Juli 2020.

I dag er det mandag d. 13. Juli og jeg sidder i mit enormt store telt på en campingplads i Skagen. Det må jeg vel egentlig ikke, nu da jeg er på dagpenge? Så skal jeg vel sidde hjemme og være til rådighed for det arbejdsmarked der ikke har brug for mig? Alt andet lige, så har jeg mega meget lyst til at være hjemme lige

I januar blev jeg inviteret til en cocktailparty i Skagen af en af dem jeg sidder i Bestyrelsen med, dér hvor jeg har min udlejningslejlighed. Jeg har arbejdet mega hårdt i den bestyrelse og grundet alt muligt skrammel, endte ham her fyren med at træde ud af bestyrelsen som jeg nærmest er alene i i øjeblikket. Jeg tæller vitterlig dage til 2. September hvor vi har den næste generalforsamling, så jeg kan komme the fuck ud af den bestyrelsen.

I maj fik jeg så den officielle indbydelse og som korrekt er, så købte jeg et “tak for indbydelsen” kort og lagde i deres postkasse og skrev at jeg naturligvis hjertens gerne ville komme. De så det ikke og kunne ikke forstå at jeg ikke svarede tilbage – da jeg så skrev at der lå et brev i deres postkasse blev de helt forbløffet.

Er jeg virkelig den eneste der har en skuffe fyldt med fine kort, konvelutter, oblater, dannebrogsflag, glitter klistermærker, frimærker mv??

Jeg ELSKER at skrive kort og breve og da jeg var yngre havde jeg altid minimum 2 pennevenner af gangen. Jeg købte i en årrække et blad der hed “Girls” – bag i bladet var der altid nogen der søgte pennevenner og jeg ELSKEDE at skrive til dem. Det var dog langt fra altid at jeg fik svar. Jeg har altid været hende der skriver julekortene i november og husker alles fødselsdage, men de sidste par år har jeg givet op og er mere eller mindre stoppet – jeg får aldrig rigtig et brev eller kort retur. Til min fødselsdag får jeg de 2-3 obligatoriske fra min onkel, mine forældre og måske et fra min søster, that’s it.

En af grundene til at jeg også er stoppet er bla. at Michelles søster i USA fortalte mig hvordan hun ofte sad og læste gamle breve fra Michelle. Det syntes jeg er unødigt for min familie, den dag jeg er væk, så der er ingen der får et kort når de bliver 40, 70, uddannet lærer eller sygeplejerske. De får en gave og et knus.

Anyway, Jeg har bestilt campingplads i Skagen til cocktailfesten, da 4 dage på hotel koster mellem 15 og 18.000 kr for én person med hund. Det samme på campingpladsen kostede 1500 kr inkl. el (som jeg så ikke har fået) og internet (som så ikke virker) Jeg købte derefter et mega dyrt telt som var sat ned fra 6-7.000 kr til 1050 kr. Det har 7 sovepladser og jeg kan stå oprejst inde i det.

I sidste uge er jeg på pub med Lotte en tirsdag hvor hun har fri. Jeg havde taget værktøj med ud til hende så hun kunne få sat lamper mv. op men hun ville hellere være på pub, så det gjorde vi – hun endte med at sidde og sove (på pubben) mens jeg sad med Ella på skødet og kikkede ud af vinduet og drømte mig langt væk.

Mens jeg sidder dér skriver de her to fyre, dem som holder cocktailfesten i Skagen og hvor jeg har siddet i bestyrelse med den ene, dn sms – om jeg vil tage op i deres lejlighed og hente 2 x trip trap bakker som de har glemt at få med til Skagen. Og NATURLIGVIS vil Deirdre-Ann dét. Så afsted med mig, finde deres nabo, lave aftale med hende, få hende til at låse op, gå ind og hente bakkerne, låse igen, snik snakke med naboen og så hjem med Ella. Jeg skrev derefter til dem at nu var bakkerne hented og sendte et foto – intet svar. I deres sms havde de skrevet om jeg ville hente dem og tage dem med til Skagen og komme forbi med søndag kl. 16.00.

Efter en nat uden ordentlig søvn pga. at min hashrygende overbo (igen) sad ude foran mit soveværelsesvindue og tudet og havde krise-psykolog-venne-møde med hans lige så stive og dumme-at-hører-på-venner frem for at sidde på sin altan feks., som vender mod haven….. kørte jeg mod SKagen.

