Styrelsen for Patientklager #4

Kan du huske da jeg 10. Juli 2020 som så ofte før, plukkede skovjordbær i Kolonihaven og Ella løb efter en kat og ind i en haven? Kan du huske at jeg skrev “Efterfølgende har jeg tænkt på, at dét sikkert bliver rapporteret tilbage til psykiatrisk hospital, noteret i et internt journal omkring mig og gemt som skydts mod mig i fremtiden, fordi “jeg jo er sådan en person….“?

Well, som altid fik jeg ret.

• 

Det er tankevækkende, i hvert fald for mig, at mennesker med tilsammen 50 år+ uddannelse bag sig, ikke har mere styr på fakta når de kommer med anklager som dem der står i brevet fra psykiatrien.

Jeg har naturligvis skrevet et partshøringssvar og jeg har naturligvis beviser for alt hvad jeg skriver og hvad de skriver – der er ikke vedhæftet ét eneste bevis fra psykiatriens side, på de anklager de er kommet med. Dét er alligevel vildt ikke? Jeg mener, at man bare kan sætte sig ned og skrive 2 A-4 sider uden at vedhæfte et eneste bevis på de ret grove anklager man kommer med.

Mit partshøringssvar til ovenstående brev lyder som følgende: ⬇️

“Udtalelse fra afdelingsledelsen: 

Afdelingsledelsen skriver: ”Deirdre-Ann Robertss terapiforløb med (psykiater-lærlingen) afsluttes juni 2018.”
Dette er ukorrekt. 

Mit terapiforløb afsluttes hos psykiater XXX (psykiater-lærlingen) tirsdag d. 17. Juli 2018 Kl. 14.00-14.45. Datoen fremgår ved et opslag i mit journal. 

Ved afslutningen af vores behandlingsforløb (tirsdag d. 17. Juli 2018) giver jeg psykiater XXX 2 fotografier af det gamle psykiatriske hospital samt 3 små urtepotter og et kort. (Se vedhæftet Foto 1 + Foto 2 + Blomst 1 + Kort 17. Juli 2018)

——

Afdelingsledelsen skriver: ”Efter dette er (psykiater-lærlingen) flere gange blevet kontaktet privat af Deirdre-Ann Roberts fx via mails”
Dette er ukorrekt. 

Jeg har aldrig kontaktet psykiater XXX privat, på psykiatrisk hospital eller uden for sygehusregi. Alle mails er sendt til XXX@ (psykiater-lærlingens arbejdsmail på psykiatrisk hospital) Hvis afdelingsledelsen forsat er af en anden mening, bedes de komme med konkrete beviser på dette.

——

18. Juli 2018 sender psykiater XXX en mail til mig. Mailen fra psykiater XXX er skrevet i en mail jeg tidligere har sendt som patient hos psykiater XXX d. 14. Juli 2018. (Se vedhæftet Mail 18. Juli 2018)

——

31. Juli 2018 bliver psykiater XXX færdig som psykiater. Dette er noget vi har talt om i vores samtaler, da jeg ønskede at fortsætte behandlingen hos psykiater XXX frem for at skifte behandler igen og starte forfra i et nyt behandlingsforløb. Dette var ikke muligt. 

Jeg har lavet 2 urtepotter samt skrevet et kort. (Se vedhæftet Blomst 2 + Blomst 3) Jeg pakker det hele ind i cellofan og lægger kortet ved. (Se vedhæftet Kort 31. Juli 2018)

——

Afdelingsledelsen skriver: ”03.09.2018 modtager (psykiater-lærlingen) en besked fra sin mand om, at en kvinde ved navn Deirdre-Ann Roberts har afleveret en blomstergave til hende i receptionen på XXX, som (psykiater-lærlingen) ejer sammen med sin mand. I gaven er vedlagt et kort, hvor Deirdre-Ann Roberts takker (psykiater-lærlingen) for behandlingsforløbe.”
Første del er korrekt, anden del er ukorrekt. 

Fredag d. 3. September 2018 kørere jeg ud på psykiatrisk hospital i Risskov for at aflevere ovenstående gave til psykiater XXX. Jeg henvender mig i receptionen ved psykiatrisk skadestue. Her prøver de at ringe til psykiater XXX af flere omgange uden held. Jeg får til sidst at vide at psykiater XXX er gået hjem på weekend.

Da jeg ikke må afleverer blomsterne i receptionen på psykiatrisk hospital til mandag morgen, vælger jeg at kører ind på XXX i XXX, som psykiater (psykiater-lærlingen) har fortalt mig ejes af hendes mand. 

I receptionen sidder to unge piger og jeg spørger dem om en af ejerne er gift med en kvinde ved navn XXX. Det ved pigerne ikke, men de lover at finde ud af det og aflevere blomsterne til den korrekte person. Jeg lægger i alt hast en McDonalds serviet ind til brevet i cellofanen, hvorpå jeg kort beklager at jeg ikke nåede at aflevere blomsterne på psykiatrisk hospital i Risskov, at jeg ikke måtte lade blomsterne stå i receptionen og derfor afleverede dem på XXX.

Afdelingsledelsen skriver i deres brev af 21. januar 2021, at psykiater XXX ejer XX sammen med sin mand. Dette er ny viden for mig og en viden jeg har efterspurgt kontinuerligt fra 14. august 2019 frem til Januar 2020 uden at få svar fra hverken psykiater XXX, afdelingsledelsen, min daværende psykolog (Nordmandspsykologen) eller deltagerne i temamødet 14. August 2019.

Det er dog påfaldende og i stærk kontrast til afdelingsledelsens brev, at det offentlige CVR register for XXX viser to holdingselskaber. Det ene er 100% ejet af psykiater XXX’s mand XXX og det andet er 100% ejet af en XXX. Det er lovpligtig at holde reelle ejere ajourført i CVR registret, hvorfor det må antages at psykiater XXX ikke er medejer af ovenstående XX, sådan som afdelingsledelsen påstår.

——

Afdelingsledelsen skriver: ”I april 2019 ansøger Deirdre-Ann Roberts, som det også er oplyst i klagen, om job som XXX på XXX. (Psykiater-Lærlingen) er ikke involveret i selve udvælgelsen blandt de indsendte ansøgninger.”
Dette er korrekt og irrelevant. 

Det er korrekt at jeg ansøger den opslået stilling. Det er dog ikke relevant for sagen hvem der var involveret i udvælgelsen af kandidater. Relevansen og problemstillingen ligger i, hvordan informationen om at jeg har søgt et job som privatperson i privat regi, bliver bragt tilbage til psykiatrisk hospital, hvor psykiatrien finder det relevant at bruge informationen imod mig til temamødet 14. August 2019. 
——

11. September 2018 modtager jeg en mail fra psykiater XXX på hovedmailen i mit daværende firma (info@XXXX) Jeg svarere på mailen, men da jeg lukkede mit firma i april 2019, har jeg ikke længere adgang til mails fra denne server og har derfor ikke en kopi af svaret. (Se vedhæftet Mail 11. September 2018) Mailen er sendt fra XXX@ (psykiater-lærlingens arbejdsmail på psykiatrisk hospital) og kan derfor også findes i Region Midtjyllands mailserver, sammen med resten af de mails jeg har sendt til psykiater XXX. 

——

Afdelingsledelsen skriver: ” I april 2019 informerer (psykiater-lærlingen= funktionsleder Indianerlægen om, at hun flere gange privat er blevet kontaktet af sin tidligere patient Deirdre-Ann Roberts. I klinikken beslutter man herefter at viderebringe til Deirdre-Ann Roberts, som på det tidspunkt fortsat er i behandling i klinikken, at det er problematisk, at hun opsøger tidligere behandlere privat.”
Dette er ukorrekt og udokumenteret.

På mødet 22. Maj 2019 nævnes psykiater XXX ikke på noget tidspunkt. Mødet er optaget af undertegnet og optagelserne vedhæftes denne skrivelse. Jeg er aldrig før eller senere blevet informeret om ovenstående og har på intet tidspunkt kontaktet psykiater XXX siden mailen i september 2018. 

Jeg vil derfor endnu engang påpege at jeg aldrig har opsøgt eller kontaktet psykiater XXX privat, på psykiatrisk hospital eller uden for sygehusregi. Hvis en offentlig ansat person som psykiater XXX føler sig generet af gentagende kontakt fra en tidligere patient, vil det være naturligt at dokumentere disse kontaktformer. Jeg ser derfor frem til at psykiater XXX samt afdelingsledelsen kommer med konkrete beviser på dette, da alt andet er injurier, hvilket ifølge straffelovens §267 er ulovligt og strafbart. 

——

19. August 2019 ringer jeg til omstillingen på psykiatrisk hospital i Skejby og spørger efter psykiater XXX. Jeg bliver herefter viderestillet til afdelingen for Depression og Mani, hvor jeg lægger en besked til psykiater XXX hos sekretæren. Dette er tidligere beskrevet i Hændelsesforløbet. 

——

26. August 2019 ringer jeg igen til omstillingen på psykiatrisk hospital i Skejby og bliver igen viderestillet til afdelingen for Depression og Mani, hvor jeg spørger ind til om psykiater XXX har fået min besked af 19. August 2019. Dette er tidligere beskrevet i Hændelsesforløbet. 

——

10. Juli 2020 (fredag) går jeg tur i Kolonihaveforeningen XXX med min hund Ella, hvilket jeg gør flere gange om ugen, året rundt. Jeg har været medlem af Kolonihaven siden 2006, hvilket psykiater XXX og jeg ofte talte om, da Kolonihavelivet betyder rigtig meget for mig. 

Kolonihaveforeningen ligger forholdsvis tæt på det gamle psykiatrisk hospital i Risskov, hvor jeg tidligere var tilknyttet. Desuden ligger Kolonihaveforeningen direkte op af XXX skov, og ned til Aarhusbugten. Området er et populært sted at gå, løbe, cykle og lege. 

Afdelingsledelsen skriver: ”Psykiater-lærlingen er også efterfølgende blevet opsøgt privat af Deirdre-Ann Roberts senest i august 2020, hvor Deirdre-Ann Roberts pludselig står i Psykiater-Lærlingens baghave med sin hund, der var løbet løs.”
Dette er ukorrekt og udokumenteret. (Are you reading this shit??! For real!!)

Formuleringen henleder tankerne på at jeg ofte har opsøgt psykiater XXX. Privat. Endog af flere omgange, hvilket er ukorrekt. Jeg har aldrig opsøgt psykiater XXX privat eller på psykiatrisk hospital. På noget tidspunkt. Nogensinde. 

Afdelingsledelsen bør også huske at nævne den væsentlige detalje, at psykiater XXX’s baghave grænser op til en offentlig befærdet gangsti, ligesom den eneste udkørsel fra Kolonihaveforeningen går forbi psykiater XXX’s hus. (Se vedhæftet Ind/Udkørsel Kolonihaven)

Jeg går og plukker skovjordbær, da min hund sætter efter en kat og løber hen af en anden havegang med i alt 16 huse og 10 havelåger ud til havegangen og fortsætter ind i en have hvortil lågen står åben. Uheldigt nok, tilhører haven psykiater XXX og hendes mand, som går i haven. Jeg taler ikke til dem, jeg kalder blot på min hund og går videre. Jeg går på intet tidspunkt ind i haven, men står og går på havegangen, som er offentligt område tilhørende Kolonihaveforeningen ifølge kort og matrikelstyrelsen. (Se vedhæftet Google Earth 1+2 samt Foto Oversigtskort) 

Naturligvis skal min hund ikke løbe ind i andre menneskers haver og jeg burde have den i snor, når jeg ikke kan garantere at den ikke løber efter andre dyr. Men det er ikke problematikken i denne sag eller i denne anklage. 

