Klokken er 17.15 og jeg sidder i min sofa, med mit multifarved glade tæppe fra Zara Home i Spanien omkring min krop, kun iført trusser og bh. Det er blevet sommer igen.
Jeg har synsproblemer og svært ved at fokusere. Min mund er et brændene inferno af smerte. Når jeg lukker munden og bare sidder helt stille og mærker min krop, kan jeg mærke flere steder i kroppen hvor det dunker, det er svært at forklare, men det gør ondt uden at gøre ondt. Det er nærmere ubehag jeg føler, men et stærkt ubehag fordi min smerteterskel er høj, eller også har jeg bare en stor udholdelsesdel (endurance) i min krop, det er som om mit indre sejler lidt og smerten flytter sig rundt, ligesom revner i huden kommer og går uden at jeg kan finde en fællesnævner.
Lige nu er mit mellemkød hel, mens min numse er fyldt med små revner rundt om ringmusklen, det gør frygtelig ondt, specielt fordi min mave ofre sig flere gange om dagen. Jeg er selv forundret over at jeg har så meget lort i kroppen, jeg mener, på et tidspunkt må man vel løbe tør for lort??
Min Psykiater-Lærling har ikke ringet i dag, igen. Jeg tror det er et statement. En lærerstreg til mig. Et silent “Fuck dig” – I get it, men spørgsmålet er om jeg sådan rigtig forstår det?
Jeg mener, jeg forstår nu, at hun ikke ringer tilbage. Hun ringer ikke i morgen torsdag og hun ringer ikke fredag. Hvis hun ville have ringet, så havde hun gjort det. Den del forstår jeg. Men jeg tror ikke jeg forstår HVORFOR hun ikke ringer tilbage? Jeg mener, jeg var sød og venlig i telefonen, jeg har ikke gjort hende fortræd, jeg har ikke stalket hende, jeg har ikke misbrugt hendes navn, jeg har ikke brudt nogle regler for at kontakte hende, så HVORFOR ringer hun ikke igen?
Da vi stoppede vores samtaler, sagde hun selv, uden opfordring fra mig, at jeg…
1. Gerne måtte bruge hendes navn, feks. i forhold til mine forældre og sige at “…bla bla bla, dét siger XXXXXX at jeg skal” eller “…….bla bla bla dét siger XXX ikke er okay/godt/nok…” når jeg talte med dem. Jeg syntes det ville være ufint at hænge hende ud med noget hun ikke ved besked om på forhånd, men hun var ligeglad, dét måtte jeg gerne. Men jeg var (og er) uenig, man skal ikke sige om andre, hvad man ikke kan sige direkte til dem, ligesom man ikke skal misbruge andres tillid, eller i den her tifælde, navn. Så dét har jeg aldrig gjort.
2. Jeg har aldrig kontaktet hende pr. telefon eller ligende, opsøgt hende der hvor hun bor, kommet forbi på hendes afdeling, eller dukket op steder hvor hun kommer (ikke at jeg lige kan komme i tanke om hvor det skulle være) bare for at ridse lidt af det op, jeg kan se psykologerne gå i selvsving over. Ja jeg har ringet til hendes private telefonnummer, men come on, hvordan skulle jeg have fået det nummer, hvis det ikke var fordi hun selv havde ringet til mig fra det? Jeg slettede det omgående da jeg opdaget dét – og da havde jeg allerede haft nummeret i 1,5 år eller mere uden at bruge det, netop fordi jeg ikke er sådan.
Så, hvorfor ringer hun ikke tilbage? Jeg ved jeg må have gjort noget galt, sådan er det altid – jeg kan bare ikke lurer hvad det er, men surprice, jeg skal nok få klar besked næste gang jeg ser De 4 Stikkende Damer. I’m confident and sure.
Plus at det slog mig i dag, mens jeg gik hjem ad Park Allé med solen i øjnene og næsten blev blindet af vandreflekserne fra Agnethe og Havmanden
at De 4 Stikkende Damer, hvis ikke det halve af Enhed for Personlighedsforstyrrelse + det løse, sikkert sidder og læser med på bloggen her og tager notater til, hvordan jeg bander og svovler over dem, deres kollegaer og mit liv generelt.
