Tycho Brahe Søndag

Jeg har fødselsdag på søndag d. 21. Juli. Dagen er også en af de dage der hedder “Tycho Brahe Dag” (Tycho Brahe hed faktisk rigtig Thyge…)

Da jeg blev født midt under Regattaen i Silkeborg i 1978, var det en dag/nat med solskinsregn, tordenvejr og varme.

På den 41. Årsdag, ser det ud til at vejret bliver nøjagtig det samme, som dengang i 1978.

Og det eneste jeg har lyst til, er at være alene med min altopslugende indre sorg. En sorg som i den grad bliver spejlet i det faktum at jeg nu er ét år ældre, men befinder mig nøjagtig samme fortabte lortested som jeg gjorde for ét år siden.

I onsdags var det ét år siden at jeg sidst så min Psykiater-Lærling. Og efterfølgende var jeg alene med mine sorger og tanker i 78 dage, før min Nye Behandler var klar, ikke aflyste, ikke havde syge børn, ikke havde ferie etc.

Og hvis jeg deltager i mødet d. 14. August, er det 49 dage siden jeg gik ud af døren på Psykiatrisk Hospital, og min Nye Behandler gav mig hånden og sagde ordret: “Jeg sender en e-boks besked i morgen torsdag, og hvis jeg ikke når det torsdag, så får du den fredag.”

Jeg sagde allerede i Februar at det eneste jeg ikke ønskede at opleve igen, var en sommer alene med mine egne tanker, sorger og smerte. Og se hvor jeg er nu. Alene.

Da jeg læste i London, og lærte om sociale medier mens Danskerne stadig ikke havde opdaget en verden udenfor Myspace, havde vi engang en time med en kendt pressefotograf som lærte os om billed manipulation.

Vi skulle alle i klassen tage vores sko af og stille dem i en cirkel/rundkreds. Fotografen tog et billede oppefra, stående på en stol, af vores sko. Og postede det på vores fælles klasse FB med en caption der lød noget i retningen af: Chilling with my besties before going to xxx concert. Ya’ll rock

Så debaterede vi billedet i klassen.

Bagefter skulle vi allesammen stille os i en rundkreds, i bare tær og igen tog han et billed og postede på vores fælles klasse FB med samme skrift.

Så fik vi til opgave at diskuterer begge billeder – og det fine er jo, at sko billedet kan du lave alene og få hele verden til at tro du har masser af venner, og er på vej til koncert.

Fod billedet kan du ikke lave alene, med mindre du arbejder i et lighus, men du kan stadig forgive at I laver noget “social media worthy” hvilket i dag ville være “instagram værdigt” selv om det måske er fødderne på dine indavlede fætre og kusiner og I bare tager random billeder for at få tiden i sommerhuset til at gå.

Det korte af det lange er, at jeg af alle mennesker burde vide bedre end at lade mig selv blive ked af folks instagram billeder og FB klip, da 90% sikkert er noget helt andet end what meets the eye.

MEN jeg er knusende opmærksom på, at jeg er helt alene, mens verden holder sommerferie. Og når sommerferien er færdig, er jeg stadig helt alene. Og når jul og nytår kommer, er jeg også stadig helt alene.

Det ændre sig ikke og jeg kan virkelig ikke se en grund til at blive ved med at leve. Hvem er det jeg forsøger at please ved at forsætte på denne sti?