Jeg befinder mig på intet tidspunkt på privat grund eller i psykiater XXX’s baghave. Det er derfor direkte løgn når overlæge XXX og oversygeplejerske XXX skriver at jeg pludselig stod i psykiater XXX’s baghave i august 2020. 

Hvor denne usandhed er opstået er uvis, men det klæder ikke autoriteter at lyve, ligesom det ville være naturligt at notere en sådan hændelse med korrekt dato, samt lave en politianmeldelse så frem man som psykiater føler sig kontinuerlig opsøgt af en tidligere patient. 

——

Afdelingsledelsen skriver: ”Psykiater-Lærlingen oplyser, at hun i forløbet ikke har viderebragt oplysninger til sin mand om Deirdre-Ann Roberts, som hun har erhvervet under udøvelsen af sit hverv, fx under en konsultation.”

Taget hele dette forløbet samt brevs udokumenteret ukorrekte indhold i betragtning, finder jeg det svært at tro på denne påstand. “

Er der ikke et vildt brev at modtage? SÅ MANGE påstande mod mig og ikke ét eneste bevis. Ikke én eneste vedhæfted mail, ikke én eneste dato for hvornår jeg angivelig skulle havde opsøgt psykiater-lærlingen privat. Ikke ét eneste bevis på hvornår jeg evt. skulle have ringet, sms’et, skrevet på FB, opsøgt hende på psykiatrisk hospital. Ikke én eneste konkret ting, udover en masse skriverier. Injuier ifølge min advokat.

Jeg har – som jeg går ud fra alle mennesker har der sender mails, en kopi af ALLE mails jeg nogensinde har sendt ud. De ligger i min “sendt” mailbakke og det er super nemt at gå ind der og downloade dem og vedhæfte dem som en fil. Jeg behøver ikke ændre noget, skjule noget eller lyve – jeg ved hvad jeg har gjort, jeg har savnet psykiater-lærlingen helt forfærdeligt i de knap 2 måneder der gik før jeg startede i et nyt forløb og efterfølgende følt mig fuldstændig overladt til mig selv, fordi jeg havnede i kløerne på Fede-Dorit.

Men en ting er at savne et andet menneske, og sende et par mails (3 stk. for at være helt præcist) noget andet er at opsøge folk privat. Jeg har end ikke googlede psykiater-lærlingen før i 2020. Jeg har på intet tidspunkt ringet til hende, opsøgt hende eller kontaktet hende. Og psykiatrisk hospital har ikke kommet med et eneste bevis på at jeg har. Ingen opkaldslister, ingen emails, ingen videoptagelser af at jeg har ventet eller opsøgt hende på psykiatrisk hospital, intet.

Jeg har ikke kontaktet min psykiater-lærling siden jeg sendte mailen i september 2018 og så ser jeg hende ved Veri Centret da jeg aflevere et par stilletter jeg har solgt i december 2019 and that’s it.

Jeg ringede til hende 18. Maj 2018 da jeg blev beskyldt for rammebrud, opkaldet varede 0,01 sekundt ifølge mine opkaldslister fra 3 mobil. Jeg ringede på hvad jeg trode var hendes arbejdstelefon, fordi hun selv har haft ringet til mig fra det nummer af flere omgange og jeg ville lægge en besked så hun kunne ringe tilbage til mig mandag morgen – ifølge ovenstående brev havde hun på daværende tidspunkt allerede klagede til indianerlægen over at jeg konstant kontaktede hende – og dét forstår jeg ikke en dyt af, for jeg har aldrig kontaktet hende.

Efterfølgende ringede jeg til afdelingen hun arbejdet på, via omstillingen på psykiatrisk hospital i August 2019, efter at jeg havde været til temamøde nr. 2 hvor de anklagede mig for at søge jobbet.

Og så sker det uheldige men også ret grinagtige (hvis ikke det var så alvorligt) at Ella løber efter en kat ind i den eneste have på netop den havegang som havde lågen åben, og den tilhørte psykiater-lærlingen, som iøvrigt sagde at min hund var sød, that is indtil hun så ejeren af hunden.

Jeg følte ikke det var grænseoverskridende, blot virkelig uheldigt og en smule træls at det lige netop var dén have – men havde jeg som haveejer, som det åbenbart fremgår af brevet, følt mig så krænket over det, så ville jeg nok liiige stramme mig an og som minimum lave en note i min telefon med den korrekte dato og hvad der korrekt skete – frem for 7 måneder senere at sjusse sig til hvornår det nu var og hvad der nu var sket. Havde jeg VIRKELIG følt mig krænket (hvilket er okay at føle) så havde jeg også lavet en politianmeldelse, så jeg havde beviserne i orden og ikke sad som en total tåbe og skrev ting jeg havde sjusset mig til.

Jeg sidder virkelig og forsøger at træde ét skridt tilbage og anskue det hele udefra. Jeg prøver at se hele “det her” med deres øjne, med psykiatriens øjne og med min psykiater-lærlings øjne. Men jeg kan ikke, uanset hvor neutral jeg forsøger at være, se hvor de får de her kontaktforsøg ind. For de har ikke været der. Jeg har ikke kontaktet nogen. Det er ikke bare min psykiater-lærling jeg ikke har kontaktet, jeg har aldrig kontaktet nogen på psykiatrisk hospital. Jeg kontakter generelt aldrig nogen.

Ja jeg skriver mails, jeg elsker at skrive (når jeg ikke lige mister min stemme og mine ord) og jeg skal virkelig holde fast i mig selv for ikke at kontakte feks. Norman, men jeg kontakter ham ikke (særlig tit) og jeg har heller ikke kontaktet min psykiater-lærling. Overhoved.
– men HVIS jeg havde og HVIS jeg i så fald sad og skrev en løgnhistorie her i min blog, så ville det jo være super nemt for psykiatrien at vedhæfte mails, sms’er, screendump af indgående opkald, telefonsvarebeskeder, konkrete datoer hvor jeg har stået ude foran hendes hoveddør, konkrte datoer for hvornår jeg er mødt op på psykiatrisk hospital og har ventet på hende, videovervågning fra alle mulige steder hvor jeg har været samtidig med hende osv.

Men der er intet.

Intet vedhæftet og der er intet af ovenstående. Jeg har 100% ren samvittighed, og udover at det er dejligt (at have ren samvittighed) så er det faktisk også trist, for jeg kan ikke slette deres skrevne udsagn og ord fra de mennesker der læser partshøringsbrevets tanker. Jeg kunne naturligvis lade være med at lægge det op her på bloggen, men jeg mener stadig og det har jeg altid gjort, at alle sider skal belyses her på bloggen. Ikke bare min version.

Jeg er ikke nødvendigvis et godt menneske. Jeg er et ensomt menneske. Et menneske med et rodet turbulent liv som har svært ved at finde ud af hvad der er op og hvad der er ned – men jeg er ikke et ondt menneske.

At opsøge offentlige ansatte privat er fuldstændig uacceptabelt og liiige at balancere på kanten af sindssyge. Jeg siger ikke at jeg ikke kan forstå dem som gør det, for det kan jeg godt, det er ubesvarede emner der spøger og får dem til det, men jeg kunne aldrig selv finde på det.

Jeg har brugt hele mit liv på at gemme mig fra min Gudfar, jeg er flyttet fra A til Z, jeg har skiftet adresse og tlf. nummer mange mange gange, jeg har haft hemmeligt og skjult nummer i flere årtier, fordi jeg frygtede at han kunne finde mig og eventuelt kendte nogen der kunne finde mig. Jeg frygtede det så meget at jeg stadig undre mig over at jeg ikke er blevet diagnosticeret som paranoid.
– men jeg kunne aldrig nogensinde drømme om at sætte den frygt ind i andres liv og hverdag. Aldrig nogensinde. Heller ikke i Fede Dorits liv og slet slet ikke i min psykiater-lærlings.

Og jeg føler jeg bliver nød til at svare tilbage på partshøringssvaret. Dels fordi det er mærkeligt – og total spild af ressourcer – at ingen på psykiatrisk hospital har overvejet at bruge 15 minutter de sidste 1,5 år på at fortælle mig at psykiater-lærlingen også ejer hostlet jeg søgte arbejde på. Det kunne havde sparet hele denne halvdel af sagen hos styrelsen for patientklager.

Hvis hun selv er medejer, har hun selv haft adgang til ansøgningerne og har dermed ikke lavet brud på tavshedspligten der er mellem hende og jeg.

Hvad hun derimod stadig har gjort, er at hun har taget den viden med sig, fra sit eget firma (hostlet) og tilbage til hendes arbejde i psykiatrien, hvor hun har udbredt denne viden blandt hendes kollegaer og hvor psykoedukationspsykologen så har taget den viden med sig til mødet 14. August 2019 og hvor psykoedukationspsykologen valgte at bruge det imod mig som noget negativt.

Og dét er ikke i orden eller korrekt. Og jeg vil ikke finde mig i det.

Lige så snart jeg har talt med de mennesker jeg har sendt mails til i sidste uge, lige så snart jeg ved hvordan jeg skal gribe det an, så laver jeg en ny klage på psykiater-lærlingen. Naturligvis skal hun ikke klynges op for brud på tavshedspligt når hun ikke har gjort det, men hun skal ikke gå og dele ud af viden som hun juridisk ikke må blande sammen og jobsøgning er privat, mellem jobsøger og firmaet. En viden om jobsøgning må ikke deles mellem jobsøgeren, firmaet og psykiatrisk hospital.

So, here we are. Mig stemplet med navns nævnelse som en der opsøger offentlige ansatte privat og psykiater-lærlingen på vej til frifindelse, på trods af at alt det her er startet, fordi hun fortæller sin arbejdsplads at jeg helt lovligt og reelt har søgt arbejde i et firma, hun er medejer af.

Det er ikke fair og jeg forstår ikke hvorfor jeg er havnet her.

Psykiatrien er så fejlfyldt – og sikkert også overbebyrdet og stresset – at de end ikke kunne finde 15 minutter til at fortælle mig, for 1,5 år siden, at psykiater-lærlingen ikke havde brudt sin tavshedspligt og yderlig 15 minutter på at slå datoen for afslutningen af mit terapiforløb op i mit journal, sådan at den ca. ugentlige mail jeg gerne måtte sende mellem sessionerne, ikke også tæller med som mails jeg har sendt efter vores terapiforløb er afsluttet.
– og yderlig 15 extra minutter til at sige undskyld fordi de har brugt en viden om min jobsøgning, imod mig på psykiatrisk hospital. En viden de ikke burde have og aldrig burde havde taget i brug, da de så havde den.

Jeg er dog kommet så langt, nu at jeg ikke mere har ondt inden i over denne her sag hos Styrelsen for Patientklager og jeg har derfor heller ingen problemer med at starte en ny klagesag op, velvidende at det kommer til at tage år, måske 2-3 år før den er afsluttet. Det som er vigtigst for mig, er at jeg får ret i at jeg ikke har gjort noget forkert i at søge et job – jeg kunne da aldrig nogensinde forudse ved at søge det job, at alt dette her ville udrulles.

