Der er ofte ting som fylder meget i mit liv og i mit hoved, men som jeg glemmer igen og igen at få skrevet ned. Måske man så kan konkludere at det ikke er vigtigt eller ikke fylder så meget men det tænker jeg ikke er tilfældet. Jeg tror det skyldes at min hjerne er så overbebyrded at den selektiv husker, but I don’t know the real answer.
I august fik jeg lavet 4 nye huller i ørene, 2 på hver øreflip lige over det almindelige hul i ørene som mange har. Jeg skal ikke kunne sige hvorfor, jeg har en teori, men hullerne har simpelthen ikke villet hele. Og det er jo i en kødfyldt øreflip, ikke i brusk. Så de burde være helet i løbet af 2 måneder max.
Men dels tror jeg, at pierceren – som har ry for at være den bedste i Århus – lavede en fejl ved ikke at råde mig fra at sætte de ørenringe jeg oprindeligt gerne vil have i ørene, i med det samme. Forstået på den måde, jeg fortalte hvad mit ende mål var og hvilken ringe jeg gerne ville have i (bitte små carolerringe der går vandret) og det syntes han var fint. Men da han er eksperten og jeg er kunden, burde han vide at de kan “trække” i hullet når det svulmer op og dermed skan låsen/lukke mekanismen i ringen, skabe friktion som igen skaber betændelse og gør helningen besværlig.
Dem gik jeg med frem til jeg tog til Spanien, der gik jeg ned og fik sat 4 stave i hullerne, en stav i hvert øre inkl. en plastik disk på undersiden, da jeg samtidig havde udviklet 2 ret store og røde (men ikke ømme) piercingbuler, dvs. huden rundt om hullet buler opad, som en bums om du vil. Det gør ikke ondt men ser ikke pænt ud. Disken presser bulen ned igen. Anyway, stavene købes for sig og i enden sætter man så et smykke, feks. en lille rund sten. Stenen kan man så bruge på forskellige stave og flytte med over når man køber nye smykker.
Men stavene var for lange, igen, det burde han havde vidst eller forudset. Det kostede mig næsten 800 kr at købe 4 stave. De to nederste af hullerne, har der ikke være problemer med på noget tidspunkt, men alligevel valgte han at sætte samme længde stav i de huller, de to øverste huller var hævet og havde brug for mere plads men de var kun hævet fordi ringene netop var tage ud.
Så jeg rejser til Spanien med for lange stave i mine huller – og imens lukker DK ned inkl. piercingbutikker. Forestil dig at du lægger dig til at sove på siden og du har stave/pinde der ikke kan bøjes som stikker op af/ud af øret. Så folder øret sig og på sigt skaber dét irritationer og betændelse og dårlig søvn fordi man ligger virkelig dårligt på de her pinde – som jo er i hver side. Til sidst fik jeg så massivt meget betændelse i de to øverste huller, og piercingbulerne gik ikke væk – at jeg selv måtte tage dem ud, hvilket var SVÆRT så jeg måtte have min søster til at hjælpe mig. Mit ene øre flød med grønt betændelse (ifølge min søster) da hun pillede stangen ud.
For at hullerne ikke skulle lukke sig, nu havde jeg jo kæmpet så længe med ømme øre, måtte jeg finde noget andet at sætte i – og som du sikkert ved så har alm. ørenringe en lås bagpå, som godt kan gøre ondt at ligge på. Piercingsmykker er flade bagpå, ligesom næseringe, så de genere ikke at have på hele tiden. Men hvem har lige 4 x piercingsmykker liggende? Not me. Jeg har navleringe fra dengang jeg havde ring i navlen (det fik jeg i USA i 1995 som 17 årig) Så jeg måtte sætte alm. ørenringe i de to øverste huller, som stadig er meget betændte og hævet d.d. Jeg ved ikke hvad det er som er galt men noget er galt – men jeg NÆGTER at lade to betændte huller i mine øre sætte en stopper for min drøm om at have et curated beautiful ear om nogle år.
Det gode er at piercingbulerne er forsvundet, fordi jeg har gået med 2 ørenringe som er helt runde og flade (en plade nærmest) med små diamanter på. Jeg fik dem da jeg blev 40 år af Ella – eller jeg fik en halskæde af Ella som jeg byttede til de her ørenringe. Det dårlige er at de er alt for store til at sidde så lang oppe på øret, det ser dumt ud men jeg tænker på end-resultatet. Og så åbner livet vel snart op igen, så jeg kan få købt nogle fine ægte (ægte sølv der er guldbelagt eller ægte guld) smykker og sætte i, som har den rette længde på staven.
