Jeg har nu været til 2 samtaler med lægen som er ved at uddanne sig til psykiater.
– det er desuden Lørdag aften, klokken er 20.56 og jeg sidder og ser et program på DR1 “Historien om Danmark” omkring Christian d. 4. Han var lidt af et røvhul, sådan som han behandler og behandlede kvinder aka hekse. Ella snorker i sofaen ved siden af mig.

Jeg har lavet mig et fodbad med brun sæbe i min opvaskebalje – det er faktisk lidt klamt at sætte fødderne i blød i den samme balje som jeg bruger til at vaske mine tallerkner og bestik i, som jeg spiser af. Men WTF, jeg har aldrig gæster og har jeg, så ved de ikke hvad jeg laver af små nasty ting når de ikke er her mere.

Har lige taget neglelak af tæerne, mine negle ligner de har svamp, hvilket jeg har fået undersøgt at de ikke har, jeg kan åbenbart ikke tåle at gå med neglelak, så de bliver helt hvide og prikket, hvilket gør at jeg bare går endnu mere med neglelak, for hvem gider gå rundt med bare tær i sandaler, hvor det ligner at neglene er ved at skvatte af pga. svamp?

Anyway, vinteren er en god periode at få dem til at gro ud uden neglelak, men jeg tænker lige over det.

Min mund gør helt afsindigt ondt i de her dag, min tunge hæver, mine kæmper værker og tandkødet bag ved mine sidste kindtænder er hele tiden flosset. Jeg har en tid hos en kæbe specialist d. 18. Oktober, men jeg tror med hånden på hjertet ikke at hun kan hjælpe. Jeg gør det mere for at kunne sige ✔︎ på listen over ting jeg har fået undersøgt.

Jeg ved ikke hvad det er der er galt med min mund, men jeg ved det hele passer til punkt og prikke på BMS aka Burning Mouth Syndrom (Brandene Mund Symdrom) og jeg ved nøjagtig hvilken dag det startede på. 8. Marts 2015, da jeg kørte hjem fra Viborg efter at havde tippet It manden og hans møbler af – der bemærket jeg det første gang. Tankevækkende når jeg tænker tilbage, at It manden flyttede til Viborg med alt hvad der kunne proppes ind i Far’s BMW X5 og en Buggie trailer inkl. Endnu en bil med anhængertræk (den jeg kørte i, kan ikke huske hvilken en det var, måske min blå Nissan Micra?) og den lille trailer – alle de møbler og ting og sager fik han med da han flyttede.

Jeg fik end ikke en støvsuger, et strygebræt, et strygejern…… sengetøj……jeg fik intet. Nada. It manden fik håndklæder, viskestykker, sengetøj, lagner, støvsuger, bestik, tallerkner, bøger, reoler, stole, sofastol – han fik ALT. Og uanset at jeg ikke har haft mange penge i de knap 5 år vi var sammen, så er det alligevel tankevækkende, for tror du ikke selv med hånden på hjertet at jeg købte ting til vores fælles hjem i de 5 år vi var sammen?

Selvføgelig gjorde jeg det. Og hvorfor tænker jeg på det her Lørdag aften? Fordi jeg netop så en 3 timer gammel live stream video på FB fra It manden’s vinklub, de første par sekunder viste It manden med giga fuldskæg, det så usoigneret ud, uden skarpe kanter og uden at være trimmet, ligesom hans far – og uanset hvor meget jeg kan lide hans far så er det ikke særlig flatterende.

Skal man have skæg, hvilket kan være ganske pænt, skal man huske at trimme det

 

Sidder og set Taken2 lige nu. Har fodcreme på fødderne, tætklippet negle (firkantet/lige over) og hælene er høvlet med en pimpsten. Jeg får de fineste fødder ever.

Men tilbage til min psykiater som faktisk “kun” er en læge der er ved at uddanne sig til psykiater. Jeg var til en somatisk lægesamtale (somatisk er når man er syg på den måde at man har brækket en fod eller snot i næsten – noget man kan tage og føle på) og lægen dér var helt seriøst ca. 4 dage inde i sit studie og lignede en på flugt fra 7. klasse – det var en seriøst rådden oplevelse at skulle sidde og tale med hende om mit helbred og jeg kunne se at hun 100% kørte alt efter et skema, ordene kom ikke flydene fra leveren og hun var mega nervøs – så det gjorde at jeg følte mig nødsaget til at hjælpe hende, ved ikke at stille spørgsmål som hun måske ikke kunne svare på, ved ikke at være “besværlig” – så da jeg fik at vide at jeg kunne starte hos en læge der gerne ville læse videre til at blive psykiater, så tænke jeg at det nok var en mega ung person – en alternativet var gruppe terapi, hvilket jeg havde afvist på det hårdeste allerede tilbage i marts.