Nu, når jeg sidder på dagpenge og søger jobs hver uge, så får jeg helt ondt i maven over at jeg måske kan komme til at søge et “forkert” job, for som jobsøgende er det jo reelt set svært at vide hvem der sidder bag de forskellige firmaer og hvem der står bag hver afdeling. Tænk hvis et af de obligatoriske jobs jeg søger, kommer tilbage og rammer mig i nakken om 1-2 eller 10 år.
—-
Jeg har fundet en Instagram side, hvor folk (amerikanere) lægger op når der sidder ældre ensomme et eller andet sted, som trænger til breve. Jeg er begyndt at screendumpe adresserne og sende postkort til de forskellige ældre mennesker rundt om i USA. Jeg sætter små dannebrogsflag på konvelutten og får dejlig bekvemt brugt ud af de utallige kort jeg har liggende i min elskede mormors gamle skrivechatol. Det er win win.

Jeg har også, for laaang tid siden, fundet en bog (til storskrald) som hedder “Danish Open Face Sandwich”. Det er en kogebog eller madlavningsbog om hvordan man laver smørrebrød. På engelsk. Jeg har skrevet et kort og pakket bogen i et foret konvolut og nu sender jeg den til min gl. lærerinde fra Texas. Jeg har masser af frimærker i skuffen fra dengang hvor jeg havde mit lille firma og ofte sendte en lille anerkendelsesgave til Hjælperne.

Jeg er også startet på ny medicin, mere om det senere – men det gør at jeg har en næsten ny pakke Cymbalta til knap 400 kr til overst. Jeg må ikke aflevere den hos lægen under den forudsætning at han giver den til andre, han må simpelthen ikke, den skal destrueres – det samme gælder apoteket. Og jeg forstår det godt, der kunne jo sidde syge mennesker og sprøjte ting ind i hver pille eller lave noget andet farligt med medicinen, men på den anden side forstår jeg ikke at så dyr medicin ikke må komme andre til gode.

Jeg lavede en opslag på en FB side for senfølgeramte – jeg vidste admin ville slette, og det gjorde hun, men jeg skrev at man kunne skrive til mig privat. Og det var der en som har gjort, så nu har jeg pakket hele den næsten nye pakke Cymbalta og sendt til hende. Jeg satte et lille rødt hjerte på pakken og håber det hjælper i hendes økonomi og i hendes sind.

—
I dag var jeg ude og gå tur med Ella. For et par uger siden så vi en fed rotte løbe ind i stor hæk her hvor vi bor, så nu skal vi stå og kikke ind i hækken hver dag. Flere gange om dagen. Jeg er begyndt at tage snoren af hende, så hun selv kan løbe ind i hækken, uden at jeg skal kravle ind og vikle snoren fra flexilinen ud af de fucking buske – hvilket har resulteret i at nu ruller snoren ikke helt op mere, så kort konklution er nok at jeg snart må have nyt håndtag, da dette her nu er ødelagt i rulle-oplukningen. Naller.

Anyway, jeg fandt et sygesikringskort inde i busken. Det tilhørte en pigen og jeg tog det med hjem og slog hende op på FB, skrev en besked om at jeg havde fundet det og vedhæftede et billede af det.

Hun var gude smuk to say the least og da min lillebror lige er flyttet ind (igen, this time for good) ovenpå, efter at den sidste lejer er rejst, gik jeg op og spurgte ham om han ville aflevere det til hende (nu da hun var virkelig smuk) eller om jeg skulle. Han tog ét blik på hendes FB billede og ville virkelig gerne aflevere det. Hun kom dog med en fyr, som min bror antog for at være hendes kæreste. Hun havde tabt det for et par uger siden på vej ud for at handle. Hun havde en flaske vin med – som jeg lod min bror beholde. Jeg drikker ikke vin alligevel.
—
For et stykke tid siden kørte jeg bag en bil som jeg simpelthen måtte tage et foto af

Lang historie kort, Ella er started i Hundebørnehave eller hun har været der en gang (i går) fredag. Min grand-master-plan er at jeg starter med at studere til sommer, eller også får jeg et arbejde – uanset hvad så skal Ella og jeg ikke være så meget sammen som vi er. Det er ikke godt for mig og sikkert heller ikke for hende, da hun efterhånden tror hun er et menneske.

Jeg håber at hun kan komme afsted mandag-onsdag og fredag (på sigt) og så kan jeg finde en hundelufter til tirsdag og torsdag. På den måde kan jeg studere eller arbejde og havde god samvittighed. Feks. vil jeg kunne deltage i fredagsøl uden at skulle storme hjem og lufte hund eller give hende selskab fordi jeg vil vide i mit indre at hun har haft en dejlig god dag i selskab med andre hunde.

Min eneste udfordring liiige NU er at hun har sovet siden klokken 20.00 i går aftes og så frem til kl. 09.00 – og så igen siden ca. kl. 11.00 (klokken er 12.52 nu) Det er jo ikke fordi hun ikke normalt er ude og blive luftet, vi går ofte lange ture og min app siger at jeg ofte går alt mellem 4-8 km om dagen, dvs. det gør Ella stort set også. Men hun er helt piftet og flad. Og det bekymre mig faktisk lidt.

Normalt når jeg sidder her ved mit skrivebord, hvor jeg sidder nu, så vil hun op til mig – og hun BLIVER FUCKING VED OG VED OG VED med at prøve at komme op og få min opmærksomhed, men i dag lavede hun kun 2 forsøg før hun lagde sig og sov i sofaen – nu ligger hun på gulvet foran radiatoren og sovere videre.

Sofaen er faktisk også storskrald – jeg har 2 stk. af dem. Der var en dame som gav dem væk gratis, de er gamle og slidte og burde have læderfarve men måske en dag. Anyway, damen slog dem op på FB og jeg kørte ud og hentet dem. Nu står den pæneste af dem her i min stue efter at jeg har solgt mit løbebånd – til 500 kr mere end jeg gav for det, da alle åbenbart vil have løbebånd under coronanedlukning.

Det fungerede bare ikke at have et løbebånd i stuen, jeg fik det måske sammenlagt brugt 10 gange og jeg købte det i August 2020 og solgte det i Januar 2021. Sofaen er meget bedre for os og i vores hverdag. Solens sparsomme stråler her i min lejlighed, rammer lige ind på Ellas nye yndlingsplads.

Anyway, jeg frygter lidt at Ella er syg – ikke pga. børnehaven men pga. noget andet som jeg ikke er opmærksom på? Det er slet ikke hendes normale adfærd at sove så meget og så tæt op af varmen på radiatoren. Og dét er spot on min frygt!

Tænk hvis min hund – eller hvis jeg havde et barn – fejler noget og jeg ikke er opmærksom på det og jeg ikke reagere tids nok på det. Tænk nu hvis jeg ubevist skader min hund (eller mit barn) Dét er en grusom grusom tanke som afholder mig fra nogensinde at få børn. Og når Ella en dag er død, så skal jeg aldrig nogesinde igen have en hund eller andre former for kæledyr der er afhængig af mig.

Og jeg er faktisk oprigtigt bekymret for hende… (Kl. 16.51 sover hun stadig. Der ER noget galt! Men hvad?)
—
Jeg er startet med at læse Biologi C og Psykologi C på VUC. Hvert fag koster 8500 kr at læse, men da det hele skal foregå online og sikkert ikke bliver til alm. skole inden Maj hvor jeg skal til eksamen, så valgte jeg at skifte over til ren online og dermed skulle jeg “kun” betale ca. 13.000 kr for de to fag. Crazy pris!!

Men, jeg har valgt at gøre det fordi: Når vi kommer til sommer og jeg ikke er kommet ind på en uddannelse (igen igen igen) og jeg ved i mit baghoved at jeg kunne havde gjort én ting mere for at komme ind, så vil jeg ærge mig. Så for ikke at ærge mig og for at forøge mine chancer for at komme ind, så tager jeg kurserne nu og trækker på kassekreditten.

Hvis kurserne havde været adgangsgivende kostede de kun 550 kr men da de ikke er adgangsgivende men kun “vejledende” koster de fuld pris og da jeg har en akademiøkonom uddannelse, som åbenbart svare til en længere videregående uddannelse – selv om den hedder en kortere videregående uddannelse – kan jeg ikke få kurserne til den billige pris.

Jeg har besluttet mig for at søge ind på følgende uddannelser inden 15. marts 2021:

Jordemoder – jeg er parat til at flytte efter uddannelsen, feks. til Ålborg, Esbjerg eller København. Jeg søger alle 3 steder og opfylder 100% adgangskravene til kvote 2, hvorfra 50% af alle der optages, udvælges fra. Psykologi C er et af deres vejledende fag som jeg ikke har og som 2 ud af 3 studievejledere har anbefalet at jeg tager.

Lægesekretær – der er kommet en sprit ny lægesekretær uddannelse her fra 1. Februar 2021. Nu hedder det ikke længere “lægens sekretær” men en Sundhedsadministrativ Koordinator. Den kan bla. tages her i Århus, så den søger jeg som min 2. prioritet. Deres adgangskrav er flydende da det er en ny uddannelse og de udvælger hovedsagenlig efter ens faglige kriterier og ud fra levnedsbeskrivelsen. Uddannelsen beskrives sådan her “Uddannelsen til sundhedsadministrativ koordinator er en samfundsfaglig uddannelse bygget op om fem faglige kerneområder: Administration og koordinering, Jura, Sundhed og sygdom, Kommunikation samt Teknologi og data.” Det eneste jeg ikke er god til, er Jura delen + jeg har 0 interesse i Jura men ellers tænker jeg at det lyder ok spændene.

Radiograf – jeg tiltrækkes af det nørded i uddannelsen. Der er meget teknisk og computer indvolveret og samtidig er det noget med mennesker, og det er helt klart mine spidskompetancer. Uddannelsen kan også tages i Århus og er min 3. prioritet. Jeg opfylder alle kriterierne for at søge ind på Kvote 2, men Biologi C er et af deres vejledende fag, så derfor tager jeg også dét fag, for at styrker mig selv.

Samtidig er Biologi B (som man først kan få ved at tage Biologi C) et krav på nærmest alle Jordemoderuddannelser jeg har kikket på i udlandet. Kommer jeg vitterlig ikke ind på en eneste uddannelse her til sommer, så rejser jeg til udlandet og tager uddannelsen. Bare fordi jeg ikke kan komme ind, er ikke det samme som jeg ikke er egnet. Jeg er mega egnet og vil være mega god – og jeg kan samtidig bruge uddannelsen til at rejse ud i verden med feks. Læger uden Grænser eller melde mig til Mercy Ship, hvilket er to af mine fremtids-måske-planer. Jeg mener, hvad skal jeg lave herhjemme, udover at arbejde inden for mit fag? Jeg har jo ingen venner eller familie at tilbringe min fritid med, og så kan jeg lige så godt arbejde et sted hvor sammenholdet alene giver en salgs familie/omgangskreds. Jeg er mega god i krisesituationer, det fandt jeg ud af i Kenya og jeg ville være i mit es i verdens brandpunkter. Det er jeg slet ikke i tvivl om – (desværre) fødes der også børn i krigszoner, flygtningelejre, katestrofeområder mv. og jeg ville være kanon lige dér.
—
Fik jeg forresten fortalt og vist mit nye chatol? Det nye er lavet af min oldefar på min Mors side, til min oldemor da de skulle giftes. Min mor har selv afsyret det og dermed misted de originale greb. Der har aldrig været nøgle til i de mange år mine mor har haft det. Derfor har jeg nu pillet låsene ud og venter blot på at corona-lock-down forsvinder så jeg kan tage op til den gamle låsesmed og skomager som ligger her i Århus og som kan ALT.