Der er i mellemtiden, åbnet en ny piercingbutik på Store torv i Århus, jeg tror jeg skal derned og kikke lidt før jeg går op til den anden, da jeg ligesom tænker hele det her scenarie har været ret uprofessionelt. Af 2 omgange har han solgt mig (dyre!) smykker som ikke var egnet til mine øre på daværende tidspunkt. Det har jeg jo så selv først fundet ud af bagefter, da jeg satte mig ned og GOOGLEDE (!!) længden af stave, materiale og smykker til åbne ikke-helet piercinghuller.
Lige nu er Ella i Børnehave. Hun er på vej i løbetid, så det er sidste gang hun kan komme med, indtil hun har været i høj løbetid og “konen” er stoppet med at være hævet. Min store skræk – og ja det er en SKRÆK jeg har – er at hun skal blive voldtaget af en hanhund. Jeg frygter at de hopper op på hende og går igang – og så må man jo ikke skille dem ad før de er færdige, uanset om Ella er interesseret eller ej, fordi det kan ødelægge deres organer, feks. Ellas skede hvis man hiver to parrende hunde fra hinanden. Bare det at skrive det her giver mig dårlige følelser inden i, gys og ømme tanker – men tænk hvis det sker og jeg ikke når at forhindre at en hanhund forgriber sig på min hunhund! Jeg har op til flere gange oplevet, når Ella ikke er i løbetid, at ejere af hanhunde ikke er særlig skarpe eller OBS på at få styr på deres krapyl og hans dingel diller og dét er lige så frustrerende – de ser det nærmest som min skyld at deres fucking liderlige hund vil op på min hund.
Jeg kan slet ikke magte tanken om at Ella skal udsættes for sådan noget!
I nat har jeg drømt rigtig meget om min Gudfar – det startede faktisk i onsdags, da Ella var afhented til Børnehave kl. 09.09. Jeg gik direkte ind og tog min overjakke af, indenunder havde jeg stadig natkjolen, og jeg gik direkte ind i sengen og sov – jeg havde det SÅ dårligt! da jeg vågnede igen var klokken 13.55 og 2 sek. senere fik jeg en sms om at Ella var på vej hjem. Jeg havde simpelthen sovet hele min fritid væk. Jeg var SÅ smadret og træt.
Men da jeg vågnede var det som om der var noget “galt” inde i mig og jeg brugte flere timer på at finde ud af hvad det var – jeg hade drømt om min Gudfar. Jeg husker glimt af drømmen, som er sket i virkeligheden. Jeg er (var) på toilet hjemme hos ham, hvor der naturligvis ikke er lås på døren og jeg går kun på toilet hos ham når jeg er lige ved at dø, for jeg kender nærmest rutinen. Anyway, jeg sidder på hans uhumske toilet som altid er fyldt med afføring, selv op på brættet, væggen bagved toilettet, ned af kanten på toilettet – kort sagt, der er afføring OVER ALT. Og mens jeg sidder og tisser, går han ind på toilettet med bukserne halvt knappet op og tvinger mig til at sutte på ham. Smagen af uvasket mand, lugten af uvasket pubes hår og følelsen af skam er så altoverskyggende at jeg næsten ikke kan rumme at skrive om det her – jeg kan selv nu, måske 10 år senere, stadig mærke sådan FYSISK MÆRKE følelse af skam der ruller ind over mig, at der sidder jeg med bukserne nede og tisser mens jeg får proppet en pik ind i min mund, jeg kan ikke komme væk og jeg har lige så meget lyst til at rejse mig og tage mine bukser på som jeg frygter at rejse mig og tage bukser på, fordi jeg jo så blotter mit underliv – det er en gyselig gyselig drøm og det er noget som er sket mange mange gange. Både drømmen og hændelsen.
Og siden i onsdags har de tanker ikke villet slippe mig. De er i mit hoved som små flittige myre og jeg ved ikke hvad jeg skal gøre for at få det til at gå væk. Og nej, det nytter ikke noget at ryste på hoved (fysisk) det har jeg prøvet mange gange. Jeg har også råbt og sunget højt, jeg har spulet mit hoved (fysisk) ved at tage brusehoved af bruseslangen og spule mine tindinger. Inget virker. I’m so fucked.
