…..hvad sker der hvis man ikke kommer op, når dommeren i en boksering har talt til 10? Så taber man, og ryger ud. Men hvad sker der i livet når man ikke kan rejse sig igen? Hvor ryger man hen og hvad er det man taber?

Da jeg var hos min Psykiater-Lærling sidst, havde vi en dejlig samtale omkring et emne som går mig rigtig rigtig meget på – og nej det var ikke Norman emnet, men noget som fylder 80% mere end Norman gør i mit liv. Nemlig min hukommelse.

Jeg har altid brystet mig af min hukommelse, af at jeg har evnen til at huske ALT – jeg kan endda huske samtaler fra da jeg gik i børnehaveklassen (som 5 årig) jeg kan huske ting jeg er gået forbi og slet ikke vidste at jeg huskede, men min hjerne registrere alt muligt, hele tiden og lager det “somewhere” inden i.
– men den evne er ved at forsvinde.

Jeg føler jeg er ved at blive dement. Hvis du vidste hvor mange gange i løbet af en dag, jeg siger “det kan jeg ikke huske” og rent faktisk med hånden på hjertet, så kan jeg ikke huske det. Jeg er total blank. Helt tom inden i og hvis jeg kom under tortur ville jeg end ikke kunne huske hvad jeg har glemt – for min hjerne er helt tom. Det er intet mindre end forfærdeligt!!!!

Jeg ville fortælle min Psykiater-Lærling noget, men kunne simpelthen ikke huske det, hvilket bla. er grunden til at jeg har så mange apps på min telefon, folk bliver altid helt “Woowwww” når de ser min telefon – jeg skyder på jeg har ca. 100-150 apps som jeg bruger aktivt og ca. 400 apps i alt.

90% af mine apps, hvis ikke mere, er apps der hjælper mig i dagligdagen. Apps der giver mig noktifikatoner flere gange om dagen omkring forskellige ting jeg skal huske og ofte er det omkring simple ting, så som at jeg har vasketøj i maskinen der skal tages ud, hvor min bil er parkeret (HOLD NU OP hvor har jeg glemt hvor den er parkeret mange mange MANGE GANGE!!) Jeg glemmer at jeg skal deltage i ting, møde op steder, har aftaler. Jeg glemmer hvad jeg har oplevet i løbet af dagen og hvad jeg lavede i går.

Folk tror jeg er fuldstændig sindssyg, når jeg siger at jeg ikke kan huske hvad jeg lavede i går, lørdag, for det er jo kun søndag i dag – men jeg lyver ikke, jeg kan ikke huske det, hvis jeg ikke kikker i min kalender.

Det er SÅ FRYGTELIGT ikke at kunne huske!!!

Jeg er kun 39 år gammel, og jeg kan ikke huske hvad jeg har i mit køleskab. Jeg sidder i min 80’er sofa i stuen, jeg har handlet ind for ca. 1 time siden og jeg er helt blank på hvad jeg købte ind – hvilket også er grunden til at jeg aldrig har mad i mit køleskab, eller mad der kan spises, for hvis jeg kommer afsted uden en seddel, så køber jeg lidt af dit og dat ind, fordi min hjerne tror jeg har dut og dot derhjemme. Når jeg så kommer hjem så står jeg med spagettie (eksempel) og fetaost og en agurk men ingen kylling, ketchup, salat, rugbrød – så råvarerne er fine nok hver for sig men de giver ikke meget mening sammen. Hvilket igen er grunden til at jeg elsker take-away, så skal jeg ringe huske at ringe, så sker resten af sig selv.

Jeg fortalte min Psykiater-Lærling at jeg glemmer, at jeg glemmer hvad jeg skal fortælle hende. At min hjerne føles som om den er blevet spulet med kemisk rens, så der kun er det hvide kranie tilbage på indersiden – og dérinde står lille Deirdre-Ann og råber om hjælp men ingen reagere for ingen kan huske hvem Deirdre-Ann er…..

Jeg er helt fortabt uden min hukommelse. Dement som 39 årig. 😢

Og uanset hvor sjovt ovenstående lyder, så er det ganske forfærdeligt. Og der er ingen kur mod det.

Min Psykiater-Lærling forklaret mig i detaljer (som jeg naturligvis har glemt nu) at det er helt normalt at man glemmer, når man har en kraftig depression. Kroppen stresser simpelthen så meget at den ikke kan huske og det kan tage rigtig lang tid, flere år (!!!!!) før kroppen har reperaret sig selv igen og hukommelsen er på plads.

Dét var en rigtig trist og hårdt besked at få – men også på mange måder dejlig, for så er jeg ikke ved at blive sindssyg, så er det simpelthen min krop der prioritere hvad den skal bruge energi på – og lige nu er prioriteringen at få mig til at blive rask igen.

Så jeg er ikke sindssyg. Jeg har ikke en personlighedsforstyrrelse. Jeg er ikke ved at blive dement. Jeg er faktisk helt normal – bortset fra at min depression er i fuld flor og at jeg ikke har overskudet til at kæmpe tilbage.

Min nevø fra Sverige kom til DK engang Onsdag (tror jeg) og fra Fredag til Lørdag sov han hos mig. Big mistake. Ikke pga. ham men fordi min krop ikke kan overskue det. Jeg sov næsten ikke hele natten med ham i min seng. + én hvalp. Jeg har så ondt i min mund at jeg næsten ikke kan tænke på andet. Højre arm har sat sig “fast” med noget inde bag skulderbladet, så selv det at jeg skriver nu, napper. Og da jeg gjorde rent i fredags og igen i dag, var jeg ved at gispe af åndenød over hvor ondt det gjorde.

Jeg har vasket alt sengetøjet og forsøger at få “styr” på mit liv igen, men indtil videre er klokken 17.41 og jeg har siddet her i sofaen siden kl. 15.00 og ikke fået lavet noget endnu – fordi jeg hele tiden mister tråden.

Kære Hr. Gud, lov mig du har en højer plan med mig. Lov mig at der er en grund til at jeg lever……