I går lagde jeg 32 blogindlæg ind på én gang, med start 14. Februar 2017 og frem til 28. August 2017.
Det føltes godt at få det “ud af systemet” på en måde, lidt ligesom en træls ting der skal gøres men ikke er blevet gjort.
Jeg har læst dem alle igennem (igen) og kan se at der ligesom mangler en rød tråd i hvad der er sket de sidste 8, snart 9 måneder.
Kort version:
Sidst jeg skrev d. 29. Januar 2017 (https://deirdreannroberts.dk/it-manden-skal-vaere-far/) skulle jeg til læge dagen efter. Min læge stillede nogle spørgsmål som fik mig til at bryde total sammen. Dette gjorde at jeg skulle tage en test, som bestod af et A-4 papir med en pokkers masse spørgsmål på.
Jeg skulle sætte kryds ud for hvert spørgsmål om jeg var “Mest” eller “Mindst” som spørgsmålene lød. Bla. “Hvor ofte tænker du på selvmord?” “Hele tiden – Lidt af Tiden – Nogle gange – Sjældent – Aldrig”
Spørgsmålene stod på en linje (pudsigt nok) og så var der firkanter ud for, hvor den kasse med “Mest/Værst” stod først og så videre.
Jeg satte kryds i ALLE de kasserne, som stod lige efter spørgsmålet, dvs. åbenbart den “værste” kasse. For jeg tænkte (og tænker stadig) på selvmord dagligt. Jeg sover dårligt. Jeg spiser ikke. Jeg Græder hele tiden osv.
Min læge er en gammel og af at være en gammel mand, så kan han udvikle en total Statsi personlighed på ca. 8 sekunder, som ikke tåler modsigelse, hvilket resulteret i at jeg fik 2 valg.
- Bliv hentet af et par herde brede ambulancemænd og kørt frivilligt men direkte ud på Psykiatrisk Skadestue.
- Blive tvangsindlagt på Psykiatrisk Skadestue og dermed tvangshented af ovenstående herde brede ambulancemænd.
Jeg valgte, i en strøm af snot, tåre, overvældende sorg og endnu mere gråd, at ordet “tvang” ikke fungere så godt i min hjerne – og da jeg ikke kunne tale mig ud af situationen, måtte jeg pænt blive på hans kontor (mens venteværelset hobet sig op med pensionister) på at der kom to VIRKELIG fucking store ambulancemænd og fulgte mig ned i ambulancen. Èn gik bag ved mig, en gik foran mig – jeg sværger, jeg kunne mærke deres ånde i nakken og min hjerne overvejet at løbe men der var glat, og jeg var ret sikker på at de kunne løbe mig op på 0,3 sek. Så jeg fulgte med.
Psykiatrisk Skadestue i Risskov, har et stort glasparti ved hoveddøren, så kommer en stor bred trappe, endu et glasparti af døre og så er der en “hall” med et vindue som ligner et spejl på din side og hvor jeg bare vidste at der sad nogen og kikkede på mig – så dér stod jeg, med to herde brede mænd, mens vi ventede på at der blev åbnede for døren. Man skal ringe på en klokke, for at komme ind.
Mens jeg stod dér, kunne jeg igennem glaspartiet til døren (det var receptionen som havde vindues spejl) se en ældre dame i rullestol, med ét ben åle sig afsted med en smøg i munden – jeg kan love dig for at samtlige af mine vildeste fordomme omkring Psykiatrisk Skadestue og Psykiske patienter blev gjort til virkelighed nøjagtig liiige dér!!!
Jeg kom ind og de herdebrede mænd gik – og døren låste sig automatisk efter mig. Jeg var fanget – og jeg frøs. Jeg frøs helt vildt selv om jeg havde uldundertrøje på under mine 3 lags tøj og udover det hele havde jeg min elskede Monclar jakke, lynet helt op til hagen og uldstrømper i mine kæmpe vinterstøvler – jeg frøs frøs frøs og jeg græd græd græd.
Jeg startede med at opgive mine personlige oplysninger, alder, bopæl, telefonnummer mv. Så skulle jeg sætte mig på en stol i “ankomst området” og vente på at få en samtale med en sygeplejerske. Det fik jeg efter ca. en time – og sygeplejersken var en ung mega hot mand på ca. 25 år……..jow da……hvorfor ikke?