Jeg er bagefter med 2 opgaver nu. I biologi. Den ene skal afleveres i dag og den anden skulle være afleveret for over en uge siden. Jeg kan mærke at jeg VIRKELIG hænger i med neglene lige nu og er et my fra at droppe alting fordi jeg føler det hele er ligegyldigt og fordi jeg føler jeg er så max max max presset at jeg ikke kan tænke klart. Jeg vil bare have ro. Være alene og have ro for alles tanker, følelser og meninger, inkl. mine egne.
Oven i, har jeg modtaget brev fra Datatilsynet. De skriver følgende på den klage jeg sendte ind i Februar. Klagen er nederst i dette blogindlæg https://deirdreannroberts.dk/styrelsen-for-patientklager-4/
Det er så mærkeligt at de sender den videre til Styrelsen for Patientklager, som jo tidligere har afvist at behandle den og henvist til Datatilsynet. Jeg tænker ingen af dem, altså af de her to instandser, ved hvad de skal stille op med situationen/problemet. For der ER sket brud og forkerte handlinger, men ingen af dem aner hvem af dem der skal behandle det.
Så nu venter jeg på at Styrelsen for Patientklager vender tilbage til mig. Da jeg fik brevet sendte jeg det til ham GDPR eksperten jeg har talt med, han syntes også det var mærkeligt men som jeg mente han også at vi måtte vente og se hvad der sker. Jeg hvæssede lige begge sider af mit “klar til close mortal combat og plan B” tastatur da jeg havde læst brevet. I’m not going to be silent. Enten undskylder de/hun for deres handlinger flat out og kommer med konkrete beviser på deres oceaner af beskyldninger, eller også går jeg offentligt med alt, uden navneforbud, for min historie skal ingen lægge låg på. Jeg er intet at miste ved at stå frem med det her. Intet.
Det “sjove” – ikke ha ha sjove men pudsige er, at jeg kan huske brudstykker af samtaler som min psykiater-lærling og jeg havde. En af samtalerne gik på at hun var bange for at blive hacket, altså få stjålet sin identitet online. Det var en oprindelig frygt og den udspringer sikkert i at hun er meget interesseret i medicin, virkningen deraf, forskning og lægevidenskab og not so much i teknologi og den side af teknologien som kan bruges medicinsk og lægevidenskabeligt. Jeg kan specifikt huske dette fordi jeg aldrig har mødt nogen før der udtrykte frygt for at blive hacket. Jeg er ret sikker på at jeg ikke kan blive hacket eller at jeg i hvert fald vil ligge i den sværere end af skalaen at hacke (for alle kan hackes på et eller andet niveau) – og den viden kan jeg 100% takke It manden for. Han var hardcore på det punkt og jeg var en ivrig studerende fordi det var en måde hvorpå vi kunne mødes over noget han interesseret sig for. Så jeg lyttede, tog ved lærer og bruger det stadig i dag.
Jeg har forskelligt password og email til ALT. Ikke to ting jeg er medlem af, har samme email og samme password. Jeg har en password husker på min computer og er i øvrigt godt til at danne passwords jeg selv kan huske, fordi jeg kører dem på sange, feks. hvert andet bogstav i en sang er stort og hver andet er lille og så er der komma foran og efter hvert ord og så årstallet for første brug. Feks. sådan her: ,dEt,Er,IdAg,Et,VeJr,2021 (Det er i dag et vejr af Kim Larsen) Hvis man nu feks. er glad for country, kan man jo huske en sangers playliste fra en givene udgivelse og bruge sagene i kronologisk rækkefølge med stort og lille bogstav, kommaer bruges i de ulige år og punktummer i de lige osv. Det handler om at være svær at forudse men samtidig struktureret – og så om at kunne huske dem selv.
Men selv da jeg boede på Gården, havde jeg – kan jeg se nu – nogle hardcore passwords til min Dagbog og computer. Jeg tænker måske at det er en viden jeg må tillægge Troels Bonde. Der kørte jeg på rim og remser. Igen med store og små bogstaver, punktummer og årstal.
Anyway, jeg tror at grunden til at min psykiater-lærling er havnet i denne knibe er fordi hun simpelthen er uvidende. Jeg tror ikke hun hverken er ond eller har onde hensigter. Jeg tror hun er uvidende om hvad hun har gjort og må gøre som en hervervsdrivende og som praktiserende psykiater. Og så har hun oprigtig følt at jeg har kontaktet hende og ikke sendt en ansøgning – den del driller mig stadig, for jeg kan ikke se hvad der har kunnet lede op til at hun skulle få den opfattelse af mig?