Fandeme om jeg skal sidde bogstaveligtalt i en rundkreds (har set rummet, når jeg går forbi, stole i en rundkreds, pakker med lommeletter på gulvet) niks du, det minder mig om børnehaveklassen og gør mig mega dårlig tilpas bare at tænke på det – tag så tillidsspørgsmålet og læg oven i og du har en sprængfarlig cocktail! En af mine veninder, Lotte, gik engang i gruppe terapi og fortalte mig ALT om hvad de andre sagde, fejlede, tænkte, følte og gjorde – så da min psykolog forsøgte at berolige mig med at der var en indforstået tavshedspligt, så var jeg ved at dø af grin. No such thing excist.

Så tilbage var der 2 ting.

1. Stoppe på Enhed for Selvmordsforbyggelse fordi de ikke kunne hjælpe mig mere, stedet er kun til midlertidig brug.

2. Starte hos en psykiaterlærling. Altså lægen der gerne vil være psykiater og som jeg tænkte ville være ca. 25 1/2 år gammel og enten en ung mand som var hot (ligesom ham sygeplejersken på Psykiatrisk skadestue) eller en ung nervøs pige (ligesom hende med den somatiske samtale) og så ville jeg blive nød til at være søde Deirdre-Ann hele tiden, for ikke at 1. Bringe den unge hotte mand ud af balance med mit ublu sprogbrug eller 2. Bringe den unge nervøse pige ud på tynd is, hvor hendes evner ikke rækker endnu, ved at fortælle hende ting som hun aldrig har hørt om, oplevet selv eller læst sig til.

Jeg valgte #2 fordi mit alternativt var at begå selvmord efter at min tid på Enhed for Selvmordsforbyggelse var slut. Måske ikke lige samme dag, men i løbet af et års tid derfra. Når jeg har pakket alle mine ting ned i plastkasser, sorteret og sat labels på. Når der er orden i mit bagland, ville jeg rejser herfra. Hjem til Michelle, Mormor, Farmor, Farfar og alle de andre som jeg savner så meget i mit hjerte at jeg kan begynde at græde bare ved at tænke på det. Bare at skrive denne her linje gør at jeg får varme øjne fyldt med tåre.

Jeg valgte at give livet én absolut sidste chance – jeg er der hvor jeg ikke orker at blive coachet mere, hvor jeg ikke orker at flytte mere, hvor jeg ikke orker at forsøge at få det bedre på én eller anden måde mere. Jeg har kæmpet alene hele, vitterligt HELE mit liv, og jeg orker ikke mere. Jeg er træt helt ind til knoglerne. Det føles, i min krop, som det gør når jeg på Caminoen har gået 45+ km på en dag, så snurrer det i benene, knæene værker og kroppen higer efter at ligge ned.

Sådan har min krop det hver dag, hver evig eneste dag, ugen ud, måneden ud. Hele tiden, de sidste 21 ÅR har mit liv føltes sådan. Måske før endda, men da var jeg så ung at jeg ikke husker følelsen af træthed i min krop. Dengang husker jeg bare at jeg hele tiden var ked af det og havde ondt i maven, kronisk kronisk ondt i maven. Hver evig eneste dag. I 18 år.

Så derfor og pga. alt det, endte jeg for 2 uger siden i stolen foran en læge som gerne vil være psykiater (hvorfor man vælger et så livsdeprimerende job har jeg endnu ikke regnet ud) Og det viste sig at det var en dame. Jeg er tilbøjelig til at sige “på min alder” men jeg tænker hun er lidt ældre, måske 45 år ca.

Hun har i hvert fald livserfaring og været læge i lidt mere end en turnus periode. Jeg tror hun er sej, sådan rigtig sej inden i. Jeg har ikke noget at bygge det på overhoved, for jeg har valgt ikke at google hende, ikke at cyber stalke hende – jeg har valgt bare at lade hende være hende og mig være mig. Viden gør mig ikke lykkeligere eller bedre til pas. At vide ting er ikke nødvendigvis lykken.

