning og generelt skriver godt.

Jeg havde også en god følelse af at vi kun var kvinder på holdet. 6 kvinder. Jeg kan mærke at jeg har det svært med fremmede mænd i øjeblikket. Jeg prøver så vidt muligt at undgå kontakt med mænd jeg ikke på forhånd kender. Jeg har ingen logisk forklaring på det, overhoved. Total irrationel handling men min hjerne har nogle gange sit eget liv.

Læreren, som desværre minder mig om Annabell i hendes fremtoning og talemåde, fortalte at det var første gang i historien at hun havde et rent kvindehold. Og at hun glædet sig til at se hvad et sådan hold kunne skabe/gøre. Hun sagde endvidere at det ikke var fordi mænd ikke søgte optagelse på holdet, men fordi de simpelthen ikke skrev godt nok, til at blive optaget.

– med dé ord satte hun jo et fedt punktum for mine spekulationer om, hvorvidt jeg bare var blevet optaget fordi jeg var villig til at betale flere penge end min husleje og bringe min i forvejen skrøbelige økonomi, endnu mere i fare for at styrte i grus, med alvorlige grusbefængte hudafskrabninger til gengæld.

Jeg vil næsten gå så vidt som til at sige at jeg nød at være dér, og bare lytte, tale lidt (virkelig lidt i forhold til hvor meget jeg er blevet beskyldt for at være et sludderchatol i mit liv!!!) men jeg orkede ikke ret meget den dag og var lige ved slet ikke at komme men jeg kom …… og så var vi kun 6 kvinder og vi var der alle sammen fordi vi var gode. Havde potentiale. Kan blive til noget.

Med de tanker i mit hoved, har jeg sendt min første opgave afsted på en fælles mail, til alle kvinderne og læreren. Med en fredfyldt varm følelser i min krop har jeg tænkt på Skrivekurset. Glædet mig til næste onsdag. Lige indtil i går……

Mens jeg var på kurset, hørte jeg godt ud af øjenkrogen at der blev talt om at der pludselig stod en mand nedenfor, altså fysisk nedenfor bygningen hvor kurset bliver afholdt. Han ville deltage. Men han var ikke optaget eller tilmeldt. Vi var jo kun 6 kvinder. Læreren sagde noget i retningen af at “så måtte han komme med på næste hold” – jeg bed ikke så meget mærke i det. Faktisk havde jeg glemt alt om det, indtil i går, da der pludselig tikked en mail ind fra læreren, det var en ny mail, ikke en fællesmail som den hun bad os om at svare i alle sammen, så vi alle fik hinandens opgaver og dermed alle kunne læse med, og forberede kritik til næste gang.

Nej det her var en ny mail, hvor i hun pludselig præsenteret en mand (!) på vores kursus og vedhæftet hans version af Opgave 1. Jeg var måløs. Hvordan kan han pludselig komme ind? Da jeg skrev og tilmeldte mig var der én plads tilbage. Én plads – og den fik jeg. Jeg har det sort på hvidt i en mail. Jeg tilmeldte mig endda efter deadlinen var overskredet, hvilket var med til at jeg tænkte at jeg nok bare blev optaget fordi jeg var villig til at betale – det blev så manet til jorden, da hun fortalte at der ikke var mænd på kurset, fordi de ikke havde skrevet godt nok. Jeg var SÅ stolt af mig selv.

– men nu er der pludselig en mand på kurset. Og han skriver mega mega trivielt. Røvsygt. Selv hvis jeg ikke havde vist hvilket køn han var, så havde jeg tænkt at han skrev dårligt, plus at han kommenteret på – i sin tekst – at hans kæreste havde taget 15 kg på og var tyk. Ja han brugte ordet “tyk” om sin kæreste der netop havde presset en baby ud af et hul hvor en pik nogle gange gør ondt at få ind. Fucking idiot.

Og da jeg havde tænkt det, tænkte jeg sådan her: 😱😱😱😱😱 da det gik op for mig at jeg havde skrevet en af de mest ærlige tekster nogensinde, lige så ærligt som herinde – forskellen ligger i, at herinde skriver jeg under et alias. Teksten her var skrevet i mit eget navn. Sendt fra min egen email adresse. Med min egen footer i enden. Hvor mit telefonnummer bla. står. Og linket til mit firma. Ja jeg burde – selv til pigerne – have slettet min footer men jeg glemte det og blev enig med mig selv om at jeg godt kunne stå ind for teksten. Jeg følte mig sej. Følte jeg stod på toppen af en kasse, i stedet for at sidde nede i den og kikke op og ud på livet.

Nu føler jeg mig ikke særlig sej – jeg tænker at det hele er noget opreklameret pis. At alle kan blive optaget hvis bare de er villig til at betale 5000 Kr+ uanset hvor dårligt de skriver. Jeg tænker at jeg ikke har potentiale til at skrive en bog. Til at leve af at skrive. Jeg har ikke potentiale til noget.

Back to square one og om 3 timer skal jeg ud til psykiater-lærling som jeg ikke har set i 3 uger. 3 uger hvor selvmord har været så meget i mine tanker at jeg slet ikke fatter at jeg er her endnu.

Jeg er for dum til at dø.