I dag er det Mandag d. 6. Maj 2019 og klokken er 23.12 – det er blot 5 dage siden jeg skrev sidst og alligevel føles det som en evighed.
En evighed tænker du måske? Men ja, det er som om der er gået år siden jeg sidst sad her. Jeg er simpelthen så kronisk træt hele tiden, det føles som om mit liv går i slowmotion, jeg græder hele tiden og hvis jeg ikke græder, så bævre min hage og jeg får tårer i øjene, selv når jeg, som i dag, sidder helt alene i min bil.
I går, gik jeg i seng klokken 21.05, eller nærmere, det var det sidste jeg så klokken slog, på min telefon. Jeg vågnede omkring kl. 07 og forsøgte at fortælle mig selv at jeg skulle stå op – jeg lyver virkelig ikke, når jeg siger at det gjorde fysisk ondt i mine øjne, da jeg forsøgte at åbne dem. Det smertede i dem, som om nogen havde fyldt dem med grus ellr sand i løbet af natten og det eneste der hjalp var at jeg lukkede øjenen igen.
Næste gang jeg vågnede, var klokken 11.40. Jeg har dermed sovet mere end 14 timer og jeg ville simpelthen lyve, hvis jeg sagde at jeg følte mig udhvilet. Hvis det ikke var fordi jeg havde en aftale med en dame i morgen (tirsdag) om at hun skulle købe nogle ting af mig, som ligger ude på gården og dermed skulle hentes i dag (mandag) så var jeg blevet i sengen hele dagen. Jeg er så så træt i min krop, i mit sind og i mit hoved.
Men lad mig se om jeg kan gå tilbage til “start” som var sidste onsdag, hvor jeg var på Psykiatrisk Hospital. Jeg græd under hele sessionen, ikke bare sådan lidt “piv piv” og en tårer hist og her, men stortudet, så snot og tårer og mascara blev blandet i en lækker kombination, som alle, simpelthen ALLE drømmer om at gå igennem et helt Psykiatrisk Hospital med, ned af lange gange og igennem en stor stor forhal, hvor andre psykiatriske patienter venter, mens man bare ligner en som er blevet gennemtæsket i ansigtet….
– hvis jeg nogensinde finder den fucking NAR som lavede udkasted til indretningen af Psykiatrisk Hospital og bagefter fik det godkendt, så losser jeg simpelthen personen så eftertrykkeligt over skinnebenet at jeg håber vævet dør!!!!
Min søster har haft ringet derud, og nogle af de ting som min Nye Behandler sagde min søster havde sagt var følgende:
– at de (min familie) ikke ønskede at komme til Pårørende aften, da de ikke ønskede at sidde og tale om mig blandt andre/offentligt (og på den elegante måde, fik min søster det til at lyde som om jeg ikke havde overbragt beskeden/informationen korrekt, at pårørende aftnen egentlig var en info aften og ikke en aften hvor jeg som person skulle tales om og at det var dérfor de ikke kom – og ikke pga. de grunde de gav mig. 1-0 til min søster)
– at de syntes jeg fik det dårligere og dårligere ved at gå på Psykiatrisk Hospital.
– at jeg havde søgt ind på Jordemoderstudiet med deres accept (psykiatriks hospitals accept) og dét forstod min familie simpelthen ikke at de støttede mig i. (Og dér fortalte min søster dels noget som jeg ikke havde fortalt til andre og som jeg allerede for længe siden havde fortrudt at jeg havde fortalt hende, men hun fik det også til at lyde som om jeg havde søgt ind efter aftale med Psykiatrisk Hospital. Det er ikke korrekt. Jeg fortalte min søster at jeg havde søgt ind, fordi hun pressede mig og fik mig til at føle at jeg ikke havde lavet/foretaget nogle valg i forhold til mit liv. DA jeg fortalte hende at jeg havde søgt ind, var hendes første kommentar: “Tror du overhoved du kan klare det?” Og nej, det er langt fra sikkert, men det er også langt fra sikkert at jeg kommer ind – men i det øjeblik jeg søgte ind, føltes det godt at gøre noget, for mig og mig alene. Men fuck da det, lad os gøre noget godt til noget dumt.)
Og alt muligt andet snik snak som jeg ikke kan huske – jeg kan kun huske at jeg græd. Jeg græd og græd og græd.
