Måske jeg har fortalt det, måske ikke. For et par uger siden kom min skæve overbo, som hedder det samme som min yngste lillebror der bor skråt oven på mig. Dvs. ham her der altid ryger pot, han bor lige oven over mig og til venstre for min lillebror. De har samme alder og samme navn.
Han er altid så skæv. Han ryger så massivt at jeg nogle gange har tænkt på om man kan blive påvirket af at sidde i røgen fra en der ryger joints? Faktisk ved jeg ikke hvad det er han ryger men jeg ser ham handle lige ude foran mit vindue, dvs. lige foran hans egen hovedindgang.
Han ryger hele tiden, sommer som vinter. Denne her hverdags nat kl. 02.26 vågnede jeg ved at han stod liiige foran mit soveværelsesvindue, som er liiige ved siden af hovedindgangen til vores opgang, og talte højlydt i telefon. Javist alt er nok højlydt kl. 02.26 om natten men han kunne jo være gået lidt væk eller blevet ude på gaden.
Samtalen lød på at han havde tabt sine nøgle og ikke kunne komme ind i opgangen, men at døren til lejligheden var åben. Ella var hos mine forældre, ellers var hun gået dø-ved-gø amok. Jeg forsøgte at fortælle min underbevisthed at jeg skulle sove videre men jeg var allerede vågen, så jeg gik ud og tissede i mørket. Mens jeg sidder og tisser kan jeg hører nogen rusker i porten ind til haven. Det er sådan en hvid gitterport med pikke ovenover. Den er monteret dels i muren ud til vejen og dels i muren som støder op til mit køkken og fortsætter ind i mit soveværelse.
Når folk smækker porten eller kravler på den, vibrer muren og jeg kan tydeligt hører det. Mens jeg tisser kan jeg konkludere at stodderen er på vej over porten, hvilket han har gjort før i den tid jeg har boet her.
Tidligere var han og nogle venner blevet lukket ude på altanen og i et forsøg på at komme ind i lejligheden, sprang de ned fra hans altan, ned i haven, kravlede over porten fra haven og ud i vores indkørsel for så – i en kæmpe koger går jeg ud fra – at tro at de kan komme ind i opgangen (uden nøgle?) og ind i lejligheden og lukke døren til altanen op. Men den ide fejlede og så skulle de jo op på altanen igen – og SÅ gik Ella dø-ved-gø amok fordi de stod og trak mine havemøbler ud fra min altan for at kravle op – hvilket ikke lykkes, så jeg måtte ud og åbne havendøren, som Ella i øvrigt var ved at kradse i stykker – og få idioten ind gennem min lejlighed og ud i opgangen så han kunne komme den vej ind og op til sine venner.
Anyway, på denne hverdagsaften var min stoned overbo igang med samme tricks, så da jeg har tisset mig færdig går jeg ud og trykker på opgangslyset (det kan gøres inde fra lejligheden) jeg går ud i opgangen og pga. lyset (tænker jeg) kommer han løbende tilbage til glaspartiet ved indgangen hvor jeg lukker ham ind iført natkjole og mega uglet hår. Jeg ser næppe hverken venlig eller køn ud.
“Aiii vækkede jeg dig?” spørger han mega frisk med pupiller på størrelse med tallerkner, jeg ved ikke hvad jeg svarede men jeg tænker jeg har svaret pænt fordi det er sådan jeg er som person.
Anyway, fast forward mine forældre var inde og spise hos min lillebror og hans nye kæreste inden han skulle flytte til København, min søster og jeg var også inviteret. Jeg vil løbe ned i min lejlighed og hente noget, hvad har jeg glemt, da jeg kommer ud i opgangen og er på vej ned til stueetagen står opgangsformanden, som er min stodder nabo i stuen (til højre – ham som ikke tror på at folk tisser op af mit køkkenvindue) og snakker med en af pigerne (det lesbiske par med katten som bor midtfor)
De taler om opgangslyset som åbenbart ikke virker – de beder mig tjekke om mit virker. Jeg siger at det jeg sikker på at det gør, fordi jeg havde lukket XXX ind for et par dage siden. Jeg trykker på knappen inde fra lejligheden og det virker – jeg løber ind og henter hvad jeg nu skal hente og løber ud igen. Da jeg kommer ud spørger stoddernaboen hvad det var for noget med at jeg havde lukket ham ind om natten – og kort fortæller jeg sandheden men udelod at han var skæv – men resten fortalte jeg.
