Jeg ved nærmest aldrig rigtig hvor jeg skal starte, for at få alle mine tanker, følelser og oplevelser ned på papir og ud af kroppen men jeg vil forsøge.
I onsdags lagde jeg mig i sengen efter at jeg kom hjem fra Psykiatrisk Hospital og der lå jeg til torsdag eftermiddag (kan slet ikke huske om jeg har fortalt det her eller om jeg har skrevet siden sidst??)
Anyway, torsdag morgen ca. 08.15 ringede jeg til min Nye Behandler og lagde en besked om at hun skulle ringe tilbage til mig. Funny thing is, damen i omstillingen spurgte mig hvad det drejet sig om, og jeg sagde, som sandt var, at jeg gerne ville spørge om fri fra Psykiatrisk Hosptial fra og med i dag (altså fra og med i går torsdag) og hele maj måned.
Min plan er at tage på Pilgrimsvandring og prøve at få alting lidt på afstand. Mine sko er kommet, jeg skal bare hente dem i pakkeposten.
Min yngste lillebror ringede også til mig torsdag. Jeg har ellers haft min telefon på flytilstand, da jeg bliver virkelig stresset inden i, af at hører den summe og brumme. Lyden giver mig en form for stressfølelse inden i, så jeg har fundet ud af at flytilstand er det bedste for mig. Minusset er bare at internettet også ryger men det må jeg leve med.
Nå men min yngste lillebror ringede hen på eftermiddagen torsdag, hvor jeg endelig besluttede mig for at stå op. Jeg havde haft telefonen tændt hele morgen, så jeg kunne modtage opkaldet fra min Nye Behandler når hun ringede tilbage (det var onsdag jeg havde den på flytilstand) Men hun ringede ikke….. det gjorde min lillebror og gennem ham, kunne jeg hører min Mors stemme.
Han mente at jeg havde det bedre for 5 år siden og han blev ved og ved og ved med at gentage: Men HVORDAN får du det bedre af at gå derude?
– og helt ærligt, jeg kan ikke svare på det.
På dage som i onsdags, da jeg køre derfra, så føles det naturligvis ikke som om jeg får det bedre. Men da jeg faktisk har prøvet ALT henover de sidste mange mange MANGE år, føler jeg selv at jeg bliver nød til at have tiltro til de mennesker jeg møder på Psykiatrisk Hospital og på den behandling de giver mig – men at tale med min familie får mig til at tvivle. Ikke bare lidt, men i den grad tvivle på om de (dem på Psykiatrisk Hospital) gør det rigtige og om jeg måske burde lytte til min familie – om end de ikke kommer med andre alternativer, udover at jeg skal snørre mine sko og gå og søge mindfullness og få mig et arbejde og alt muligt andet som kræver overskud og aktivitet fra min side.
Men uanset hvor meget jeg ønskede at svare min søde yngste lillebror som, på trods af Mors stemme, jo også ringer af egen vilje, så vidste jeg faktisk ikke hvad jeg skulle svare ham, for jeg ved ikke om jeg havde det bedre for 5 år siden.
Umiddelbart tænker jeg selv – og det her er 100% min egen version, så den er sikkert smækfyldt med fejl – men jeg tænker at 1. December 2019, altså i år, så er det 5 år siden at min Gudfar døde og det var som om noget i mig gik i stykker den dag jeg sad nede i kapellet i Silkeborg og så hans døde gullige krop ligge der i kisten i et alt for stort jakkesæt, uden hals og med øre uden øreflipper. Det gjorde bare noget ved mig. Hele turen til Hospitalet, turen over til kapellet, tiden i kapellet med min Gudfar og gå turen tilbage til bilen – det HELE står lysende klart for mig, jeg kan huske hver en detalje, jeg kan huske duften i luften, vejret, hvad jeg så gennem vinduerne – jeg kan huske hvordan bukserne sad på portøren, lyset i kapellet – ALT står lysende klart i min hukommelse og da jeg gik derfra var det som om livet bare tog en drejning som jeg ikke kan forklare.
Når jeg bliver presset, som jeg følte min yngste lillebror (ubevist) gjorde, så tænker jeg på om det ikke var bedre hvis jeg var død den dag på broen i L.A.?
