Jeg læste mit seneste indlæg igennem og kan konstatere at jeg gentager mig selv både 2 og 3 gange i løbet af indlægget. Min gennemkogte hjerne kan simpelthen ikke huske hvad jeg har skrevet tidligere og det udmunder åbenbart i at jeg gentager mig selv og mine tanker mange mange gange henover den måned, som det har taget at skrive indlægget. Tankevækkende.
Men da jeg er Frk. Sikkerhed der både går med livrem og seler og bruger sikkerhedssele og faldsikringsline, så har jeg naturligvis garderet mig mod fremtiden, udfald og rettelser.
Dvs. jeg retter ikke i det jeg har skrevet. Det skrevne ord er dét ord der tæller i det øjeblik det er skrevet ned. Det kan være at det 4 minutter senere ikke er aktuelt mere eller om 4 år, men da det blev skrevet var det højaktuelt og derfor skal det leve videre.
Men det betyder også at jeg i mine “bright moments” gardere mig for og til fremtiden. Jeg er derfor allerede godt igang med Plan B, den plan B som jeg er stærkt overbevist om at psykiatrien og de stikkende damer ikke engang overvejer.
I’m a warrior.
——
I går talte jeg med min advokat i sagen omkring psykiatrien. Jeg er fuldstændig smadret over den måde de opfører sig på. Naivt nok havde jeg måske tænkt at når jeg gik efter dem med en truende knyttet hånd og styrelsen for patientklager i ryggen, at de så ville lægge sig fladt ned og sige undskyld.
Det er naturligvis naivt og ikke tilfældet. De er gået hardcore til modangreb og fremkommer med de vildeste beskyldninger – som de ikke på ét eneste tidspunkt bakker op med beviser og hvad værrer er, ifølge min advokat, så har de end ikke et fyldesgørende journal at bakke deres påstande op med, for der er ikke lavet korrekt journalføring. Ergo kommer de blot med beskyldninger uden at kunne bakke det op. Jeg kommer også med beskyldninger men jeg kan bakke mine op med evidens. It’s nice to be wise.
Jeg talte længe og meget med min advokat, bla. hvor uforstående jeg er overfor at psykiatrien skriver i partshøringsbrevet, at min psykiater-lærling allerede i April 2019 havde klaget over mig til ledelsen, og sagt at hun havde en tidligere klient der kontaktede hende kontinuerligt.
Jeg er virkelig forundret, for jeg ved i mit hjerte at jeg ikke har kontaktet hende på nogen måder, siden September 2018 – det ved jeg at hun også ved og jeg ved at hun ikke kan bevise at jeg har kontaktet hende i tidsrummet september 2018 og frem til april 2019, for der findes simpelthen ingen kontaktformer. Og dét fucker i den grad med min hjerne (i mangel af bedre ord)
Indtil min advokat spurgte hvornår det var jeg søgte jobbet, som blev bragt tilbage til psykiatrisk hospital?
Mig: i april 2019
Advokat: Jammen så er det jo dét hun har klaget over
Mig: At jeg har søgt et opslået job?
Advokat: Ja. Din psykiater-lærling har taget din jobsøgning som et kontaktforsøg og ikke som det det reelt var, en ansøgning på et opslået job. Derfor er hun gået tilbage til ledelsen på psykiatrisk hospital og har klaget over at du har kontaktet hende på en upassende måde, ved at søge jobbet, hvorefter ledelsen beslutter at indkalde dig til et møde for at tale om dette kontaktforsøg. Det når de ikke, fordi du rager uklart med Fede Dorit og da lavinen ruller beslutter de sig for at slå to fluer med et smæk og blande det hele sammen i endnu et temamøde.
Mig:
Og sådan fik vi lige slået fast, én gang for alle at følelser er urationelle og dybt dybt individuelle og at dem der er sat i verden for at hjælpe mennesker der har det svært mentalt og følelsesmæssigt burde holdes i kortere snor, gå længere tid i skole og havde mere individuel terapi selv.
Nå men altså, det tyder jo så på, hvis min advokats teori er korrekt, at Fede Dorit godt vidste jeg havde søgt jobbet, da jeg konfrontere hende med hvorfor hun er så mega lameass og altid ville det modsatte af hvad jeg ønskede og hvorfor jeg ikke kunnen få 30 dage fri til at gå en camino – hvorefter jeg googler hende, fortæller hende om det og så hives ind til forhør.
Men faktum er, at i Februar 2021 er der stadig ingen der har konfronteret mig med den klage, som de (psykiatrien) skriver at de planlagde i april 2019.
Faktum er også, at der i april 2019 ikke har været nogen former for kontaktforsøg. Kun en jobansøgning til et job og at dén viden er havnet ulovlig i psykiatrien.
Man kan måske endda spekulere i, om Fede Dorit ville havde taget sådan på vej over at jeg googlede hende, havde hun ikke vidst at jeg netop havde lavet jordens mest langt ude kontaktforsøg til psykiater-lærlingen?
Altså, at min psykiater-lærling med hendes falske anklage om kontakt, planter et frø af mistillid blandt behandlerne omkring mig, som alle vidste besked, undtagen jeg?
Sagt på en anden måde, havde psykiater-lærlingen ikke overskredet grænserne mellem hendes dobbeltroller som ejer af et hostel og psykiater på et hospital, og dermed også brudt GDPR lovgivningen, og bragt min jobansøgning med tilbage på psykiatrisk hospital, så var INTET af det her sket?
– se dét er en spændene teori som leder mig tilbage til det jeg har tænkt siden ca. juli 2018:
At havde jeg IKKE lyttet til psykiater-lærlingen og fortalt mine forældre om min Gudfar, så ville mit liv ikke være så fucked up som det er lige nu. Mit liv ville ikke være så konfliktfyldt. Så problematisk. Så svært at navigere i. Min familie ville ikke havde så mange konflikter. Havde jeg blot ikke lyttet til hendes “råd” om at mit liv ville blive så meget bedre hvis min familie vidste besked, så havde jeg været et HELT andet sted i dag. Både mentalt men også fysisk.
Det leder mig igen videre tilbage til hvad min Gudfar altid sagde til mig: Ingen vil tro på en lille luder. Ingen vil tro på hvad du siger. Du kan lige så godt lade være for ingen vil tro på dig. – og han fik ret.
Ikke kun imens han levede men også efter sin død. Han fik ret. Ingen tror på mig, uanset hvor snævert og millimeter korrekt jeg går på sandhedens vej.
Jeg er og bliver en løgner. En lille luder løgner. When will I ever learn?
– hold nu kæft jeg kunne havde sparet mig selv og det offentlige for mange mange timers arbejde og ubrugelig terapi, hvis blot jeg havde lyttet til hvad jeg har fået banket ind i mit hoved i 30+ år.
Don’t ever trust nobody. Jeg kan mærke at jeg skal have en ny – og denne gang synlig, tatovering. Så jeg ikke glemmer min dyrkøbte lektie.
Jeg lover hermed mig selv, at så længe jeg trækker vejret, så vil jeg lede efter en måde at påfører Fede Dorit, Psykoedukationspsykologen, Indianerlægen og ikke mindst min psykiater-lærling samme smerte og samme uværdige behandling som de har påført mig.
Fik jeg nævnt at jeg er et utroooooooligt tålmodigt og vedholden menneske, who never yield?