Træt

I går hentede jeg 4 blyindfattede ruder med klar glas (normalt er de farvede) og kørte ud til opbevaring på mine forældres gård. De er en del af min fremtidige drøm sammen med mit lyserøde badeværelse: En kolonihave. 

Mor syntes jeg skal begynde at se frem mod en fremtid, og dét syntes jeg også at jeg gør – fordi en kolonihave ER min fremtid og min drøm. I min kolonihave kan jeg skabe mig et værksted og bruge min fritid på at lave ting JEG har lyst til. Andre bruger deres fritid på at gå på cafe (jeg har ingen at gå på cafe med) eller se serier (jeg hader serier) eller læse aviser eller alt muligt andet. Jeg drømmer om at stå op, trække i noget tilfældigt (men farverigt glad) tøj og gå ud i mit lille værksted og male, slibe, skabe, rode og fixe ting og få idéer. 
 – at tænke på at min fritid og min hobby kan skabe mig en (ekstra) indkomst, gør mig bare endnu mere glad!

Hvis jeg resturere nogle af de mange gamle møbler jeg har, laver skøre telefoner med karse og dinosauer med blomster, så kan jeg sælge lidt af det og måske kan dét dække mine udgifter – og dét er da også noget at stile efter?

Tænk at have en hobby der går i nul….. Mor var dog ikke så begejstret. 

Jeg mødtes med Far og Mor i dag, nede i byen. Far var ved øjenlæge og skal åbenbart operes for grå stær på begge øjne i starten af 2019. Mens Mor var i Illum, gik jeg på McDonalds og indløste min Julekalender gevinst: En stor gratis sodavand (Me Gusta!) Da jeg ville smide den i skraldespanden, kom en pige hen og prikkede mig på skulderen. 

Hun kunne genkende min røde jakke og røde halstørklæde fra en video på nettet fra den frivillige organisation jeg støtter. Den var med mig. Hun har bla. gået i klasse med min søster og jeg ved at hun er blevet seksuelt misbrugt af hendes Far i mange år (Fucking Svin! Gid han må dø skrigende af smerte pga. endetarmskræft’s infektion!!!!) 

Hun sagde med øjene slået ned, da jeg kækt sagde: Så har du naturligvis støttet os…..”……ja det har jeg, jeg er selv psykisk syg….” og jeg kunne se hvordan hun krøllede tær i skoene. Hun var stor og tyk (engang var hun en del af de flyvende Århus gymnaster!!) og havde begyndende skæg. Hun kom lige fra en udredning, fordi hun måske skal på førtidspension. Jeg smilede så stort og varmt til hende, som jeg overhoved kunne og gav hende et kærligt “dask” på skulderen og sagde: “Dét er jeg også!” Og jeg kunne bogstavelig talt hører hvordan betonklodserne fra hendes skuldre ramte jorden med et brag!!
 – og lige dér følte jeg mig som et rigtig godt menneske der kunne rumme alt og alle. 

Men når jeg så er hjemme igen, og alene, så sidder jeg igen og tænker på hvad mit bidrag til verden er og hvor jeg mon hører til?

Jeg savner en ven – jeg har ikke hørt fra Jonas i 2 uger og jeg hører ikke fra ham før måske i weekenden, når han har afleveret børnene og da kun hvis kæresten ikke kan. Udover ham, kender jeg ingen. Ikke én jeg kan ringe til. 

I morgen, Fredag, skal jeg til medicin samtale på Psykiatrisk Hospital, min mund er et inferno og selv mine tænder er begyndt at gøre ondt. Det er faktisk helt forfærdeligt… jeg kan føle mine fortænder og hvor de sidder fast i kæben. Tænk hvis jeg mister mine pæne hulfrie tænder!!!

Har jeg fortalt at jeg mødte en gl. dame i Bruuns Galleri, som genkendte mig og spurgte om jeg var min Gudfars og Gudmors “barn” – jeg blev helt panisk og angst og stormede ud af centret og brugte va. 20 min. på at gå hjem via en giga omvej. 

Fortiden rammer altid når jeg mindst venter det…. 

• 

•