Jeg har det virkelig skidt inden i. Både fysisk men også psykisk. Og det er faktisk en ret slem kombination. Min krop er fuldstændig smadret som efter en 50+ km. camino dag. Mine knæ værker, mine fødder er ømme når jeg går, lidt som hvis man har haft højhælet sko på længe og så pludselig går på flade fødder/bare tær – men jeg har ikke haft et par højhælet på i årevis. Min mave er et maridt, min mund brænder, jeg kan ikke koncentrere mig og jeg har små knopper på halsen, maven, brystet og ryggen.
Oven i det har jeg kronisk hovedpine – eller ikke sådan rigtig hovedpine men mere som om jeg har et bånd omkring mit hoved og det hele bare spænder til. Mine øjne er trætte – det er min krop også men det er som om jeg har mest lyst til bare at lukke øjenene og ikke se, bare holde øjenlågene lukket. Mærkelig kombination.
I søndags havde jeg online laboratoriedag i Biologi fra 09.00 tik 18.00. Bagefter tog jeg løbetøj på for første gang i 2021 og løb 2 km.
Jeg fik SÅ god en følelse inden i af at løbe, af at komme afsted, på trods af at mine løbebukser blev ved med at glide ned under min mave som så hang udover buksenkanten (ja….) og min bluse, som nu stumper fordi maven er så stor, blev ved med at kravle op, min løbe jakke kunne ikke lukkes omkring min mave og alting var bare for småt og træls – lige med undtagelse af min bh!
Jeg købte mig en ny løbebh med max max max støtte til brysterne, noget jeg ALDRIG har skænket en tanke før i mit liv, da mine bryster ikke plejer at bevæge sig om jeg så stod på hoved (ikke at jeg kan stå på hoved) men jeg havde så kronisk ondt i brysterne i oktober/november 2020 da jeg meldte mig ind i Repeat fitness, som nu er gået i betalingsstandsning, at jeg gik ud og købte en mega dyr sports bh til 800 kr. Så boobsene sad som de skulle, alt andet kravlede og sad forkert. Men jeg kom afsted og det føltes SÅ godt og nu har jeg så ikke kunnet komme afsted siden, fordi jeg er bange for at jeg ikke kan få den gode følelse igen og nu går jeg og er ked af det, inden i, fordi jeg ikke kan give mig selv den følelse igen men i stedet for tilfører min i forvejen overbelastede hjerne flere bekymrende tanker.
Mandag gav jeg mig selv FRI – helt fri for alt hvad der hedder studie og kørte med Ella ud til mine forældres byggegrunde og mine storskraldsting. Vi gik tur i næsten 2 timer – Ellas nye favorit ting er stubmarker med musehuller.
I går tirsdag, var jeg ved min selvbetalte psykolog. Jeg vidste ikke hvad jeg skulle tale med hende om. Jeg havde printede papierne fra CSM ud til hende. Aftalen var at hun skulle havde fundet en psykiater til mig, fra deres system. En som IKKE nogensinde har været tilknyttet Psykiatrisk Hospital i Risskov/Skejby og som er en kvinde.
Desværre viste det sig – i den lille bitte verden af læger der vælger at blive psykiatre – at de 4 psykiatre klinikken har tilknyttet alle har været på psykiatrisk hospital i Risskov på et tidspunkt i deres forløb/uddannelse og dermed falder de fra i mine – måske urealistiske kriterier. Min selvbetalte psykolog forsøgte at få mig til at vælg en mandlig psykiater – hendes argument var at han jo kunne være dygtig faglig, mit argument var at erfaring siger mig at jeg ikke skal være alene i et rum med mænd generelt og specielt ikke fremmede mænd.
Kald mig bare en paranoid psykisk syg kælling men min MANGEÅRIGE ERFARING fortæller mig at dét kommer der ALDRIG noget godt ud af. Uanset hvor godt det starter, så ender det ALTID på samme måde, selv når jeg er verbal soleklar i mine formuleringer, så ender det altid altid altid galt på den en eller den anden måde og jeg orker ikke mere.
