Når jeg møder mennesker, så starter de altid ud med at have 100 points. Og afhængig af hvordan de så opfører sig, kan deres points i min verden, stige eller falde – det føles som om min søster møder mennesker med modsat fortegn, som om man altid er i minus og aldrig har mulighed for at komme foran. Dét er noget jeg har tænkt meget på henover de sidste par måneder.

Jeg så hende ganske kort i går (lørdag) men hun nævnte intet om at hun havde taget kontakt til Psykiatrisk Hospital. Det gjorde min Mor heller ikke og 100% så har min søster ikke taget kontakt, uden først at tale med min Mor om det. De er pot og pande.

Og hvordan ved jeg så at de har taget kontakt til Psykiatrisk Hospital?

Det ved jeg fordi jeg devaluerede min Nye Behandler, fredag eftermiddag, efter at hun ikke havde ringet tilbage til mig eller på anden måde taget kontakt til mig, fra ca. 100 points til måske 10 points (hvis hun er heldig)
At ignorer mennesker generelt og mig specielt, er noget af det mest ondskabsfulde og smertefulde man overhoved kan gøre – det er sådan noget Norman Bach gør, min Mor, min Gudfar, Anika plejede at gøre. Jeg er hurtig til at tilgive men jeg er super dårlig til at glemme.

Jeg ved ikke hvordan E-boks systemet fungere, men jeg tænker det fungere sådan her: Man skriver et brev til den eller de personer man vil have kontakt til og hvis man ikke ændre i afsendelsestidspunktet, så sendes brevet ud 24 timer efter at personen har trykket på “send”
– og da det efterhånden er ved at gå op for mig at ALLE (uden undtagelse) som arbejder inden for Psykiatrien er total TOTAL analfabeter inden for basale it-færdigheder, har min Nye Behandler skrevet en besked til mig via E-boks kl. 12.36 Fredag.

Den modtog jeg Lørdag kl. 12.36 mens jeg stod og plukkede øjenbryn iført trusser i mit soveværelse – uagtet hvor glad jeg blev for beskeden, da den jo betød at hun ikke havde ignoreret mig, så gjorde den mig også vred.

Vred fordi min familie tager kontakt til Psykiatrisk Hospital, i stedet for at vise interesse for at forstå MIG – det kan gøres på så mange mange måder. Selv er jeg ved at drunke i materiale omkring at leve med Borderline og desværre passer nærmest alt litteraturen på mig. Utrolig trist men sandt.

Jeg blev også vred, fordi jeg er ret overbevist om at min Nye Behandler kun sendte brevet, fordi min søster havde ringet – hun må have lavet brevet lige efter hendes frokostpause og 1,5 timer før hun fik fri for weekenden. Ergo havde hun ikke tænkt sig at tage kontakt til mig, hvis det ikke havde været for opkaldet – ergo var det hendes hensigt at ignorer mig ➡️ bevist ondskabsfuld og smertefuld handling ➡️ du falder i points i min bevisthed. VIRKELIG STYRTDYKKER i points.

Desuden har jeg ingen intentioner om at deltage i et møde med min familie på Psykiatrisk Hospital. Som i det kunne aldrig falde mig ind. Jeg vil fysisk hellere skærer mine håndled over eller gå ned på skadestuen og få dem til at brække mit ene ben uden bedøvelse. Min familie vil aldrig være så ærlige som de har brug for at være, hvis jeg er i rummet.

Dernæst så ønsker jeg ikke at skulle bidrage med noget til en sådan samtale – for uanset hvad jeg siger, vil det komme til at lyde som anklager fra min side mod min familie og uanset hvad jeg gør, vil de sidde som en størrer forsamling med front mod mig og jeg vil sidde dér alene, med – bogstavelig talt – ryggen mod muren og uden nogen på min side, uden nogen som vil tage min hånd bagefter, når det hele er ovre og sætte sig ned og tale med mig – bare TALE MED MIG som person. Det vil være så klinisk og offentligt som det overhoved kan blive.

Hvem skal tage sig af mig når det hele er slut og alle er gået hjem? Jeg vil bare været hende der igen sidder alene hjemme i sin lejlighed med tårende løbende ned over mine kinder, mens min familie vil være samlet som en samlet gruppe, som en familie og jeg vil (igen) være udenfor. Uanset om det så er selvvalgt eller ej.

Jeg kan allerede mærke smerten i mit sind og jeg græder allerede mens jeg skriver det her – og pga. den sene tilbagemelding fra min Nye Behandler, kan jeg ikke nå at gå en pilgrimsvandring og være tilbage til min lille nieces Barnedåb – hvor jeg desværre allerede har sagt ja til at være Gudmor.
– ikke forstået på den måde at jeg ikke ønsker at være Gudmor for min lille Niece, jeg er også Gudmor for hendes Far (min ældste lillebror) men jeg kan ikke rumme at være i denne her smerte som er omkring mig lige nu og som jeg kun kan se bliver stører og stører som tiden går.

Maj måned 2019 bliver et levende helved og jeg er allerede træt…

P.S: Jeg har haft voldsomme drømme de sidste to nætter. Små drømme der hurtigt slutter og så starter en ny. I dag vågnede jeg og var kold, selv om jeg lå under min elskede moskusandedunsdyne og solen skinnede ind af vinduet. Min krop og min hud var kold.

I drømmen blev jeg ved og ved med at tage noget ud af min mund og putte i en pose jeg holdt i min hånd. Det var en brun substands som blev ved med at vokse og fylde min mund og mine tænder og jeg kunne ikke tale ude at tage det ud – og uanset hvor meget jeg tog ud, kom der bare mere og mere brunt stads og alt imens forsøgte jeg ikke at savle, ikke at se dum ud, mens jeg sad og fiskede klistrede ting ud af mine tænder, gane og mund.

Jeg vågnede en af dagene, fordi der var så indtrængende en dårlig lugt i min drøm, af rådden fordærvet kød, beskidt hud – lugten var SÅ gennemtrængende i min drøm at jeg begyndte at lave brækbevægelser med maven og dét vækkede mig.

I alle mine drømme de sidste to dage har min Gudfar været – og Anika. Jeg har tænkt meget på Anika på det sidste. Hun bliver 40 år d. 4. Maj 2019 og jeg er (naturligvis) ikke inviteret. Anika plejer at holde nogle rigtig gode fester og det var i mange mange år, de eneste tidspunkter jeg overhoved blev inviteret til noget. Og uden at jeg egentlig er klar over det, smerter det så forfærdeligt i mit indre, at jeg igen er ekskluderet på baggrund af noget usandt. På nøjagtig samme måde som min familie ekskludere mig – jeg ved Mor er presset pga. min søsters fødsel, barnedåb, fødselsdage, salg af Fars firma, salg af grundene, salg af lejligheder osv. og det er helt forståeligt – men hvor ville jeg give meget for bare lidt forståelse, lidt accept.

Men realistisk set, er det eneste tidspunkt hvor jeg kan få lidt forståelse, i døden. Og sådan kom jeg igen frem til, at døden giver så meget mere mening end livet…