Straks proklamere stoddernaboen at ham overboen altså ikke må kravle over hegnet pga. spyddene på toppen og at han så i hvert fald hellere må banke på og vække nogen (feks. mig?) midt om natten så han kan blive lukket ind. Jeg kunne nærmest ikke være mere uenig, der er fandeme ingen der skal ringe på eller banke på for at vække mig kl. pis om natten fordi de har glemt nøgler i en koger – undtagen hvis det er nogen i min familie.
Jeg løber op til min lillebror og middagsselskabet og tænker ikke nærmere over det.
I dag, her til aften kommer en dame og køber en Juleplatte fra B&G fra 1968 som jeg har hevet op af porcelænscontaineren på min yndlings Genbrugsstation på landet. 50 kr. Nice. Mens jeg står og handler løber Ella den lille ninjer ud på fortorvet foran vores opgang (privat område) og da menneskerne er gået igen vil hun ikke ind, så jeg står og lokker, mest fordi jeg ikke gider gå ind og tage sko på og gå ud – jeg har haft sådan en søndag hvor jeg har knurre frosset og ligefrem måtte tænde for varmen, hvilket jeg sjældent har, da jeg sover med åbne vinduer og havedør året rundt. Jeg føler ikke jeg kan ånde. Bogstaveligtalt.
Så kommer min stoned overbo gående og Ella følger efter ham ind. Da vi står i opgangen siger han pludselig:
“Altså XXX (stodder naboen) kom lige og tog fat i mig den anden dag, da jeg lige var vågnet og sagde at jeg skal stoppe med at kravle over porten til haven, hvad er det for noget?”
Mig: Det ved jeg ikke….
Og så fortsætter han med at fortælle at han altså aldrig er kravlet over en port etc.
Jeg ved jo godt hvad det drejer sig om, jeg ved han har kravlet over porten 3 x gange mens jeg har boet her og jeg ved han var ved det ugen før men nu får jeg pludselig smidt mine egne ord i hoved og jeg aner ikke hvad jeg skal gøre?
Jeg ved jeg taler sandt. Jeg ved at han sikkert ikke kan huske hvad han laver, eller måske kan han og benægter – men faktum er nu at nu har jeg ondt i maven over at min stoned overbo sikkert har benægtede ovenstående overfor min stodder nabo og så står jeg jo som hende der lyver. Selv om jeg ikke lyver.
Dét giver mig ondt i maven. Og jeg kan ikke rumme de følelser og jeg ved ikke hvordan jeg skal agere i situationer som disse – og i bund og grund ønsker jeg slet ikke at være indvolveret i sådanne samtaler, så hvis ham der er skæv altid bare kunne lade mig være, og ham stodderen bare kunne lade være med at blande sig i ting der ikke rager ham, så ville alting være godt.
Men fakta er at det er sket og nu har jeg ondt i maven og har ikke lyst til at møde nogen af dem.
—
Jeg har det vildt mærkeligt inden i, efter min første dag i skole, efter at jeg blev smidt ud af gruppen. Resterne af gruppen (3 personer) satte sig demonstrativt længst bagud i klassen, mens jeg sad ved mit sædvanlige bord ovre ved vinduet. Alene. Hvilket jeg ikke plejer.
Så kom den anden fra gruppen, som også var blevet smidt ud. Hun gik direkte ind og satte sig et helt tredje sted. Mit hjerte sank ned i gulvet og jeg fokuserede intenstivt på tavlen. Bagefter sagde hun at hun ikke havde set mig da hun kom ind. Måske. Måske ikke. Det gjorde mega ondt at en hel gruppe af voksne kvinder gik en stor bue uden om mig mens resten af klassen sad i deres gruppe-gruperinger.
