SKREVET LØRDAG D. 24. FEBRUAR 2018
– Udgivet Mandag d. 26. Februar 2018.

I mit indlæg i går https://deirdreannroberts.dk/senfoelger-af-seksuelle-overgreb-25-2/ syntes jeg, ved nærlæsning at jeg måske hang min Psykiater-Lærling ud og dét var ikke min mening. (og jeg læser jo ellers aldrig mine indlæg når først de er udgivet, men her til morgen kom jeg til at ligge og læse mine tanker igen = nu har jeg dobbelt så mange tanker i mit hoved… 🤦🏼‍♀️)

Vi aftalte da vi så hinanden sidst (Tirsdag d.6. Februar 2018) at hun skulle skrive en mail til mig i den uge vi netop er gået ud af, for at aftale hvornår vi skal ses i næste uge. Min Psykiater-Lærling havde (en sikkert velfortjent) Vinterferier  i UGE 7 og jeg var i UGE 8 i Spanien, så vi kan først ses i UGE 9, altså i ugen der kommer. Jeg er 100 gange bedre på skriften jeg er i tale, så jeg har skrevet et par mails til hende, hvilket jo er helt uskyldigt og harmløst, men jeg tænker at det måske for hende, er et problem – i hvert fald aftalte vi at hun skulle sende mig en email (i UGE 8) så vi kunne aftale hvornår vi skulle mødes i UGE 9, så det ikke var mig der mailede hende (igen)

Jeg har faktisk tænkt på at nu mailede hun mig “nok snart” hele ugen og som dagene gik, mens mine tanker eksploderede mit hoved, har jeg tænkt endnu mere – og så kom og gik fredag og jeg hørte intet.

Jeg ved godt inde i min sunde hjernehalvdel at hun bare har haft en mega fyldt mailboks efter ferien, at hun som læge på Psykiatrisk Hospital er max max presset og som Psykiater-Læring kan du så gange dét med 100, da der pt. mangler 92 uddannet Psykiatere i Danmark, bare for at de mest tiltrængte stillinger er afsat, så jeg kan SAGTENS sætte mig ind i hvordan hendes dagligdag ser ud – og så har hun slet ikke haft fri endnu og taget sig af sine børn, mand/kæreste, hus, have – og ikke mindst, sig selv.

Derfor, pga. ovenstående logik, så føler jeg mig dobbelt så meget som en fucking retard, at jeg ikke kan tage mig sammen og komme videre i livet uden hjælp. At jeg er så mega ynkelig og fucked at jeg går og gør rent i min perle af en lejlighed i Spanien, mens jeg lytter til god musik på min Spotify, solen skinner og der er 24 grader udenfor og 90% af verdens befolkning ville være misundelige på mig – og dét ENESTE min hjerne kan tænke på, er hvornår jeg skal se (tale) med min Psykiater-Lærling igen!!!!

Den anden dag, gik jeg på hovedgaden i Marbella, jeg var iført mine røde Birkenstock sandaler, ubarberede ben (ca. siden jul) og u-lakerede tånegle, en stor løs oversize Denimskjortekjole, mit hår hang løst (med masser afkrøller) og omkring hoved havde jeg et rødt tørklæde, altså ikke som tørklæde tørklæde, men rullet sammen og bundet fra nakken og op på toppen af hoved, som i de glade hippe-70’er. Skråtover mit bryst hang min sorte læderbælte taske med guld lynlåse – og da jeg går ud af en butik, hvor jeg har oset og ud på fortovet i solskin og tager mine store mørkebrune solbriller på, er der en ualmindelig lækkers spansk fyr, i lyseblå skjorte, mørke bukser og skarpe kanter på skæg og nakkehår, som stopper mig – jeg kan slet ikke huske hvordan han stoppede mig, men han sagde noget i retningen af (på engelsk, han gik nok konsekvent ud fra at jeg med min hårfarve ikke kunne Spansk) “Hey! Hello – I would like to talk to you….!?!!” Jeg stoppede, normalt stopper jeg ikke for nogen, jeg er mere frost agtig end Anna fra Frost i sine onde dage – men jeg blev simpelthen så overrasket over hans tiltale at jeg stoppede og sagde “Why??” inde bag mine ultra mørkebrune solbriller (som jeg naturligvis har valgt fordi man ikke kan se mine øjne, og dermed kan jeg forblive anonym = ikke sårbar)

