Måske jeg er ved at blive rigtig sindssyg – men inden for de sidste 24 timer har jeg oplevet følgende, uden rigtig at opleve det.

1. Jeg kom i tanke om min drøm i nat. Min drøm var at jeg fik tilsendt et billede fra Norman Bach, som så flød over og blev til et Facetime opkald uden lyd. Det var som om billedet var taget fra helt oppe under loftet i højre side af et badeværelse. Set oppefra og ned. Nede på gulvet i badeværelset, lå en meget mørkhåret og meget behåret mand i et hvidt badekar fyldt med skum. Jeg fandt aldrig ud af om det var et skjult kamera billede eller et bevist billed, men først blev jeg glad, fordi Norman tænkte på mig og sendte mig et billede. Og så blev jeg knusende ked af det inden i, da jeg så at det var et nøgenbillede (selv om jeg ikke kunne se kønsdele pga. skummet. Jeg trode han var anderledes end Kunstmaleren. At han var en rigtig ven jeg kunne tale med om alt og intet, uden at det skulle dreje sig om sex og pik i kusse. I drømmen var jeg lige ved at begynde at græde da jeg så billedet som så flød over til at blive et Facetimeopkald uden lyd, men så traf jeg et valg. Jeg satte min tommelfinger på den røde knap på Facetimeopkaldet og slukkede og lagde telefonen væk. I drømmen følte jeg mig stolt. Og glad – og lidt modig.
   
2. I dag gik jeg en tur i alle 2 ud af de 3 Kolonihaver jeg er skrevet op til. I den ene står jeg Nr. 2 på ventelisten. I den anden står jeg Nr. 14. Jeg havde Ella med og hun løb frit på havegangene. På en af gangene fandt jeg et område med græs der groet højt op af et hegn. Ella gik helt bonkers over hegnet, måske bor der en hund på den anden side? Eller måske en kanin havde tisse der – who knows. Jeg lagde mig på knæ for at se hvad det var hun snuset sådan til og opdaget at der i bunden af det tætte græs, var et tæppe af små skovjordbær!! Jeg plukket alle dem jeg kunne have i min hånd, lagde hoved tilbage og vippedet dem ind i munden med en nydelse af dimentioner. Dén manøvre lavede jeg 3 gange i træk mens Ella gryntede rundt. Solen skinnede, fuglene pippet og det var dejlig varmt – og netop som jeg går i gang med min 4 omgang frådende skovjordbær tyveri ved højlys dag, hører jeg en stemme som kommer langvejs fra. Den var svag men alligevel tydelig og mit hjerte stod for en stund stille mens min hjernecomputer scannede alle de stemmer og lyde jeg har gemt i den gule kasse i mit hoved. I den gule kasse ligger stemmer og lyde fra mennesker, dyr og steder, der har varmet mit hjerte op, uanset om det er for en kort stund eller om det er over en længere periode. En anden ting der (desværre) også er ens for alle lydene i den gule kasse er, at de ikke eksistere i mit liv mere. Det er blot en kasse fyldt med vidunderlige minder i form af fonetik. Jeg fandt ikke ud af hvem stemmen tilhørte eller hvorfra den kom, selv om jeg gik frem og tilbage 2 gange i området, indtil stemmen forsvandt lige så hurtigt og svagt som den var kommet. Det var først mange timer senere, da jeg kørte ud til mine forældres går i en gullig solnedgang, at det slog mig at stemmen jeg trode jeg hørte, tilhørte min Psykiater-Lærling. Og så græd jeg lidt, fordi jeg åbenbart savner hende eller minderne i Den Gule Kasse så ufattelig meget, at min underbevisthed prøver at overtag min bevisthed.
   
   Normans stemme og billed ligger også i Den Gule Kasse.
   
