Der er dage som i dag, hvor jeg tvivler på min eksistens her i livet, hvor jeg ikke rigtig kan se nogen udvej eller noget formål med at jeg lever.
Dermed ikke sagt at jeg drømmer og ønsker at dø, langt fra – jeg elsker at leve!!

Men hvordan i alverden skal jeg opretholde livet for mig selv, hvis jeg ikke har et arbejde? Og hvordan i alverden skal jeg nogensinde få råd til at stifte familie? Jeg kan da ikke byde hverken mand eller børn et liv hvor Mor og kæresten aldrig rigtig slår til økonomisk. Jeg kan ikke engang få råd til at få et barn alene, for der er jo kun mig til at holde skruen i vandet og hvad gør jeg så, hvis jeg har et barn og mister mit job?

Jeg ved jo bedre end de fleste at der ikke er nogen hjælp at hente fra det offentlige, når man som jeg bliver betragtet som “formuende” – hvilket jeg bestemt ikke er.

Her til aften var jeg i biografen med Lita og se “Niceville” det var en super god film som mindet mig rigtig meget om min tid i Texas. Min værtsmor taler på nøjagtig samme måde som negerne i filmen gør – og nej, jeg syntes ikke negere er et racistisk ord, det svare jo til at de sorte kalder os for hvide – og det gør de! Jeg var helt klart et mindretal på min High School og senere på College med min hudfarve og jeg ved at de sorte taler om de hvide og likewise. Sådan er det bare – men jeg passet som fod i hose derovre. Alle syntes jeg var sjov, sej, cool og dygtig – og jeg var dygtig. Jeg holdt speachturnaments og lavede skole radio og skole avis og jeg elskede bare livet. Kunne jeg ville jeg skrue tiden tilbage og forever være 17 år og bo i en lille by i Texas hvor jeg ville gå rundt i mine overall bukser med mine sorte værtssøstre og være en af de cool, en af dem der var accepteret og køre i min røde gamle Ford Pickup med tre sorte dæk og et hvid og sort dæk og manglende bagsmæk……..århhhhhh det var tider!

Lita fortalte om at hun altid har haft menstruation men åbenbart ikke har ægløsning – jeg troede menstruation var lig med at man kunne blive gravid. Suprise! Det er det så ikke. Så Lita og hendes kæreste er gået i gang med at blive undersøgt for hvorfor de ikke bliver gravide, eller hvorfor Lita ikke bliver gravid. Og så siger Lita pludselig, selvfølgelig uden at tænke over det og uden nogen intentioner overhoved om at såre mig “Ja lægen sagde også at det var godt jeg kom igang nu (Lita er 28) for hvis jeg venter til jeg bliver 35 år så er min fertilitet reduceret så enormt at det nærmest er umuligt at få børn……..”

Jeg smilede bare ganske lidt og lyttede, men inden i tænkte jeg “35 år? Det giver mig præcis 1 år, 6 måneder og 16 dage til at finde en mand og/eller blive gravid…….” Jeg blev så ked af det – inden i, sådan noget kan aldrig ses på mig uden på. Tænk engang – jeg er snart arbejdsløs igen, jeg har nul penge og en gård der netop i dag har kostede mig 17.500 kr i advokat regning og der kommer bare flere og flere regninger…..Regningen i dag er fra min gl. advokat og for det han lavede for mig inden jeg fik den nye, eller skal vi sige, for alt det han ikke lavede for han formået hverken at få retshjælpsdækning fra civilstyrelsen eller  at lægge sag an mod Nykredit så jeg kunne få min forsikring udbetalt – han lavede ikke en skid, mildt sagt men alligevel har jeg nu smidt mange tusinde kroner efter ham.

Jeg forsøgte at få min nuværende advokat til at lægge den ind under forsikringen eller retshjælpsdækningen fra civilstyrelsen men det ville han ikke – jeg kan ikke se hvorfor det ikke kan lade sig gøre, regningen er jo stadig komme ene og alene pga. mine lejere og det er hvad min advokat siger pengene skal bruges til……..uden de latterlige lejere havde jeg ikke siddet SÅ hårdt i det i dag. Javist jeg var sikkert stadig blevet arbejdsløs men så var jeg blevet arbejdsløs med penge i lommen……….

Jeg kan bare mærke inden i at jeg er så ufattelig ensom i løbet af en hel dag, jeg har INGEN at tale med. Vitterlig ingen. I dag da jeg gik hjem fra Dagmar Biograf gik jeg og tænkte på, hvorfor jeg ikke har fået løn…..og hvad min chef eller aktionærerne ville sige til hvis jeg var deres datter eller hvis deres datter var i mine sko?