Jeg føler mig i den grad hensat til Folkeskolen og alle de gange over alle de 11 år jeg gik i dér, hvor jeg blev valgt fra, dømt ude og ikke inkluderet. Dengang af andre grunde end mit 10-fingersystem på tastaturet men stadig af lige latterlige og mærkelige årsager, som heller ikke dengang gav mening.
Det er på dage som i dag at jeg i den grad savner en at tale med. I mange mange år var det Troels Bonde, Norman Bach og Kunstmaleren jeg talte med når jeg var nede og ikke forstod hvorfor jeg (igen) var havnet her. De anskuede, hver for sig, verden meget anderledes end jeg gjorde. Det er nok noget generelt for mænd (tænker jeg) men for mig var det gavnligt. I dag har jeg ingen at tale med, eller at række ud til i et forsøg på at tale med dem.
Jeg savner dem alle tre på hver deres forskellige måder. Jeg slikker dog stadig mine “sår” over den måde Troels Bonde behandlede mig på, tidligere på året og Norman Bach er stadig lige ubehagelig når han er ubehagelig og lige så behagelig når det passer ind. Han poster en masse om at han er i Århus for tiden, det syntes jeg både er provokerende og gør ondt. Provokerende fordi han engang sagde til mig at jeg stalkede ham ved at flytte til København, at København var hans by – jeg er og var naturligvis ikke enig men hvis København er hans by så må Århus da bestemt være min by, i og med at han aldrig har boet her eller arbejdet her. Dernæst så gør det ondt at vide at jeg kan risikere at støde ind i ham her i Århus, jeg føler næsten at jeg skal dukke mig når jeg går for møder jeg ham, er det sikkert mig som opsøger ham – det er jo nærmest umuligt at gå nogen steder tilfældigt, uden at mennesker tror det væreste.
I dag gennemgik vi de her slides på tavlen, og jeg kunne tydeligt se at jeg har og delvist stadig idealisere ovenstående mænd. Hvis jeg delte deres gode gerninger op for sig og deres dårlige gerninger, så ville den ene skål indeholde en eller to marmorkugler og den anden skål ville skulle udskiftes til en balje.
Jeg var meget enig i det jeg læste indtil min lærer sagde at dissociation kun fremkom, forekom og fandtes hos “stærkt psykotiske mennesker” – jeg havde lyst til at lave denne her in my face 🤦🏼♀️ over at hans uvidenhed er så stor og at han så får lov til at stå og tale for mennesker der skal ud i verden og arbejde med mennesker, der feks. dissociatere.
—
Klokken er 18.28 og jeg sidder i min seng. Her har jeg siddet siden jeg fik fri og kom hjem. Jeg luftede Ella lidt men gik derefter ind i sengen omkring kl. 15.00. Dét giver mig også ondt i maven, fordi det er forkert at gå i seng kl. 15.00…. men jeg er bare så mentalt smadret at jeg slet ikke aner hvad jeg skal gøre.
I nat slikkede Ella sig så meget at jeg vågnede ved det. Jeg lå og lyttede og blev helt bekymret. Når hun slikker sig SÅ meget så plejer det at være fordi hun har trådt noget op i poterne eller noget er “galt” – jeg var lige ved at overveje at stå op og tage hende i bad og tjekke hendes poter mv. da hun stoppede.
Her til morgen var der så en plet på mit lagen i den del af fodenden hvor hun havde ligget. Senere på morgen lagde jeg mærke til at hun igen slikkede sig og da jeg løftede hende op og tjekkede, kunne jeg se at hun var ved at komme i løbetid.
Shit.
Hun var i løbetid i marts 2021 og hendes falske drægtighed stoppede først midt i juli. Jeg kan nærmest pinpointe dagen hvor hun blev “normal/rask” igen og igen begyndte at spise godt og igen begyndte at ville gå ture. Det er meningen at hun først skal gå i løbetid til februar/marts 2022 og at jeg til den tid skulle havde haft tid til at undersøge om hun kan få et kuld hvalpe – mem så skete det her…. og jeg har ikke fået hendes stamtavle godkendt endnu eller fået hendes dna godkendt til avl…
Jeg sværger, nogle gange så skriver min mor de mærkeligste sms’er. Hvad fanden er det for et svar at give til min sms? Skulle jeg havde kunnet forudse at Ella ville gå i løbetid nu? Er det her sympati for mig eller for Ella? Hvad betyder den sms?