Anyway, det her har sikkert gjort at hun har trukket sine tekniske følehorn til sig – om end hun burde tjekke op på hendes FB og få sat hendes venneliste til “skjult” da det afslører aktivitet og at hun feks. systematisk er blevet venner med de stikkende damer og så længe man har sådan noget liggende frit fremme, så er man i min optik, ikke særlig skarp. Teknisk eller generelt. Et klogt ordsprog siger: Keep your friends close but your enemies closer og det er nøjagtig hvad jeg gør. De kan beat me på mange punkter men teknisk er jeg dem overlegen, selv dem med tekniske søskende er jeg overlegen. Og det FRYDER MIG!
Men det korte af det lange er, at hvad man frygter er nogle gange (måske?) det man kommer til at tiltrække? – og når jeg tænker på det og på sagen sådan, så tænker jeg ofte på hvad jeg selv tiltrækker og dét er tankevækkende og kan afstedkomme mange mange tanker i mit hoved.
Anyway, som svar til Datatilsynet har jeg skrevet følgende
“Hej Sara
Tak for din mail – jeg er ikke enig i jeres vurdering af “hvorvidt en behandler i et behandlingsforløb må lægge vægt på nogle oplysninger, som behandleren har fået udenfor sit virke som behandler” i det at psykiater XX (psykiater-lærlingen) på daværende tidspunkt IKKE længere er min behandler, hvilket også tydeligt fremgår af min klage til Datatilsynet.
Der er derfor ikke tale om “et behandlingsforløb” mellem XX (psykiaterlærlingen) og jeg, men simpelthen information om en jobsøgning i et firma, hun tilfældigvis er medejer af, hvorfra hun vælger at tager en viden med tilbage til hendes arbejdsplads, som er på et offentligt hospital, hvor jeg er patient på en helt anden afdeling end den hvor hun arbejder.
Her vælger psykiater XX (psykiater-lærlingen) at dele informationen med sine kollegaer i psykiatrien, at jeg, hendes tidligere patient, har søgt et job i hendes private virksomhed.
Den information vandre indtil den havner hos en psykolog på den afdeling jeg er tilknyttet og denne information vælger den pågældende psykolog at bringe ind i en allerede eksisterende konflikt som herefter eskalere og fører til begrænsninger i og forkortelse af mit behandlingsforløb.
Jeg kan ikke se hvordan det kan være lovligt.
Jeg afventer at hører fra Styrelsen for Patientklager, men for mig er denne sag langt fra slut.”
Samtidig har jeg i nat fået en e-boks besked fra Region Midtjylland – pudsigt nok at psykiatrien må sende mails til mig kl. 02.59 om natten uden at skulle stå skoleret og uden at det er mærkeligt, mens jeg skal stå skoleret når jeg sender en mail klokken 00.28 om natten til min behandler, fordi dét er jo suspicion. Jeg forstår det ikke.
Det var ikke før jeg læste brevet igen på computeren og så det genkendelige brevhoved på papiret, at mit hjerte sank ned i hælen. Det er det samme brevhoved som har været på alle brevene i sagen med Styrelsen for Patientklager…
Afdelingen for Depression og Angst, som er den jeg talte med min lægen og min selvbetalte psykolog om, hører jo ind under Afdelingen for Personlighedsforstyrrelser, eller omvendt. Afdelingen for Personlighedsforstyrrelser er en underafdeling af Afdelingen for Depression og Angst. Og er dermed ikke en selvstændig afdeling.
Dvs. den ledende overlæge dér er Indianerlægen og alle de stikkende damer inkl. Fede Dorit, Psykoedukationspsykologen og Nordmandspsykologen arbejder dér. Sååå I’m RIGHT BACK where I left, for halvaandet år siden og det er overhoved ikke fedt at tænke på. Slet ikke. Det eneste jeg pt. har fået ud af at nægte deres behandling af mgi, er at jeg har fået det dårligere og er blevet halvandet år ældre og ca. 20 kg. tungere. Et setback.
Jeg er SÅ glad for at jeg har holdt fast i samtalen med den private psykiater til 2800 Kr!