Dernæst vil jeg heller ikke gradbøje mine krav: skal jeg have psykiatrisk hjælp, så må personen, som 100% skal være en kvinde, IKKE havde arbejdet på psykiatrisk hospital i Risskov/Skejby, for igen kan jeg kun sige at mine HÅRDT LÆRTE ERFARINGER fortæller mig, at hvad jeg (og måske andre) ser som en-lige-ud-af-landevejen-handling, i psykiatriens øjne er forstadiet til The Slender Man Stabbing.
Psykiatriens evne til at se objektivt på handlinger er ikke eksisterende og de burde alle som en sendes retur til skolebænken og tage et eller flere fag om, før de burde havde lov til at behandle psykisk sårbare mennesker med mentale problemer. Jeg har endnu ikke mødt én eneste person som helt objektivt har kunnet drage en paralel mellem min jobsøgning og kontaktforsøg til tidligere behandler og/eller googeling af en psykolog til at være skærpet interesse i behandlerens privatliv.
Jeg tænker – objektivt set – at det må være soleklart og indlysende for psykiatriens og deres side – at det at google er = skærpet interesse i en behandlerens privatliv og at det at søge et job er = et kontaktforsøg til en tidligere behandler.
– MEN FOR ALLE ANDRE udenfor psykiatrien – OGSÅ DEM som har læst alt sagsmateriale og som har læst de mails jeg har sendt, så er det dem en GÅDE hvad der har fået psykiatrien til at drage de konklusioner.
Grunden til at jeg tænker det er soleklart og indlysende for psykiatrien er, at ingen da ville gå dertil hvor de er gået, hvis de ikke mente de havde ret?
Jeg har jo startet sagen i Styrelsen for Patientklager og i Datatilsynet fordi jeg er af den 100% overbevisning at jeg har 100% ret. At jeg beviseligt har handlet i god tro og uden underliggende intentioner bag, men at dem som dagligt arbejder med psykisk syge mennesker og som burde vide bedre, har handlet 100% forsætligt, reageret voldssomt uhensigtsmæssigt, specielt taget deres erhverv og uddannelse i betragtning og ikke på nogen måder har udøvet værdig psykiatrisk behandling. De har foretaget gentagende beviste handlinger som de med deres viden, uddannelse og erfaring vidste ville forværrere min psykiske tilstand, og alligevel har de forsat af det spor de gik ind på, frem for at bakke, starte forfra, sige undskyld eller som minimum komme med beviser og forklaringer der giver mening med det som er ført til journal.
Nu kunne man jo fristes til at tro (håbe) at det her er en enlig svale og at det her ALDRIG er sket for andre patienter på psykiatrisk hospital, men jeg tvivler stærkt på at det er tilfældet. Faktisk tror jeg ikke på det. Jeg tror psykiatrien i Skejby jævnligt kører patienter igennem systemet baglænds, trækker dem mentalt henover en sømmåtte, svigter dem, presser dem op i hjørnet både mentalt men også fysisk (i små rum med psykiatrien i overtal) Jeg tror ikke længere på skyggen af det bedste i folk.
Sådan her følte jeg før jeg gik ind i psykiatrien i januar 2017, så mødte jeg damerne på psykiatrisk skadestue, psykologen med den stille stemme og psykiater-lærlingen og jeg begyndte faktisk at tro på at der var mennesker i denne verden hvis oprigtige ønske var at hjælpe mennesker som jeg til et bedre liv. Det føltes lidt som at få et ultra blødt og varmt tæppe svøbt omkring mig, i et lydtæt stille rum med solskin ind af vinduet.
