Visitationssamtale.

Psykolog: bla bla bla
Mig: …
Psykolog: Jeg skal bruge dit cpr. nummer. Det skal vi bruge når vi mødes sådan her online.
Mig: 210778-XXXX
Psykolog: bla bla bla
Mig: Må jeg bede om dit navn?
Psykolog: Nåeee. Jeg hedder XXX.
Mig: Er du alene?
Psykolog: Hvad får dig til at tro at jeg ikke er alene i rummet? *skriver på livet løs mens hun kikker skiftevis på skærm og på papir*
Mig: Jeg tror ikke at du ikke er alene i rummet. Jeg spurgte om du var alene.
Psykolog: Hvorfor spørger du om det? *skriver endnu mere intensivt*
Mig: Fordi jeg ikke kan se hele rummet? (Mig inde i hoved: “Hvad fanden får DIG til at tro at JEG TROR at DU ikke er alene i rummet, bare fordi JEG spørger om du er alene? Psykolog much?“)

Og sådan startede én times online visitationsamtale med psykiatrien i Skejby. Man kan næsten sige at kimen er lagt. Og ja naturligvis videooptog jeg hele samtalen.

Jeg kommer ikke til at nærme mig psykologer, medarbejdere eller psykiatrisk hospital på nogen fronter, uden at jeg har min efterfølgende bevisbyrde i orden. Så længe én af deltagerne i alle møder acceptere at møder optages, så må møder optages. Da jeg er en af deltagerne er min accept nok og juridisk er det fuldt lovligt at dokumentere ting du selv deltager i. Jeg må ikke dele det optaget med 3. part, dvs. med feks. min advokat, med mindre det er i forbindelse med en sag.

Psykolog: Du har jo tidliger afvist at fortsætte i et forlænget forløb herude.
Mig: …..
Psykolog: Er det ikke korrekt forstået?
Mig: Jeg ved næsten ikke om jeg skal grin eller græde.
Psykolog: Måske jeg har misforstået noget? *skriver intensivt på sin A-4 blok*
Mig: Nej det du siger er korrekt nok, når man ser det fra psykiatriens side. Men der er jo altid mere end én side af en historie. Jeg ønskede ét års terapi med samme psykolog, så jeg kunne nå at genfinde tilliden til psykiatrien, føle mig tryg og sikker i min behandling. Det tilbød psykiatrien mig i januar 2020, dog var starten på forløbet i Juni 2019 og ikke i januar 2020, så der var kun ca. 6 måneder tilbage af det år jeg netop hvade fået tilbud. Og det var ikke hvad jeg ønskede. Jeg ønskede kontinuitet. Stabilitet. Tillid. Ro. Og med tilbageblik på hvad jeg netop havde gået igennem fra Maj 2019 til Januar 2020, så var det ikke hvad psykiatrien tilbød mig. Hvis jeg ikke accepteret deres tilbud, ville de afslutte min behandling. Jeg ønskede ikke at min behandling blev afsluttet men jeg kunne heller ikke acceptere et års behandling med tilbagevirkende kraft. Så jeg blev færdigbehandlet og udskrevet.
Psykolog: … *skriver så hendes knoer er hvide*

Lang historie kort, psykologen ville vende tilbage torsdag, fredag eller mandag. I dag er det lørdag og jeg har ikke hørt fra hende, så jeg tænker jeg hører fra hende mandag (med mindre hun skal vende mig på et torsdagsmøde…)

Jeg nævnte 2 x i løbet af samtalen og 1 x til slut for lige at være HELT sikker på at hun havde forstået hvad jeg sagde, ikke havde glemt det og ikke bagefter kan komme og sige at “det hørte hun ikke”

Mig: Jeg vil gerne understrege at overlæge og afdelingsleder XXX (Indianerlægen), psykolog XXX (Fede Dorit) psykolog XXX (Psykoedukationspsykologen) og psykiater XXX (Psykiater-Lærlingen) ikke på NOGEN MÅDER skal inddrages, indvolveres eller informeres om mig, min henvisning eller min eventuelle behandling. Mit navn skal på ingen måder kastes op i luften på jeres famøse torsdags møder hvor alle kan få lov til at bidrage med deres mere eller mindre kvalificeret stupide meninger alt efter hvordan vinden blæser. Jeg er 100% seriøs omkring dette. Jeg kører det hele juridisk og jeg ser rødt (!) hvis mit ønske ikke overholdes. Jeg har også rettigheder.