Nu er der faktisk kun en steralisation tilbage, hvis denne her falske drægtighed ikke går over af sig selv – hvilket jeg tvivler på den gør. Men at blive steraliseret har vildt mange bivirkninger, feks. kan hun komme til at lide af inkontinens og afførings-inkontinens, hun kan få løve pels (enorm stor og kraftig pels) hun kan blive ekstremt overvægtig selv om hun ikke fodres usundt eller for meget.
Alle de her ting + 10 andre ting kan ske, hvis en hun hund steraliseres. Og så er jeg bare stærkt modstander af at man piller ved en kvindes underliv – også selv om min hund ikke er en kvinde og at jeg godt ved at jeg tillægger hende menneskelige egenskaber, så er jeg stadig modstander af det.
Så jeg HÅBER at hun kommer i løbetid IGEN inden juni 2022 ellers er der ingen udvej. Og så håber jeg naturligvis at hun ikke bliver syg igen i 5 måneder med falsk drægtighed…..
—
Jeg har den vildeste lyst til at gå på druk.
Sådan, så har jeg sagt det. Jeg kan huske engang på psykiatriske hospital hvor jeg sad og talte med nogle psykologer, jeg kan ikke huske hvem præcist men der var flere, måske var det da psykiater-lærlingen “overdrog” mig til Fede Dorit? Til det møde var psykiater-lærlingen (hun sad overfor mig til højre) Fede Dorit (hun sad overfor mig til venstre) og for bordenden (til venstre for mig) sad psykoedukationspsykologen.
Sidstnævnte sagde: “….så må du vente til dagen efter med at drikke øl” da jeg fortalte dem (fordi de spurgte ærligt) at jeg ofte gik på bar efter mine sessioner (med psykiater-lærlingen) Jeg havde (og har…) det så skidt inden i at jeg ikke kunne rumme mig selv og ønskede bare at drikke mig fuld nok til at jeg kunne sove uden at drømme.
Jeg forstår stadig ikke den dag i dag hvorfor man eller jeg skal vente. Vente på hvad? Vente fordi jeg så bedre rummer de dårlige minder og tanker i min krop hvis jeg er ædru? Søde kloge psykolog, jeg tror nok jeg ved hvordan jeg rummer minderne og tankerne, de er der jo 24/7. Døgnet rundt. De har altid været der. De vil altid være der. De går aldrig væk. Heller ikke når jeg drikker.
Men de larmer ikke så meget inde i mit hoved, når jeg drikker og hvis de gør, kan jeg tage hørertelefoner på og skrue musikken op på max, så jeg slet ikke kan hører noget, hverken tanker eller lyde. Alt støj er væk og mine trommehinder summer bogstaveligtalt af lyden der bankes ind i dem i feks. 2-3 timer i træk før jeg går hjem og krøller mig sammen i sengen.
Jeg har været i skole hver dag i denne uge (det er onsdag nu) men jeg kan mærke at det at blive ekskluderet fra en gruppe hvor jeg syntes 70% af medlemmerne var hjernedøde på forskellige niveauer, har taget mega hårdt på mig. Det er som om alt den energi jeg red på, er væk. Som om min hundredårs bølge der løftede mig igennem august, september og indtil nu, oktober er blevet til en fesen brænning hvor jeg skurer imod som et bræt mod sten.
Jeg er færdig og træt og sendt til tælling. Jeg har ikke lyst til noget. Jeg vil bare gerne sove. Og være alene. Men i stedet for står jeg op, sætter mig hår i en høj knold, på med mascara og efter frustrationer over hvor tyk jeg er, finder jeg noget tøj at tage på, lave madpakke og så afsted. Men selv om jeg er i skolen fysisk, selv om jeg snakker og deltager i undervisningen, så er jeg ikke til stede. Jeg er et sted over mig selv, under mig selv. Ved siden af.