Der er kun 2 skuffer og de sidder lavt, dvs. jeg mangler 2 store skuffer i forhold til hvad jeg havde før i min andet chatol, som havde været min Gudmors og som hun havde med hjemmefra og som jeg har brugt ufattelig mange timer på at sætte i stand og knuselskede i mange mange år.

Der er ingen hylder inde i skabene på siden, de er forsvundet henover årene men jeg har taget mål til dem og når verden igen engang åbner, tager jeg i Bauhaus og får skåret to plader til – men det er stadig ikke skuffer.

• 

• 

• 

Her er det “nye” der har været min oldemors (til venstre i træfarve) og så min Gudmors til højre i kyllingegul med pink indmad.

Fordi det er ret svært at åbne skuffer uden en nøgle og uden håndtag, kan jeg nærmest ikke bruge min oldemors chatol – som i øvrigt i min optik er HYLE GRIMT!! Jeg kan slet ikke acceptere træ-farve. Jeg elsker træ som materiale men ikke farven. Der er alt for meget dårlig forbundet med træ og brune farver.

Anyway, i det gamle køkken fra start 70’erne som var i det hus mine forældre er ved at rive ned, har der engang været nogle gamle snirkeled beslag. På et tidspunkt i de 20 år huset har været udlejet, har nogle lejere taget beslagene af og sat nogle runde træknopper på. Der var 24 stk. Dem pillede jeg af og solgte til 150 kr.

Da jeg så tjekkede skabene, fandt jeg de originale beslag i en gammel fedtet støvet pose på øverste hylde bagerst i et skab der nok ikke har været tørret af i ca. 20 år. Der var 23,5 beslag (et beslag manglede den ene halvdel) Halvdelen af dem var malet og den anden halvdel var ikke malet. Men meget beskidte. Jeg anede ikke hvilken slags materiale de var lavet af, så for at få malingen af, smurte jeg beslagene ind i brun sæbe og pakkede dem ind i vita-wrap og så ind i en frysepose. Efter 2 dage på den måde, kunne jeg skylle malingen af under varmt vand med en stiv opvaskebørste.

Derefter lagde jeg alle beslagene i en skål og hældte eddike over og lod dem ligge dér i 24 timer og gav dem samme tur under varmt vand med en stiv opvaskebørste og *vola* her er resultatet ⬇️ – jeg mangler dog stadig at købe nogle ikke-rustne skruer (når Bauhaus åbner) og sætte mig ned og pudse dem med brasso, vatpinde osv, for at få dem 100% rene.

Dem jeg ikke skal bruge vil jeg sælge. I smell money.

• 

• 

• 

• 

• 

• 

Udover arbejdet med at smørre dem ind i brun sæbe, så elsker jeg at det ikke har kostet mig noget udover tiden. Jeg håber en dag at få et tilfredsstillende arbejde som betaler mine regninger 100% – når der er ro på arbejdsfronten håber jeg at kunne bygge mig et værksted og gå der året rundt og lavet skøre opfund, male møbler og legetøj, istandsætte, renovere og sælge – fordi dét er virkelig noget jeg elsker og aldrig bliver træt af.
—

Det er ret interessant. Jeg er netop begyndt på 2 x VUC kurser, biologi C og psykologi C. Fordi jeg har en dansk Akademiøkonom uddannelse som egentlig hedder en kortere videregående uddannelse, koster hvert kursus ikke 550 kr men derimod 8700 Kr. En riimelig stor prisstigning. Tak til den røde regering for at spænde ben for uddannelse og læring.

Pt. har jeg en biologi opgave til i morgen og en psykologi opgave – jeg er slet ikke startet på biologi opgaven og har ca. 80 sider at læse endnu i psykologi før jeg kan løse opgaverne tilknyttet psykologi. Men, lige nu sidder jeg og læser om Kognitiv psykologi og det beskrives således: “Grundantagelsen er, at den måde, vi tolker vores omverden på, har afgørende indflydelse på vores handlinger og adfærd. Vi mennesker kan reagere vidt forskelligt på den samme situation, selv om vi udsættes for akkurat de samme påvirkninger. Vores reaktioner afhænger nemlig af, hvordan vi hver især tolker den situation, vi står i. Vi er med andre ord ikke viljesløse ofre for de ydre påvirkninger, men forholder os aktivt og tolkende til dem.“

Den del jeg har markeret med fed er meget sigende for situationen med psykiatrisk hospital, hvor jeg netop i dag har modtaget hele to brevet fra Styrelsen for Patientklager omkring. Det ene brev er en kvittering på det partshøringssvar jeg sendte (og som er indsat længere oppe på dette indlæg) og hvor jeg bla. skrev til Styrelsen at de kunne informere psykiatrien om at jeg agter at starte en ny sag mod psykiater-lærlingen, så frem de ikke finder at der har været brud på tavshedspligten – hvilket jeg selv ikke antager længere, nu da jeg har fået oplyst at hun er medejer.

Det kan nemlig IKKE være rigtigt og lovligt at min jobsøgning som privat person i et privatejet firma, vandre over til et offentligt hospital hvor den private jobsøgning bruges til at reducere min behandling og indskrives i mit journal – vi (min advokat og jeg) har ikke undersøgt sagen 100% til bunds endnu, da vi først har fået informationen for 8 dage siden men vi er begge ret sikre på at det ikke er lovligt.

Anyway, Styrelsen bad mig selv om at informere psykiatrien om det, så det gjorde jeg her til aften via mail. På offentlige emailadresser naturligvis. Som altid.

Det tankevækkende for mig er at når jeg sidder og læser om psykologi, så undre det mig at dem som er SÅ lærte og SÅ meget inde i teorierne, reaktionerne mv. opfører sig så DYBT uprofessionelle! De har selv valgt at arbejde på et psykiatrisk hospital, de har arbejdet med psykisk syge i 10 år+ og alligevel vælger de, åbenbart bevist, at tilsidesætte de etiske grundprincipper for psykologer, patientens juridiske rettigheder osv. Jeg forstår det ikke.

Og det hele kunne være mere eller mindre bragt til orden og i ro, ved at lave ét samlet planlagt møde, hvor alle parter havde mulighed for at forberede sig til, hvor agendaen var lagt på forhånd og hvor alle kom til orde og kunne forklare sig. Og hvor alle følte sig sikre, hørt, set og havde mulighed for at tage bisiddere med.
– jeg efterspurgte det kontinuerligt fra August 2019 til Januar 2020 men i stedet for kører vi nu en sag mod hinanden og jeg giver mig ikke.

Jeg ved jeg ikke har opsøgt nogen eller kontaktet nogen. Jeg står hellere end gerne til regnskab for hvad jeg har gjort, men til millimeter præcision nægter jeg at påtage mig skyld for noget jeg ikke har gjort.

Og når sagerne er kørt til ende, en dag om måske et eller to år, så kører jeg en erstatningssag. Jeg vil ikke have udgifter på at blive anklaget for påstande der ikke findes beviser for. Super trist at penge fra psykiatrien skal gå til erstatning og ikke til ordentlig behandling, men for mig at se, fortæller det blot hvor lidt engageret personalet er i at gøre det rigtige, hver gang for alle patienter. Dét eller at de er så sindssygt presset at de ikke kan se lige uden at skele.
—
I dag var jeg også hos min nye selvbetalende psykolog. Jeg har haft det lidt svært med hende (inden i, i mig selv) her i det nye år. Jeg kan ikke forklare hvorfor eller hvordan, men det var som om at jeg følte mig hmmm i vejen eller som en træls klient efter nytår.

Måske det skyldes at min søster sagde at hun kun gav mig ret i dit og dat fordi jeg betalte hende. Jeg ved ikke om det er derfor at jeg har følt sådan men jeg har tænkt på om det måske skyldes det skænderi min søster og jeg havde – vi taler stadig ikke sammen her 1,5 måned senere.

Jeg ved godt at jeg betaler min selvbetalende psykolog hver gang og at hun kun taler med mig fordi jeg betaler hende, men derfra og så til at hun talte mig efter munden og gav mig ret i ting, FORDI jeg betalte hende, den havde jeg ikke selv tænkt på. Overhoved. Jeg havde slet ikke lavet koblingen og jeg er lidt ked af at den kobling er kommet “ind” i mit hoved.

Jeg har hele tiden tænk at hun var professionel. At hun gav mig råd og vejledning ud fra hende ekspertise og uddannelse. Aldrig havde jeg tænkt at hun talte til mig på en bestemt måde ene og alene fordi jeg bidrager til hendes løn.

Men altså, hun er den eneste der syntes det var en formidabel ide at begynde på VUC kurser og at det var kanon godt at jeg ville søge ind på forskellige uddannelser inden 15. marts 2021. Ikke én anden har bakket mig op i det. Ikke én, udover hende jeg betaler for at tale med mig.

Men i dag, hvor jeg nu siden 6. Januar 2021 har været på medicin (Brintalix 20mg pr. dag. Højeste dosis) sagde min selvbetalende psykolog til mig at det var første gang hun så mig smile og hørte mig le. Hun sagde at hun kunne se på mit ansigt at medicinen virkede, jeg spurgte hende hvordan hun kunne det, hvortil hun svarede at jeg plejede at have et helt (hendes ord) “tomt stone face ansigt” og at jeg græd fra det øjeblik jeg trådte ind til jeg gik igen.

Det gjorde jeg også i dag, altså græd fra det øjeblik jeg kom til jeg gik, men jeg lo også og det var faktisk fordi hun sagde noget som VAR sjovt. Jeg fortalte hende hvordan jeg altid føler mig beskidt. Ikke sådan hjemløs beskidt men nusset. Jeg har altid hundehår på mit tøj, jeg har hundehår på indersiden af mit mundbind, jeg har hundehår i min seng, på mit gulv, i min sofa osv.

Mit gulv er hele tiden nusset af små poter, fordi Ella elsker at gå i bedene udenfor og snuse – og jeg mener at det er sundt at gå i bede, så jeg skælder hende ikke ud og selv om jeg tørrer hendes fødder når hun kommer ind, så er der stadig mærker på gulvet 24/7. Anyway, jeg fortalte hvordan jeg altid vasker tøj, jeg elsker elsker at vaske tøj. Jeg elsker at have et rent badeværelse og jeg elsker at min badeværelsesmåtte har puffet lurv uden fodaftryk i, at støvsugeren er ren i sig selv, at jeg stryger og først for nyligt er stoppet med at rulle mit sengetøj og viskestykker.

Hun kikkede på mig og tager højre hånd op som om hun tager fat i et imaginær håndsving og siger: Ruller? Altså som på sådan en gammel rulle som står i Den Gamle By?

Og hun var dybt seriøs. Jeg sad i få sekundter og kikkede på hende og forsøgte at lure om hun lavede sjov, jeg mener, hvem fanden har og i så fald bruger en gammel koldrulle af træ med håndsving….??? Jeg havde en på loftet på gården men come on, den har ikke været i brug i 80 år! Elektrisiteten er opfundet.