Jeg fandt senere ud af at han har beskrevet mig som “Øget Selvmordsrisiko”
Herefter skal jeg igen vente, denne gang på en samtale med en læge. Jeg har ingen ide om hvor længe jeg sidder og venter, men der er bla. en ældre dame som bliver indlagt og hun hedder det samme som min Gudmor. Jeg sad længe og bare græd og græd, helt stille – og frøs, jeg frøs helt abonormt og husker stedet som mega koldt.
På et tidspunkt kommer en mand hen og sætter sig ved mig, han arbejder der og fortæller mig, sikkert for at trøste mig – men det havde virkelig stik modsatte effekt – at han også havde en diagnose og i dag var hans liv normalt…….. øhhh jeg har fucking ikke en diagnose!!!
Efter laaang tids venten, kan jeg fornæmme at der er “vagtskifte” dvs. nogle går hjem og andre kommer. Jeg sidder tæt på døren og kan iagttage hvordan de går ud af døren og efter lidt betænkningstid, rejser jeg mig resolut op, og går ud af døren lige efter at én person er gået ind.
Og *vola* er jeg ude i forhallen med glasspejlet, jeg styrer direkte henover hallen, kommer igennem første glasdør, ned af trapperne – friheden er liiige dér – jeg tager fat i dørhåndtaget på den sidste dør som fører ud til p-pladsen. Det er bælgragende mørkt udenfor og pludselig står der ikke én, men hele 4 damer bag mig!!
Den ældste af dem, jeg skyder på at hun var ca. slut 50’erne står lige foran mig, hun står så tæt på mig at jeg kan se hvor hendes øjenvipper sidder fast på øjenlåget. Hun har blå øjen, gråt hår og er ca. et halvt hoved mindre end jeg.
I min midlertidige sindssyge tilstand, overvejer ikke-voldlige-jeg, hvorvidt jeg kan “nakke” hende og stikke af. Helt bogstavelig talt, jeg står og overvejer om jeg kan skubbe hende omkuld og løbe ud i mørket, om jeg kan prikke hende hårdt i øjet og sparke hende i maven og løbe ud – jeg gør mig virkelig mange overvejelser på ganske få sekundter, mens min venstre hånd hviler på dørhåndtaget til friheden.
Damen beder mig om at gå med hende tilbage – jeg siger jeg ikke vil, jeg siger jeg er træt, at jeg fryser og at jeg bare vil hjem. De andre damer står spredt på forskellige trin bag ved mig og jeg kan se at de rykker nærmere.
Jeg er overbevist om at jeg godt kan take her out, altså den ældre dame foran mig men tanken om at give hende traumer for livet ved at blive overfaldt af mig, spiller også ind i mine tanker – som alle sammen udspiller sig på få sekundter.
– jeg vælger at gå med damerne tilbage til afdelingen bag den låste dør, som nu bliver låst så den siger “klik” da jeg kommer ind.
Den ældre dame fører mig straks ind i et rum, hvor hun begynder at stille mig spørgsmål – inden da, når jeg at hører at hun siger “det er fandeme heller ikke i orden” mens hun henter et clipboard med mit journal på. Senere finder jeg ud af at jeg har ventede på stolen, fra klokken var 11.30 og at klokken nu var 16.45.
Efter et stykke tid, kommer en læge ind. Jeg tænker hun måske er fra Finland eller sådan noget, hendes fornavn var lidt sjovt, meget gammeldags i Danmark og hendes accent var en lille smule krøllet men hun var sød. Professionel.
De forsøgte at overtale mig til at blive og sove – jeg var skræmt fra vid og sans ved tanken om at de ville lukke mig inde og aldrig lukke mig ud igen – jeg er kronisk rædselsslagende for at blive låst inde, at få taget min frihed fra mig…… nu har jeg endelig fået den efter at gården er solgt, min Gudfar er død og IT manden er blevet til Ex-IT mand. Jeg vil ikke miste den igen. Aldrig.
Jeg får lov til at tage hjem, mod at jeg kommer igen næste dag – kommer jeg ikke sender de politiet ud for at hente mig – og sådan begyndte min tid på Psykiatrisk Hospital.