Jeg startede morgen med at få sat alle tingene ud i vores opgang, sådan at jeg kunne kører bilen op til hoveddøren og læsse ind derfra, frem for at bærer mig en pukkel på. Netop son jeg skal til at hente bilen, kommer en stor lastbil bakkende ind i gården – det er min nye overbo (ovenover hashfyren) som skulle til at flytte ind, så pludselig stod mine ting i vejen og ja generelt var jeg bare i vejen og Ella blev total forvirret. Det lykkes mig at få zig zagget ud og ind med mine ting, til stor irritation for flyttefolkene, og få dem ind i bilen. Så afsted til 7/11, vel og mærke dén der ligger længst væk fra mig, og købe cola light. Dels kan jeg parkere lige uden for, og dels er servicen hæflig.

Mens ham der bestyrer den 7/11 der ligger om hjørnet for mig, ikke vil bestille cola light hjem mere. Han sagde til mig at de ikke kunne fåes mere – hvilket jeg jo ved er direkte løgn da jeg kan få dem andre steder, så ergo ønsker han bare ikke at sælge cola light generelt, eller til mig. Det er jo nemt at sige at man ikke kan sælge et produkt fordi det ikke fåes, når man ikke har det hjemme længe nok til at kunderne kan blive opmærksom på at produktet er hjemme. Jeg købte ellers hele den første sending af Cola lights han bestilte hjem. Fucktard. Jeg kan i øvrigt heller ikke parkerer foran den 7/11.

Jeg tog en selfie med Ella og jeg i bilen og sendte til fyrene efter jeg havde købt cola light til turen, og skrev at nu var vi på vej. Et par dage før havde jeg gået med Ella i et område hvor de før har boet i mange år, der tog jeg en mikro 20 sek. film med Ella og sagde: “Ella? Skal vi op til Lukas hunden?” – som er navnet på deres hund. Ella gik helt bonkers og jeg sendte klippet til dem og skrev at vi var SÅ klar. Intet svar.

Velankommet til Skagen, går jeg i gang med at sætte teltet op – jeg har set youtube videoen som firmaet jeg har købt telet hos har sendt til mig + jeg har printed manualen. Men lortet er jo ikke ens!! Det jeg har købt ligner ikke det på videoen og jeg er helt lost – jeg står så længe og fumler at Ella kravler tilbage i bilen. Jeg er meget bevist om at jeg er til stor morskab og opmærksomhed for alle de andre omkring mig, som allerede HAR slået deres telte/campingvogne op. Men jeg slår mig til tåls med at jeg føler mig godt tilpas og at ALLE campingpladser har én der ikke kan slå sit telt op. Her er det mig.

En dame kommer med 2 små drenge i hånden og spørger om hun skal få sin mand og søn til at komme og hjælpe mig? Jeg siger ja tak. Inden de ankommer, kommer en virkelig smuk mor-dame på ca. min alder med sine to døtre på ca. 14-18 år og spørger om de ikke skal hjælpe. Moderes skønne accent fik mig til at tænke på Sofie fra Roskilde, så jeg tænker de var derfra. I løbet af no time fik det sat mit telt op – det er åbenbart sådan i dag, til forskel fra da jeg var spejder – at man sætter ydreteltet op først og så inderteletet bagefter. Dooooooo! Jeg gav dem et stort knus og takkede mange gange.

Da jeg ikke havde fået strøm, som betalt for, måtte jeg knokle får at få min luftmadras pumpet op, med den elektriske pumpe jeg havde med. Besværligt.

Den tabte så luft i løbet af natten – så jeg har pustet den op igen, på samme bøvlede måde her til aften. Den er sprit ny og fungere den ikke optimalt i nat, får Jysk den retur!!

Da vi ENDELIG var færdige med teltet gik Ella og jeg med vores pinke støt-brysterne-cykel hvis cykelkurv -som jeg selv har lavet til Ella og malet pink- var fyldt med bakker til fyrene, ind mod Skagen – jeg kunne nærmest ikke balancere med cykel, bakker og Ella men det lykkes og kl. 16 var jeg foran fyrenes hus.

Ingen åbnede da jeg bankede på, så vi satte os på verandaen og ventede. Og ventede. Så sendte jeg en selfie af Ella og jeg og deres dør og skrev: Så er vi her ♥️ Intet svar. Tiden gik og til sidst gik jeg om bagved og satte bakkerne op af deres bagddør, tog et foto og sendte til dem. Intet svar – og alt denne her sms komunikation foregår på en sms tråd de SELV HAR LAVET, hvorpå de begge er, dvs. vi er 3 på tråden. Ingen svare mig.