Min familie vil have et møde med “dem” på Psykiatrisk Hospital og det er helt fint med mig. Faktisk hellere end gerne. Men Psykiatrisk Hospital vil, som i virkelig virkelig VIL at jeg SKAL SOM I VIRKELIG VIRKELIG SKAL deltage i mødet. Og guess what, jeg går hellere ned på skadestuen og beder dem om at smadre mit ben uden bedøvelse, end jeg deltager i et møde, hvor hele min familie vil sidde med front mod mig og jeg vil sidde med ryggen mod muren, alene. Helt klart at min familie ikke vil se det på den måde eller fra den vinkel som jeg gør, men det er sådan jeg føler det vil være. At jeg vil være udenfor, som jeg 90% af tiden føler jeg er, at jeg ikke er som dem.
Det er så svært at forklare – men min Nye Behandler syntes vi skulle snakke videre om et eventuelt møde næste gang, altså nu på onsdag. Desuden mente hun ikke at det ville gavne min behandling, at jeg tog fri en hel måned for at gå en Pilgrimsvandring.
Jeg spurgte om hun mente jeg evt. kunne have en anden diagnose, feks. Skitzofren eller Maniodepressiv, som nu korrekt hedder Bipolar. Begge sygdomme kan man kureres for og begge sygdomme er noget man kan få medicin for og begge sygdomme er sygdomme som min familie mener jeg har/lider af.
Min Nye Behandler mener 100% at jeg er på den korrekte afdeling og har den korrekte diagnose. Jeg ved ikke om det gør mig glad eller ej, det er måske endda lige gør det gjorde mig trist, fordi det ville være så meget nemmere hvis jeg nu fejlede noget som min familie kunne forstå og sætte sig ind i. Nu fejler jeg bare noget som ingen forstår og ingen kan sætte sig ind i. Det er noget pis at være syg.
Bagefter gik jeg ud i min bil på parkeringspladsen, og havde nær begået et mord eller i hvert fald overfaldt nogen!! Og desværre kan jeg sige at det ikke er første gang, men netop fordi det ikke er første gang, kan jeg forklare hvorfor jeg gakkede sådan af.
Igen, det fucking individ der har designet Psykiatrisk Hospital, har udpeget et andet “geni” til at stå for parkeringspladserne – geniet har måske aldrig prøvet at parkere før, men da det jo ikke er raket videnskab hvad der skal bruges til at opbygge et parkeringsområde, undre det mig enormt at han eller hun kan fucke det SÅ meget op!! Dels er der aldrig nok parkeringspladser og dels har geniet glemt en helt basal og ret nødvendig ting i indkøbsprocessen: Et “ALT OPTAGET” skilt…. det resultere i at folk holder i kø for at komme ind på et p-område hvor der ingen ledige pladser er…..
Og først når én kører ud, kan én kører ind – men ofte kan de ikke finde den éne p-plads som nu er ledig og det gør at de kører rundt og rundt og leder og leder……. og så ser de en person som sidder i en bil (mig) og hvad gør de fucking idiotiske personer som leder efter en p-plads????
De gør noget jeg ALDRIG har oplevet på andre parkeringspladser verden over – de stiger ud af deres fucking bil (!) og kommer over og 1. forsøger at åbne min døre (!) som naturligvis er låst og/eller de banker på min rude (!) og uanset hvilken idiotisk metode de bruger, så vil de vide hvornår jeg kører…… men dels er de ikke kommet ind på p-området fordi jeg sidder i min bil, men pga. en anden person er kørt ud og det er dén fucking plads de skal tage og dels, så vil jeg fandeme have lov til at sidde i min egen bil på Parkeringspladsen foran Psykiatrisk Hospital så længe jeg vil – jeg betaler næsten 20 kr i pr. påbegyndt time, så fuck om en eller anden idiot skal komme og fortælle mig at jeg skal kører ud, så han kan parkere……
Og nej, det nytter ikke at ignorer idioten som banker på ruden, så banker han bare hårdere, så jeg endte med at låse min dør op og nærmest sparke den op i nosseren på individet der stod udenfor og ihærdigt bankede på ruden. Jeg flået mine solbriller af og fremviste et ansigt der skrev: I kill, slice and burie for fun – hvad jeg brølede ud, kan jeg ikke huske, man han gik ret hurtigt igen, og af ren og skær stædighed, blev jeg siddende indtil 4 min. i at næste nye time var påbegyndt. Fuld parkerings-valuta for pengene tak.
Herefter kørte jeg til Egå og osede i genbrugsbutikker og omkring klokken 12 kørte jeg til min Kranio Sakral dame og fik sat min krop lidt på plads efter alt løfteriet i Påsken. Jeg burde gør det igen, for jeg har stadig ondt i kroppen. Men det er 600 kr hver gang. Penge jeg ikke har.
Da jeg kørte der fra ringede min søster og spurgte om vi skulle mødes. Jeg var på vej hjem for at sove, min krop var ved at dø af smerte og søvnmangel. Og min søster ville spise nu, så jeg meldte pas.