Han syntes simpelthen jeg var SÅ smuk at han gerne ville tale med mig……. jeg stod helt stille og kikkede på ham mens min fucked hjerne gik fra at være i “lad os ose og kikke på smykker, tasker, sko osv. mens solen skinner” beredskab til at være i “Pas på!!!! Han har bagtanker!!!! Løb!!! Løb!! Løb!!!!!” beredskab – og jeg skyndte mig at sige “No thank you” mens jeg satte det lange caminoben foran og kom derfra i en fart der ville gøre sneglende fra Disneys Film “Turbo” grønne af misundelse. Manden stod tilbage, længe efter at jeg var væk (jeg vendte mig om da jeg var i “sikkerhed“) og kikkede efter mig – og min hjerne ringede øjeblikkeligt op til min Psykiater-Lærling og fortalte hende om hændelsen, om hvad min hjerne fik ud af det og alle de titusinde af strenge med tankerne, min hjerne på et nano-sekundt havde koblet op til netop dén episode, som et andet netværk af ledninger der på én eller anden magisk vis alle er forbundet – men ingen ved helt hvordan det hele fungere.

Kan du se hvor fucked jeg er? Hvordan skal det nogensinde blive bedre som tiden går? Hvordan skal jeg nogensinde klare mig til Juli, når vores sessioner slutter? Jeg kan ikke se at det her liv får en lykkelig udgang.

Jeg sidder i flyet nu, i Ryanair  mod Billund på sæde 12A (vinduet) og bag mig sidder en Far med to drenge, den ene dreng sparker konsekvent til mig sæde og står og rykker i ryglænet og siger “Bim Bam Bum” lige ned i nakken på mig, mens den anden skriger – deres navne er fucked up i Benny, Brian, Kenny kategorien og faderen lyder nøjagtig som Annabells mand lyder, med en dyb Sjællandsk accent.
Damen ved siden af mig er på sin ipad og siger at “det bare er helt okay” at de står og rusker i sæderne, sparker og laver tungelyde alla “Klink. Klink. Klink. Klink.”
– det bliver en fucking lang tur!!! Mig hoved kan slet ikke rumme mig og jeg bliver hentede af min Mor i lufthavnen – jeg har ellers alle 3 gange jeg har tralt med hende i ugen der er gået, sagt at jeg sagtens SAGTENS, faktisk hellere end gerne, kan tage lufthavnsbussen hjem – men hun insistere på at hente mig og med tanker på sidste gang hun hentede mig, så har jeg virkelig ikke lyst til at blive hented…… én time i bilen uden samtale fordi vi er uenige, er ikke mig – og nu lugter her ret indtrængent af lort!!!

Lort på den måde som der lugter i Børnehavner, af sand, lort og beskidt bændelorm – en af ungenre har skedet i bukserne (eller feset) Min mund gør ondt og min hjerne kværner. Jeg ved seriøst ikke hvad jeg skal gøre…..

I morgen skal jeg gøre rent i min egen udlejningslejlighed og lukkeen Gæst ind i en anden lejlighed og prøve at komme på plads i min egen lejlighed og fundet ud af hvad jeg skal gøre med min hund og skimmelsvampen.
– Jeg tænker på Michelle, på Anika, på Kasper, på Synnøve og Barbara, ja selv Annabell tænker jeg på. Og dét gavner mig ikke, men min hjerne kører i ring. Og der er længe til jeg ligger i min egen seng igen.