Jeg føler jeg svæver – min lærer sagde at det kun er svært psykotiske mennesker der gør sådan noget. Han taler som han har forstand til.
I går var jeg til vælgermøde for partiet jeg hjælper med at komme ind i Regionsrådet. Jeg sørgede strategisk for ikke at komme med på nogen billeder – en var ivrigt efter at få mine kontaktoplysninger. Jeg går hellere frontalt ind i et brombærkrat end jeg deler ud af mit nummer, adresse, email osv.
Jeg var ved at DØ inden i, da den ene psykolog spurgte om hun måtte komme hjem til mig en dag (!) så jeg kunne hjælpe hende med hendes sociale medier – hun sucks (mildt sagt) til det og det er ret svært at suck til noget man skal bruge til at kører valgkampange på. Jeg har ikke haft fremmede i min lejlighed nogensinde. Ever.
Min familie (sparsomt) har været her og så Lotte men ellers ikke nogen. Jeg har aldrig gæster og jeg bryder mig i grunden ikke om at folk skal ind og se mit “helle” men jeg sagde “selvfølgelig, naturligvis, ja og okay” – nu venter jeg på at hun følger op på det og gør hun det, skal jeg saftsusme ha gjort rent, specielt mit gulv er beskidt….. jeg støsuger det bare, orker ikke at gøre det rent hver gang Ella har haft poter ude på det fucking ubehandlede trægulv jeg er den “heldige” ejer af.
Badeværelset er altid rent, minus mit badeforhæng som er fra 2011 og ikke længere kan blive hvidt forneden…. så selv om det er rent og nystrøget, ser det nusset ud.
I dag i skolen bestod første time i at lytte til en 19 minutters podcast….
(bliver i tvivl om hvorvidt podcasten kun var på 18 minutter og føler at jeg nu måske sidder og lyver, ved at tillægge ét minut til min fortælling….. sådan har jeg det tit, at jeg ikke holder mig 100% til sandheden, selv om det sikkert ville gå ind under “bagateller” hos andre, så hvorfor ikke også hos mig?)
…. efterfølgende skulle vi i gruppen (som nu består af mig og én anden) tale om nogle spørgsmål på baggrund af podcasten og det materiale vi havde læst til forrige time. Jeg anede ikke hvad hun talt om, for jeg har ikke læst til de seneste 10 lektioner (eller mere) Ikke fordi jeg ikke vil, men det er som om det snurre i min hjerne når jeg kommer hjem. Helt bogstaveligtalt sidder det “snurrende” lige foran på panden, over øjenene.
Det føles som om det summer, lidt ligesom når ens fod sover.
Og appropo fod og fødder. En LANG historie kort;
Siden måske maj, måske kortere tid måske længere tid, men længe, har mine fødder gjort SÅ AFSINDIGT ONDT at jeg faktisk humper de første par timer om morgen. I kid you not, jeg humper som et gammelt menneske. Det er som om min mund er gået lidt i sig selv igen med BMS syndrom – hvilket er VIDUNDERLIGT for det gjorde SÅ ONDT – men samtidig føles det somom jeg i “bytte” har fået ømme fødder.
Og vil taler VIRKELIG ømme fødder.
(Skrevet Mandag d. 18. Oktober 2021)
Jeg kan næsten ikke gå. Om natten hvis jeg skal op og tisse, så knækker mine knæ sammen når jeg træde rud på gulvet og jeg må støtte mig til væggen og mit chatol for at komme ud på badeværelset uden at falde. Jeg går bogstaveligtalt på mine tær, da min fod, svang, hæl mv. er så afsindig ømme.
Jeg er begyndt at se en Zoneterpeaut (som så kender Anika, small world. I HATE IT) Det hjælper i dagene efter men så starter det forfra. Og det er dyrt. Selv med tilskud fra sygesikringen Danmark koster det 500 kr. pr. gang. Samtidig går jeg til Kranio Sakral Terapi, det er også dyrt – 700 kr pr. gang og 0 kr i tilskud – men sammen hjælper de to ting mig til at kunne overskue at gå bare lidt.