Anyway, jeg stod op og gik i bad (med min telefon) så jeg kunne komme ud og føle mig lidt i live igen efter mere end 24 timer i sengen hvor jeg mere eller mindre bare har sovet. Min Nye Behandler ringede ikke hele torsdag.
Jeg valgte at deltage i et tilbudsarrangement som SUP stedet havde lavet, hvor man kan købe udstyr med ekstra rabat. Jeg fik bla. købt sko til vinter og lim til at lappe min dragt (hvilket absolut ikke er limet særlig proff….doooo!) så nu kan jeg komme afsted igen. Plus jeg lavede en aftale med en af SUP damerne om at jeg kan komme ned og få et adgangsarmbånd, så jeg kan komme og gå selv/når det passer mig.
Bagefter kørte jeg hjem og gik i seng igen og satte min telefon på flytilstand.
I dag, fredag, stod jeg op omkring 07.45 (og tændte min telefon igen) Jeg havde en ret stram plan for i dag.
En dame ville købe nogle ting som befandt sig på mine forældres går, så jeg kørte derud inden kl. 09.00 og fik tømt bilen, støvsuget den for hundehår og snavs (tiltrængt efter en Påske med storskrald overalt i bilen!!) Samtidig havde jeg lagt en kjole frem oven på postkasserne her i ejendommen, som en pige kom og hentede – så i dag har jeg tjent 314 kr. på ting jeg har fundet.
Jeg havde også taget en Hugo Boss jakkesæt med i bilen, som tilhører Jonas min radioven. Jeg havde lovet at sælge det for ham, men det er ikke lykkes, selv om jeg tog det til rens på egen regning. Ude blandt mine ting, stod også en bordplade som Jonas efterlod da vi var på Kræmmermarked, så den måtte jeg tage med hjem og den har stået hos mig lige siden.
Så ind i bilen med jakkesætten (på fine bøjler og nyrenset) ind med bordpladen og en bøjle af Jonas’ som han havde nævnt han gerne ville have igen (en børne bøjle)
Og så spoler vi lige lidt tilbage – i starten af ugen skrev jeg om denne her altopslugende ensomhed og hvor fysisk ondt det kan gøre i kroppen.
Når jeg har grædt rigtig meget, så er det som om min krop kommer “ud på den anden side” og jeg handler. Jeg handler altid. Jeg er en handlingsperson og det er på mange måder en god ting men det er også meget trættende og mentalt hårdt i længden, specielt fordi jeg har gjort det i så mange mange år nu, egentligt uden et resultat.
Men da jeg “kom ud på den anden side” besluttede jeg mig for at “selvfølgelig har du veninder…” og jeg tjekkede min telefon igen og fandt min gl. chef fra Bilka’s telefonnummer. Jeg har før arbejdet for hende i hendes butik i samme by som hvor Jonas bor – så jeg besluttede mig for at kører ud og aflevere Jonas ting (hans datter skal snart konfirmeres, så han har sikkert også brug for jakkesættet) og bagefter besøge min gl. chef i hendes butik. Jeg fandt ud af at hun er 54, dvs. ikke så meget ældre end mig. I min verden har hun altid være den storesøster jeg aldrig har haft og måske derfor gøre det så ondt, når jeg igen tager fejl og ryger tilbage til hvor jeg var før.
Jeg græd hele vejen hjem fra denne her lille by, som ligger ret langt væk fra alfavej, så det var nærmest kolonnekørsel i halvanden time med solen i øjene og tårene i frit løb nedover mine kinder og en radio som knasede og ikke kunne finde et ordentligt signal (tænk at det stadig er et issue i 2019 i Danmark!!!!!)
Da jeg havde afleveret (Læs: Båret tung bordplade og jakkesæt op på 3 sal) i Jonas’ opgang, kørte jeg bilen ud på hovedgaden og parkeret den. Jeg tjekkede at jeg så fin ud i spejlet, steg ud af bilen – som var nystøvsuget og gik derefter hen til min gl. chefs butik.
Inde i butikken, som er lille, max 40 kvm. stod én medarbejder og én kunde og så min gl. chef. Det første min gl. chef siger da hun ser mig er: “Hej Deirdre-Ann din dumme tøs” – jeg vakler lidt imellem om det er sagt i kærlighed eller som en halv ironisk måde at nedgøre mig på? Hun har altid været sådan, kaldt mig skør og dum osv. men hun har også altid været sød og god overfor mig. Hjulpet mig osv. Det var bla. hende der hentede mig ved toget og kørte mig hjem til mine forældre, dengang jeg fik en abort på Fyn da jeg var ca. 16-17 år. Hun ved godt jeg fik en abort, men ikke hvordan jeg blev gravid.