Jeg går ind til byen og strejfer lidt rundt på må og få. Jeg er sulten men visse steder tillader ikke hunde, jeg har glemt Ellas mad i teltet og jeg er træt med træt på. Til sidst finder jeg dog et pizzaria hvor jeg kan sidde udenfor med Ella. Da jeg er færdig og vi kører hjemad, sidder Ella i kurven – vi cykler ud til Vippefyret så hun kan få lov til at ræse rundt i sandet. På vejen derud cykler vi forbi fyrenes hus, ham jeg har været i bestyrelse med, står ude foran og renser fliser. Jeg pifter af ham og råber: Hej smukke fyr!! Han ser overrasket ud over at se mig, men på den ikke så fede måde. Jeg kan ikke grejle hans ansigtsudtryk – jeg stopper kort på cyklen og vi taler. Jeg tilbyder at hjælpe dem hvis de har travlt, han siger han vil vende tilbage og at de får virkelig travlt i morgen (altså i dag mandag)

Igen lang historie kort, jeg har hjulpet dem meget med at få tinglyst nogle ting i ejendommen, på vegne af Bestyrelsen. Ufattelig mange timer er gået og de skrev at de ville invitere mig på middag som tak, da tinglysningen gik igennem. Det blev så aflyst pga. Corona.

Så lavede de en ny aftale, som var i dag, mandag d. 13. Juli i Skagen. Jeg har endda talt med min mor om det, om at jeg var nervøs for at det måske ville blive på et mega dyrt sted og at jeg ikke havde råd til at betale. Mor var sikker på at de ville betale, når de inviterede.

Dagen i dag kom – efter en laaaang nat med storm og Ella der bestemt IKKE er fan af telt og mennesker der går udenfor. Hun har gøet så meget i nat at jeg trode jeg ville blive smidt ud fra campingpladsen!! Det viser sig så, her til morgen, at der har været nogle på campingpladsen som har fjernet ventilerne på nogle af 35-40 cykler, bare fjernet dem og smidt dem væk. Min pinke cykel inkl. så nu er jeg igen uden cykel.

Nu kan jeg jo bedre forstå hvorfor hun har gøet som en åndssvag. Jeg trode det var pga. stormen men det var fordi der listede nogen rundt ude foran teltet. Pis. Jeg har låst min cykel inde i bilen i nat.

Så Ella og jeg tog en morgenlur efter en morgen gå-tur, da blæsten havde lagt sig og ærgelserne over cyklen stadig var frisk. Telefonen var tændt, så jeg ikke gik glip af deres besked om hvornår og hvor vi skulle mødes……. da klokken blev 12.40 og jeg stadig ikke havde hørt noget, gik jeg i bad iført tøfler og klar til kamp mod klamme fællesbade. Jeg løftede Ella ind og satte hende oven på min slåbrok på bænken, mens jeg var i bad, sådan at hendes poter ikke rørte ved gulvet.

Så kørte jeg på en restaurant i Gl. Skagen og spiste fiskefrikadeller – jeg ved fra en anden bøsseven at man må tage hunde med dér. Jeg købte en ekstra frikadelle til Ella. Så gik vi endnu en strandtur og fordrev tiden mens jeg forsøgte ikke at føle mig brandt af, forladt og uønsket. Det lykkes semi.

Da vi gik ud til Grenen, fik jeg et eller andet skarpt og spidst ind i huden lige lidt nedenfor min stortånegl – det gjorde SÅ ondt at mine nerver gik i knæ pr. automatik. Og så stod blodet ellers ud af tåen. Jeg skyllede den i vandet og håbede at ingen lagde mærke til at jeg trak et blodspor efter mig. Orkede ikke at tale med nogen, for jeg var ca. et my fra at græde.

Jeg har spist ca. 4 kg. ærter, hvilket resulterede i voldssomt ond i maven – og da jeg hellere går på toilet i naturen end på fælles toiletter, har jeg bogstavelig talt afleveret en kæmpe omgang lort flere steder rundt om i Skagen – dog altid på øde steder og jeg tager altid papiret og vådservietterne med mig, i en hundepose, så det er kun lort og tis der ligger tilbage. Men stadig, hvorfor er offentlige toiletter så ulækre??

Her i mit kæmpe telt, tisser jeg i en skål og hælder det ud i hjørnet af teltet, på græsset ud til. Ulækkert? Måske men ikke for mig.

Klokken er nu 21.03 og jeg ligger i teltet med Ella der stadig ikke har vænnet sig til telte og lydene udeforan. Jeg føler mig alene og ensom og sulten, men jeg orker ikke at finde et sted hvor jeg må have Ella med og så sidde og spiser alene, mens alle fester og er klar til UGE 29. Hvis jeg havde vidst at jeg skulle betale for at sidde og være alene og forkert i Skagen, var jeg blevet hjemme i Århus, i mit eget hjem. Jeg føler mig nok forkert og nok alene til at jeg ikke behøver at kører nordpå for at få det tværet i ansigtet. I morgen kl. 14 starter cocktailfesten og jeg har minus lyst. Jeg overvejer at lade være med at drikke og så kører hjem bagefter. Jeg gider ikke det her.