Psykolog: Altså…
Mig: *Afbryder uhøfligt psykologen* Der er ikke noget “altså”. Det er mit krav. Og det kan ikke gradbøjes.
Psykolog: Men XXX (Indianerlægen) er jo afdelingsleder og alle henvisninger kommer omkring hende….
Mig: *Afbryder uhøfligt psykologen igen* Der er helt sikkert en reserve læge som kan kikke på netop denne henvisning. XXX (Indianerlægen) er ikke den eneste overlæge på den afdeling, der er også XXX (nævner navn på hende der har været inde og justere i min medicin i marts 2020, efter at jeg var stoppet i behandling og udskrevet) Anyway, vi behøver ikke diskutere dette. Hvis det ikke kan blive som jeg ønsker, så lader vi det bare ligge dér.
Psykologen: …. jeg vender det lige med XXX (Nordmandspsykologen) og så hører du fra mig senere i dag, eller i morgen.
Mig: …
Psykolog: … eller mandag i næste uge.
Mig: …
Psykolog: Du er jo altid velkommen til at ringe hvis du har spørgsmål…
Mig: Jeg har ingen spørgsmål.
Psykolog: …det kan jo være der kommer spørgsmål…
Mig: Dét gør der ikke.
Psykolog: Okay, jammen så er det vist det…
Mig: Ja det er det. Farvel og tak *trykker SLUK på videolinket og slukker efterfølgende optagelsen af mødet*

Jeg har brugt ca. hver vågen time siden torsdag kl. 11.30 da mødet var slut, på at tænke samtalen igennem. På at tænke over hvorfor jeg overhoved accepteret at få lavet en henvisning. Accepteret at deltage i samtalen. Hvad mit mål og formål er og var – og min konklution her mere end 2 døgn senere er, at jeg overhoved ikke har en ide om hvad jeg forsøger at opnå med at gå til psykolog, privat eller offentligt.

Jeg ser ikke en lys fremtid for mig selv. Jeg ser ikke lys for enden af tunnlen. Jeg hørte mig selv sige de samme ting som jeg også sagde for 2 år siden og i 2018. Jeg tænker umiddelbart ikke det er befordrende for nogen mennesker eller parter at man kan gentage og mene de samme ting 2-3 år senere. Det er ret meget et tegn på at man som menneske ikke har flyttet sig 4 fucking centimeter.

Jeg er end ikke ked af det mere. Jeg er ikke ulykkelig over min situation. Ja jeg græd (som altid) under samtalen men nogle mennesker har bare nemmere til tårer end andre og mine tårere betyder ikke at jeg er ked af det, for inderst inde, der er jeg bare tom. Helt tom. Der er intet tilbage. Intet at hive frem og bygge videre på.

I dag har jeg støvsuget min bil inden i, det er ikke gjort siden før jeg tog til Spanien i December, så tiltrængt dækker ikke helt. Bagefter vaskede jeg den grundigt, støvsuget den igen, lagde alt på sin plads, kørte bilen med Ella og jeg inden i, i bilvask og nu sidder jeg her og skriver, siddende på min terasse med tæppe omkring mig (og dyne over Ella) og jeg er fuldstændig numb inden i. Helt og aldeles tom. Der er intet INTET tilbage inde i mig.

Jeg kan ikke se noget formål med at tage ud på psykiatrisk hospital igen. Jeg kan ikke se hvad slut resultatet skulle munde ud i? At en ny psykolog beskylder mig for at være interesseret i hendes ligegyldige liv? At en ny psykiater beskylder mig for at opsøge hende via jobsøgning? At en overlæge underskriver en mødeagenda og bagefter squatter og pisser en fin uringul stråle lige ned på den?

Jeg tænker virkelig meget på, hvorfor jeg fortsætter med at leve, hvorfor jeg ikke bare stopper den her loop af et liv der kører i ring igen og igen og igen? Der er jo intet der ændre sig i det lange løb. Det hele kan sagtens blive godt igen som psykologen også sagde. Det ved jeg. Jeg har jo levet det her liv længe nok til at vide at det går op og ned som en hjertekurve men jeg ved også godt at dykkene bliver dybere og dybere med årene og sværer og sværer at komme op af igen.

Og kommer jeg op igen, hvad er det så for et liv jeg kommer op til?

Et liv hvor jeg ingen venner har. Et liv hvor min familie ikke tror mig. Et liv hvor dem der siger de er mine venner, anbefaler mig at blive førtidspensionist. Et liv hvor psykiatrien beskylder mig for at have en øget interesse i mine behandlers privatliv men ikke kommer med beviser på deres beskyldninger. Et liv hvor jeg lever af dagpenge og i evig frygt for at miste mit eksistensgrundlag. Et liv med dårlig søvn og kronisk larm ude foran mit soveværelsesvindue.

Alle der levede et døgn i mine sko, ville give mig ret i at det her ikke er et værdigt liv at leve. Alle.