I går klokken 12.22 udgav jeg dette indlæg: https://deirdreannroberts.dk/et-formaalsloest-liv/ efterfølgende lagde jeg mig på sofaen og sov i ske med Ella. Da jeg vågnede, eller vi vågnede, kørte vi en tur.
Selv om min advokat siger at jeg gerne må gå i Kolonihaven alt det jeg vil og at hun faktisk opfordre mig til at gøre det, fordi jeg ikke skal “gemme mig væk” da jeg ikke har gjort noget galt, så får jeg altid lidt en knude i maven når jeg kører derud.
Da jeg kom i går, var bommen stadig lukket, sæsonen åbner først næste weekend sådan helt officielt. Så jeg kørte hen til udkørselsvejen for at parkere dér, men den var proppet med biler og selve vejen hen til udkørselsvejen, som er samme vej hvor min psykiater-lærling bor på, var også fyldt med biler og for enden af vejen, som ender blindt og går ind i skoven, var der en stor forsamling af mennesker der havde kaffemaskiner ude og børn der løb på rulleskøjter mv. Der var så mange mennesker at jeg ikke kunne se hvem det var – og selv om det var lokkende at parkere dér og gå ind i skoven og forsvinde for en stund, så kunne jeg ikke få mig selv til at parkere og gå igennem den store flok af mennesker og børn, for med mit held, skulle jeg nok støde på min psykiater-lærling, hun bor trods alt kun få huse væk.
Så jeg vendte bilen om og kørte hen til det Gamle Psykiatriske Hospital i Risskov. Jeg parkerede der hvor jeg plejede at gå til terapi, først hos psykologen med den stille stemme, så hos min psykiater-lærling og så en kort periode hos Fede Dorit inden psykiatrien flyttede til Skejby. Selve bygningen er rykket ned nu og der er bygget lejligheder (tror jeg det er) men der var og er god parkeringsmuligheder og ingen mennesker.
Ella og jeg gik rundt om børnehaven og langs hegnet ind til det gamle Psykiatriske Hospital, som nu er en stor byggegrund, fyldt med måger. Så vi stod længe og talte om mågerne der svømmede rundt nede i det vand der er kommet i et stort udgravningshul. Ella ELSKER fugle!
Så gik vi langs den gamle alle ind mod hovedbygningen, der gik en familie med en fin langhåret gravhund foran os og jeg kunne se på Ellas måde at gå på, at hun gerne ville hen til den, så da vi kommer tættere på, spørger jeg om de må hilse. Det må de gerne.
Som altid sætter jeg mig på hug når vi hilser på andre hunde, dels for at være på niveau med hundene men også for at Ella kan føle sig tryg og sikker og evt. sætte sig ind mellem mine ben hvis det bliver for meget/for overvældende. Ella og gravhunden havde begge snor på og på få sek. var de viklede ind i hinanden, så jeg rejser mig halvt op og vikler Ella ud af gravhundens snor – og lige dér, mens jeg står halvt foroverbøjet med mit hår der falder ned foran mit ansigt og jeg iøvrigt kamp sveder, går der 4-5 personer forbi os.
Jeg når ikke at opfatte ret meget og ser hende kun fra siden. Det var ikke mine øjne der genkendte hende, det var min erindring. Det var stemmen. Den stemme vil jeg kunne genkende alle steder, resten af mit liv. Det var min psykiater-lærling der gik forbi os, sammen med nogle andre mennesker som jeg overhoved ikke nåede at se, da jeg var optaget af at få Ella vikled ud af flexi-line-helvedet.
Måske det er et tilfælde, måske det ikke er, men i dag vågnede jeg op med så meget snot i mit ene næsebor at jeg var helt tilstoppet. Mine øjne havde løbet i vand i løbet af natten og efterladt tørre væskespor ned af kinderne på mig og mine øjenvipper var fyldt med søvn/betændelse. Min hals er øm øm øm og klør, selv om jeg ingen mandler har. Mit hoved er tungt og min krop gør ondt. Min hud er øm og jeg kan slet ikke overskue de afleveringer jeg har foran mig og den der ligger bag mig (og ikke blev afleveret) Her til formiddag kørte jeg Ella ud til mine forældre og nu sidder jeg her i min Morfars hvide sofastol og kikker ud af vinduet og forsøgerat fokusere på bare én konstruktiv ting.
Min plan for dagen havde været at gå en lang tur og få tænkt ugen der kommer igennem, eller nærmere betegnet tirsdagen igennem, for i morgen (tirsdag) skal jeg først til min selvbetalte psykolog kl. 11.00 og så til læge kl. 13.15.
Jeg har på anbefaling fra min selvbetalte psykolog bestilt tid hos min læge, så jeg kan blive henvist til psykiatrisk hospital igen. Til afdelingen for depression. Ifølge min selvbetalte psykolog skal min depression behandles først før man kan gå videre med at behandle det underliggende, som ifølge hende er PTSD og massive ubehandlede senfølger. Om jeg også har Blandet Personlighedsforstyrrelse kan hun hverken bekræfte eller afkræfte, da hun mener der er så meget “uro og rod” omkring mig og mit liv, at de ting der kvalificere en Blandet Personlighedsforstyrrelse, lige så godt kan stamme derfra som fra selve personlighedsforstyrrelsen, så der skal arbejdes på alt det andet rundt om, før man kan sige det helt klart (ifølge hende) Og det er slet ikke diagnoserne der slår mig ud af det, en diagnose fra eller til gør ingen forskel i min dagligdag.
Det som gør en forskel er at jeg pt. ikke kan mærke inden i, om jeg er okay med at skulle bede om at få en henvisning tilbage til det sted hvor jeg har svoret aldrig at sætte mine ben igen?
Og det var dét jeg ønskede at bruge min gå-tur til. Den blev dog markant kortere, da jeg ligesom ikke følte noget behov for at gå samme rute som hende jeg pt. har klaget over til Datatilsynet og som jeg vil gå rigtig langt for at få til at indse og forstå, at jeg aldrig har kontaktet hende som påstået og at hvis nogen har overskredet grænser og opført sig grænsesøgende og ikke kunnet sætte en grænse mellem det private og psykiatrien, så er det hende. Ikke jeg. Det er ikke mig der har dobbeltroller og som har blandet ting sammen. Det er hende.
Jeg kunne havde håbet at jeg ville føle afsky og væmmelse, had og vrede eller varme og omsorg, glæde og ro ved at møde min psykiater-lærling (på det gamle psykiatriske hospital af alle steder) men jeg følte intet. Og selv nu føler jeg intet. Jeg er helt tom og blank. Og jeg ved ikke hvordan jeg har det med at skulle retur til psykiatrien. Om jeg overhoved har lysten til det, viljen. Evnen ikke mindst. Jeg ved intet. Jeg er som et blankspulet malkerum inden i.
Der er intet – end ikke tomhed.
– og jeg føler mig så syg så syg.