Jeg har skrevet til Norman om han er heroppe, han har – naturligvis din naive bitch – ikke svaret. Jeg har spurgt Lotte om hun vil herop på hendes tirsdags fridag, hun har ikke svaret. Jeg har skrevet på min FB om der er nogen i mit netværk der er heroppe. Ingen svar. Jeg er officielt venneløs. Ikke at jeg ikke vidste det allerede, men nu er det da total stemplet ind i eternity.

Lige siden Far og Mor fik besked omkring min Gudfar, psykiatrisk-hospital osv. 1. Juni 2018, har de arbejdet målrettet mod at jeg skal skille mig af med ALT hvad der kan relatere til Gården eller mine Gudforældre, fordi DE MENER at det emmer af dårlige minder. Ingen spørger mig om der er gode minder forbundet med noget. Jeg har givet slip på mit Omega Guldur, jeg har solgt alle mine smykker, jeg har smidt alle deres møbler, fotos, bøger mv. på genbrugsstationen. Men jeg har fastholdt at jeg ville beholde mit højt elskede chatol som jeg har haft siden jeg overtog gården og som jeg i ca. 2010 brugte utallige timer på at skrabe gl. maling af.

Inde bag hundrede lag af blyholdig maling, fandt jeg gult maling. Jeg tog flagerne med i en Silvan og fik blandet farven der passede til flagerne. Indersiden valgte jeg selv at male pink. Og her er resultatet – et funktionelt sminke/kommode/påklædningsbord som jeg har haft med mig over alt. Men siden jeg er flyttet igen, er presset steget – alle kommentere på at jeg burde smide det ud, skille mig af med det, komme videre, lægge det bag mig osv. Mor har tilbudt mig at jeg må få min Oldemors gl. chatol som er ca. ligesådan – men så alligevel ikke. Der er kun 3 skuffer og de er lave, sådan at jeg ikke har et “bord” at læne mig indover når jeg lægger make-up. Plus der mangler en skuffe. Derudover er spejlet mørkebrunt af glaspest og træet er råt, hvilket ikke er min stil.

Men jeg må få det og jeg må male det – men ved du hvad? Jeg ORKER ikke det kæmpe projekt det er at male et så stort chatol, plus at Mor allerede har vist mig de fine broderier som Oldemor lavede til chatollet mens min Oldefar lavede det, op til at de skulle giftes. Dengang var det hvidt og Mor syntes bestemt det skal være hvidt igen….. jeg syntes bestemt ikke det skal være hvidt. Jeg syntes det skal være Lilla, Pink, Rosa, Violet, Lavendelfarvet, Glimmer eller noget i den stil med en anden farve inden i, hvor Mor syntes det skal være naturligt.

Vi er bare altid så langt fra hinanden og jeg orker ikke at kæmpe mere, så da Mor i onsdags igen viste mig chatollet fra Oldemor og igen foreslog at jeg lagde fortiden bag mig, tog jeg billeder af det og lagde det online til 300 kr inkl. de matchende plastskuffer som jeg har haft til at have hårnåle, elastikker mv. i. En masse skrev og en dame var hurtig, og fredag blev mit højt elskede chatol afhented. For 300 kr. Det er sikkert ikke mere værd sådan rent kroner og øre men affektionsværdien og kærligheden og arbejdet bag, er enormt.

Mens jeg var ved at tømme det og bærer det ud, ringede min søster (som jo bor ovenpå mig) og spurgte om jeg havde smør og om hun måtte få det. Naturligvis til begge dele. Hun kom ned med den lille på armen og hentede smørren. Jeg var arrig og hvæssede at jeg var så træt af at skulle sælge det her – hvortil min søster svare “jammen så lad da være!” Jeg var lige ved at tabe både mund, kæbe og tænder – min søster har selv været primusmotor i at fortælle mig at jeg skal skille mig af med det……. tak for forsinket support!!

Så nu har jeg én seng og et 3-fags indbygningsskab i mit soveværelse, hvilket er en kommode mindre end hvad jeg havde dér hvor jeg boede før, så nu står alle mine ting på mit bord i stuen og alt mit undertøj, sokker, tampax mv. ligger i 2 blå ikea poser, total blandet samme i et virvar og uden orden. Jeg magter ikke mit liv og jeg hader min nye lejlighed, både lejligheden, området, bygningen og naboerne.