Hele tiden skal jeg dog hører på at Mor syntes jeg skal til en eller anden massør, eller til en eller anden Kinamand i Odense, en Fysioterapeaut eller noget andet – og Mor vil gerne betale for det, hvilket jo på sin vis er utrolig pænt af hende, men hvorfor ikke betale for det som jeg allerede ved virker og som jeg er tryg ved? Da jeg blev påkørt gik jeg et par gange hos en Fysioterapeaut i Park Alle fordi jeg havde det så skidt men at komme der var forfærdeligt, vitterlig FORFÆRDELIGT og jeg følte mig hverken godt modtaget, godt behandlet eller tryg men iiiiihhh hvor var det dog godt at jeg gik dér…… (i visse menneskers optik inkl. forsikringsselskabet)
Jeg stoppede efter 4 gange og kommer aldrig til at gå sådan et sted hen igen.
Fordi jeg har så ondt i mine fødder, spænder min krop (åbenbart) hvilket gør at det svej jeg har i lænden bliver endnu mere stift og nærmest lukker af for blodtilførslen til mine ben. Det betyder at mine ben hæver og bliver ømme. Jeg kan næsten ikke få bukser på og når jeg ser på mine ben, ser det bare to stolper med en bule der ligner et knæ. Men alt går nærmest ud i et. Jeg har end ikke en synlig knogle på siden af foden mere. Jeg prøver at gå i forskellige sko hele tiden, for at aflaste mine stakkels ømme fødder men intet hjælper, udover som nu at ligge på ryggen i sengen og forsøge at hvile mine ømme ben, snurrende knæ og ømme lænd.
Jeg ved simpelthen ikke hvad jeg skal gøre – det føles som om min krop forsøger at slå mig selv ihjel indefra. Langsomt. Fint nok at min krop gerne vil dø, det vil min hjerne også. Men hvis vi nu kunne join forces og arbejde i fællesskab, sammen og gøre det hurtigt, så ville jeg være meget mere fan.
Klokken er 10.09, det eneste jeg har gået i dag er en kort tur med Ella, hvorefter jeg, iført natkjole, bukser og en meget lang jakke, kørte Ella ud til Dyrelægen hvor hun skal have sin første tandrensning nogensinde. Herefter kørte jeg på McDonalds og så hjem, af med bukser og jakke og nu ligger jeg i sengen igen, iført samme natkjole og jeg er bare SÅ træt og SÅ smadret. Eneste problem med at ligge sådan som jeg gør nu, på ryggen i sengen, med to puder under nakken og computeren på skødet er at mine ben er bøjet og dét gør ondt.
Ja, forestil dig lige at det gør ondt når du bøjer benene. Og at du til hverdag faktisk sidder på en stol med bøjet ben. Det er et maridt. Jeg kan jo ikke udfører min profession (kommende professiosion) hvis jeg får ondt i benene og endnu tykkere hævet ben af at sidde ned.
Jeg er så fortvivlet for jeg ved ikke hvad jeg skal gøre for at få det bedre. Eller for at dø. Det er lidt hip som hap for mig hvilken en af kortenene det bliver, men noget skal der ske.
Jeg kan mærke, sådan rent mentalt at jeg er max presset. Og presset kommer fra så mange punkter/sider af at jeg næsten ikke kan overskue det.
Feks. så har min søster mødt en virkelig modelflot fyr, han er enkemand og har 2 drenge på ca. 12 og 14 år. Han er virkelig veltrænet og flot og min søster har altid været en sucker for mænd der ligner statstuerne på Glyptoteket i København. Det har vi grinet meget af, for dem jeg har gået efter er de dimentrale modsætninger. Ofte meget overvægtige (Min Gudfar var høj, slank/tynd og halvskaldet – jeg kan næsten få gylp i halsen når jeg den dag i dag ser sådanne mænd. Bare SER dem, langt værre hvis jeg også skal tale med dem…..)