3. Sidste weekend kørte jeg min sædvanlige Storskraldsrunde. Min Psykolog med den stille stemme fra Enhed for Selvmordsforbyggelse bor på ruten. Det ved jeg helt præcist, fordi jeg har googlet hende dengang tilbage i 2017 – og fortalt hende om det og hun hverken blev vred, anmeldte mig for rammebrud eller sendte mig til ubehagelige temasamtaler med stikkende damer – jeg har sagt til mig selv, at jeg også godt må kører på dén gade som hun bor på, ligesom alle andre også må. Jeg kørte der før jeg vidste at hun boede der og jeg kører der stadig. Faktisk bor hun på en vej i et karré område, hvor jeg fandt ALLE mine møbler til mit tidliger Kolonihavehus. Der er så mange mange lejligheder i en fin bue med sidegader der er helt lige, så jeg kan se ned af dem når jeg kører forbi. Og dér er altid en masse storskrald, parat til at få et nyt hjem. Overfor hendes lejlighed (ironisk nok) er der en stor skraldeø og selv om storskrald skal stilles udenforan ens egen hoveddør, stiller mange storskrald ved skraldeøer og denne her ø, er liiiiige på et hjørne med 4 veje der støder op til skraldeøen, så dér står altid rigtig meget skrald. En total perle! Jeg kørte forbi, langsomt som altid med Ella på passagersædet (som altid) og pludselig ser jeg min Psykolog med den stille stemme komme baglæns ud af hoveddøren med et køleskab (!) i armene – i den anden ende var en langhåret mand. De bar køleskabet ind i en Avis varevogn (lejebil) og kørte væk med det. Jeg var nær kørt galt for at skjule mig!! Tænk hvis hun havde set mig, så ville hun 100% tro jeg stalkede hende, også fordi jeg kørte så langsomt forbi – men 200% det gjorde jeg ikke, jeg var ved at lærer Ella at når jeg siger “Hvad er det! Hvad er det! Hvad er det!” så skal hun kikke ud af vinduet og gø! For så har vi fundet storskrald. Men pga. den måde alle de her 4 veje rammer sammen, er det svært bare at tage et sving og forblive usynlig, så jeg lavede en ægte spanioler drejning og forsvandt med lidt for hurtig fart ned af en gade med ensrettet kørsel……. og krængede bilen hårdt til venstre – ensretninge var vel og mærke ikke i min retning!!
   
   
4. I dag fortalte jeg også Mor, da hun spurgte om hvordan det gik på Psykiatrisk Hospital, om min Nye Behandler og at jeg havde taget hende i at lyve. Jeg fortalte hende alt. Om CSM, om sikkerhedsplanen, om e-boks beskeden, smser, aflysninger osv. Mor spurgte hvad en “Sikkerhedsplan” var og jeg sagde, som ærligt var, at det var en plan jeg skal følge så frem jeg får lyst til at handle på mine selvmordstanker. Mor stod og skar salat på den ene side af den store køkken ø, i det nye køkken. Hun skar videre som om jeg lige havde sagt at jeg havde købt nye sokker og bad mig så om at tage bakken med service mv. ud i Drivhuset og dæk bordet. Jeg gjorde som hun sagde og sagde ikke mere. Mors stemme er ikke i Den Gule Kasse.
   