Hvad ville de sige til, hvis deres datter havde en chef der aldrig roste hende, men kun ringede når der var negativitet på linjen, som var blevet ansat til at skrive men ender med at lave PR og så kunde besøg og arbejde som sælger, så får at vide at det skal hun ikke og så at hun skal og så at det skal hun stadig ikke – altsammen inden for under 10 timer? Samtidig sidder hun helt alene hver dag, i en lejlighed i København uden at tale med én eneste sjæl, udover de journalister hun taler med – og de taler ofte ikke særlig pænt. Hun er tit sulten, fordi hun ikke har råd til mad og når hun har råd så frygter hun at bruge penge fordi hun aldrig ved hvornår de slipper op.
Hendes kontrakt er HELT uden noget, der er kun en løn og ikke andet. Aftalen om bonus løb chefen fra allerede efter første ansættelsesmåned og alt det arbejde hun laver er aldrig godt nok. Hun får ingen social kontakt, ingen sparring, ingen indput – ingenting. Der er kun denne her pige til at genopfinde sig selv hver evig eneste dag – og alt det til trods, så elsker hun sit job og drømmer om at måtte beholde det for altid.
Og oven i alt det – så får hun ingen løn…….

Jeg ved hvad MIN FAR ville sige hvis han kendte sandheden – han ville flippe skråt! Helt vildt han ville blive sur – og det tror jeg alle fædre ville, men jeg tør bare ikke sige noget for så er jeg bange for at mister mit arbejde før 1. april!!

Det føles nøjagtig inden i, som dengang min Gudfar altid havde en klemme på mig mht. pengene og gården. Hver gang jeg ikke makket ret, så truet han mig med at kræve pengene tilbage……….og så rettede jeg ind omgående.
Hver gang jeg ytre mig i modsatte retning af hvad min chef ønsker, så minder han mig om hans titel og om at jeg jo skal genforhandles og nok ikke bliver det…….og så retter jeg ind hurtigere end en flok soldater på march.

Århhhhh hvor jeg dog ked af det. Jeg kan slet ikke stoppe med at græde – jeg forstår ikke hvorfor mit liv altid skal være enten eller…hvorfor kan det ikke være både og? Jeg vil jo så gerne arbejde! Jeg er nok verdens mest sociale menneske – da jeg var kun 5 år og et par dage blev jeg sendt i skole fordi jeg var for social til at gå hjemme!!

Jeg elsker at være blandt mennesker og jeg elsker at arbejde, både fysisk og psykisk men alligevel så får jeg altid jobs hvor jeg så ender med at ryge ud……….I don’t understand!!

Hvad jeg ikke ville give for ikke altid at komme hjem til en tom lejlighed, hvad jeg ikke ville give for dejlige snakke til langt ud på aftnen…….

Det er netop og ene og alene af de her grunde at jeg savner de få personer i mit liv, som i perioder har givet det indhold. Feks. min ex-kæreste Kunstmaleren og Norman.

Bare det at tale, om helt ligegyldige ting, bare det at høre et andet menneske fortælle om deres dag, om det så er med smil eller sorg i stemmen, så elsker jeg at lytte, at høre og mærke det andet menneske der taler TIL MIG i stedet for om mig.

Måske jeg er helt blæst mentalt, men jeg forstår ikke rigtigt inderst inde, hvorfor det er at Norman og jeg ikke bare kan være venner. Ligesom dengang han altid logget på msn og skrev “Hej” til mig når jeg kom hjem.

Engnag, for mange år siden, dengang disketterne var store som en tapastallerken og havde et hul i midten, der fik mine forældre en computer og om natten når alle sov, så ringede jeg op via et modem og gik på nettet. Jeg kan desværre ikke huske hvad siden hed, men jeg chattet med en fyr derinde som hed Dale, eller faktisk hed han Jan men det fandt jeg først ud af år senere.

Der stod altid “Dale venter Anne” i et chatrum og så snakkede vi hele natten lang. Det var ganske uskyldigt og længe før jeg flyttede til USA. År efter tog han kontakt igen og inviterede mig op til ham i Ålborg hvor han studeret, vi var ude i en eller anden park eller hmmm……det var et meget tørt sted, græsset stak og vi sad på en høj skrant og kikkede ned mens vi spiste Carte’Dore chokoladeis med chokoladestykker i – min yndlings. Det havde han huskede i alle de år.

Jeg var også hjemme på hans kollegie og bagefter kørte han mig til toget. Jeg kan stadig ikke huske hvorfor vi ikke såes igen – det er snart mere end 20 år siden, men jeg husker stadig den der følelse af at han var der. For mig. Skidt med at jeg ikke mødte ham, skidt med hvordan han så ud og hvad han hed – bare han var der.