Men hun jokede ikke. Hun var dead serious og jeg var flad af grin over at hun trode at ruller var noget der kun fandtes i Den Gamle By! Og at de havde HÅNDSVING! Helt klart vi kan konkludere at hun ikke ruller sine duge og helt klart vi kan konkludere at hun aldrig har boet i et boligkompleks med en elektrisk strygerulle i vaskekælderen. Jeg var VIRKELIG flad af grin midt i mine tåre. Og det var åbenbart første gang hun så mig le nogensinde.

Tankevækkende, for jeg vil beskrive mig selv som et glad lattermildt og godt menneske, sådan dybt dybt inderst inde.
—
Da jeg var kærester med Uffe og gik på HHx var vi ofte i byen med hans drengevenner som alle som en var super super søde og inkluderende. Måske fordi jeg selv har mange brødre, føltes det lidt som en forlængelse af at have flere brødre.

De gik virkelig meget op i fodbold og i travsport – jeg kan ikke prale af at jeg har set en eneste foldboldkamp eller at jeg har spillet på dantoto, været på væddeløbsbanen osv. siden jeg slog op med Uffe. Det siger mig nul og niks men det var sjovt dengang.

En af Uffes mange venner har jeg på min linkedin og som altid hepper jeg på ALLE der går selvstændige, for dét er mega badass uanset erhverv. Han er uddannet inden for noget jeg ikke aner en dyt om, men for et par år siden da GDPR begyndte at blive “en ting” arbejdet han med det og senere gik han selvstændig.

Jeg læste for et stykke tid siden at han havde så travlt at han henviste folk til hans konkurrenter og at man gerne måtte kontakte ham for det, så dét gjorde jeg. Kontaktede ham.

Lang historie kort, han er lige så sød som han er høj og har hjulpet mig med at skrive en klage til Datatilsynet, som jeg sendte afsted i fredags – efter at havde fået 16 fejlmeldinger på indsendelse via borger.dk og e-boks.dk som er hvad Datatilsynet anbefaler at man bruger til at sende klager ind med.

Anyway, efter et smut omkring et kundeservicecenter lykkes det mig at få klagen sendt afsted – nu afventer jeg dels en kvittering for modtagelse og dels at sagen går sin gang, hvilket sikkert tager et par måneder (alt ved det offentlige tager måneder…)

Klagen lyder sådan her:

“Til Datatilsynet 

Jeg ønsker at klage over, at der uretmæssigt er blevet videregivet oplysninger om mig til 3. part.  

Jeg har tidligere indsendt en mail med en forespørgsel om, hvorvidt jeg havde mulighed for at klage over en videregivelse af oplysninger om mig (Mail af 19. august 2020). I vælger at behandle min mail som en klage og ikke blot en forespørgsel, hvorefter jeg får afslag via J.nr. 2020-xxxxx. Jeg er dog ikke enig i denne afgørelse, da jeg mener fokus er lagt forkert, givetvis fordi jeg ikke har formuleret mig korrekt i min første mail, idet denne ikke var skrevet som en egentlig klage, men kortfattet som en forespørgsel i forbindelse med behov for rådgivning.  

Sagen er den at jeg nu har fået et partshøringsbrev fra Styrelsen for Patientklager, lavet af psykiatrien i sagen omkring brud på tavshedspligt. (Sags nr. 2020-xxxx)  

Det som er nyt i brevet er, at der står at min tidligere psykiater XXXX er medejer af det XX jeg søgte job på i april 2019. CVR-registret siger godt nok det modsatte, men hvis hun ejer under 25% har jeg læst mig til at ejerskabet ikke nødvendigvis behøver fremgå af CVR-registret.   

Dvs. er hun medejer, har hun ikke lavet brud på sin tavshedspligt i sin kommunikation med sin mand, da informationen omkring min jobsøgning kan være tilgået hende som en del af hendes ejerskab og ikke nødvendigvis fordi hun har fortalt sin mand om sin relation til mig som patient. 

Jeg vil antage, ud fra partshøringsbrevet, at psykiater XXXX frifindes fra denne anklage om brud på tavshedspligt og det er kun rimeligt så frem det de skriver om ejerskabet er korrekt. Det er op til Styrelsen for Patientklager.  

Hvad jeg dog stadig ikke forstår og derfor gerne vil klage over, er hvordan fortrolig informationen om at jeg har søgt et job som privat person i en privat virksomhed, bliver videregivet til psykiatrisk hospital, hvor det pludselig fremgår af min journal og bruges imod mig? 

Det kan ikke være korrekt, at jeg ikke kan søge et opslået job, uden at det bruges imod mig i psykiatrien 5 måneder senere. Den fortrolige information, at jeg har søgt job i en privat virksomhed, er blevet uretmæssigt videregivet til psykiatrisk hospital. Jeg kan ikke se med hvilket gyldigt hjemmel dette kan være sket.  

Jeg må antage, at XXXX i sin egenskab af medejer af det XX hvor jeg søger job, i sin dobbeltrolle hvor hun også er ansat ved psykiatrisk hospital, vælger at videregive oplysningen om min jobsøgning til psykiatrisk hospital. Denne videregivelse mellem to juridiske enheder mener jeg ikke der kan være hjemmel til, særligt ikke idet XXXX på det pågældende tidspunkt ikke længer er min tilknyttede psykiater.  

Jeg mener derfor at der er sket et brud på GDPR, når fortrolig information omkring en jobsøgning bliver videregivet fra firmaet hvor jobbet er søgt, over til et hospital i offentligt regi, hvor jobsøgningen bruges til at ændre og reducere i behandlingsforløbet hos patienten.“

Uanset hvad andre mener tænker eller føler, så kan jeg 100% sige at selv uden en GDPR lovgivning i Danmark så kan det ALDRIG været acceptabelt, okay eller lovligt at vidergive informationer fra én organisation til en andet, omkring en 3. person uden at denne her 3. person på nogen måder er informeret omkring vidergivelsen og det kan slet ikke være aktuelt at bringe mundlig overleveret ikke lovligt tilkommet information ind i en behandling på et hospital i Danmark anno det 21. århundred!

Det er for fanden ikke Venezuela – det er demokratiske grundlovsbestemte Danmark!!!

I will own your ass before I’ll surrender – I’ve said it before but I’ll happily recap it: Don’t EVER go to war against someone who has nothing to lose. Caus you won’t win, as long as you got something to lose.

Engang så jeg en fremtidsfilm hvor folk kun kunne få børn der var genetisk bestemte. Hele ens fremtid var genetisk bestemt, men en familie havde fået først en søn på den almindelige måde, et kærlighedsbarn og så derefter en søn som var lavet korrekt, med genbestemt fremtid.

En dag havde de som voksne en(dnu en) konfrontation, hvor den genbestemte bror studset over hvordan kærlighedsbarnet der huslede sig igennem livet, fordi ingen ville ansætte et menneske uden genbestemte gener, altid vandt når de kæmpede på udholdenhed. Deres “kampe” var at de svømmede ud i havet og så hvem der kunne komme længst ud uden at drukne.

Kærlighedsbarnet vandt altid, selv om den genbestemte bror på papierne burde vinde, fordi han var så genetisk overlegen.

Men hvad den genbestemte bror glemte var, at når han svømmede ud, så svømmede han så langt ud som han kunne, mens han stadig i baghoved havde tanker på at han jo også skulle søvmme retur igen. Han havde et liv han gerne ville tilbage til. Han havde noget at miste hvis han drunknede.

Den kærlighedsskabte bror svømmede ud til han havde vundet, for han behøvede ikke gemme noget til tilbageturen, da der ikke var noget (værdigt) liv til ham inde på land. Så han gav alt hvad han kunne lige dér og i dét øjeblik – og derfor vandt han. Altid. For han havde ikke noget at miste hvis han drunknede.

Jeg ved ikke om jeg er et kærlighedsbarn, men jeg ved at jeg har intet at miste og alt at vinde. Hvis jeg døde i morgen ville min største og eneste bekymring være hvad der skulle blive af lille velco Ella. Alt andet har ingen betydning for mig. Der er ingen som ville savne mig og der er ingen som venter på mig.

Uden at vide det, er jeg ret overbevist om at min psykiater-lærlings liv ikke ser sådan ud. Jeg er ret overbevist om at Fede Dorits liv er anderledes, jeg er ret sikker på at psykoedukationspsykologens liv ser anderledes ud og som prikken over iét er jeg ret sikker på at den ledende overlæge, Indianerlægens liv er anderledes. Jeg er sikker på at de alle har noget at tabe, om end ikke andet, så deres værdighed og pletfrie navn og erhverv.

Ergo kan de ikke vinde. Jeg behøver ikke leve videre efter denne sag. Jeg vil blot have mit navn renset og mit journal omskrevet. And so help me God, it will happen, om jeg så skal tage fat i mine mediekontakter og gå i aftenshowet eller Go’Morn Danmark. Jeg har kontakterne, det er sket før (med gården) og jeg kan gøre det igen. Min Plan B er allerede lavet, jeg tvivler på at en overlegen magtmastodont som psykiatrien har en Plan B.
—-

• 

• 

• 

• 

Da jeg langt om længe ankom til Spanien 5. december 2020, stod denne bil og ventede på mig i lufthavnen. En Fiat500 X. Jeg var syglig skuffet da jeg fik beskeden fra udlejningsfirmaet at jeg ikke kunne få en Rød Fiat500 som jeg specifikt havde valgt at leje – grundet COVID-19 har de reduceret deres bilflåde og kunne derfor ikke leve op til mit ønske, valgt ud fra hvad de reklameret med på hjemmesiden.

Men da jeg så fik bilen og kørte i den, så var det rendyrket kærlighed ved første pedalktryk!!

Når jeg engang bliver voksen og får penge til at købe en anden bil og ikke længere er afhængig af at kunne hive beskidt storskrald ind i bag i min bil, så vil jeg gerne ønske mig sådan en bil. I rød.

Men lad mig fortælle lidt om min sidste Spanien tur. Den var epic på mange ufede måder og når jeg her i februar tænker tilbage på turen, så virker det som om det er SÅ længe siden. Måske fordi det var så ufattelig mentalt og fysisk hårdt.

Jeg rykkede, som nævnt i tidligere blogindlæg, min afgang til 1. December men da jeg så 1. december befandt mig i Billund lufthavn og havde tjekket ind og gået igennem security og alt var i orden og jeg var igang med at vise pas til at boarde flyet, så viste det sig at min mentale hjerne ikke havde været OBS på at den corona test jeg fik lavet to dage før, ikke var godkendt. Dvs. jeg havde ikke corona, de havde blot ikke fået nok dna til at kunne lave en prøve – men jeg havde end ikke tjekket resultatet af prøven, bare konstateret at jeg havde fået et resultat 🤦🏼‍♀️
– you need say no more, jeg ved godt at det var en helt kogt handling fra min side.

Nå men så måtte jeg lukkes ud af lufthavnen igen, jeg nåede med nød og næppe den sidste bus hjem til Århus, hvor mit køleskab var gabende tomt fordi jeg havde givet alt min mad væk. Jeg måtte også i alt hast skrive til pigerne at jeg ikke ankom som planlagt og skrive til biludlejningsfirmaet at jeg heller ikke kom.

