Jeg var i hmmm midten af Marts til møde i København hos en Powerwoman, jeg fik til opgave at lave en Faglig Beskrivelse af min virksomhed, som hun skulle have når hun kom tilbage fra ferie d. 11. April. Herefter vil hun kikke den igennem og så skal vi have et telefonmøde Mandag d. 16. April. Jeg har ikke lavet den færdig, faktisk har jeg kun udfyldt ca. 10 linjer ud af 6 A4 sider.

Jeg havde også et møde med en fyr fra et powerfirma, som min badass kvindelige mentor havde sat mig op med, jeg skal udfylde en masse papir til ham, så han kan screene mit firma. Jeg lavede det hele sendte det ind, fik det retur med ting jeg skulle rette og vende tilbage med. Det er 3 uger siden.

Jeg har også tilmeldt mig et scaleup program (der hvor de lovede mig pengene retur hvis jeg ikke fik investering efter endt program) Næste møde er i morgen og jeg skal lave en liste over mine kunder, deres behov og hvordan mit firma opfylder de behov. Jeg er ikke færdig.

Klokken er præcis 16.45 Tirsdag d. 10. April og jeg er total fucked over hvor meget arbejde jeg har tilbage med deadline i morgen kl. 08.00.

Kombinerer det med at jeg semi-passer en lejlighed for en mand der bor på en ø et sted i Danmark. Han har en lejlighed her i Århus og bruger mit firma til alt hvad der skal laves. Jeg har en nøgle til hans lejlighed. Jeg ved ikke hvad der er sket i hans liv, men noget må være sket, for han er total sløset med at booke og betale, dvs. jeg har udført en del arbejde uden at der har været en bookning, blot en sms. Nu har han så betalt og lavet en ny bookning, i går, om at jeg skal gøre rent efter nogle Gæster der tjekkede ud i Påsken dvs. ret længe side, bookningen kunne være lavet for lææænge siden men han vælger at lave den i går med deadline d. 17. April.

Det kan jeg godt nå, så jeg acceptere den. I dag skriver han så at der *ups og hovsa* kommer 3 Gæster på torsdag eftermiddag, om jeg ikke lige kan fixe lejligheden inden da….. ehmmmm jeg vil jo super gerne være serviceminded men i morgen er jeg hele dagen til scaleup i Vejle, og torsdag starter jeg kl. 08.00 med 8 timers fraflytningsrengøring. Og i dag er jeg bare vissen i hoved.

Hvorfor er det at folk 1. syntes at rengøring ikke er vigtigt? 2. at rengøring ikke skal betales ordentligt? 3. altid booker i sidste øjeblik, selv om de ved at de har brug for rengøring?

Jeg har ingen ord der dækker nok, men denne emoji er efterhånden min yndlings (når den vel og mærke er i iPhone kvalitet) 🤦🏼‍♀️🤦🏼‍♀️🤦🏼‍♀️!!!

Sofie har forresten skrevet, at hun skal til møde i Århus på næste mandag, om jeg vil mødes og spise aftensmad inden hun tager retur – jeg blev SÅ glad! Det slog mig bagefter at hun nok skal til møde på Psykiatrisk Hospital, hun arbejder jo selv på Skt. Hans i Roskilde…. bum bum…. jeg har valt ikke at fortælle noget om mine nye græsgange på Psykiatrisk Hospital.

At være skidt inden i, er ikke nær så cool eller acceptabelt som at have kræft og have hele Damark lave landsindsamlinger, sætte Kræftens Bekæmpelses Logo’er på deres Facebook Billeder og hvad ved jeg. Jeg kan ikke bearbrejde nogen, for jeg syntes heller ikke selv det er cool (eller i orden) at være som jeg er. Men på den anden side, så kan jeg ikke ændre det. Om end jeg ville ØNSKE jeg kunne.

Ofte så tænker jeg på, hvordan jeg ville have været, som person, hvis jeg aldrig havde haft de oplevelser jeg har? Altså hvordan ville normale Deirdre-Ann være den dag i dag? Sådanne tanker strejfer mig ofte, feks. når jeg tænker på sex.

Så tænker jeg på hvordan mit sex liv ville have været i dag, hvis ikke jeg var blevet kysset på tissekonen mens jeg lo, da jeg var ca. 3 år gammel?

Hvordan ville mit sexliv have været hvis ikke sømanden havde voldtaget mig?

Hvordan ville mine skinneben se ud hvis ikke min Gudfar havde sparket mig så ofte med sine gummistøvler med stålsnude, at jeg den dag i dag har et mørkt indhak på højre ben?

Hvordan ville jeg have det og have haft det, i alle de år jeg har haft menstruation, hvis ikke blod ud af skridtet for mig er lig med voldsom sex frem for en re-produktionsmulighed der gik i vasken? Ville jeg stadig få gys-følelser når jeg så toilettet fyldt med blod?