Sådan var det også med Norman. Han var der bare, for mig. Og til den dag jeg lukker mine øjne vil disse minder være rigtig dyrbare for mig – forhåbentlig vil der komme flere og andre dyrbare minder, nogle måske endnu mere dyrbare, men disse her minder vil altid minde mig om at jeg ikke var helt alene i de sværeste stunder af mit liv.

Mens jeg boede på gården chattede jeg med Troels Bonde – and we all know how that ended, så han er ikke med i mine dyrbare minder.

Jeg har her på det sidste gået og tænkt meget over hvad jeg skal gøre for at komme ud eller måske ikke at komme mere ud, men for at møde flere mennesker – det er nemlig sådan skal jeg sige dig, at jo mere alene jeg er, jo mere social sky bliver jeg. Jeg VED det er en dårlig spiral men jeg ved ikke hvad jeg skal gøre for at bryde den.

Det er lidt hårdt at tænke på at jeg hverken er girlfriend material eller friend material – jeg er nærmest ikke rigtig noget og når jeg tænker sådan, så er det at tanken om bare at forsvinde er så tiltrækkende.

Måske jeg bare skulle sige fuck’it til det hele og skrabe flest mulige penge sammen og tage til Afrika og hjælpe de mennesker der har det værre end jeg? Eller også skal jeg følge min i mange år, planlagte flugtrute til sydstaternes Alabama i USA. Jeg har en plan et sted, i min private dagbog, med en total punkoversigt over hvor jeg skal flyve til, hvor jeg køber en bil (en rød Ford Pickup) og hvilken stater jeg skal køre igennem for at komme til den by i Alabama hvor jeg vil slå mig ned og bare glemme fortiden og starte på en frisk.

Men inderst inde ved jeg også bare godt at det ikke nytter noget at stikke af – jeg skal jo hjem en dag igen, desuden er jeg ikke en quitter.

I’m a surviver.

Rascal Flatts med “My Wish” – århhh hvor er det dog hårdt to keep an open heart!

Og appropo åbent hjerte………

I dag da jeg kom hjem fra biografen så jeg at der var en mail til mig, på min hotmail.com konto som jeg aldrig bruger, aldrig som i kun til at tilmelde mig alt muligt, konkurrencer osv.

Mailen var fra PR fyren på det kontorfælleskab vi sad på før, ham som ville fakturere mig fordi han hjalp mig til rette på kontoret den første uge og dermed brugte 2 timer på det – herefter spurgte jeg ham aldrig om noget af frygt for at få en faktura – men jeg hjalp ham både med at komme i BT.dk via min radio journalist veninde og jeg sørgede for at Andrea Elisabeth Rudolph kom til deres event……..og da jeg så engang i november ringede til ham for at spørge om noget – som min chef havde bedt mig om – da tog han ikke telefonen og han vendte aldrig tilbage på min telefonbesked – på trods af at vi er burde være kollegaer, da vores firmaer er ejet af samme mennesker!

Mailen er fra Linkedin hvorfra denne her PR mand har skrevet nedenstående besked

Sociale opdateringer |15:31

Besvar  ▼

Troels XXXXX via LinkedIn

 Føj til kontaktpersoner

Til Deirdre-Ann Roberts

LinkedIn Troels xxxxx has sent you a message. Date: 1/04/2012 Subject: Ring til mig asap! Hej Deirdre-Ann, Vil du ikke give mig et kald så hurtigt som muligt på xx xx xx xx. Tak 🙂 View/reply to this message Don’t want to receive e-mail notifications? Adjust your message settings. © 2011, LinkedIn Corporation

Hvad jeg bare flat out ikke forstår er, hvorfor han ikke bare har skrevet til mig inde på firmaets email adresse? Den har han – og har han den ikke så ligger den jo på hjemmesiden! Dernæst, hvorfor ringer han ikke bare? Mit nummer ligger jo også på firmaets hjemmeside……….jeg forstår det ikke. Slet ikke.

Så jeg ringede til ham så snart jeg så emailen – that’s how sweet I am!

Hallo?” 
Ja Hej det er Deirdre-Ann
“Nå?”
Øhh jaee jeg har lige set din mail nu og så skyndte jeg mig at ringe?
“Nå – ej men der var ikke noget alligevel”
Okay, jammen så må du ha en god aften
“dut dut dut”

Er det bare mig eller er mænd og livet ikke satens svært at finde ud af????

Jeg giver fortabt – jeg er SÅ ked af det lige nu, hvad skal der dog blive af mig i fremtiden?

“you already have the NO, take the risk of getting the YES” – Så sandt så sandt, men ved du hvor mange gange jeg alene inden for det sidste år, har sagt til mig selv “du kan højst få et nej……..go on girl, do it…….det skal nok lykkes” og så bagefter, siddet tilbage med en såret følelse i kroppen og øre der runger af tavshed og ydmygelse?