I forrig fredags fik jeg brevet fra Styrelsen for Patientklager – glemt iøvrigt at lægge brevet ind, så det kommer her. Det kan forstørres og zoomes på, ved at klikke på det.

• 

Anyway, jeg skrev mit svar fredag aften, lod det ligge, læste det igen lørdag og sendte det afsted, så det har de haft mandag.

I fredags gik jeg, som så ofte før om fredagen, en tur i min yndlingskolonihave hvor jeg står lunt i svinget til en have. Jeg tager derud, oftest om fredagen, dels fordi Ella kan løbe frit i havegangene og skoven omkring og dels fordi de slår ledige haver op på fællesopslagstavlen om fredagen – er der så haver, har jeg weekenden til at glæde mig til mandag kl. 17 hvor de kan købes/bydes på. Er der ingen haver, behøver jeg ikke komme om mandagen (men gør det oftes alligevel bare for at være mentalt sikker på at jeg ikke går glip af en have, som er mit store håb og ønske)

Men da jeg jo er i Skagen i dag, mandag kl. 17, måtte jeg jo derud fredag, så jeg kunne tjekke om der var haver til salg. Det var der ikke. Jeg havde taget to små æsker med, til at samle skovjordbær i. Jeg havde en æske i hver bukselomme og havde parkeret bilen ved starten til hundeskoven. På den måde behøvede jeg ikke at kører ind i selve kolonihaven, da udkørslen er blevet min frygt (efter at jeg googlede alle fra psykiatrisk hospital. Mere om det senere) men også fordi det på den måde blev en længere tur, hvilket er sundt for både Ella og jeg.

Mens jeg sidder på hug ud for et kolonihave og plukker skovjordbær langs hækkens nederste kant og tænker på om man mon kan så skovjordbær eller om det er en vild plante? kommer der en kat (!) stormene forbi og forsvinder ned af havegangen lige lidt foran mig til højre. Ella er normalt enormt lydig men der er 2 ting der gør hende stok døv: Hare og Katte. Jeg kan egentlig lige så godt lade være med at kalde på hende, for hun kommer først når jagten må opgives eller når det passer hende.

Jeg kender ikke reglerne for at lade hunde gå frit i kolonihaven, men har aldrig fået klager og Ella har taget 2 x rotter i gangene inden for det seneste år (2019/2020) Hver gang jeg møder formanden siger han: Ahhhh dér kommer min lille rottefænger jo (Ella, ikke jeg)

Anyway, Ella løber ind i en have og jeg kan hører nogen sige: “Se hvad der kommer dér! Nej hvor er hun sød!” osv. Jeg kalder på hende og går hurtigt efter hende – jeg går ikke ind i haven men hen til lågen og kikker ind – og så sker én af de ting som gør at mennesker som jeg er ufattelig taknemmelig for at mine øjne er så dårlige at de har vænnet sig til at være gemt bag mørke UV solbriller!!

For lige dér i havelåge-åbningen står min psykiater-lærling OG hendes mand. Med en rive eller noget i hånden, jeg er ikke sikker – det kunne også være en økse, en støvsuger eller en (hekse)kost, jeg er blank – for jeg blev SÅ overrasket at jeg end ikke fik sagt “undskyld min hund løb ind i Jeres have” – som jeg normalt ville sige.

Vi stirrede på hinanden. Mig med en hånd fyldt med skovjordbær og Ellas hundesnor i den anden og dem med ja what-ever i hånden. Ella kom spænenene tilbage til mig og hen af havegangen og jeg småløb bagefter for at komme ud af deres synsfelt hurtigst muligt – ind i skoven og væk væk væk.

Efterfølgende har jeg tænkt på, at dét sikkert bliver rapporteret tilbage til psykiatrisk hospital, noteret i et internt journal omkring mig og gemt som skydts mod mig i fremtiden, fordi “jeg jo er sådan en person….“

Helt sikkert de (psykiatrisk hospital) nu vil tro at jeg er sådan en hunde-hvisker der har en kat med på skovtur. Katten får jeg så til at løbe forrest og min hund bagefter, mens jeg koder min hund til at være nuttet og løbe ind i netop dén have hvor min psykiater-lærling bor. Samtidig har jeg (naturligvis) fjernstyret min psykiater-lærling og hendes mands tankefelt så de er i haven på netop dét tidspunkt eller har jeg spioneret på deres havelåge længe nok til at se hvornår den er åben, så jeg kunne iværksætte min gennemtænkte plan?