Hvordan ville mine spisevaner være, hvis ikke jeg fra barn af, var blevet tvunget til at spise, frem for at min modvilje mod mad, blev taget med lidt mere mildhed?
Jeg kan se at mine modvilje blev taget som om jeg var kræsen, men i dag kan jeg se at det var det eneste punkt hvorpå jeg kunne bestemme, så jeg nægtede som i NÆGTEDE at spise og blev stemplet som kræsen og tvangsfodret og/eller tvunget til at sidde ved bordet længe efter de andre var gået eller fik maden igen næste dag. Den eneste der forstod, eller måske ikke forstod min vrangvillighed, men som accepteret mine madvaner og idéer var min ELSKEDE Mormor, som lavede specielle retter til mig og serveret dem i små gryder og glasskåle. Bare til mig.
Ville jeg måske været en foodie i dag hvis jeg havde fået lov til at bestemme selv? Bare bestemme lidt….. ikke sagt at små børn skal have lov til at bestemme om de vil spise eller ej, men måske lidt mere medbestemmelse ville have hjulpet.

Feks. ved jeg i dag at jeg er aftensmadssulten omkring kl. 17 og ikke omkring kl. 18 eller 19 – dér er jeg gået madkold. Ingen forstår at jeg har behov for at spise tidligt, jeg forstår det heller ikke selv men det er jo sådan det er.

Jeg ved også at jeg faktisk godt kan lide mad, jeg kan blot ikke finde ud af at lave 98% af alle Danske retter inkl. dem som folk siger er såååå nemme – men hvordan fanden kan det være nemt hvis jeg aldrig har prøvet det? Engang satte jeg ild i ovnen fordi jeg lavede en “nem” lasange. Ingen havde bare fortalt mig at der IKKE måtte ligge lasangeplader øverst, for så går der ild i lortet. Men igen, det er jo såååå nemt at lave lasange….. 🤦🏼‍♀️

Jonas ringede lige for lidt siden, han har besluttet, sagde han, at han ville ringe til mig hver dag for at hører hvordan jeg havde det. I morges skrev han også en sms hvor i der stod “Held og Lykke hos XXXX i dag” XXX = min Psykiater-Lærling.

Det var virkelig sødt og det er dejlig at han tænker på mig.

Og appropo tanker, lad os skåle i Cola Light på at det er 44 dage siden jeg sidst har kontakted Norman! Det bliver “lettere og lettere” for hver dag der går, men det som stadig nager mig er, at jeg ALDRIG skal tale med ham igen. Og dét savner jeg. Som i helt vildt jeg savner at tale med ham. Jeg har Jonas og dét er jeg virkelig virkelig glad og taknemmelig for, men jeg har også inde i mit baghoved en frygt for at han en dag forsvinder igen – og så ved jeg at vi ikke bliver venner igen. Jeg orker ikke flere svingdørsvenner som kommer og går, som det passer dem, uden bagtanker for hvordan det føles for mig.

Jeg kan tale med Jonas om alt, faktisk, men alligevel er de samtaler jeg har med Jonas markant anderledes end dem jeg har med Norman uden at jeg på nogen måde kan forklare hvor i forskellen ligger. Men jeg savner at tale med Norman og det napper i mit hjerte at jeg aldrig skal tale med ham igen. Jeg ved 200% at jeg savner ham før han savner mig, hvis han nogensinde kommer til at savne/tænke på mig.

Klokken er nu gået hen og blevet 18.46 og jeg er ikke kommet videre med alt det arbejde jeg har jeg skal have lavet til i morgen… selv hvis jeg bad om udsættelse ville det ikke hjælpe, for jeg har ikke tid til at lave det hverken onsdag eller torsdag. I’m so fucked.

I morges stod jeg op, kom i bad og blev vasket godt og grundigt, føler mig altid så beskidt når jeg har menstruation. Så fik jeg taget opvasken og ordnet vasketøj og semi tjekket min computer, mails osv. Gik lidt rundt om mig selv, mit hår sad forkert, jeg kunne ikke finde ud af hvilken tøj jeg skulle tage på – engang for mange år siden, mens jeg boede på Gården var det HELT SKIDT mht. tøj!! Jeg kunne bruge flere timer, bogstavelig talt, på at sidde og kikke ned i strømpeskuffen uden at finde et par strømper jeg kunne tage på og fordi jeg ikke kunne finde et par strømper, kom jeg aldrig i tøjet og dermed fik jeg aldrig startet på dagen.