Nå men en dag siger jeg, i sjov naturligvis, at når vi engang skal møde ham, så vil jeg da gerne sidde overfor ham nu når han er sådan en snack, for så kan jeg sidde og “spiser mig mæt” med øjenene i ham. Jeg syntes selv det var sjovt og sødt sagt. Jeg syntes hele måden jeg formulerede at jeg ville “spise” ham (ordsprog) og at jeg ville blive mæt (i mand/mænd) på den måde, var sjovt. Måske det ikke var, men det syntes jeg.
Anyway, min søster ringer så en dag og fortæller mig at de har talt sammen, ham og hende og bla. talt om at jeg helt sikkert vil hade ham når jeg møder ham.
Mig: Øhhh…….hade ham? Jeg har jo netop IKKE som i ALDRIG mødt ham, så hvordan kan du sidde med din sprit nye kæreste og tale om hvordan din søster vil hade ham?
Min søster fortæller om hvordan han er sådan en type der siger, når man har sagt noget: “….kan du uddybe dét noget mere?” og dét ved min søster (åbenbart) at jeg vil HADE, fordi jeg (åbenbart) HADER sådanne typer. Så ud af det blå, har min søster og hendes nye kæreste talt om mig, hendes storesøster og om hvor meget hendes storesøster vil hade og foragte ham…..
Det syntes jeg virkelig er voldssomt og grænseoverskridende. Dvs. nu har min søsters nye kæreste en negativ forhåndsindtryk af mig og jeg har end ikke sagt ét eneste ord til ham. Men alligevel er jeg allerede i minus.
Min søster fortalte i flere minutter om hvordan de havde talt om mig og hvor meget jeg ikke gad mennesker som ham – jeg var fuldstændig lamslået inde i hjernen men prøvede så vidt muligt ikke at svare på hendes fortælling.
I dag da jeg skulle aflevere Ella hos dyrelægen var jeg lige ved at begynde at græde.
I lørdags blev Ella (og jeg faktisk) angrebet af en Beagel hund i vores egen have. Vores egen indelukket indhegnet have. Vi gik i haven, Ella og jeg, da en Beagel hund der er på besøg i en anden stuelejlighed, pludselig stormer ud og angriber Ella. Den har fat i hendes nakkeskind og forsøger at ruske hende, den kommer virkelig ud af det blå og jeg bliver så chockeret – jeg råber op, rykker hunden i halsbåndet og får den væk fra Ella.
I en tanketorsk slipper jeg hunden og løber efter Ella, som løber væk, men hunden løber (naturligvis) også efter Ella og angriber hende igen. Denne gang er hun omme på ryggen og ligge og hunden snapper efter hendes hals. Jeg får fat i halsbåndet og råber virkelig højt mens jeg trækker en stejlende hund så hårdt i halsbåndet at jeg tænker jeg må lukke for luftvejen men hunden er ligeglad, så jeg sætter hånden ned til munden på den og flår den i overlæben og dét får den til at slippe min lille Ella som stikker af.
Pga. naboens fucking pissende hund har jeg lukket døren ind til lejligheden, da vi gik ud af havedøren. Så Ella kunne ikke komme ind og i sikkerhed og har derfor i stedet for krøbet ind under mine havemøbler, hvorfra jeg måtte trække hende ud i forpoterne, men først efter at jeg havde ledt og råbt efter hende i flere minutter.
Jeg råber så højt at naboen kommer løbende, ikke hundens ejer men naboen som har en kat – det viser sig at de trode det var deres kat der var ved at blive angrebet, da hunden åbenbart fredag, hvor vi ikke var i haven, havde angrebet katten, så den har flere små mærker på ryggen hvor der ikke er pels.
Jeg bliver så ked af det, over hvad der er sket, at jeg sidder på deres terasse bagefter, med Ella viklet ind i et tæppe og græder. Der er ingen huller på Ella men hun er helt beskidt og ligger i 3 timer bare i mine arme uden at flytte sig. Viklet ind i et lunt tæppe mens vi sidder udenfor i kulden, som jeg ved hun godt kan lide.