Anyway – helt sikkert er det, at jeg med min super hjerne har koordineret at min hund løb ind i haven hos netop dén medarbejder på psykiatrisk hospital som jeg kører en direkte sag mod gennem Styrelsen for Patientklager, i det nøjagtige øjeblik hvor lågen stod åben. I’m that good.

Efter at jeg googlede dem alle for hårdt, ved jeg naturligvis godt hvor hun bor og at hun bor med have op til Kolonihaven (hvilket hun iøvrigt også selv har fortalt mig) og jeg ved også godt hvilket hus det er, men kun når jeg ser huset fra vejen når jeg kører forbi – hvilket man er tvunget til hvis man kommer i bil inde fra kolonihaven, da der kun er én udkørsel fra kolonihaven og den fører forbi deres hus.

Men her så jeg jo husenen bagfra og hækkene er måske 4-6 meter høje, så jeg har ingen ide om hvem der bor hvor, men nu kan jeg så sige med 100% sikkerhed hvor Stikker Grethe og hendes tynde skaldet mand bor. Både forfra og bagfra.

Og nej, jeg HAR besluttet mig for længe side, at jeg ikke vil lade værre med at købe have dér for jeg var skrevet op FØR de flyttede tilbage til Danmark og købte hus netop dér. Ergo var jeg der BEVISELIGT, først. Og jeg bøjer mig ikke (mere) Jeg har også rettigheder (bilder jeg mig ind)

Til den dag i dag aner jeg stadig ikke hvad jeg ville havde sagt, så frem jeg kunne gå tilbage og sige noget til hende og hendes tynde mand? Jeg er helt blank på hvad jeg gerne ville sige. Måske fordi jeg er dér hvor dialog ikke længere kan gøre nytte.

Ohhh og så har jeg slet ikke fortalt at jeg en dag for ca. 2 uger siden var alene ude hos mine storskraldsting for at rydde op, sortere, rengøre, tage billeder mv. da min telefon pludselig ringer og displayet viser at det er min tidligere chef fra Dansk Supermarked. Jeg blev simpelthen SÅ glad og når at tænke inden i “at der jo ER nogen jeg kan ringe til når jeg føler mig ensom”

Hun er ca. 52 år og jeg har i mange mange år været en KÆMPE FAN af hende, hun har været mig mega forbillede – lige indtil hun kaldte mig Grimme tøs – remember? Jeg skrev det i et tidligere blogindlæg, anyway tilgivelse er nemt – det er at glemme der er svært – men jeg har tilgivet hende og jeg blev simpelthen SÅ GLAD fordi hun ringede!!

Vi talte i over en time om løst og fast, om adoption, om hendes datter, om deres hund Emma og min hund Ella, om deres drøm om at flytte fra et fancy område i Risskov til en lejlighed osv. indtil hun pludselig siger noget i stil med: “Forresten, grunden til at jeg ringede…..” og så ryger det ud af mig, uden at jeg tænker over det: “JEG VIDSTE der var en grund til at du ringede!!” – og lang historie kort, hun ville hører om jeg ville arbejde i hendes butik i 4 uger her i juli og august…… så mens alle andre holder ferie så skal jeg stå i hendes butik?

Sidst stod jeg med en anden medarbejder som fik alt til indkøbspris mens jeg kun fik 20% af, den anden var ufaglært og fik bedre løn end mig – jeg har malet hele hendes lager, kørt ting på lossepladsen, knoklet i døgndrift, passet hendes datter, gjort rent i deres hus i flere år osv. og så ringer hun kun KUN KUN KUN fordi hun mangler dækning til feriearbejdsplanen og IKKE fordi jeg rent faktisk er et behageligt menneske at tale med.

I feel so so stupid! To think that I could ever mean something to anyone.

Fik jeg fortalt at mor er begyndt at tale om, at hvis jeg nu ikke kommer ind på Jordemoderstudiet (hvilket ingen åbenlyst regner med at jeg gør…) så burde jeg læse til antropolog eller foto journalist (!) fordi mor har læst noget i et dameblad som lød interessant. Derefter har hun googlet sig til at Odder Højskole udbyder nogle kurser og bla bla bla. Altsammen i bedste mening, men tænker hun slet ikke på at jeg selv har fundet en højskole? Selv har været på besøg dér? At jeg ikke nødvendigvis har planer om at droppe Jordmoderdrømmen når vi rammer 28. Juli kl. 13.00 og et afslag tikker ind?

Der er vitterlig ingen opbakning til mine drømme, kun til alle de drømme og tanker og følelser som alle andre har – og når jeg tænker længe nok over det, så kan jeg godt se at det hele er i bedste mest velmenende mening, men…. dét kan jeg jo vitterlig ikke bruge til noget.