SENERE (Stadig i flyet)

Efter ovenstående, trak jeg mit tørklæde over hoved og med min jakke som pude, lagde jeg mig til at sove – jeg tænker jeg fik ca. 35 min. på øjet (var oppe kl. 07.00 for at gøre rent og klargøre lejligheden inden jeg tog afsted) før et velplaceret spark i sædet fik mig til at vågne fra min ellers dybe og drømmefrie søvn – jeg ville ønske jeg kunne tage en uge på dén måde. Uden tanker, uden dårlig samvittighed over de tanker jeg har, uden dårlig samvittighed for de tanker jeg burde have, de ting jeg skal lave eller burde lave, folks krav – bare uden følelser overhoved. Inkl. følelser i munden. Smerterne er ulidelig.

Kommer til at tænke på en film jeg engang har set, jeg kan ikke huske om det er “How to lose a guy in 10 days” eller om det er “10 things I hate about you” eller ja – det kan være hvilken som helst chick flick, men en pige sidder i stolen på lægens kontor og vil gerne have fjernet én bestemt ting i hjernen, følelsescentret – dér hvor alle hendes følelser og tanker omkring denne her fyr er – jeg er 100% med på den bølge! Jeg vil gerne ikke føle noget, ikke føle føleser af utilstrækkelighed, nervøsitet for en køretur på én time med min Mor, frygt for hvad fremtiden skal bringe, frygt for mine tanker der aldrig stopper – og mest af alt, frygten for, hvad mine tankern kan grave frem fra min hukommelse, af ting jeg fuldstændig utterly har glemt for fortrængt så hårdt at oplevelserne kun kommer i flash i ny og næ i mine drømme og sene nattetimer.

SENERE IGEN (Stadig i flyet, 50 min. til touchdown)

Dét slår mig pludseligt at der simpelthen MÅ være en grund til at min Mor hele 3 gange insistere på at hente mig – hvis du bare vidste hvor mange gange jeg har fået klager fra mine forældre over at jeg flyver ud fra Billund fordi turen derned er SÅ lang (men fysisk, Ryanair flyver ikke ud af Århus halvdelen af året og selv når de gør, så er der altså også lagt til Århus lufthavn)

Men helt seriøst, jeg har hørt for det SÅ mange gange, både nu men også før, da jeg boede i Spanien og da jeg fløj frem og tilbage og mødtes medIt manden.

Jeg har siddet og tævet min telefon i Backgammon og så slog det mig, at jeg ikke har hørt fra min ældste lillebror hele ugen eller fra hans kæreste, som er gravid med en lille pige og skal føde 3. August 2018…….
– den eneste ting jeg kan komme i tanke om, kan være galt, er at hun har mistede barnet.

Alene her i flyet kan jeg næsten ikke rumme tanken – ikke så meget fordi det er synd for min svigerinde (hvilket det HELT KLART ER!! Forfærdelig synd!!!) men mere fordi, jeg har jo selv været dér, for snart 23,5 år siden, men det er der ingen som ved (udover min Psykiater-Lærling) Og da min søster mistede hendes baby, var der virkelig meget fokus på det i familien (med god grund, don’t get me wrong) men jeg kunne ikke rigtigt trøste eller sige sige at det bliver bedre, at man lærer at leve med tankerne om hvad der kunne være – på et tidspunkt hvor jeg har sagt et eller andet i den retning, hvæsede min søster af mig “at dét vidste jeg jo af gode grunde ikke noget om” og siden den dag forsøgte jeg ikke at trøsete hende mere, for hvad kunne jeg possible sige som kan trøste uden at jeg fortæller min egen historie?

Først en spontan abort og et par år senere en fremprovokeret abort. Jeg har været dér. Jeg ved hvad det gør ved sindet, tankerne og ikke mindst maven.

Der er alt for lang tid til vi lander…..