Ligger på ryggen i min seng med iskolde tær og tårene der løber ned i mine øre og skriver på telefonen. Jeg savner min Psykiater-Lærling.

Var til SUP i dag, har meldt mig ind, 320 kr. Pr. Mdr. Noget skal jeg jo bruge alle mine fandens masse penge på.

Vi padlede ud forbi pornostranden (den permanente) og videre ud så jeg kunne skimte Psykiatrisk Hospital fra vandsiden (naturligvis)

Jeg var nær aldrig kommet tilbage igen, skæv fralandsvind er piv hårdt at padle imod. Men er der noget jeg 100% ved om mig selv, så er det at jeg er mega hardcore når det kommer til fysiks arbejde. At hike og padle er det samme. Just don’t quit.

Så jeg kom i land. Og op. Og lover mig selv at købe en VARM våddragt OG altid ha uld i tasken.

Vil du satse penge på hvor længe jeg holder??

3 gange mere? 4 uger? Frem til November? At fuldfører når jeg ER igang/afsted er ikke det samme som at komme afsted….

Jeg tænkte på min Psykiater-Lærling alle 4 lange kilometer på vej ind i havnen i piv mod-skæv-vind. Jeg havde været i vandet så mange gange at ingen kunne se hvad der var tårer og hvad der var havvand.

Én positiv ting ved SUP: ingen kan se om du har røde øjne af gråd eller saltvand.

Kæreste Psykiater-Lærling; jeg håber ved gud du har ret i at der ligger et bedre og mere værdigt og værdifuldt liv og venter på mig i fremtiden…..

-som jeg lever nu, fortjener ingen at leve. End ikke jeg.

Jeg har læst hendes sidste hilsen til mig et utal af gange. Det var blandt mine top 3 bedste fødselsdagsgaver.