Hver gang der er noget jeg godt kan lide, gerne vil eller ønsker, så er det ikke dét jeg skal, ikke det som jeg burde kunne lide eller dét ønske jeg får opfyldt – så er det noget i samme boldgade, noget andre mener er bedre, større og mere korrekt – om det så er studier, boligere, møbler, tanker, oplevelser. Det er SÅ HÅRDT aldrig at få opbakning til det JEG gerne vil. Jeg forstår ikke at mine drømme er så skøre og forkerte som jeg altid får dem fremvist som, for inde i mit personlighedsforstyrret kranie, ser de gode ud men lige så snart jeg har fortalt andre om mine drømme, så ser de så forkerte ud.

Hende mad-psykologen jeg var hos, skulle sende mig et madskema som jeg skulle udfylde hver dag i én uge. Hun ville sende det på mail til mig. Vi gennemgik det sammen inden vores session var forbi, sådan at jeg vidste nøjagtig hvad jeg skulle udfylde osv. På den måde havde vi noget at tage fat i, næste gang vi ses. Men jeg har ikke modtaget nogen mail fra hende – og jeg har naturligvis tjekket mit spamfilter. Jeg tænker logisk at der er gået ferie i hendes liv, i det øjeblik jeg gik ud af døren og på en måde siger mit indre at det ER okay, fordi jeg gerne vil vær sød og forstående. Men på den anden side så siger mit indre at det IKKE er okay, fordi jeg har betalt for hendes tid, for skemaet og jeg har det mega stramt med folk der ikke er professionelle når de er i professionelle øjeme – det er nu 2 x hun har “glemt” noget/overskredet deadlines og vi er end ikke gået igang endnu med en eventuelt behandling, som jeg skal betale KASSEN for, af mine egne VIRKELIG HÅRDT OPTJENTE storskraldspenge. Hun minder mig pludselig frygtelig meget om Fede Dorit og hendes tilgang til hendes professiosion Vs. mine behov/ønsker.

Jeg har henover den seneste tid, lavet noter i min One Note App på min Macbook Pro computer. Noter om hvad jeg skal skrive om i bloggen, når jeg får overskud, tid, energi og lyst.

De fleste af punkterne går på hvor træt og udkørt jeg er, hvor lidt overskud jeg har – så er der konflikt punkterne som jeg lige har opremset og så er der de punkter jeg ikke ved hvad jeg skal stille op med, og som jeg dermed aldrig nævner, for nogen. Jeg nævnede dem lidt for min psykiater-lærling og jeg forsøgte engang hos Fede Dorit men efter et par kommentar til mine tanker, skiftede hun elegant som altid, emne. Til relationer. Det er jo dét hun har skrevet speciale om og dét som hun ved noget om.

Punkterne omhandler altid ting som er virkelig weird, selv for mig. Nu copy-paster jeg lige punkterne ind, i en random orden.

Lige så længe jeg kan huske tilbage, har jeg drømt om at have et legehus. Helst oppe i træ. Helst med lås. Min Morfor var snedker og kunne nemt havde lavet et men jeg fik aldrig et legehus. Jeg har dog bygget et utal af huler og gemmesteder, jeg har haft kasser, poser og dåser gravet ned, sat ind under tagspær, hejst op i træer, gembt bag andre ting, fyldt med (barnlig) proviant, så som mariekiks.

Jeg har altid slået det hen med at der var hvad det var, nemlig barnlige ønsker og drømme.

Men nu er jeg på grænsen til at være 42 år og bare inden for de sidste 2 måneder, har jeg haft ovenstående markerede punkter i mine tanker så mange gange, at de er kommet med på min liste over ting der fylder uhensigtsmæssigt meget i mine tanker.

Jeg så et program om Naib Ørknen, et sted jeg ikke vidste eksisterede. Der har engang boet mennesker i den nu forladte by. Husene og vinduerne står der endnu, skadet af vind og vejr ja, men jeg tænker at hvis man samler lidt muresten fra hvert hus, så kan jeg faktisk bygge mit eget hus, et lille fort og bo dér og ingen vil nogensinde opdage det, da ørkenen og ørken byen er forladt. Hvad med mad? I programmet var der en eller anden ræv-agtig dyr som gik i flere dag ud til vandet, nappede en sæl og slæbte den tilbage. Jeg kan fylde en dunk med vand og gå i dens spor ud til vandet, nappe en sæl og slæbe den med tilbage. Jeg kan koge, ryge og tørre den. De gamle brønde er udtørret nu, men de er gravet, så der skal “blot” graves lidt længere ned for at finde vand. Der findes instrumenter til at finde vand den dag i dag, så i min hjerne er det ikke ulogisk at kunne leve i Naib Ørknen. Ingen ville nogensinde lede efter mig dér.