Sådan noget ⬆️ med Ella, med min søster, med gruppen i skolen, med mine fødder, alle de ting der sker i mit liv, gør at jeg føler mig fuldstændig drænet og smadret og jeg har kronisk ondt i maven.
Da jeg efterlod Ella hos dyrelægen var det eneste jeg tænkte på, at hun var i højløbetid og jeg netop havde afleveret hende hos en dyrelæge jeg end ikke selv er glad for og nu frygter jeg at hun bliver voldtaget af en hund. Mens hun er hos dyrelægen.
Jeg plejer at bruge Anicura i Viby men de har efter 4 år hvor jeg har været mega glade for at komme der, besluttet sig for at blive en skadestue for dyr, frem for en dyrelæge. Dvs. jeg skal nu kører til Anicura med Ella og det er jeg bare ikke særlig glad for.
Jeg har været der to gange, eller tre men den ene gang havde de så glemt at de havde booket mig ind men jeg har slet ikke lyst til at bruge dem og nu ligger min lille hund i et bur derude et sted.
Jeg ved ikke hvad det er der gør at jeg ikke bryder mig om den anden Anicura, om det er fordi der er – helt bogstaveligtalt – 4 hårde plastikstole til at man kan sidde og vente på, to til katte i katteafdelingen og to til hunde i hunde området og man på ingen måder føler sig velkommen. Folk står altid op og og venter med deres hunde i lang snor. Om det er fordi der altid er koldt fra den store dør der altid står åben, om det er fordi der altid er nusset og beskidt, selv på badeværelset, om det skyldes at de dobbelt booker og glemmer ens tider, om det skyldes at personalet bag skranken er små flabet, om det skyldes at dyrelægen kaldte Ella for en skøge og generelt talte ned om Cavalier King Charles Spaniel hunderacen (lige op i mit ansigt) eller om det er noget helt tiende ved jeg ikke, men jeg ved jeg ikke bryder mig om stedet og jeg tænker at det faktum at de kan sammenkører journaler fra det ene Anicura sted til det andet, ikke er ovenstående værd.
Jeg kører hellere til Ålborg end jeg kører derud igen. Jeg har 200% fortrudt at Ella er der lige nu men skal jeg se på det gode er det helt klart at jeg er alene. Shit jeg trænger til at være alene. Helt alene. Bare glem jeg findes og lad mig være alene.
Kombinere det med at STPK har sendt en besked om at de er gået ind i den afsluttende fase af min sag, som bliver kørt som en hastesag (up my ass) og derfor, ifølge deres egen hjemmeside “kun” burde tage 16 måneder. De er forsinket med ca. 3-5 måneder. Ombudsmanden har også skrevet at hans undersøgelse er forsinket.
Og mht. Nordmandspsykologen og genhenvisningen, så har jeg besluttet mig for at jeg har fakta på optagelse. De har ikke tilbudt mig noget behandlingsforløb. Overhoved. Under første samtale sige de at de bliver nød til at snakke noget mere internet og “hurtigt” vil vende tilbage. En måned senere vender de tilbage og siger at de ikke kan tilbyde mig behandling hos dem. I journalet skriver de at jeg har takket nej tak til behandling hos dem. Det er direkte løgn men jeg har beviserne. Pt. orker jeg ikke at gøre mere – så det jeg har tænkt mig at gøre er, når jeg går ind i den fase hvor jeg kræver mit journal rettet, ikke bare koorigeret men slettet og renskrevet, så tager jeg den del med. Jeg vil fandeme ikke have stående at jeg har afvist behandling når jeg ikke har fået tilbudt behandling.
Vil de ikke slette den del, så starter jeg en sag mod Nordmandspsykologen og den anden psykolog, til den tid har jeg sikkert mere kampoverskud end jeg har pt. For selv om jeg er flad lige nu, så har jeg ikke i sinde at lade det stå til.
Jeg vil simpelthen ikke finde mig i mere trampen og nedgørende behandling af mig selv fra andre. Det stopper nu.
Hvad har DU på hjertet?