– men i modsætning til at jeg læser min Nye Behandlers speciale som ligger på nettet, og ærligt bringer det op, så er det nok, ifølge en eller anden behandlingsparagraf helt legalt og okay, at de bruger denne her information, som jeg slet ikke har givet dem; hverken adgang til eller lov til, at læse/dele.
Og da jeg ikke ved hvem Stikker Grethe 100% er, kan det jo tænkes at der sidder mennesker derude og læser med, som frygter for deres skinneben og fimrehår i ørene, når jeg truer med at losse dem over skinnebenet ved næste fysiske møde og skrige min smerte og frustration direkte ind i sinius på dem – det lyder (måske?) stort og flot og farligt, men både og, så er det desværre bare ord. Jeg er 100% antivold.
Helt sikkert jeg ville ønske at jeg ikke altid var sådan en flad neutral Schweizer, men når jeg tænker på hvad det væreste man kan gøre ved andre er, så er det fyiske at sparke dem over skinnebenet. Rammer man det korrekte sted, gør det isnende ondt og knæet knækker sammen under den stikkende smerte, ligesom dit væv på skinnebenet bliver forevigt sort og dør.
At skrige og skabe sig (min Mors ord) er også slemt, at få grimme ord smidt i hoved kan gøre voldssomt ondt, men man kan lærer at leve med ordene, smerten er den væreste. De vil, som et søm trukket ud af et stykke træ, for altid efterlade et mærke, uagtet hvor lille det er, og dén smerte gør mest ondt, for mærket forsvinder aldrig.
Sidst men ikke mindst, så er der den taktik, som jeg tror de fleste i Psykiatrien hælder til; Ignorering. Isolering. Isende tavshed. Se dét shit er svært at kapere! I hvert fald for mig!!
Og når jeg ikke har hørt tilbage fra hverken De 4 Stikkende Damer eller min Psykiater-Lærling, så tænker jeg at dét er den taktik de bruger. Nøjagtig som mod en anden Guantanomo Fange.
Men heldigvis så er der den elskede, og for mig alt for lidt brugte, PYT KNAP 🛎
Knappen der fortæller mig at dét her skal jeg ikke bruge så meget tid på, for jeg har vitterlig IKKE gjort noget galt, og hvis nogen sidder derude og læser med og tænker at jeg faktisk HAR gjort noget galt, så må de fortælle mig det. Ansigt til ansigt, på en let forståelig, pæn og voksen måde.
– Så skal jeg nok svare igen, på samme let forståelige måde.
Men uagtet, så syntes jeg selv, helt personligt, at det er så ufint og forkert en tilgang til kommunikation, som noget kan være.
Så kort historie lang, jeg tænker at min Psykiater-Lærling sidder og læser med, med et halvt glas rødvin i hånden efter en lang arbejdsdag med flyvende tallerkner, mad der knipses afsted på en ske og mennesker med så stor indre smerte, at man kan hører deres sjæl hulke selv når de sover, og at det er dérfor at hun ikke ringer tilbage.
Det er hvad det er, jeg skal nok finde svar på mine spørgsmål. Hvis ikke nu, så senere. I’m sure.
Og så til dagens verdensnyheder: Trump har brændt Dronning Margrethe af. To mænd med for mange penge har henholdsvis betalt mere end 100.000 kr på at få en Trump-Babyballon fløjet til Danmark og en anden millionær har betalt for 3 ugers Lysreklame henover København med Trump’s navn på. Fesen følelse for dem Ruffus Glifford er stadig hylende bøsse og hans mand Steven er netop blevet 60.
Og til nærmiløjets nyheder: Jeg lå vågen i nat pga. den frygtelige mail fra ham beboeren i ejendommen hvor jeg er Bestyrelsesformand, jeg hørte skraldebilerne komme klokken 04.00 og jeg hørte bilerne med friske råvarer til restauranterne i gaden, ankomme kl. 05.30….. uret ringede kl. 07.30. Jeg er total fucked på søvn – og mad siden.