Dagen efter gik den blodige kamp så ind på at finde et sted hvor jeg kunne blive coronatestet – Spanien acceptere ikke hurtigtesten op i næsen, så den var udelukket og den første ledige test i Århus og mega omegn var uger væk. Så jeg ringede til Billund lufthavn og forhørte mig – og det viste sig at har man et boarding card kan man blive testet gratis og uden tidsbestilling i lufthavnen.

Så jeg bookede en ny flybillet – som pga. covid-19 igen var sparsom mht. afgange, så jeg kunne først komme afsted 5. December. Så kørte jeg til Billund to dage før afgang, med Ella i bilen og blev corona testet på 8 minutter. Piece of pie.

Og SÅ kom jeg afsted til Spanien – men nu var jeg max forsinket, for jeg ankom lørdag nat, eller nærmere natten til søndag og flyttebilen skulle komme om tirsdagen – og jeg havde en hel 90 kvm lejlighed at pakke ned.

Pigerne havde lovet at komme og hjælpe plus at de gerne ville hente madrasser, kommoder mv. som jeg ikke ville tage med til DK. Only thing is, de dukkede bare aldrig op….

Den anden ting der skete er, at jeg naturligvis, havde undersøgt allerede i november on jeg måtte tage en lille skruemaskine med i håndbaggagen med Ryanair. Det måtte jeg gerne fik jeg skriftligt at vide, batteriet på en skruemaskine var på niveau med en hårtørrer, en computer og et kamera. Da jeg gik igennem security 1. december var der ingen problemer overhoved.

Da jeg gik igennem security 5. december stod der en nazi-agtig mand med sine egne regler og lang grådkvalt historie kort, han tog min næsten nye skruemaskine fra mig. Han kvalificeret det som et våben. Jeg forsøgte efterfølgende at lave en klage men opgav da jeg simpelthen ikke kunne overskue det – men dét alene kostede mig en Bosch Skruemaskine til 899 kr. Jeg tænker at der er en eller anden som har fået sig et fedt nyt stykke værktøj!

Det betød også at da jeg ankom til Spanien, så kunne jeg ikke straks gå igang med at skille møbler ad, da jeg ikke havde noget værktøj – og søndagen var en fucking katolsk helligdag i coronaland, så ALT var lukket – måske du kan sætte dig ind i det, måske ikke, men jeg var et max presset menneske på dette tidspunkt.

Samtidig havde jeg forældre der sagde til mig om lørdagen: Se nu at få pakket lejligheden så du kan flyve hjem på torsdag……. fuldstændig uden realitetssans! Hvordan skal jeg ene person få skilt ALT ad i en 90 kvm lejlighed, pakket ned, rengjort, tømt lejligheden, købt maling og malet hele lejligheden på 4 dage, aflevere nøgler, aflevere bil alene?

• 

• 

• 

Jeg var SÅ SÅ SMADRET.

Jeg gik i seng hver aften max stresset over alt det jeg ikke havde nået i løbet af dagen og når jeg vågnede næste dag, var jeg stresset over alt det jeg skulle nå i løbet af dagen.

98% af Spanien var lukket ned, dvs. det var ikke muligt at sætte mig på en restaurant og nyde mad og mennesker i solskin. Jeg kunne købe færdiglavet mad i få resturanter indtil kl. 18. Udgangsforbudet startede kl. 19.00 til 07.00 hver dag og folk anmelder mennesker der går på gaden. I kid you not. De er drøn seriøse med deres regler.

Men min bil var lækker og mandag kørte jeg op og købte nøjagtig den samme maling som jeg har billeder af, fra da jeg overtog lejligheden mange mange år tidligere – men det viste sig at være noget billigt lorte maling der ikke dækkede noget, så jeg måtte afsted igen igen.

• 

• 

• 

• 

• 

• 

• 

• 

• 

Pigerne skulle komme og hente en del ting de gerne ville købe ekstremt billigt og samtidig samlede jeg en masse ting som de måtte få – ligesom de gerne ville have madrasserne.

Funny fact: De dukkede aldrig op…..

Så der stod jeg, med en hel lejlighed der skulle pakkes ned og ingen af rummene var tomme, og det rum hvor pigernes ting stod i, blev ikke tømt og afhentet og stuen hvor alt andet stod i blev sjovt nok heller ikke afhentet – for aftalen jeg havde med flyttefirmaet om afhentning tirsdag blev udskudt til torsdag og da vi kom til weekenden og jeg skulle flyve hjem om tirsdagen, var flyttefirmaet fra Danmark stadig ikke kommet og kunne ikke komme med en konkret dato eller tidspunkt for afhentning.

Jeg endte med at aflyse flyttefirmaet pga. manglende afhentning, jeg mener de opfyldte ikke den aftale vi havde lavet (på skrift) og ved at spørge i nogle grupper for danskere fandt jeg et danskspansk firma der kørte fra spanien til danmark og de kunne så komme mandag morgen – dvs. jeg havde nu 24 timer til at male 90 kvm og var max slidt.

Men så blev det første flyttefirma sur over at jeg aflyste, da de mente at de hele tiden havde sagt at afhentningen var flydende og nu her i februar 2021 ligger ham ejeren af det første flyttefirma og skriver trusselsemails til mig og truer med indkasso på 16.000 kr, som han mener jeg skylder ham. Ain’t life just great?

Men mandag kl. 09.00 kom flyttefirma nr. 2 og på 2 timer fik jeg og 2 flyttemænd båret alt fra lejligheden ned i en mindre kassevogn som kunne manøvre sig ud gennem de meget smalle gader der er i Den Gamle By i Marbella. Bilen blev kørt til Fuengirola hvor de omlæsset det hele til en størrer lastbil, som 22. december ankom til mine forældres hall hvor alt mit storskralds-habengut også står.

• 

• 

• 

• 

Da flyttefolken kørte, gik jeg ind og lagde mig på den enkle madras der lå tilbage på gulvet, krøllede mig sammen og græd mig selv i søvne af sorg over at miste mit eneste helle i livet, af træthed og af frustration.

53 x op og ned af de 24 store marmor trappetrin ind til lejligheden, efter en uge hvor jeg konstant havde taget billeder, mål og lagt ting til salg på danske FB grupper og dba.dk, for derefter at pakke det hele korrekt ned i kasser med tydelig og nøjagtig beskrivelse på hver kasse med hvad der er i kasserne.

Jeg kan slet ikke beskrive hvor træt træt jeg var – og så manglede jeg stadig at male og gøre rent. Og appropo rent….

Da sidste bookning var slut i August 2020 fik pigerne, som altid 65€ for at gøre lejligheden ren efter gæsten. Dvs. lejligheden burde stå top skarpt til jeg ankom i December 2020, da der ikke har været nogen i lejligheden. I December op til at jeg kommer, betaler jeg igen 65€ for at de kan klargøre den til mig. Ergo burde den på ingen måder se sådan her ud.

Hvis jeg feks. havde en bosslady der boede langt væk og kun kom ca. 1-2 gange om året, og hun betalte mig en overordentlig god pris for et nemt stykke arbejde, gav mig frihed, julegaver, fødselsdagsgaver og enddog lod mig låne og bruge hendes bil, som hun betalte alle udgifter på, og lod mine familiemedlemmer bo gratis i lejligheden når de kom og besøgte mig, så frem der ikke var bookninger igang, så ville jeg simpelthen sørge for at lejligheden stod 100% knivskarpt når hun endelig ankom. Men det er åbenbart bare mig der tænker sådan…

• 

• 

• 

For lejligheden var sygelig beskidt!

Alle tallerkner jeg tog ud af skabet var rene, dvs. de 3-4 første tallerkner var rene, resten havde madrester på sig. Glassene havde kalkkanter, bestikket var ikke vasket rent, der stod porcelænsskåle i skabet med hakker på, 4 pære i lejligheden var sprunget og skulle udskiftes (og købes) vinduerne var beskidte, terassen var sygelig beskidt og jeg kunne blive ved og ved og ved. Så oven i ALT det andet, så skulle jeg også gøre ALT rent, før jeg kunne pakke det ned og lægge det til salg og sende det med flyttebilen hjem til Danmark (hvilket kostede 11.000 kr inkl. moms)

Oven i det, var der så mange myg i lejligheden, og da jeg jo måtte pille mit elskede myggenet ned, blev jeg overædt af myg igen og igen og igen. Hver nat. Jeg tænker myggene har ligget i dvale rundt om bag eller inde i møblerne. På det væreste tidspunkt havde jeg 5 myggestik på den ene hånd og 8 myggestik i ansigtet. Min søvn var kontinuerlig forstyrret.

Den eneste sådan dejlige dag jeg fik dernede, var den dag jeg købte dobbelt op på mad aftnen før og varmede den ene portion næste dag. Jeg satte mig på min terasse og sugede lidt varme og sol mens jeg græd forsigtigt så ingen af overboerne kunne hører mig.

• 

• 

• 

• 

Min terasse burde slet ikke være så beskidt! Den burde være 100% ren, for jeg er jo også en betalende kunde – faktisk er jeg kunden til rengøringspigerne som betaler 2 x 65 € og efterlader 0 snavs og så kommer jeg ned til noget som er så beskidt at jeg end ikke kan rumme at sidde derude før jeg selv har ligget på knæ i flere timer…

Da jeg endelig fik tømt lejligheden for møbler og så flyttebilen kører væk gennem de snævre gyder, rykkede jeg min hjemrejse til torsdag, hvilket i teorien betød at jeg snød i dagpenge systemet for jeg kunne ikke få lov til at blive væk som “aktiv jobsøgende” 2 dage mere, men jeg havde brug for de to dage mere, for at aflevere lejligheden i korrekt stand.

Mine forældre sagde flere gange at jeg bare skulle rejse hjem uden at male den, uden at gøre den ren, uden at tømme den ordentlig osv. Men jeg holdt stædigt fast i – og det er jeg glad for i dag – at jeg har haft et godt samarbejde med min udlejer gennem alle årene og jeg ved ikke om jeg eller andre der kender mig, engang ud i fremtiden får brug for bolighjælp i Marbella og hvad nytter det så at jeg har efterladt mig et dårligt eftermæle?

Min tidligere overbo, for mange år siden, var dansker og da han flyttede var lejligheden et fucking dump med skimmelsvamp og alt muligt – det taler min udlejer stadig om. Sådan en lejer vil jeg ikke være. Ikke nu. Ikke nogensinde.

Om jeg så skulle brække ryggen, så ville jeg aflevere lejligheden 100% nymalet, 100% rengjort og 100% perfekt til næste lejere.

Jeg havde en aftale med pigerne om at vi skulle ud og spise en af dagene mens jeg var dernede, men de brændte mig af – jeg havde ellers købt 2 x 50€ gavekort til min venindes sushi restaurant til pigerne + en rigtig fin og ret dyr champange til hver af pigerne. Som tak for mange års godt samarbejde.

Da jeg gik fra min venide Yings resturant græd jeg. Ying spurgte om hun måtte tage et selfie med mig, jeg følte mig stor fed uvasket og kikset ved siden af en smuk asiatisk kvinde med fine guldbriller på. Vi havde begge mundbind på men hun var så glad for billedet. Da jeg havde købt min mad og betalt for gavekortene – som er mit personlige bidrag til at holde hendes forretning kørende under corona, gik jeg grædende derfra. Det var så mærkeligt at mærke et andet menneskes arm omkring mig, at mærke at hun var oprigtig glad for at se mig og da hun fortalte mig at hun kikkede på min Instagram profil, for at se om jeg var “okay” blev jeg glad.