På vej ind gennem gaden hvor jeg bor, så jeg en kendt “krop” stå på gaden. Det var Kunstmaleren. Pudsigt nok havde jeg dagen før, set en af hans venner i gaden, gå hånd i hånd med en pige – alle Kunstmalerens venner mv. bor i den helt anden ende af byen hvor jeg aldrig kommer, så jeg tænker aldrig på dem. Det viser sig at Kunstmaleren havde haft Fernicering i en restaurant i gaden dagen før og han havde glemt at få en gave med hjem, så den var han ude for at hente.
Jeg må være kommet lidt på toppen igen eller også savnede jeg bare selskab så ufattelig meget, at jeg var parat til alt – har ikke talt med ham siden jeg lovede min Psykiater-Lærling at ringe til ham og sige at vi ikke skulle tale sammen mere. Men jeg rullede vinduet ned, og piftede af ham så højt at han (og flere andre) vendte sig om – og i et elegant Brian-sving, parkerede jeg bilen halvt på gaden og halvt på fortorvet og steg ud og hilste på ham.
Han foreslog selv om vi skulle tage en øl. Jeg var klar. Mere end klar. Og sådan havnede vi på en bar (den bar hvor jeg har arbejdet og hvor ejeren pludselig ikke hilser mere på mig….. SÅ mærkeligt, jeg har endda givet ham et fint julekort som tak for julegaven) og drak 2 store fadøl – ville ønske jeg kunne skrive at jeg kun drak 1 men jeg drak to og jeg havde det slet ikke dårligt med det. Hverken at jeg drak 2 store fadøl på en onsdag, eller at jeg drak dem i selskab med en gift mand – men hvor VAR det hyggeligt at snakke normalt snak…… jeg intereserer mig 0% for kunst, men jeg er nærmest villig til at lytte til Kunstmalerens kunstsnak i timevis hvis bare jeg ikke skal være alene med mine tanker, sorger og smerte – og min familie.
Det væreste er, at jeg slet ikke har dårlig samvittighed. Det burde jeg have. Jeg socialisere med en gift mand. Og for et par dage siden, skrev jeg til Troels Bonde, han er godt nok ikke gift mere men han er i et seriøst fast forhold (det er han altid) og uanset hvad, så er jeg ret sikker på at hverken Kunstmalerens kone eller Troels Bondes kæreste, syntes det er fedt eller okay at de har kontakt til mig. Også selv om jeg slet ikke har lyst til at have sex med dem – og jow jeg tænker da på dem nøgen men det er ikke sådan at det “rykker” i mig for at “få dem”.
Jeg har bare brug for at tale med nogens, om ikke viger når jeg viser revnerne til mine dårlige, sårbare sider – Norman kan slet ikke kapere mig, jeg tvivler faktisk mere og mere på om han er bygget af det stof som han selv tror han er.
Jeg ved godt hvem jeg ville læne mig op af som Frihedskæmper så frem Danmark var i krig af de her 3 mænd. Norman ville slet ikke komme i betragtning – han ville helt sikkert blive en vendekåbe, og gå efter dem med mest magt og indflydelse og ikke på en Schnildners Liste måde.
Mig? Jeg ville gerne være hende der rydder minefeltet, minus plastiknøglen. Bare stik mig en cola light og en cheeseburger, så skal jeg nok gå derud og få det ryddet på den ene eller anden måde. Eller også kunne jeg blive en fremragende feltmadras og knalde besættelsesmagten og få info videre til Frihedskæmperne – uanset hvilken måde jeg kæmper for mit land, vil døden være uundgåelig. På den ene måde ville den komme pludselig og med sikkerhed og på den anden måde ville der gå lidt tid og jeg kunne nå at få det lidt sjovt inden, men døden ville helt sikkert komme.
Anyway, liiiige lidt af en omfartsvej af tanker dér??!!
Kunstmaleren og jeg tale sammen og han kunne jo se jeg havde grædt, så jeg fortalte ham bare det hele, om Psykiatrisk Hospital, min Gudfar, om Sømanden, mine forældre osv. – og han var ikke ét eneste øjeblik rystet eller fortrak en mine…..for det viser sig, at jeg for nærmest 20 ÅR siden, havde fortalt ham det HELE (!!) lige minus delen med min Gudfar…..dvs. jeg havde fortalt ham at jeg var blevet seksuelt misbrugt, jeg havde fortalt ham om voldtægten begået af Sømanden, han vidste alt om gården osv. og nu vidste han også pludselig hvorfor det var jeg så geren ville have ham med ud på gården hele tiden, det var så jeg ikke var hjemme alene når min Gudfar kom….. han vidste bare aldrig at det var min Gudfar og jeg tror derfor ikke han var på gården mere end én gang, hvis overhoved.