   
5. Jeg har desuden truffen en beslutning. Jeg er næsten 100% sikker på at jeg følge den. Jeg stopper på Psykiatrisk Hospital og i behandlingen hos min Nye Behandler. Jeg venter og ser hvad der sker på onsdag d. 10. Juli, om jeg skal komme til samtale med hende eller ej. Skal jeg, så optager jeg vores samtale, ligesom jeg gjorde ved mødet med de fire stikkende damer. D. 11. Juli skal jeg til 2. samtale hos CSM. Jeg er skræmmende klar over at der er 2,5 ÅRS ventetid på behandling, men jeg vil hellere være on my own som jeg plejer og så vide med 100% sikkerhed, at det kun er mig selv der har min egen ryg og som passer på mig selv, end jeg vil være i behandling et sted, hvor alting er forkert. Jeg ved de (de kloge) mener jeg skal gå der for at lærer at håndtere konflikter og usunde handlingsmønstre som jeg har pga. min Borderline personlighedsforstyrrelse, og at det faktum at jeg går derfra, blot er en forstærkelse af at jeg har en personlighedsforstyrrelse med problerm der peger på min måde at omgåes mennesker på og at min “gået derfra” beviser at jeg skal arbejde endnu mere med den, fordi jeg slet ikke er i mål. Jeg er både og, enig med dem. Jeg er enig i, at jeg kan og skal (med tiden) blive bedre til at omgåes andre mennesker og at jeg måske også skal blive bedre til konflikter, men jeg er uenig i dem med resten. Jeg har altid været i stand til at håndtere konflikter og jeg er sjældent gået ud fra en konflikt som taber. Jeg er lynende skrap og har altid haft en massiv viden om alt muligt, som jeg har kunnet trække på – jeg har ikke altid brugt den viden hensigtsmæssigt, men jeg har som skrevet, sjældent været taberen. Og jeg har altid været ærlig og klar med bevismaterialer til at bakke mine postulater op. Så længe jeg kan huske tilbage, har jeg samlet beviser. Beviser for alt muligt. Beviser for hvor jeg har fundet hvilken storskralds dims, dato for fundet, dato for salg, navn på køber, telefonnummer på køber, er det solgt på Dba.dk eller FB Markedsplads. ALT bliver dokumenteret minituøst, for en dag kommer SKAT helt sikkert efter mig igen. Det er naivt at tro anderledes. DA jeg var yngre havde jeg også excelark, jeg brugte dem til at fører kronologisk rækkefølge over hvor, hvornår og hvordan og hvor længe min Gudfar misbrugte mig. Jeg læste engang at det var svært at få en voldtægtsmand dømt, fordi det altid var så svært at løfte bevisbyrden. Helt bogstaveligtalt var de ofte vasket væk. Dette her var helt tilbage fra dengang hvor jeg havde kladehæfter med den lille tabel bagpå – senere førte jeg dem ind på min computer og i dag ligger de på en diskette, med abuginefarvet label et sted i en kasse. Helt nøgterne bevismateriale. Jeg får aldrig brug for dem, for jeg kan aldrig få min Gudfar dømt. Men jeg har dokumentationen og dét er for mig virkelig vigtigt. Og jeg skal nok samle dokumentationen sammen omkring min Nye Behandler. Ja jeg vælger selv at gå, men der er en grund og selv om Psykiatrisk Hospital nok kalder det noget andet og har en masse teorien om hvad jeg gør galt, så mener jeg at min Nye Behandler ikke er sin opgave voksen, jeg mener hun mangler evnen til at kommunikere korrekt og problemfrit. Jeg er virkelig kronisk træt af at hører hende sige: ….men det var ikke sådan det var ment…….!! Øhhh hvis det ikke var ment som det sted, så burde du skrive det så det ikke kan misforståes og så der ikke kan være tvivl om hvad det er du skriver eller siger! Det svarer nøjagtig til, når Indianerlægen siger til mig: …. når jeg læser mellem linjerne…. Øhhhh du skal så IKKE læse mellem linjerne, du skal læse nøjagtig hvad der står. Punktum. Ikke andet. Jeg læser nøjagtig hvad der står og hører nøjagtig hvad der siges og får så at vide at jeg skal konkluderer noget andet bagefter. Dét fucker virkelig med min hjerne og jeg ved bare med mig selv, at jeg ikke kan bruge de næste 7 måneder på at sidde foran et menneske, hvis handlingsmønster fodre min foragt dag for dag. Jeg har tænkt mig at sætte mig ned og tælle nøjagtig, dag for dag, antal dage sammen, som jeg har gået i terapi hos hende. Så vil jeg trække de dage fra hvor jeg selv har meldt afbud til terapi og så vil jeg trække de (virkelig mange) gange hun har aflyst fra. Jeg er helt overbevist om at regnestykket ikke vil være i hendes favør. Hun er fraværende fysisk og hun er fraværende psykisk, hun kommunikere dårligt og hendes terapimåde er som taget ud af Døde Poeters Klub, hvor hun minder mig frygtelig om Niel Perry’s fars måde at vise sin kærlighed på og her mener jeg naturigvis kærligheden til det fag, som hun har brugt 6 år (eller mere) på at læse en masse bøger uden billeder om. Hvis jeg skulle bruge 6 år af mit liv på noget, ville det være for noget hvor min lidenskabelige passion for “det” ikke kunne overgåes.
   
   Når jeg går, så har jeg min ryg fri, fri for beskyldninger om rammebrud, om modstand mod behandling, om fraværd, fri for alt. Jeg har gjort ALT hvad jeg er blevet bedt om, jeg kommer aldrig forsent og jeg er altid velmødt. Og alligevel er det mig som der peges fingre af og lyves om.
   
6. Jeg har lavet en plan for min videre “behandling” – da jeg jo ingen penge har. Jeg ved ikke om jeg vil have mulighed for at fører den ud i livet, men ligesom med planen om at stoppe på Psykiatrisk Hospital, så håber jeg det er en plan jeg kan følge og holde mig til. Jeg vil naturligvis IKKE fortælle mine forældre og familie (eller nogen) om at jeg stopper på Psykiatrisk Hospital. Jeg orker ikke det som følger me. Og for at holde mig selv igang, så jeg ikke ryger mere den forkerte vej, må jeg give mig selv terapi. Men jeg har ingen penge og jeg er tyk. Og mine muskler og led gør ondt. Så min plan er at stå op ligesom jeg plejer hver onsdag og dyrke yoga. Tiden er ubestemt, bare jeg får tage én session på Yogavivo, så er det fint – om den varer 14 minutter eller 40 minutter er ikke afgørende. Det afgørende er at jeg kommer afsted. Dernæst skal jeg tage tøj på og kører til SUP. Så skal jeg suppe ud til efter den Permanente og retur (som minimum) og så hjem og i bad og få noget godt at spise. Hvis jeg kan gøre dét, én dag om ugen, kan jeg måske på et tidspunkt udvide med flere dage, men til at starte med, hepper jeg på én dag om ugen.

Men på trods af alle mine planer og alle mine hallucinationer, så håber jeg stadig at jeg dør i min søvn. Man hører om unge raske mennesker som går i seng og aldrig vågner op. Tænk hvis det var mig, hvor ville det være skønt. For alle parter.