Klokken er 22.16 og i morgen tidlig skal jeg være i Vejle klokken 09.00, så jeg burde faktisk allerede sove.

Men da jeg kom hjem fra min Psykiater-Lærling var jeg helt kvæsted og faldt i søvn på sofaen til “Say Yes To The Dress”. Jonas ringede 4-5 gange mens jeg sov og selv om telefonen var på lydløs så vågner jeg og sov ikke særlig godt. Mega irriterende men sødt at han er bekymret for mig.

I morges, hvor jeg kunne sove til klokken 08.00 vågnede jeg ved at min underbos telefon, som var på lydløs (!!) brummet/vibreret. Dvs. jeg tænker den ligger på hendes seng eller i vindueskarmen, den brummer (på lydløs) og det går hele vejen op gennem hendes loft, gennem isoleringenm, gennem mit guvl, op gennem min seng og VÆKKER MIG!!!

Seriøst jeg blev vækket kl. 06.00 af min underbos lydløse telefon……. 🤦🏼‍♀️ det fortæller lidt om hvor let jeg sover og hvor fucked mit søvnmønster er i øjeblikket. Jeg hungre på søvn!! Men ikke bare søvn, GOD SØVN, den slags søvn hvor jeg ikke vågner, men bare sover og sover og sover uden at drømme.

I dag var jeg hos lægen klokken 11.00 for at få et celleskrab, inden da havde jeg formået at gøre en af de 7 mest beundringsværdige damer (hvis navn jeg ikke vil skrive her, for jeg ønsker ikke mit opslag dukker op i søgninger på hendes navn) i Danmark vred eller i hvert fald fornærmet og ked af det – HELT uden at det var min mening. Som i slet slet slet ikke min mening.

Dét var fedt at gå til læge for at blive rodet i underlivet med dét i tankerne. Og så ud på Psykiatrisk hospital og tale om hvor fucked jeg egentlig er – så jeg lavede kort process og skrev en (kort) undskyldningsmail, selv om jeg ikke helt vidste hvad det var jeg skulle undskylde for, udover mine to venstrefødder. Det virkede åbenbart, for hun sendte mig et hjerte retur.

Føler mig som om jeg er ét niveau fra at være fuldstændig sindssyg – for det er som om hele verden har læst en bog som jeg mangler, for jeg forstår ikke livets spilleregler.
– jeg orker virkelig ikke bruge mere krudt på det. Kan mærke jeg blev helt skidt inden i da jeg læste hendes besked. Jeg følte skyld og skam og jeg havde ikke tænkt at jeg havde gjort noget galt. 🤦🏼‍♀️ Hvorfor er min krop sat sådan sammen??

Jeg var også et smut forbi Kolonihaverne, ingen haver var til salg.

Min Psykiater-Lærling syntes jeg skal se en læge ang. min medicin, så jeg har fået en tid d. 2. Maj til (endnu) en medicin samtale. Jeg har ikke lyst til det, jeg tænker de vil sætte mig op i medicin og selv om det for min Psykiater-Lærling er et skridt mod at blive rask, er det for mig et skridt mod at blive mere syg.

Medicin er lig med sygdom. Jeg vil ikke være syg. Jeg vil være rask. Mærke min krop. Føle følelser – selv om jeg godt kunne undvære dem. Jeg vil ikke være numb, som jeg var dengang jeg boede på gården. I alt den tid jeg tog medicin, var det som om min krop ikke tilhørte mig. Den tilhørte medicinen og min Gudfar og det var en FRYGTELIG følelse som har gjort at jeg faktisk den dag i dag end ikke spiser panodiler fordi jeg simpelthen ikke vil risikere at miste føringen med min krop!!

Mens vi talte sammen i dag, ringede hendes søn. Hun optager mig på telefonen, efter aftale og det er helt fint med mig. Normalt ringer telefonen ikke, men i dag ringede den to gange. Først tog hun den ikke og så spurgte hun om hun måtte tage den, hvilket var helt fint med mig. Så slap mine kæber for at tale – de gør SÅ ONDT!! Når jeg taler med hende, spænder det ligefrem i min underkæbe og jeg kan faktisk mærke hvordan underkæbens vide skrumper. Skrækkeligt!

Jeg har ikke tænkt på hvor gammel hendes søn var, men jeg tror jeg har tænkt at hun har børn over den konfirmationsmæssige alder, men stemmen i telefonen tilhørte et total lille gryn!!

