Det er Allerhelgen aften (Halloween) klokken er 22.25 og jeg kan ikke sove. Det er i dag også 500 år siden Luther bankede de hmm 59 eller var det 69 Reformations fejl/retningslinjer op på kirkendøren – der skulle dog gå ca. 15 år mere før Reformationen mod kirken faktisk fandt sted, men altså, i dag er en vigtig dag uanset om man tror på Gud eller på Spøgelser og Genfærd, hvilket vil i teorien er det samme?
Siden jeg skrev sidst, har jeg været hos min Psykiater Lærling. Jeg sidder og iagttager hende. Hun mangler en negl på venstre tommeltot. Den vokser nok aldrig ud igen. Jeg tænker det har været smerteligt.
Vi har samme smag i sko – eller i hvert fald handler vi ved samme skomærke og det er ikke et mærke alle mulige handler hos. Lofina (et Spansk mærke) har lavet de sko jeg ofte har på, de er købt på udsalg (naturligvis) og jeg kan se at hun har et par sko i samme lædertype men en anden model. Hendes er også grå. I dag havde hun et par brune “ridestøvletter” på.
Jeg kan godt lidt at når hun sidder ned, så sidder hun bare. Forstået på den måde, at hun er ikke tyk, overhoved. Hun er kvinde. Og kvinder har 98% af gangene en rille og det har min Psykiater-Lærling også, en lille en. Jeg trækker altid selv maven ind, hiver bukserne op over maven, puffer blusen eller kjolen eller på anden måde skjuler hvis min mave er synlig. Min er heller ikke stor, men den er der. Men min Psykiater-Lærling sidder bare og i dag slog hendes skjorte en på én gang charmerende og ucharmerende fold, rundt om hendes rille. Jeg syntes det var charmerende, fordi det gav hende karakter og et nøk op af min sejhedsstige.
Vi taler meget om min sorg og min vrede – om de konflikter jeg har inden i, hvor jeg på den ene side er virkelig vred på min Gudfar, på mine forældre og på verden og på den anden side er jeg så ualmindelig ked af det, at jeg bare gerne vil være alene hele tiden, for ikke at vise min sårbarhed til nogen – og dermed risikere at blive udnyttet. Igen.
Oven i det, kommer at jeg hele tiden tænker på, hvordan jeg kan passe på andre mennesker, hvordan jeg gerne vil skåne min familie fra at vide hvad der er sket – jeg ser det ikke som et stort offer, jeg ser faktisk helt nøgtern på det.
Hvad vil mine forældre på 70+ få ud af at vide at deres datter er blevet seksuelt misbrugt? Vil det bidrage til at de sidste 20-30 år de har her på jorden bliver BEDRE end hvis de ikke ved det? Vil det gavne mine små brødre at vide at deres søster blev seksuelt misbrugt da de var børn?
Jeg mener selv at svaret til ovenstående og andre ligende spørgsmål er et klart og tydeligt NEJ.
– min Psykiater-Lærling mener at jeg måske selv vil få det bedre og derfor burde overveje det. Jeg mener ikke der er noget at overveje.
Og jeg mener heller ikke at min historie, som også er min baggage, vil gøre a jeg er attraktiv i andres øjen og her tænker jeg hovedsagelig i en mands øjne. Jeg har aldrig prøvet at være forelsket og jeg tror helt bogstavelig talt ikke at der findes én til os alle – min Psykiater-Lærling mener der er flere til alle. Det er sødt sagt men hun tager fejl.
Men selv hvis hun IKKE tog fejl, hvem ville så have sådan en som jeg? Jeg ville end ikke have mig selv hvis jeg fik muligheden.
Min Psykiater-Lærling siger, som jeg selv skrev i starten af dette indlæg https://deirdreannroberts.dk/i-have-a-dream/ at jeg jo ikke er min historie, min historie er en lille del af den spændene, sød og sjov person jeg er.
– og på en måde har hun ret. Jeg tror bare ikke på det. Jeg tror ikke det gælder for mig, for jeg har forsøgt i flere ÅR, faktisk i flere årtier at komme dertil hvor der kunne være bare én der ville mig, uden at det er lykkes.
Men selv det har min Psykiater-Lærling en forklaring på. Hun siger jeg er sådan en person som handler. Jeg handler mig ud af situationer men det resultere i, at jeg handler hele livet og glemmer at være i nuét – og til dét kan jeg kun sige, at af alle de ting hun har været spot-on med, så er dén sætning nok den som rammer mest hoved på sømmet!
For jeg lavede faktisk denne note til mig selv, 22. Januar kl. 20.29 og spurgte mig selv hvad forskellen er, på at have drømme og have planer for fremtiden?
- Hvad er min plan med livet?
- Hvad er forskellen på drømme og på mål?
Jeg fandt aldrig svaret, men min Psykiater-Lærling har jo ret i, at jeg bare handler og ikke lever. Men det er faktisk ikke fordi jeg ikke vil men fordi jeg ikke aner hvordan jeg skal gøre. Jeg har de samme drømme i dag som 39 årig som jeg havde da jeg var 19 år og jeg har ikke nået nogen af dem. Og jeg ved ikke hvordan jeg nogensinde skal nå dem. Det er det samme med mine mål i livet…
Jeg var simpelthen så så så ked af det da jeg gik derfra i dag og nu ligger jeg i min seng og vil forsøge at sove – jeg er træt og tager forsat 50mg medicin og håber bare at jeg får det bedre, en dag. Og at jeg så også lever til at opleve den dag.