Mit yndlingsprogram (lige efter Say Yes To The Dress) er Alene i Vildmarken, dansk eller amerikansk version. Jeg syntes de alle er nogle forfærdelige slapsvanse. Der er få af dem jeg har været imponeret af og sjovt nok har begge været kvinder. Den ene havde flået et rådyr som barn (selv) og kendte nærmest alle planter uden ad. Den anden gjorde meget ud af sin bolig, lavede hele gulvet af sten hun hentede ved vandet og byggede en pejs af sten inde i hytten, sådan at når pejsen blev varm, så blev stenenene i gulvet varme – hendes seng var lavet af træstammer hun fældede og lagde direkte oven på stenene. Dvs. hun fjernede med det samme risikoen for at blive kold (og dermed syg og svag) pga. kulde fra jorden. Siderne var pileflet på indersiden, klined med mudder på ydersiderne. Så lagde hun den pressenning de alle får udleveret henover som tag og spændte den fast, oven på pressenningen lagde hun gran og grene og *vola* havde hun et 100% vind og vandtæt hus med masser af varme. Det tog naturligvis mega lang tid og var meget krævende men pga. de gode forhold hun boede under, var hun i stand til at holde ud længere, fordi hun ikke skulle kæmpe mod kulde, vind og vejr og vådt tøj men “kun” mod sult. Når du kun skal fokusere på én ting, er det nemmere at finde en løsning, frem for når et hele omkring dig ramler.

Jeg tænker også tit på at rejse til Sydstaterne i USA. Efter et stykke tid der vil min accent forsvinde, det sker altid når jeg er i syden og jeg kan nemt skifte mit navn og købe mig til et social security nummer (cpr nr) Jeg kan arbejde mig op, jeg kan tage hvilket som helst job, leve på en sten og lidt efter lidt få styr på mit liv igen, uden at jeg skal tage stilling til alt muligt jeg ikke kan ændre og til min families holdninger omkring alt.

Jeg tænker også tit på at styrte ned med et fly, ligesom i filmen “Andes” hvor et hold et eller andet styrter ned i Andes Bjergene og overlever ved at spise menneskekød – den er autentisk. I mine tanker når jeg tænker på at styrte ned og være eneste overlevende, så har jeg et bestemt “nedstyrtningssted” i mine tanker. Det har været det samme i årtier. Det er på kanten af en flod i en jugle agtig sted, men en Canadisk “jungle” – ikke en regnskovs jungle. Jeg er langt fra alt og alle, alene men glad og aktiv, fordi der er så meget der skal gøres hver dag.

Og det er ens for alle mine “forsvindings drømme” – jeg er glad i dem. Glad og alene. Tryg. Jeg er også altid tryg, jeg er aldrig bange. For jeg føler mig 100% i sikkerhed. Skjult fra alt ondt. Alene og Glad.

Det væreste ved de her “forsvindings drømme” er at jeg det seneste år er begyndt at tænke på, om jeg er ved at være for gammel til at “forsvinde” og starte på en frisk uden penge på lommen?

Har jeg stadig uanet energi og ressourcer til at kunne knokle mig op fra bunden? Jeg tvivler mere og mere på det, for jeg er så kronisk træt at jeg ofte drømmer om at sove bare et par sekundter, mens jeg holder for rødt lys!! DET er hvor træt jeg er!! Et par sekundters søvn er som sød musik for mig – men hvis jeg er SÅ træt i et nyt land og en ny by eller i en ny skov, hvordan kan jeg så finde overskud til at overleve?

Og så er jeg tilbage hvor jeg startede, med at mit nuværende liv er én stor fiasko, uden fremtidsperspektiv, uden muligheder – og hvis det er dér jeg er og min egen exit-plan ikke virker (mere) så er jeg rimelig fucked…og ulykkelig. Og så er der jo kun én udvej tilbage…

Om 7 dage bliver jeg 42 år. Om 3 dage er det 2 år siden jeg gik ud af døren hos min psykiater-lærling, gav hende et par (hjemmelavede) gaver og fik et par knus retur (Noget der nu bruges imod mig, som en forkert handling med bagtanker) Om 14 dage afsiges dommen over min fremtid. Om 15 dage kan jeg være død. OMG jeg håber ikke modet svigter mig igen igen. I’m so ready to go!! So so so ready Hr. Gud.