Jeg tror jeg havde tænkt inde i mit hoved, at jeg kunne kører ud til hende, tale med hende og måske betro mig lidt mere til hende omkring mit liv. I mange år gjorde jeg rent i hendes hjem i Risskov mens vi også arbejdet sammen i Bilka og senere arbejdet jeg i butikken sammen med hende i denne her lille lorteby – i min verden skabte vi et fortroligt bånd imellem os, nu er jeg dog ikke så sikker længere.
Vi gik ovenpå og talte sammen, hun fortalte stolt om sin eneste datter, der har 13,7 eller sådan noget i gennemsnit og som skal ind og læse til læge til August. Jeg passede hendes datter da hun var lille og var hendes faste babysitter. Hun er enebarn og kærester med en dreng, hvis forældre også er læger.
Anyway, jeg lod hende tale, det var klart at hun var pave stolt og mens hun hold smøgpause (hendes familie ved stadig ikke at hun ryger….) sad jeg i døren ud til tagterrassen på butikken og lyttede.
Jeg lagde mærke til at hendes hud på halsen var ved at blive rynket, ligesom kanten henover hendes overlæbe var helt rillet ned mod læberne. Hun har et modersmærke på halsen som stikker lidt ud, det har hun haft i mange år, så det var næsten helt “hyggeligt” og genkendeligt at se det igen. Det har en bestemt form som jeg som jeg straks genkendte. Hun var som altid slank og korthåret – og jeg savnede så ufattelig meget at tale med hende fra mit hjerte.
Men jeg gjorde det ikke, på trods af at jeg så virkelig godt ud. Nyvasket krøllede hår, mine fine nye ørenringe fra da jeg var i Spanien, jeg havde de sko på, som min søster købte med hjem til mig sidste sommer da hun var i USA med min yngste lillebror (jeg betalte selv for dem). Det er sorte Wedges fra Tommy Hilfiger, sat sammen med en orange oversize kjole fra Zara med et stort guldspænde på brystet – den er SÅ fin og jeg følte mig SÅ fin, indtil jeg sad der i døråbningen med mine blå ben og ulakeret negle og tænkte på hvor tyk jeg egentlig var.
Min gl. chef forsøgte at forklare mig retningen til hendes datters kærestes forældres hus, hvorfor kan jeg end ikke huske. De bor selv i Risskov og ham drengen bor et andet sted, hun forklarer: “…….så kører du ud af Vestre Strandvej, men du drejer ikke ind hvor de skøre og tossede bor men forsætter…… bla bla bla” Det stak bogstavelig talt i mit hjerte da hun sagde det….
Senere kommer vi til at tale om at være læge og jeg bidrager med at Sofie engang var den yngste med en doktorgrad inden for XXX i Sundhedsvidenskab og lavede en berømt report omkring XXX. Det korte af det lange – raporten handlede om sociale uligheder i sundhedssystemet og min gl. chef siger at “……. det burde måske ikke være sådan men en chef har mere brug for et nyt organg en fede Dorit på Lolland der er arbejdsløs…..bla bla bla…..” Jeg kunne vitterlig ikke være mere uenig! Alle har brug for at få samme behandling, uanset hvor de er i livet – Fede Dorits liv er lige så meget værd som Chefens og hvis Dorit nu fik et nyt organ, fik hun måske overskudet og livsgnisten igen og kunne bidrage til samfundet igen, hvis ikke ønonomisk så med at sin tilstædeværelse.
Men helt klart min gl. chef ikke havde den holdning og det, kombineret med hendes udtalelser om tossede skøre mennesker der optager for meget plads og hendes måde at tale til mig på, gjorde at jeg ikke fortalte hende noget.
Da jeg gik, efter trods alt at have fortalt hende at jeg ville lukke mit firma og ønskede at gå en pilgrimsvandring, var nogle af hendes ord – sætningerne kan jeg slet ikke huske, men hendes ord var at jeg skulle få mig et arbejde og stoppe med at have ondt af mig selv. Jeg har ifølge hende, åbenbart en tendens til at få ondt af mig selv og det skal jeg stoppe med og bare komme igang.
