Om få timer skal jeg til min anden samtale hos CSM. Klokken er næsten 01.00 om natten og jeg vågnede for ca. 20 minutter siden, fordi jeg slog en ordentlig PRUT!! En af dem hvor ballerne næsten blafre og gør ondt bagefter!

Imponerende egentlig – lige indtil jeg kunne mærke min mave rumle og jeg måtte løbe foroverbøjet ud på badeværelset og ofre mine tarme i kummen, men ikke før jeg havde knaldet min stortånegl ind i min træ-toiletskammel….. ikke selv neglen foran, nej, det var skam oversiden af neglen som på magisk vis blev hamret ind i skamlen og dét gør cirka dobbelt så ondt.

Et split sekundt blev jeg smidt tilbage til når min Gudfar jokket mig oven på fødderne med hans store gummistøvler. Smerten er så intens at den går helt op under knæskallen.

Jeg har stadig ikke hørt fra Psykiatrisk Hospital og jeg tænker på, om det er sådan en slags test de sætter mig på. En udholdenhedstest, for at se hvor længe der går før jeg knækker.

De ved det måske ikke, men jeg knækker ikke. Jeg knækker aldrig.

Når min krop er ved at knække, forlader jeg den og forsætter – det er sådan noget jeg kan. Så jeg vil egentlig gerne vide hvor jeg kan sætte penge på det her væddemål, for jeg ved jeg vinder. I do not break – hvordan tror de jeg har holdt mig selv i live OG nogenlunde mentalt fungerende i alle alle de år, hvor jeg ikke kun har været enormt ensom, men også været udsat for mobberi kryddret med seksuelt misbrug og vold….

*og så døde min mave lige igen……*

Jeg savner så meget nogen at tale med. Tænk hvis jeg havde en veninde at drikke en øl med i solen – jeg er nærmest parat til at lærer at drikke varme ting, hvis bare jeg kunne få en veninde. Tænk at kunne gå ved siden af hinanden gennem byen, gennem skoven eller bare sidde på en bænk og tale om alt mellem himmel og jord og for en stund føle mig normal.

Men det sker ikke, det som sker i øjeblikket, er at jeg bliver ignoreret. Af min Psykolog. Og jeg er faktisk ikke klar over hvorfor.
– men jeg er 100% klar over at ærlighed ikke er vejen frem i Psykiatrien.