Hver gang man (jeg) tilrager sig ny viden, tilrager jeg mig også konsekvenserne af den viden og som oftes så glemmer jeg (og andre) at tænke over, om de konsekvenser der følger med en given vide er dét værd?

Så jeg har fået mig en læge-wanna-be-psykiater som jeg skal gå til samtale hos, hver tirsdag frem til engang i marts. 45 min. hver gang. Det foregår på Psykiatrisk Hospital.

Jeg har ikke fortalt det til nogen, for ligesom vissen ting ikke gavner mig at kende svaret på, så gavner det heller ikke min familie at vide visse ting. Hvordan ved jeg det? Det ved jeg naturligvis heller ikke 100% med denne her ting, men set ud fra deres reaktioner og kommentar i forhold til andre ligende ting, så vælger jeg at træffe den beslutning at det ikke vil gavne dem og dermed mig, at de ved det. Jeg orker simpelthen ikke at hører på dem. Jeg vil bare have ro. Silencio.

Min læge-wanna-be-psykiater sagde til mig sidste gang, at hun troede at jeg var vred og at min “issue” var at jeg var vred. Den har jeg tænkt lidt over, fordi for mig så er vrede mennesker en Donal Trump, på grænsen til at blive Peter Lundin ondskabsfuld og jeg er  bestemt IKKE hverken som Donald Trump eller som Peter Lundin. Men måske man kan være vred uden at være ond? Jeg er virkelig bange for at være ond, jeg vil bare været godheden selv.

Men hvis vi nu antager at man godt kan være vred uden at være ond, så er det måske rigtigt. Jeg er vred og skuffet og ked af det – jeg kan næsten kun se svigt svigt svigt når jeg ser tilbage på mit liv og de mennesker jeg har mødt. Det bliver sværer og sværer for mig at se de gode mennesker i mit liv (som jo naturligvis også har været der) men jeg ser bare kun dem der har såret mig, skuffet mig, udnyttet mig. Og desværre er der også helt klart flest af dem.

Jeg har også fået en virkelig bad-ass læge derude. Alene den tid hun har brugt på at finde den rigtig medicin til mig, gør at jeg får lyst til at give hende et kram. At hun så har rigtig meget Kenyansk pynt (dug, billeder mv.) i sit rum, fortæller mig at hun må have været udstationeret. Respekt for dét er fandeme hårdt!!

Jeg startede på Antidepressiv i Januar (31. Januar 2017) og stoppede lige omkring Skanderborg Festival i August. Bivirkningerne var så massive at jeg ikke orkede dem oven i mine egne følelser. Den medicin jeg fik tilhørte “den gamle streng” af antidepressiver. Der findes nyer mediciner som har færrer bi-virkninger, de hører til i en anden kemisk “streng” men dem er der igen flere forskellige af.

Så for at jeg skal få så få bivirkninger som muligt, og uden at medicinen samtidig skal påvirke min BMS i munden, har der været en hudlæge indover (de står for slimhinderne) en Neurolog og så min nye bad ass læge. De har sammen fundet frem til at jeg skal prøve nogle piller der hedder Valdoxan – de har langt flere bivirkninger end andre piller (hvilket er ironisk for deres bivirkninger lyder sindssyge!) og er desuden nye på marked (et par år)

Jeg var til endnu en mecicinsk samtale i fredags og skulle hente pillerne på apoteket om aftnen, og starte, men jeg tror min badass læge har glemt at indtelefonere recepten, for jeg var på apoteket to gange og de var der ikke.

Prøver igen mandag.

Jeg er mega træt lige nu, har tænkt meget på Norman Bach men intet hørt fra ham. Desværre.

Jonas er også forsvundet ud af mit liv igen. Dvs. omganskreds: Lig nul.

Bortset fra Kunstmaleren der ringer og ringer – i modsætning til hvordan Norman behandler mig, så tænker jeg hele tiden på at Jeg er Kunstmaleren og på hvordan jeg gerne ville behandle mig selv – så jeg siger 100% og med hånden på hjertet at jeg ikke er interesseret, at jeg ikke har følelser for ham, at jeg ikke tænder på ham osv.

Jeg siger sandheden som den er, ufortyndet men stadig på en blid måde (no need for name calling and hurting others)

Jeg ville ønske Norman ville gøre det samme ved mig.