Derefter ved jeg ikke længere helt hvad der kom først, men enten var det:
1: Da psykiater-lærlingen fortalte afdelingsledelsen og Indianerlægen i april 2019 at jeg havde en stærkt opsøgende interesse i hende og hendes privatliv og gentagende gange havde kontaktet hende, bla. ved at søge en opslået stilling som jeg er uddannet til.
eller
2: Da jeg diskutere med Fede Dorit 14. maj 2019 og går hjem og googler hende fagligt, læser hendes speciale og gangen efter fortæller hende at jeg har læst hendes speciale og syntes det er tankevækkende at hendes speciale er min diagnose når vi er så milevidt fra hinanden rent behandlingsmæssigt og vores terapisessioner er fuldstændig blottet for resonans og fælles fodslag.
En af de to ting skete og den ene trak den anden med sig og da begge hændelser blev lagt i samme gryde kom den i kog og ingen tog den af og ingen kikkede på indholdet og her er vi nu.
Jeg, udskrevet fra psykiatrien med et anklagende og mildt sagt ukorrekt journalføring hæftet på mit navn og min selvbetalte psykolog ønsker mig diagnostiseret med PTSD og svær depression og indrullet i – hvis ikke akut, så i det mindste langvarig psykiatrisk behandling.
Psykiatrien og de stikkende damer fortsætter deres liv som om intet var hændt. De har stadig deres arbejde, deres kollegaer, deres familie (og sikkert 110% familiens støtte mod denne her sindssyge patient) De har en hverdag der ikke ser anderledes ud i dag 17. marts 2021 end den gjorde 17. marts 2020. Dvs. før jeg søgte det opslået job og googlede Fede Dorit.
Og jeg tilbage nøjagtig samme sted som før. Only difference is, that now my secret is no longer my secret to keep. Its common knowledge and I’m branded for life. I’ll never forgive that. Never.
Jeg har netop i dag anmodet om at låse mit online journal, frem til 2030. For ALT sundhedspersonale, bare for at være på den sikre side. Man kan nemlig kun blokere specifikke afdelinger på specifikke hospitaler og specifikke læger/psykiatre – men det kræver at man kender afdelingen og lægernes fulde navn. Jeg har blokeret ALLE der nogensinde har lavet en note eller et opslag i mit journal + jeg bagefter blokerede hele mit journal for ALT sundhedsfagligt personale, ever. I 9 år – som var det længste jeg kunne gå frem.
Det betyder sikkert også at jeg har blokeret min egen læge men det må jeg så leve med. Hvis jeg bliver indlagt eller på anden måde kommer i kontakt med sygehusvæsnet, så skal jeg ikke nyde noget af at de kan slå op i mit journal og læse hvad der står skrevet om mig, uden at jeg har mulighed for at forklare og forsvare mig.
– og tro mig når jeg siger, ALLE USANDHEDER indskrevet i mit journal, dét bliver slettet. 100% det bliver slettet. Om jeg så skal stævne hver enkelt medarbejder, ledelsen og selve psykiatrien, så bliver det slettet.
For hvad de har overset er, at jeg har overlevet i 35 år på en indædt vilje og den vilje er lige så ofte min fjende, fordi den holder mig fra at begå selvmord, men den er også min ven når det kommer til enhver slags kamp. Because it never yield. It never stops. Its always there. Viljen til at ville.
——
Det er sikkert mig, men sådan noget her, det stresser mit indre. Første besked kom Fredag, så en ny senere fredag og så igen en lørdag og så igen en nu søndag morgen – og inden i har jeg hele tiden haft det sådan, at jeg under INGEN omstændigheder har 1/2% lyst til at have en én til én samtale med en psykologlærer på VUC. WTF! Men, jeg føler også at hvis jeg siger nej tak, så kan det risikere at gå ud over min karakter og den evaluering han eventuelt skal give mig, frem for karakter, da det kan være at vi ikke må gå op til mundlig eksamen pga. corona-reglerne.