Anyway, pigerne dukkede simpelthen ikke op. I de lidt over 16 dage jeg var dernede, dukkede de ikke op. And I still don’t know why. Så jeg endte med at sætte flaskerne med champange på gulvet i lejligheden, sammen med et julekort med gavekortet inden i, til henholdsvis min udlejer Francisco og hans elskelige sekretær Carmen. Francisco er gift, så jeg har tænkt lidt på om hans kone kunne misforstå at han fik et gavekort og champange af en kvindelig lejer men jeg skrev specifikt i kortet at jeg håbede han og hans familie ville få en hyggelig aften med god mad, når engang samfundet åbnede op igen. Så kan det da ikke misforståes!

En aften gik jeg en tur i regnvejret i de små lukkede og slukkede smøger. Det var så hårdt at gå der og se butikker der var lukket pga. manglende omsætning og tænke på de mange skæbner der ligger bag hver enkelt beslutning. Det var bare mega hårdt at vide at det var sidste gang i en uendelig lang fremtid at jeg gik netop dér. Det var op til jul og det regnede og var mørkt og i en faldefærdig opgangsdør ind til et gammelt lukket og slukket hus lå en mand og sov. Jeg gik forbi men stoppede op lidt længere fremme i gyden og kikkede op på stjernehimlen mens regnen ramte mit ansigt som var delvist dækket af en rosa maske. Jeg plejer aldrig at give penge til folk på gaden, da jeg ikke har penge nok selv. Men jeg havde netop lukket min bankkonto dernede og hævet pengene kontant som var på den. Jeg gik tilbage og trak 100€ op af min pung, foldet dem sammen og skubbet lidt til manden mens jeg sagde “Senior? Senior Feliz Navidad” og så tog jeg hans iskolde hånd med sorte negle og lagde pengene ind i og gav den et lille klem. Manden kikkede på mig, jeg forsøgte at smile med øjene og skyndte mig at gå, da jeg igen begyndte at græde.

• 

• 

• 

Og sådan forlod jeg Marbella i December 2021, med en håndtaske, en pude og en trolly, 11 år efter at jeg ankom første gang, med 110 kilo baggage for at begynde et nyt liv med min nye kæreste i et nyt land. Er du færdig det holdt hårdt, var hårdt og jeg var træt. Jeg græd hele vejen til lufthavnen….

Til og med dags dato har jeg solgt mine 4 x klimaanlæg til 30.000 kr og alt fra skabe, senge, kommoder, hårtørrer, bestik, service, bøger, lamper mv. for 8852 kr. Sammenlagt 38.852 Kroner. Men jeg var så også bagefter i december/januar og nu igen i februar/marts med 41.000 kr pga. terminer. I’m never gonna catch my breath.

• 

• 

—–

AFGØRELSENS TIME ➡️ som jeg allerde havde forudset, efter seneste partshøringsbrev, blev min psykiater-lærling frifundet for brud på sin tavshedspligt. Det tog kun 1,5 år at nå frem til dén konklution, som kunne være nået hvis hun feks. havde ringet tilbage da jeg lagde en besked til hende hos sekretæren i August 2019 eller hvis bare én af de mange medarbejdertimer der har været lagt i denne sag i psykiatrien, havde taget 15, måske 18 minutter til at sætte sig ned og fortælle mig at hun er medejer af stedet jeg søgte arbejde og at der derfor ikke er tale om et brud på tavshedspligt men derimod et brud på GDPR i og med at hun, i form af sin dobbeltrolle både som medejer og psykiater, har fået en viden, som hun er berettiget til at få, men som hun ikke er berettiget til at dele.

Det er tankevækkende når Regionerne taler om effektivisering, så taler de altid om besparelser og for dem er besparelser fyringer og nedskæringer – for mig ville effektivisering helt klart været at stoppe tids og ressourcekrævende sager som denne i nogensinde at udvikle sig. Det er både mere humant og mindre tidskrævende og meget mindre økonomisk tungt.

• 

Jeg tænker det næste der sker er at jeg får en regning fra Styrelsen for Patinetklager som jeg skal betale for sagens gang, det har jeg hørt at man skal som “taberen” – men det er helt fint, jeg skal nok betale den – men jeg skal nok også kører en sag mod psykiatrien for at få pengene retur. Det kan aldrig være min økonomi der skal bære at nogle mennesker har dobbeltroller hvor de ikke kan sætte grænserne selv.

Og en dag, ud i fremtiden, så bliver mit journal omskrevet og renset for anklager om at jeg har opsøgt og kontaktet mine behandlere privat og uden for sygehusregi. Der findes ikke ét eneste bevis på dette, for det er aldrig sket. Det kan jeg sige med ren samvittighed.
——
Tirsdag d. 23. Februar Kl. 12.05.

Jeg har netop været hos min selvbetalte psykolog, hvor jeg brød fuldstændig sammen, jeg græd så meget at jeg hiksede efter vejret og knap kunne tale. Hun blev ved med at sidde og skæve til uret, om det var fordi vi sidst gik 15 minutter over tiden eller om det var fordi hun sad og drømte sig væk skal jeg lade være usagt.

Hun sagde at det lød som om jeg kæmpede for min retssikkerhed. Som om jeg kæmpede for mine eksistentielle rettigheder. Jeg er ikke 100% sikker på hvad de ord dækker over og dermed betyder men jeg ved jeg kæmper for mig selv og mit navn og retten til ikke at blive beskyldt og dømt for noget jeg ikke har gjort, uden modparten som minimum fremviser beviser på deres absurde påstande.

I går mandag, lå jeg heeeele dagen i sengen. Fra jeg gik i seng søndag aften til klokken var ca. 17.30 mandag, lå jeg i sengen. Med Ella og så meget kvalme at jeg flere gange tænkte at jeg enten var ved at kaste op i munden på mig selv, eller at jeg måtte huske at ligge HELT stille, for ikke at kaste op. Jeg håbede at jeg kunne falde i søvn og sove sove sove mig væk fra det hele men først så kom en person fra FB som skulle købe noget til 20 kr (!) og vækkede mig kl. ca. 11.00 – vi havde end ikke en aftale, hun dukkede bare op og den ting hun skulle købe lå i min bil, så jeg måtte gå med sovemærker, kvalme og iført min lange hundelufterjakke ud til bilen (kun med trusser og uld undertrøje inden under) og hente dimsen og stå og vente på at hun fumlede med mobilpay og stadig smile og være sød og så ind og smide mig i sengen igen.

Så ringede post-fucking-nord på dørten kl. ca. 12.00 og var det ikke for Ellas konstante gøen (hun er den perfekte vagthund) så havde jeg ladet både FB damen og Postnord banke til de blev trætte og gik væk igen.

Jeg kørte kort ud i livet med Ella, for at finde noget at spise (sandwich fra Sunset Boulevard og cola light fra McDonalds) og så gik vi en tur i kolonihaven og noteret mig hvilken huse der enten selv lå under vand eller havde haver der lå under vand, efter at sneen er smeltet – de haver vil jeg ikke eje. Det sidste jeg mangler i mit liv, er en vandskade.

Jeg har ikke været i dén kolonihave siden jeg fik brevet fra Styrelsen for Patientklager om at jeg har gået ind i min psykiater-lærlings baghave. Magen til løgn skal man fandeme lede længe efter!

Jeg har som skrevet tidligere i dette indlæg, først modtaget partshøring fra Styrelse for Patientklager hvor jeg kan læse det brev psykiatrien har skrevet. I brevet står der igen gentagende gange at jeg har kontaktet mine behandlere (i flertal) udenfor hospitalsregi og privat af flere omgange, der står også at jeg har stået i psykiater-lærlingens baghave (i august 2020) Ingen af delene er korrekte. Men hvad der er mest absurt er, at ingen af anklagerne er fulgt op med beviser.

Jeg mener, HVIS jeg nu havde opsøgt og kontaktet mine behandlere uden for sygehusregi, HVIS jeg havde kontaktet dem privat og HVIS jeg havde stået i nogens baghave, så kan sådanne ting jo forholdsvis nemt bevises i 2021. Men der er ingen beviser med.

Så det er faktisk gratis og konsekventfrit for en autoritet som psykiatrien og deres medarbejdere at sidde og komme med grove personrettet beskyldninger som de ikke tvinges til at bakke op med evidens.

Og dét er dét som fucker med min hjerne!!

Jeg fortalte min selvbetalte psykolog at jeg havde siddet og regnet på det, at de 5 deltager til dialogmødet + de 4 deltager i hvert temamøde, hvilket i alt er 13 mennesker, til sammen har noget i retningen af 50 ÅRS sammenlagt uddannelse og erhvervserfaring – og det her er vel og mærke sådan lidt sjusset i forhold til optælling og år, da de nok har meget mere sammenlagt erfaring – men hvis vi bare siger at de har 50 ÅRS SAMMENLAGT UDDANNELSE OG ERHVERVSERFARING så undre det mig helt vildt meget, at ingen af dem, ikke én af dem tager et skridt tilbage og anskuer det her udefra.

Indianerlægen er ca. en spytklat fra at blive pensioneret med en klækkelig pension. Hun er nok 60+. Hvis vi antager at hun har minimum 2 børn (den ene er psykolog) så hun har også været på barsel, noget kortere end i dag men stadig (1 år i alt) hun har uddannet sig til læge (6 år) så har hun specialiseret sig, hvilket er ca. 4 år pr. speciale og så er der erhvervserfaring (40+ år)

Psykiater-lærlingen er uddannet til læge (6 år) så speciale i almen medicin (4 år) så speciale i psykiatri (4 år) så erhvervserfaring (20+ år) og barsel x 3 (ca. 3 år) trukket fra.

Fede Dorit er uddannet psykolog (6 år) så er der lidt barsel x 2 trukket fra (ca. 2 år) så er der autorisation (2 år) og så er der erhverserfaring (ca. 10 år)

Harry Potter psykologen er uddannet psykolog (6 år) så er der autorisation (2 år) og så er der erhvervserfaring (ca. 20 år) og så barsel trukket fra ? Lad os sige 3 år.

Psykoedukationspsykologen er uddannet psykolog (6 år) så er der autorisation (2 år) og så er der erhvervserfaring (ca. 15 år) og så barsel trukket fra for 2 x børn. Lad os sige 2 år.

Nordmandspsykologen er uddannet psykolog (6 år) så er der autorisation (2 år) og så er der erhvervserfaring (ca. 15 år) og så barsel trukket fra for 2 børn (ca. 2 år)

Psykologen med de blåeste øjne er uddannet psykolog (6 år) så er der autorisation (2 år) og så er der erhvervserfaring (ca. 20 år) og så barsel trukket fra med 3 x børn, så ca. 3 år.

Så er der juristen, oversygeplejersken, lægesekretæren – der er MANGE MENNESKER med MEGET erfaring. Og ikke EN ENESTE AF DEM har tænkt at det her er helt forkert – og hvis nogen har tænkt det, så har de ikke haft østrogen nok til at gøre noget aktivt ved det.

Som kommunikationsuddannet kan jeg kun sige at de kommunikere virkelig dårligt, rædselsfuldt dårligt faktisk.