Jeg kan pt. ikke se at jeg kan starte op i et nyt forløb på nøjagtig samme afdeling som før – dét er jo en fucking JOKE on ME! Stedet hvor jeg går til psykolog, har en psykiater der er uddannet i København og som er i Århus ca. hver anden måned ofte mindre. Det er derfor ikke et godt udgangspunkt, for det vil ikke være særlig givtig ifølge min egen selvbetalte psykolog, da der vil være så langt imellem konsultationerne og både hun og min læge ser gerne at jeg kommer ud på psykiatrien hurtigst muligt til kontinuerlig intensiv langvarig behandling – jeg vil, uden at lyde dramatisk eller noget, faktisk hellere investere tiden i at finde ud af hvordan jeg enten kan løfte mig selv ud af den her suppedas jeg sidder i, alene, eller bruge tiden konstruktivt på at finde ud af hvordan jeg en gang for alle forlader denne jord. Det er jo muligt, der er mere end 600 som begår selvmord hvert år, så selvfølgelig er det muligt. Det er bare mig der har et tandhjul der ikke klikker korrekt.
Jeg har en tid hos den selvbetalte psykiater efter påske. Jeg har fået hendes navn at vide flere gange men selv med kniven for struben ville jeg ikke kunne huske hvad hun hed, men det er også underordnet. Jeg håber hun kan hjælpe mig. Jeg hepper på hende, for kan hun ikke hjælpe mig er der vitterlig ikke mange muligheder tilbage for en som jeg.
En anden ting som jeg ofte glemmer at fortælle, er at her hvor jeg bor i min hadelejlighed, står der en mand på den anden siden af åen hver aften mellem 20.45 og 21.15. Han står som en mørk siluet i skumringen og ryger. Jeg ved han ryger fordi jeg kan se gløden fra hans cigaret og svinet smidder skoddet i åen når han er færdig. Han har stået der siden midt januar 2021, hvor jeg første gang bemærket ham, da jeg gik i haven – som er mørklagt – med Ella. Han står ud fra et bestemt træ og jeg har været ovre på den anden side og stået bogstaveligtalt hvor han står og kikket over på vores ejendom og han står så han kan se lige ind i soveværelsesvinduet hos min niece på 1. sal eller ind i soveværelsesvinduet hos vores opgangsformands datter i stuen. Ingen af dem ruller ned når de har lys i vinduerne, så man kan kikke lige ind.
Han kunne stå og kik den anden vej og nyde udsigten udover byen men det gør han ikke. Han står lige dér og glor over på vores bygning. I starten tog jeg billeder af ham i smug og fortalte det ikke til nogen. Så fortale jeg det til min mor og søster da jeg begyndte at tale med dem i starten af Februar, fordi jeg tænkte at det var en viden jeg ikke burde holde for mig selv. Det er jo mega creepy! Også fordi han står der ret længe og kontinuerligt hver aften – jeg så ham så sent som i går aftes. Min søster syntes det var sjovt at der stod en og gloet ind på hendes lejlighed og hverken min mor eller min søster syntes jeg skal fortælle det til opgangsformanden, fordi jeg risikere at sprede skræk og rygter – hvilket også er korrekt. Og han gør jo ikke noget, han står bare dér og kikker i ca. 30-40 minutter, så går han igen. Han er der kun når det er helt mørkt.
Men jeg kan mærke at det går mig rigtig meget på – også selv om jeg kan se helt konkret at han IKKE kikker mod mine vinduer, han kikker specifikt på de andres. Det er umuligt at se mine vinduer derfra hvor han står, fordi vores bygning er bygget så der går en slags “kanarp” ud, bare at det ikke er en kanarp, det er en klods hvori der er lejligheder, dem som ligger midt for (MF) Så selv om han ikke kan se mine vinduer, så kan jeg mærke at det frustrere mig at der står en mand hver aften og kikker i mørket. Jeg kan mærke at ALT på mig går i alarmberedskab når jeg tænker på ham eller fysisk ser ham. Han er ultra creepy – en dag gik jeg derover og gik tæt forbi ham, han lignede en hjemløs eller bare en som var ultra usoigneret. Jeg gik så tæt forbi ham at jeg kunne se hele hans ansigt. Creepy fucker.
Ella er startet i løbetid, så nu kan hun ikke komme i Børnehave før hun er færdig med at have “dingel kone” I nat har vi ligget arm i arm. Hun lå med hoved på min overarm, på ryggen med forpoterne over dynen. Jeg kunne ligefrem hører hvordan hendes mave bare rumlede derudaf og hendes pøller er total menstruationsmave. Hun har været virkelig træt i dag og for første FØRSTE GANG siden jeg fik hende, har hun sove til klokken næsten 12.00 UDEN at være ude og tisse!!