Så, hvis jeg ikke kan komme op til en mundlig eksamen og “tale mig ud af et emne” så er det lærerens evaluering der tæller som min karakter og han blev ret så irriteret da jeg bad om udsættelse på min sidste aflevering pga. at jeg også skulle svare og tage stilling til partshøringsmaterialet fra Styrelsen for Patientklager. Så jeg føler allerede jeg er på dårlig fod med ham, selv om jeg har afleveret ALT til tiden og virkelig forsøgt at tage hans ord og rettelser til mig. Og så kommer de her sms’er. Jeg føler mig total cornered. Det var ikke en del af noget på mit skema og jeg følte mig presset til at sige ja tak til en samtale, fordi hvis jeg nu sagde nej så var det et ret tydeligt tegn på at jeg ikke tager hans tilbud om hjælp seriøst, tager faget seriøst osv. Så jeg sagde ja tak, får et tidspunkt og bum så bliver det aflyst og jeg tænker “FEDT – SAVED BY THE BELL!!” og så skriver han til mig igen….. I’m please just leave me be.
Det er søndag igen og jeg har for første gang ikke afleveret min opgave i et af de to fag jeg tager på VUC. Jeg skulle aflevere en Biologi opgave i fredags og jeg kunne slet ikke tage mig sammen. På onsdag skal jeg aflevere en 12 timers psykologi opgave, så nu er jeg dobbelt bagud. Det er som om jeg aldrig kan komme foran eller bare være liiige med på det.
Jo mere jeg læser de her fag, på C (!) niveau, jo mere og mere opmærksom bliver jeg på, at jeg faktisk ikke kan tage en uddannelse, uanset niveauet for livslæring. Jeg er fuldstændig kørt i sænk.
– og netop som jeg sidder og skriver det her, banker det på min hoveddør. Det er så “fedt” et sted jeg bor, at vi ikke har dørspioner, så man kan aldrig vide hvilken stodder der står på den anden side af ens dør, men ingen har ringet på min dørtelefon, så jeg tænkte at det nok var min lillebror eller lillesøster. Uanset hvad, så gør Ella, fordi hun er en sej vagthund. Da jeg så åbner, så stormer hun ud – som hun altid gør men hun stopper ikke med at gø, som hun plejer når hun genkender dem der står ude foran døren. Fordi, det ikke er hverken min lillebror eller lillesøster.
Det er en ung fyr der samler ind for Børnenes Vilkår. Jeg går ind og finder nøglen til min pondus sparebøsse i min elskede Mormors chatol, låser sparebøssen op (som jeg faktisk fandt i samme gade som psykologen med den stille stemme boede i, faktisk ved skraldeøen lige overfor hendes lejlighed) Jeg trak 200 kr ud af den og gik ud og puttede den i indsamlingsbøssen. Jeg støtter altid gerne ting der hjælper og løfter børn, men jeg vil gerne selv bestemme om jeg vil hjælpe – og da jeg netop i December sidste år afmeldte alt hvad jeg støttede fordi 100 kr her og der bare løber op og Børnenes Vilkår var blandt dem jeg afmeldte, føler jeg mig, igen, cornered. Jeg mener, hvem fanden lukker bare en opsamlingsperson ind i opgangen?
Det næste bliver fandeme at de lukker licens ind. Og igen, jeg støtter gerne ting jeg bruger og jeg betaler gerne for ting jeg bruger, men jeg bruger ikke DR. Jeg har end ikke installeret én eneste tvkanal på mit fjernsyn. Jeg ser aldrig tv og jeg har ikke råd til at gå og betale for shit jeg ikke bruger. At man også skal betale for Internet, er bare noget som DR fik sat på engang, da de kunne se at kunderne til deres “public service” forsvandt – men da jeg allerede betaler for internet til YouSee, føler jeg ikke behov for at betal til DR også, for samme service.
Helt grundlæggende; just leave me alone. Jeg har det svært nok som det er. Jeg er træt og fyldt op og bagefter, både med mine 2 x VUC fag men også i livet generelt. Dét er så ydmygende at være evig vidne til et formålsløst liv.
Hvad har DU på hjertet?