Hvis jeg prøver at tage den basale psykologi c tilgang jeg har og anskuer det ude fra, så burde de vide at alle mennesker anskuer samme hændelse forskelligt og alene af dén grund burde de tilgå situationen anderledes. Fordi DE har en mere massiv viden om hvordan den psykologiske tilgang er til ting.

Samtidig har de alle som en truffet det frivillige valg at arbejde på Danmarks 2. største psykiatriske hospital omgivet af psykisk syge mennesker og når én af de psykisksyge mennesker fortæller at hun har googlede en af dem, sætter det hele det her igang. I don’t get it.

For som mennesker burde de vide at man ikke kommunikere med trusler og ved at møde talstærkt, overleget og dominerende op overfor et mentalt svagere stillet menneske.

Som mødre, hvilket de alle sammen er (mere eller mindre) burde de vide at man ikke taler til andre mennesker sådan. De burde tænke på hvilket våben og hvilken krigsførsel de selv ville vælge hvis jeg var deres barn udsat for deres egen skyts.

Jeg kan simpelthen ikke se hvordan så mange mennesker kan træde så gentagende gange forkert og bare blive ved og ved og ved med at fyrer løs mod mig med beskyldninger på beskyldninger på beskyldninger. Uden at de én eneste gange vedhæfter et solidt uomtvisteligt bevis.

Jeg har intet at miste. Jeg kan ikke miste mit erhverv eller mit job. Jeg kan ikke miste min familie. Jeg kan ikke miste mit sociale netværk. Jeg kan ikke miste min formue. Jeg kan ikke miste mine venner. Jeg kan ikke miste mit udseende. Jeg kan ikke miste min helbred. Jeg kan ikke miste mit navn.

Jeg har intet der ikke allerede er ødelagt. Der er intet jeg har og ejer, som ikke allerede er ødelagt af den behandling jeg har fået på psykiatrisk hospital.

Det ENESTE jeg kan sige igen og igen er, “don’t go to war with someone who got nothing to lose” for så længe du har bare én ting i dit liv du er øm over, om det så er lakken på din bil eller dit navn, dit ry, dit job, dit helbred, din økonomi – uanset hvad det er du har at miste, så kan du miste det. Og jeg lover dig for, I will take it away from you.

Jeg har taget kontakt til nogle af mine tidligere journalist kollegaer. Once upon a time, var jeg hende der fik ting til at ske, hende der kunne få reklame ind i Aftenshowet (på DR) og som kunne skabe taletid for iværksættere i Go’Morgen Danmark fra Banegården. Jeg trækker aldrig vekslere på det jeg kan og det jeg har gjort, men nu har jeg taget den første kontakt og sagt at jeg måske får brug for hjælp i en sag omkring uværdig og ulovlig behandling af psykisk syge. Jeg har naturligvis ikke nævnt at det handler om mig, det er ikke relevant på dette stadie – hvad der er relevant er at få historien plantet og solgt.

Hvilket ikke er svært, for de eneste der mener det her er okay og min egen skyld er psykiatrien og 2 kællinger på Jodle. Juraen, loven, samfundet og alle andre, mener det er fuldstændig forskruet.

Og nu er min psykiater-lærling (gid jeg aldrig havde mødet hende! Langt mindre stolet på hende!!) så frifundet for brud på tavshedspligten, hvilket er okay – could have been brought to my attention earlier at hun var medejer – igen, en mærkelig måde at kommunikere på fra psykiatriens side men dem om det.

Nu er det så op til datatilsynet.

Og i sagen mod Fede Dorit og hendes crew af uprofessionelle psykologer svarede jeg dette på brevet fra Styrelsen for Patientklager i går (deadline var i dag) ang. hvad jeg specifikt ville rette klagen mod:

“Styrelsen for patientklager skriver 9. Februar 2021 “Vi sender kun det materiale, du ikke allerede kender. Der kan også være materiale imellem som du kender. Det er sendt til dig, fordi du ikke umiddelbart ved, at vi har det, og at det indgår i din sag”

Der er dog ikke vedhæftet noget materiale til brevet, som jeg ikke allerede selv har sendt til Styrelsen for Patientklager da jeg lavede den oprindelige klage i Februar 2020 og jeg er derfor i tvivl om hvilken materiale det er at Styrelsen for Patientklager henviser til, ”som er materiale jeg ikke har kendskab til og ikke ved at I ligger inde med?”

Hvilken materiale er nyt for sagen?

Dernæst er det korrekt at det centrale i klagen er følgende: 

– at det ikke var relevant at indkalde hende til en teamsamtale den 22. maj 2019, som omhandlede rammebrud i forhold til terapien

 – at det på baggrund af rammebrud for terapien blev besluttet, at hun skulle have en ny behandler, ligesom hendes samtaler blev aflyst frem til en ny teamsamtale den 14. august 2019

 – at hun ikke blev tilbudt et behandlingsforløb af længere varighed.

Klagen går dog også på følgende: 

At e-boks brevet af 16. Maj 2019 fra psykolog XXX (Fede Dorit) ikke indeholder oplysninger til undertegnet om undertegnets rettigheder i forbindelse med at en til en terapisamtalen laves om til et temamøde hvor flere unavngivet repræsentanter fra psykiatrien skal konfrontere mig med mit angivelige rammebrud på psykolog XXX (Fede Dorits) terapirammer. 

At e-boks brevet af 16. Maj 2019 sendes ud på en helligdag til et psykisk sårbart menneske, uden en dybere forklaring af hvad “rammebrud” er og hvad det dækker over, uden en mødeagenda, uden information om hvem de unavngivet repræsentanter er, hvor mange der deltager i mødet samt hvor undertegnet får hjælp op til mødet. Dette er selvsagt en dybt uprofessionel handling fra en erfaren psykolog.  

At psykolog XXX (Fede Dorit) aldrig har præsenteret mig for hendes terapirammer, før efter mødet af 22. maj 2019 hvor jeg allerede er under anklage for angiveligt at have brudt terapirammerne. 

At psykolog XXX (Fede Dorit) har præsenteret en yderst mangelfuld journalføring gennem alle 9 måneder jeg gik i behandling hos hende. 

Hvis så frem jeg er en patient der opsøger og kontakter personalet privat (generelt) og specifikt har stærk interesse i psykolog XXX (Fede Dorits) privatliv, har psykolog XXX (Fede Dorits) samt hendes kollegaer pligt til at førere journal omkring dette. Da der intet er journalført, på noget tidspunkt, nogensinde, må det derfor antages at psykolog XXX (Fede Dorits) påstande bekvemt er opfundet til lejligheden. 

At afdelingsledelsen beslutter, at de 14 x samtaler jeg bliver tilbudt efter temamødet i august, skal tælle med i et nyt samlet 1 årig behandlingsforløb med min nye behandler psykolog XXX (Nordmandspsykologen) med start i januar 2020. 
De 14 x samtaler skulle munde ud i endnu en (for mig, frygtelig) temasamtale, hvorfor de 14 x samtaler på ingen måder var terapi men ren træden vande for at nå frem til og få overstået en sådan temasamtale. Samtalerne alene var en forværring af mit mentale helbred, da afdelingsledelsen på intet tidspunkt kommer med oplysende eller opklarende information til undertegnet, på de grove anklager de selv har fremsat mod mig og først i december 2019 informeres jeg om at temasamtalen er aflyst. Dette er på ingen måder værdig psykiatrisk behandling. 

Bilaget ang. Mailen af 14. Januar 2020 (mail af 23. Januar 2020) har ingen tilknytning og relevans til denne sag. 

Derudover savner jeg i den grad at psykiatrien kommer med konkrete håndfaste beviser på alle de påstande de er kommet med, både i denne sag og i sagen omkring brud på tavshedspligt. At komme med så mange voldsomme postulater omkring hændelser og kontaktformer som jeg angiveligt skulle have foretaget mig, uden at bakke postulaterne op med ét eneste dokumenterbart bevis, end ikke journalføring, er tangerende til injurier og vil ikke blive accepteret af undertegnet.”

Jeg tænker KONSTANT på hvad Fede Dorit og psykoedukationspsykologen vil have ud af at anklage mig for kontaktforsøg som de ikke kan bevise. Sådan helt reelt, jeg sidder og tænker på hvad der får voksne veluddannet mennesker i en autoritær stilling til at lyve både mundligt (som jeg har optaget) og på skrift, udden at fremlægge beviser? Hvorfor siger og senere skriver Fede Dorit i mit journal at jeg konstant har haft fokus på hendes privatliv i vores 45 minutters sessioner gennem 9 måneder, når hun ikke på et eneste tidspunkt har journaltført i 9 måneder?

Jeg tænker også KONSTANT på hvad der får psykoedukationspsykologen til at bruge min jobsøgning i privat regi 5 måneder tidligere, som bevismateriale for min personlighed, til et krisemøde på psykiatrisk hospital?

Jeg tænker KONSTANT på hvilken ledelsesmæssig erfaring eller stærk mangel på samme, indianerlægen har, siden hun konsekventløst lader sine ansatte bryde den ene værdige behandlingsregl efter den anden og uden at hun på ét eneste tidspunkt tager sine big girl pants på og siger: NU stopper vi lige og så tager JEG styring på det her og ruller filmen tilbage og får skabt en ordentlig værdig og korrekt kommunikation.

Jeg tænker KONSTANT på hvad i alverden der har fået psykiater-lærlingen til at klage til afdelingsledelsen i April 2019 over at jeg konstant kontakter hende? Det er 10 måneder efter at jeg sidst har været i behandling hos hende og 8 måneder siden jeg sendte en mail. Jeg har ikke kontaktet hende og jeg ved i mit indre at hun ved i sit indre, at jeg ikke har kontaktet hende, så hvad ER DET der gør at hun føler sig i sin gode ret til at lave en falsk klage til afdelingsledelsen om mig? Og hvad er det der gør at afdelingsledelsen aldrig notere denne klagen nogen steder og aldrig konfrontere mig med klagen, FØR de nævner det i et partshøringsbrev i februar 2021, knap 2 år senere?

Jeg forstår ikke hvad det er der sker. Virkelig.

Men jeg ved jeg ikke kan acceptere at alle de her ting står på forsiden af mit journal. Som et brandmærke på en bortløbet slave. Så alle kan se hvem jeg er og ikke mindst, hvad jeg er.
——
Siden jeg skrev sidst, har Danmark også fået en ny samtykke lov. Dvs. nu er det ikke længere pigen der skal bevise at hun er blevet voldtaget og manden der pr. defination er uskyldig fra starten. Det er dejligt. Der skal være gensidig samtykke og grædende bevistløse forslået fulde piger kan ikke give samtykke.

Jeg tænker det er et kæmpe vigtigt skridt i den rigtige retning. Hvorfor skal piger lærer at klæde sig “korrekt” for ikke at blive voldtaget? Hvorfor er det ikke mænd der skal lærer at holde pikken i bukserne indtil den verbalt bliver inviteret frem?

Piger kan blames og shames for at få aborter mens en uønsket graviditet er konsekvensfrit for mænd. Jeg læste et sted at nogen foreslog at mænd fik lavet en vasektomi når de blev kønsmodne, den kan føreres tilbage igen når de er klar til at få børn. På den måde undgår mænd at blive fædre når de ikke ønsker det og piger undgår at blive gravide når de ikke ønsker det og samtidig ville alt magten ligge hos mændene. Men pudsigt nok var dét ikke et foreslag som mændene bakkede op….. 😉
——

• 

•