Jeg overvejede at gå ud på gangen, for det føles SÅ FORKERT at lytte på andres private samtaler men blev siddende da jeg faktisk ikke vidste hvad jeg skulle gøre af mig selv. Should I go? Or should I stay? – men det lille gryn i den anden ende, hvis barnlige stemme gav mig de vildeste flash til da mine små brødre var små og 6-7 år gammel, ville hører hans Mor (min Psykiater-Lærling) om han måtte tage over og lege/spille hos en eller anden legekammerat.

Jeg var faktisk lige ved at begynde at grine, fordi han så – da de havde aftalt at det måtte han godt, liiige lavede et re-cap af HELE samtalen og hvad de havde aftalt (sidder og griner mens jeg skriver det her!) som om han liiige ville være journalist-sikker på at han havde hørt rigtigt inden han gik i trykken eller skulle lave et vigtigt citat!! Hold nu op hvor var dét sjovt!!

Og hvor ville jeg ønske jeg kunne trylle mine små brødre 6-7 år gammle igen, så jeg kunne samle dem på midten når de gik over i livet, se dem spille “bossboss” glaskugler på kloakdækslet på vejen til mine forældres hus, som er en lukket blind vej, hvor stisystemet starter lige ved deres hus. På stisystemet er der en mega legeplads, fodboldbane osv. så alle byens rollinger var hos os hele tiden. Og mine brødre hyggede sig!!

De var ALTID glade og ALTID søde. Også når de var dumme, så var de stadig søde. Og hold nu OP hvor jeg savner den tid!!!

Min psykiater-lærling syntes jeg skulle gøre mere brug af mine brødre, bruge mere tid med dem. Men jeg tænker at de har nok i deres venner og ikke har hverken lyst eller behov for at hænge ud med deres gamle søster. Jeg hører ikke særlig tit fra dem. Der kan sagtens gå en hel uge eller mere, hvor jeg ikke hører fra dem.

Jeg ved ikke hvordan jeg skal kunne være omkring dem, og samtidig holde dem væk fra alt det her som foregår i mit liv med Psykiatrisk Hospital, Senfølger i fuld flor og min Psykiater-Lærling. Jeg ønsker ikke at de skal vide noget, jeg ønsker de skal være lykkelige og sorgefri. At de kender til min sorg og smerte, gør ikke mit liv nemmere. Jeg er kun ude efter løsninger som kan gøre mit liv nemmere.

Det er helt klart at min Psykiater-Lærling forsøger at fortælle mig om alle de ting der er værd at leve for – hun påpeger igen og igen de ting i mit liv som jeg burde se frem til, burde glæde mig til. Det eneste jeg kunne sige til hende, som jeg oprigtigt mener, er at jeg har tænkt over det hun sagde sidste gang (det samme som i dag 👆🏻) men at jeg faktisk var af den oprigtige opfattelse at mine øjne har set rigtig mange ting allerede i det her liv, mit sind har oplevet rigtig mange ting og jeg har svært ved at se, at der skulle være noget ekstraordinært godt til mig i fremtiden.

Jeg har oplevet rigtig rigtig mange ting, både gode og dårlige – og jeg tror ikke på at der venter skønne ting rundt om hjørnet og jeg har svært ved at se hvordan folk kan gå og tro det. Fint at de gør – men jeg ved at der ikke venter en kæreste eller et godt job eller succes med mit firma ud i fremtiden. Det er hamrende HÅRDT at indse og indrømme og ikke mindst acceptere at det er sådan – men jeg er 200% overbevist om at jeg har ret.

Jeg har levet i SÅ MANGE ÅR med drømmen om at “i morgen bliver det bedre – lige om hjørnet bliver det bedre – i næste måned går det nok anderledes” Jeg har ALTID handlet mig ud af de situationer jeg var i, men forandringerne er jo aldrig kommet uanset hvor mange mange timer jeg har arbejdet, knoklet, gået, grinet, grædt og nu er jeg træt af at vente og håbe og jeg er faktisk også mæt på livet.

Det er okay at det stopper her. Lige om lidt.

I går, Mandag var jeg til samtale på Jobcentret, det gik nøjagtig som jeg havde forudset. Min sagsbehandler er en frisk ung nyudklækket 12’tals pige som jeg tænker er færdigkogt fra Januar 2018 eller August 2017. Jeg tænker hun ikke har haft mange venner i børnehaven, for empati står helt klart ikke på hendes CV.

I morgen skal jeg til Vejle – har jeg nævnt det?? Torsdag håber jeg på at sove længe og Fredag (Store Bededag) skal jeg arbejde i Horsens kl. 08.00…..læææækkert! Søndag er der marked, jeg krydser fingere for at det IKKE REGNER eller blæser, så jeg kan få tjent nogle flere penge!!