Engang lå jeg 5 dage i sengen i træk, de 3 af dem kom min Gudfar og kravlede oven på mig, tømte sig op i mig og gik igen, da han kom igen dagen efter, havde jeg end ikke været i bad, blot tørret mig i dynen. Han var ligeglad og gik igang igen, da jeg var lidt for passiv fik jeg tæsk i form af et par lussinger, nippen i brysterne, pressen på brystkassen og til slut spyttet han på mig mens han kom helt stille, så kravlet han ned og tog sine lange hvide undebukser på, de hang og dinglede om det ene ben. Bæltespændet havde kradset hul på min ankel. 2 dage senere kom han igen og jeg lå stadig samme sted og umiddelbart tænker jeg ikke at min odure var blevet mindre og igen var han ligeglad. Da han gik kaldte han mig en luder og fortalte mig at jeg intet var værd, intet ville blive til og at jeg iøvrigt skyldte ham alt.

Dagen efter, på 5. dagen, stod jeg op, jeg kan huske at jeg gik ud, som i helt ud. Ud af min hoveddør og stod på cementen foran døren, solen bagte ned, jeg var nøgen fra livet og ned. Jeg tænker det må have været sommer, først på sommeren for alting var så grønt og solen gjorde ondt i mine øjne. Jeg tissede på fliserne og mens jeg tissede løb tisset ind under mine fødder – jeg har sådan en bue under begge fødder, så da jeg rejste mig op, var der aftegnelser efter 4 tær og en hæl på cementen. Dét aftryksbillede glemmer min hjerne aldrig.

Jeg gik i bad og skrubbet mig med bodyscrub over hele kroppen, jeg var i bad så længe at oliefyret gik i gang med at varme vand – jeg husker lyden af den abugine farvede Grundfoss motor der startede.

Bagefter smurte jeg mig ind i noget bodylotion som var meget populær dengang, der var glimmer i, sådan noget bodyshimmer. Det var i en høj hvid ovalagtig dunk. Jeg kan se den for mig men navnet kan jeg ikke huske, men min hud blev så fin af det.

Jeg kan huske at jeg kørte en lang tur bagefter men jeg kan ikke huske hvorhen, sikkert ind til byen for at få noget at spise. Gud hvor var jeg ensom! Som i så forfærdelig forfærdelig ensom.

Jeg tog i mange mange år p-piller uden at “bruge dem” forstået på den måde at jeg ikke gik i seng med fyre, udover min Gudfar. Jeg fortalte folk at jeg tog dem for at udskyde min menstraution hvilket også var korrekt. I mange år tvang jeg min cyklus til kun at komme én eller max 2 gange om året, da jeg simpelthen ikke kunne kapere følelserne oven i alt det andet. Min Mor havde klare meninger om dén praktis – aldrig var der nogen, inkl. min læge, som stillede spørgsmålstegn ved dén handling, som jeg jo ikke lagde skjul på.

Måske det er helt normal opførelsen for unge piger?? Jeg tænker det er eneste måde hvorpå jeg har undgået at blive gravid i årene der er gået. Jeg tænker tit på hvor mange børn min Gudfar mon har rundt omkring…. jeg tror han har mange.

Mon jeg nogensinde får børn?

Mon jeg nogensinde møder en mand der vil elske at holde mig i hånden og ikke forvente sex hver gang jeg tager trusserne af?

Efter alle de her trælse tanker i badet, forsøgte jeg at tænke på hvad der var sket mellem mine forældre og jeg, så jeg kunne huske at fortælle min Psykiater-Lærling om det, når jeg skulle derud. Det er som om jeg allerede har glemt det. Min hjerne er allerede “videre” – jeg tror det er en overlevelsesmekanisme jeg har, som handler sig videre i livet.

Min hjerne smeltede helt ned og jeg endte med at gå ind og lægge mig i sengen igen, som ellers var nyredt. Dér lå jeg (mens min højre arm gjorde mega ondt, kan næsten ikke bruge den mere og min mund er ét stort inferno af smerte) da telefonen ringede fra et nummer jeg ikke kender.

Jeg tog den og dét var min Psykiater-Lærling. Hun lød rystet eller måske ikke rystet men hendes stemme var påvirket og ikke som den plejer. Jeg kan ikke sætte min finger på hvad der var, men der var noget i stemmen, som jeg har lyttet til i tusind timer, som ikke var som den plejede. Hun sagde noget i retningen af “Hej Deidre-Ann, det er XXX, det er ikke fordi det skal blive en vane, men jeg bliver nød til at aflyse i dag. Det er ikke mig men der er sket…. min søn er blevet syg….” Jeg sagde naturligvis noget intelligent i retningen af “det er okay” og så svarede hun “Er du sikker på at det er okay?” og det er så her jeg (bagefter) tænker; hvad nu hvis jeg havde sagt nej? Hvad var der så sket??

Hun sluttede vores ultra korte 29 sekundters samtale med at sige “Vi ses på Tirsdag!”
– og jeg ville havde givet SÅ meget for at hun havde sagt; skal vi ses på Fredag i stedet for?

Der er SÅ lang tid til Tirsdag…..Faktisk er der 168 timer (but who’s counting?)