Det var sådan at jeg stod op og tog sko og jakke på og åbnede teressedøren men hun blev bare siddende og kikkede på mig – det regnede også skal det lige siges men stadig, hun plejer at skulle ud og tisse senest 08.30. Jeg stod lidt og lokkede med hende men så tænkte jeg at dét da bare skulle udnyttes hvis hun ikke ville ud – så jeg strøg ind i seng igen og lagde mig, sammen med hende og da vi vågnede igen ar klokken 11.55. Niiice og så på en lørdag!
Da vi havde gået en tur var hun mudret og beskidt og havde prut i numsen, så hun fik et lunt bad med vaskeklud mellem poterne og en anden til ansigtet og en tredje til konen og rosinen. Bagefter blev hun føntørret, fik klippet negle og fik en godbid – jeg glemte tænderne……men nu snorker hun som en overvægtig mand inde i sengen, som har fået lidt pletter, heldigvis er pletterne på hendes egen baby-dyne. Og desuden kan det hele vaskes og koges.
Hvilket det så blev i dag. I går samlede jeg dette sæt op til Storskrald, i en af sidegaderne hvor psykologen med den stille stemme boede. Det er de vildeste ting der stilles ud til storskrald i de gader! (Det er også i de gader jeg møblerede mit tidligere kolinihave fra) Total mit yndlingssted. Nå men jeg lagde det online i går aftes, uden billeder, kun med billedet fra Ikeas hjemmeside (hvor det stadig er til salg) da jeg lige ville gøre det rent før jeg lagde det op. Det var mega beskidt. Har helt klart stået udenfor hele vinteren. Jeg skrev at det var brugt med brugstegn men i god stand. Hvilket var korrekt. Jeg fik flere henvendelser med det samme og solgte det her til aften kl. 19.00 til 300 kr. Nypris. 599 kr. OM jeg fatter hvad det er der gør at folk bare smider ting ud, uden så meget som at forsøge at sælge dem, er mig en evig gåde. Men på den anden side, hvis folk brugte deres krummer øverst oppe og ikke havde så mange penge på deres konto, at 300 kr er ligegylig for dem, så ville der ikke være så mange fine ting til mig.
Indtil videre har jeg solgt for 18.500 kr i 2021. Det er naturligvis uden at jeg medregner mine aircons fra Spanien til 30.000 kr men inkl. at jeg har solgt nogle ret store ting, så som to sofaer fra Spanien (2000 kr) Løbebåndet (2500 kr) Klædeskabet fra Spanien (1800 kr) Min røde vandhane (1000 Kr) Min Gustavkjole i råsilke (900 kr) Gelænderet (også fra storskrald) til 800 Kr. Et badeværelsesskab til 800 kr. En skolepult 500 kr, en krystallysekrone 550 kr, en seng fra Spanien 600 kr osv. osv. Så det ER nogle store ting jeg har solgt og så løber det hurtigt op. Det mindste jeg har solgt for var en kop til 34 kr og en palet til 37 kr.
Men man skal (i min optik) ikke sidde og tænke at man ikke gider lægge lige så meget energi i at sælge små ting til 34 kr, som man vil gøre i store ting til 2000 kr, for det hele løber op. Det hele. Det eneste som er virkelig frustrerende er at de her penge, de går bare ind i min alm. økonomi, fordi jeg ikke har nok penge hver måned.
Tænk hvis jeg havde et fast job og en fast indtægt, så kunne jeg storskralde den i weekenden og stadig tjene penge på det andre smider ud – og SÅ ville jeg kunne spare alle pengene op og skabe mig en opsparing, sådan rigtig og for alvor sætte af mod et liv uden at være afhængig af andre. Måske jeg endda en dag kunne købe min egen lejlighed, sådan helt selv så jeg kan kun skal answer til mig selv. Whatta dream.
Lige pt. er jeg bare i underskud af penge HELE TIDEN, i Marts måned har jeg rask væk brugt 6317 kr på psykolog og medicin (efter at tilskudet er trukket fra) og 1400 kr på Ellas Børnehave, 6000 kr på husleje og 3200 kr på min bil i form af grøn afgift og benzin. Jeg får 9700 kr udbetalt i dagpenge. I just never ever ads up. Og så har jeg slet ikke regnet termin med. I’m so fucked. Og fed.
Og bagefter i biologi.
Hvad har DU på hjertet?