Jeg var helt chokeret over at han vidste besked – jeg ville have forsvoret eller rettere, jeg HAR FORSVORET at jeg ALDRIG har fortalt det til nogen før…..og så sidder han her og ved det hele….og derfor måtte jeg drikke en øl mere for at kunne tænke klart.
Jeg kan stadig ikke huske nogen af de andre dage, udover at jeg har grædt nærmest hele ugen.
Torsdag var der sidste Bestyrelsesmøde i Ejerforeningen hvor min udlejningslejlighed ligger. Vi har Generalforsamling næste uge og jeg stiller ikke op igen. Vi afsluttede vores sidste møde med lækkert smørrebrød i en af lejlighederne – men det var på magisk vis alt for meget for mig……. jeg forstår end ikke min egen krop.
Jeg havde allerede “ondt” inden i, ja fysisk ondt, hele dagen og inden mødet. Det er sådan at min søsters chef har været på Ferie på Sri Lanka og 3 af hans 4 børn blev dræbt, da en ekstremist sprængte en bombe i morgenmadsrestauranten. Han overlevede kun selv, fordi han var gået ud for at betale regningen – jeg ved en masse mere omkring det, men det er så trist at tænke på at jeg ikke magter det. Om det var derfor jeg havde fysisk ondt inden i, kan jeg ikke helt finde ud af, men jeg havde det virkelig fysisk skidt og klokken 16 lå jeg på sofaen og var parat til aldrig at rejse mig igen. Mødet startede kl. 20. Kl. 23 måtte jeg kaste håndklædet i ringen, der var for meget snak, for meget jeg skulle tage stilling til – og jeg måtte derfor gå hjem som den første. Jeg fik knap tøjet af før jeg sov som en sten.
Fredag solgte jeg en del ting som jeg hentede på mine forældres gård. Og så gjorde jeg klar til at give min udlejningslejlighed den store tur lørdag, hvor en gæst tjekkede ud og en ny ind. Jeg var SÅ smadret lørdag aften…… Der var også vejfest i min gade, som var spærret af for biler – ingen havde tid til at mødes med mig efter jeg havde gjort rent i 4 stive timer. Det var også mega dårligt vejr.
Jeg satte lys i mine vinduer, til minde om dem som ikke oplevede Frihedsbudskabet 4. Maj 1945. Og så gik jeg i seng – men med dårlig samvittighed, fordi jeg stadig ikke har hjulpet min grandkusine med hendes opgave…… jeg forstår ikke hvordan sådan noget pludselig er blevet mig åg…… ?
Jeg fik meldt afbud til diætiste og skal have skrevet en mail til hende, ligesom jeg skal hjælpe min søster med at flytte ind i hendes egen lejlighed igen,s om hun har pakket ned. Hun har bestemt sig for IKKE at flytte og vil nu sælge den lejlighed hun har købt. Men hun har jo ligesom pakket sin lejlighed ned, så …….
Jeg er allerede træt ved tanken.
Hvad jeg ellers har lavet kan jeg ikke huske, sådan helt ærligt. Jeg ved bare at jeg er ked af det næsten hele tiden men ikke siger noget. Jeg ved min Mor (og Far) er stresset. Min søster skal snart føde, der skal snart være barnedåb derhjemme, min ældste nevø i Sverige bliver mere og mere overvægtig og hans forældre gør ikke rigtig noget, min lille Ella har været virkelig syg, jeg kejler rundt, Far er måske ved at sælge sit firma osv.
Jeg kan godt se hvorfor det er jeg falder bagerst i køen. Hvorfor jeg ikke er 1. prioritering – og så er det at det slår mig, ønsker jeg at være 1. prioritering? Er jeg jaloux på min søster, min svigerinde og andre mennesker generelt? Nej vil jeg selv sige men hvad siger andre?
– men hvis jeg ikke er jaloux, hvorfor er jeg så ked af det hele tiden? Hvorfor græder jeg hele tiden? Hvorfor har jeg fysisk ondt inden i? Hvorfor har jeg så så mange smerter i min krop?
I dag, mandag d. 5. Maj er det også én uge aka 7 dage siden jeg lukkede mit lille elskede firma og jeg er stadig knust inden i. Jeg kommer aldrig til at udrette noget, til at blive selvstændig, til at være uafhængig og tjene mine egne penge.
Jeg er så træt, så træt – og jeg kunne ikke finde en p-plads nogen steder, så jeg må ned og flytte min bil i morgen inden kl. 9. Det lyder måske luksus agtigt men for mig er kl. 9 lig med grus i øjene og smerter i kroppen…..jeg bliver virkelig aldrig normal. Jeg er dømt til at være fucked inden i, for evigt.