Fra 08.00 til 13.00 var der 5 års. gennemgang i Ejendommens ene bygning, flækkede fuger, betonrevner, vindueskarme med blik der larmer, forkert hældninger på svalegange osv. Total Polakbygning, men træls for firmaet som har solgt bygningen, så er vores force, at vi er så mange mennesker, som sammen betaler enorme summer i fællesudgifter, så nok er de seje og rige men vi er vedholden og rige – og står sammen. Og den viden vi ikke har sammen i Bestyrelsen, køber vi os til via eksterne konsulenter.
Jeg lavede det samme i onsdags og i dag og igen næste onsdag. *gab*
Da vi var færdige, tog vi (mig og en anden fra Bestyrelsen) og gik ned til vores fantastiske Ejendomsadministrator og tog en snak om den horrible mail, beboern havde sendt. Vi gjorde rimelig kort process og sendte det hele til advokat og lader ham tage fat i beboeren.
Det passer mig SÅ fint, ikke at jeg ikke kan håndtere konflikter, jeg orker det bare ikke, plus at jeg syntes ting der bliver persondefineret er drænende, desuden er det bedre at gå den legale vej, så det ikke bliver til mudderkastning.
Da dét var overstået, gik jeg hjem, pakkede min computer i min rygsæk og gik en tur ud i verden, målet var at finde et blåt hårbånd men det lykkes ikke – så omkring kl. 14.50 fik jeg sat mig på en cafe ved åen, faktisk eller naturligvis den samme som jeg altid sidder på, i det samme hjørne hvor jeg altid sidder. Jeg bestilte en cola zero og en øl og en Salat med kylling.
Da min mad kom, så jeg med det samme at der stak “noget” ud af maden, det var SÅ tydeligt at det var mærkeligt at tjeneren ikke så det – da jeg kikkede nærmere i min mad, uden overhoved at tage bestikket i brug, var der ikke 1 eller 2 men hele 3 (!!) PINDE i min mad….. og vi taler ikke Japanske spisepinde eller sådan, nej vi taler kviste. Der var 3 fucking kviste (!!) i min salat……. FUCK HVOR ULÆKKERT!! Og mærkeligt! Og hvordan kunne ingen opdage det? De stak jo direkte ud af maden……. og hvor kom de lige fra?
Jeg fik lov til at bestille noget nyt mad, men da jeg jo havde betalt, det gør man når man sidder udenfor, så kunne jeg jo ikke så godt nægte at betale og de tilbød ikke at jeg kunne få min mad noget billigere eller et gavekort til et nyt måltid – så efter at havde siddet og sundet mig og samlet mig mod igennem lidt af min øl (mens min krop føltes søsyg og mine øjne ikke kunne følg med mit hoveds bevægelser) fik jeg fat i en tjener og klagede…..og efter at have takket nej tak til en erstatningsøl (WTF?) fik jeg 119 kr tilbage i kontanter. Total smart måde at hvidvaske penge på – hvis man er inde i hvidvaskning.
– men hvordan hele 3 kviste af ca. samme længde som en Fjernbetjening, kan havne i min mad uden at nogen opdager det, er total mærkelig!
Jeg fik aldrig taget min computer op af tasken og endte med at tage hørertelefoner i ørene og med Andrea Bocelli’s hjælp, kom jeg helt hjem (drak ikke hele min øl eller min cola eller spiste min mad op) med et pitstop i Føtex, hvor jeg købte 2 x kasser med 1. Kg ærter i og fik skiftet vasketøj. Dog er ærterne overmodne og smager grynet, så farvel til 70 kr.
Og nu sidder jeg her og vipper med øjene og kæmper for at holde mig vågen, så jeg kan få en ordentlig søvn i nat. Please bare lad mig sove…..
I morgen skal jeg til frisør – sidste jeg var til frisør var jeg 39 år gammel. Nu er jeg 41. Jeg var til frisør et par dage før min 40 års Fødselsdag i Juli 2018 og nu er jeg lige blevet 41 i Juli 2019 og min udgroning er SÅ enorm, ligesom mine spidser trænger til at blive klippet. Jeg kan ikke huske resten af dagens skema.
Hvad har DU på hjertet?