Det sved så hårdt inde i mig, at jeg næsten ikke kunne få luft og turen hjem var lang. Mega lang.
I dag havde jeg bestilt tid til Kranio Sakral terapi kl. 12. Min krop og specielt min ryg og mine kæber er et inferno af smerte, men mens jeg var ved at støvsuge bilen i morges, aflyste Kranio damen min tid pga. sygdom, så da jeg kom hjem var klokken ca. 15.54 og jeg satte atter telefonen på flytilstand og lagde mig til at sove.
Min Nye Behandler havde stadig ikke ringet og ikke nok med at det gør mig rigtig rigtig ked af det, fordi jeg føler hun ignorere mig – og at blive ignoreret er i min optik det mest ondskabsfulde man kan gøre ved et menneske! Det er total tortur!! Så gør det mig også vred. Jeg bliver så vred på hende, fordi hun jo (i min optik) bevist beviser at det jeg ønsker ikke er vigtigt nok til at vende tilbage til. Don’t get me wrong – jeg ved at hun sikkert har rasende travlt – men der er så mange måder hun kunne havde vendt tilbage til mig på.
Hun kunne havde sendt en besked via e-boks, eller en email (og må hun ikke sende emails pga. de nye datasikkerhedsregler, så kan hun gå tilbage til punkt 1 og sende mig en besked via e-boks) eller hun kunne få sekretæren til at ringe mig op og sige “ja du kan få fri” eller “nej du kan ikke få fri” Det er faktisk ikke så vært at være sød og det er faktisk ikke så svært at vende tilbage til andre mennesker som laver en forsigtig, ærlig og oprigtig henvendelse.
Nu bliver jeg så nød til at dukke op d. 1. Maj og spørge om lov – men selv hvis jeg får lov der, så er det forsent, for min ældste lillebrors datter skal døbes 2. Juni og jeg skal være gudmor (ligesom jeg var for ham) og jeg kan ikke nå at gå en hel pilgrimsvandring på at få tilladelsen 1. Maj og så først booke billetter og bruge måske 2-3 dage på at nå start. Det fungere bare ikke – min drøm var at tage afsted på mandag, så jeg kan starte ud ved foden af Pyrenæerne 1. Maj kl. 05.00.
Men jeg kan lige se hendes ansigt, min Nye Behandlers ansigt, om hvordan hun mener hun gør noget godt for mit fremskridt og bla bla bla – ligesom hun ikke vil mødes med min familie, et møde der kunne give mig ro og købe mig tid og forståelse på familiefronten – uden at jeg er tilstede og selv da, vil hun ikke, for hun henviser hele tiden til det møde mine forældre havde 15. Juli 2018 med min Psykiater-Lærling.
Men meget er sket siden og det ville være en stor stor STOR lettelse for mig, hvis min familie fik mulighed for at mødes med hende, uden at jeg er der, så de kan spørge alt det de vil og få de svar de gerne vil, uden hensynstagende til mig. Når de ikke kan få svar fra hende, stiller de dem til mig og jeg kan bestemt ikke svare og så er det at det hele kommer til at se mere forkert ud end det er – og jeg føler mig endnu mere som en dum grim tøs – ord min Gudfar altid brugte om mig.
Jeg har også forsøgt at række en hånd ud til Norman Bach igen, via WhatsApp. Resultatet er lige så tårerfremkaldende som besøget hos min gl. chef, som jeg fremadrettet vil forsøge ikke at se som en storesøsterfigur. For personligt ville jeg aldrig nogensinde EVER, storesøsterfigur eller ej, tale sådan til et andet menneske.
Mit hjerte græder og jeg er så træt i mit sind og inden i. Gid jeg dør i min søvn i nat, sp slipper jeg for at skade mig selv.
Lysten til at straffe (mit ord) mig selv stiger. Jeg har tænkt på at skærer i mig selv de sidste par uger – og det kommer fra en som er panisk angst for knive!! Men jeg kan så godt relaterer til hvordan og hvorfor nogen vælger den vej.
Det er som om hele mit indre gør ondt, som om det hele koger og syder og jeg frygter hvad der snart vil ske i mit liv.
Hvad har DU på hjertet?