D. 7. Februar 2017 starter jeg på Center for Selvmordsforbyggelse og i Maj måned da jeg stopper, skriver min Psykolog, som vi kalder Karen sådan her i mit online journal:
Det er mærkeligt at sidde på internettet og læse andres ord omkring mig, mit liv og min personlighed. Langt det meste af det jeg læser rører mig ikke – ovenstående er bare fakta omkring mig og måske jeg er afstumpet og kold, men det rører mig ikke at læse.
Den eneste grund til at jeg ikke har lyst til at fortælle alle om ovenstående
… er fordi Jonas min Radioven sagde det så godt: Da han fik en diagnose ( i en helt anden boldgade) så fortalte han det til alle, fordi det var jo bare sådan det var – men herefter begyndte de mennesker han havde fortalt det til, at behandle ham anderledes – de så diagnosen først og Jonas bagefter. Dét vil jeg ikke skal ske for mig.
Derfor kan de mennesker der ved hvad der er sket i mit liv de sidste 8 måneder, tælles på én hånd.
Og som nævnt, så rører ovenstående mig ikke, det er blot fakta.
Hvad der rører mig, og hvad der kan få mig til at blive utrolig utrolig hjerteskærende ulykkelig er dette – og “dette” er også det som folk vil og kan (og gør) dømmer mig ud fra….. desværre. Også selv om det ikke smitter…
Men for lige at få det helt på det rene, inden jeg afslutter for i dag – hvor jeg iøvrigt har været til Sensitiv Yoga også kaldet Traumebaseret Yoga, hos en dame som er uddannet i at undervise mennesker som har traumer med i baggagen, hvor andre normalt har læbestift, aftaler med venner og et godt og sund forhold til omverdnen. Og deri hører jeg (åbenbart)
Men jeg er kamp træt, min mund gør ondt, mine øjen føles som om de falder ud af mit hoved hvis jeg ikke passer på – og i morgen “kommer jeg hjem fra studietur” og får min hund igen. Det skal nok blive godt, tror og håber jeg (Min hund hed forresten det samme som Karen, min psykolog, hedder i virkeligheden – ret stort dilemma at kikke på sådan en lille klump og vide at hun hedder det samme som pigen der helt banalt ødelagde 10 år af dit liv i folkeskolen og samtidig hedder det samme som pigen der helt banalt forsøgte at rede dit liv gennem 5 måneder…… jeg valgte at give hende et andet navn og starte på en frisk)
Men lad os få det på det rene med hvad jeg fejler og hvad jeg ikke fejler, sådan at der ikke opstår misforståelser – folk er så gode til at læse mellem linjerne og digte videre selv – min på min blog skal der ikke “læses mellem linjerne” – det er som det står. Ikke mere, ikke mindre.
Her er den afsluttende note fra Afdeling for Personlighedsforstyrrelser, hvortil jeg blev sendt i Juni måned, efter mit forløb på Center for Selvmordsforbyggelse var færdigt.
Så, jeg har ikke en diagnose. Jeg er ikke psykopat, skitzofren, bipolar, borderliner, kleptoman, lystløgner eller en af de andre 12 psykiske diagnoser som findes.
Jeg er bare en pige (ser mig selv som pige selv om alderen nok siger kvinde) som ikke har lært at spille de kort, som alle mennesker får udleveret ved fødslen. Fordi jeg har tvivlet på mig selv, så meget og så længe, og ofte har mødt mennesker som har pustet til den tvivl, så har jeg ikke lært at sige fra og stop – og derfor er mit liv endt med at se sådan her ud.
Og her står jeg så nu. Ved en skillevej.
Jeg er 39 år. Jeg har en hund(ehvalp) Jeg er single. Jeg vejer ca. 63 kg. Jeg bor alene. Jeg er lige startet på en overbygning til min eksisterende uddannelse for at få SU. Jeg har min egen virksomhed, med mere end 400 tilknyttet brugerer. Jeg har 0 veninder. Jeg har 0 drengevenner. Jeg har 2 søstre, 4 brødre, 4 nevøer og 3 niecer. Min mund gør konstant ond. Jeg er stoppet uden udtrapning med at tage antidepressiv medicin og jeg tænker på selvmord ca. 2 gange om dagen.
Jeg ved ikke om jeg vil forsætte denne blog, for jeg ved ikke hvordan mit liv vil ende, hvor det vil ende og hvornår det vil ende, men jeg ved at den rejse jeg skal på, bliver så ualmindelig hård, at ingen ønsker at tage med.
Pas på Jer selv derude i blogland – og husk, at jeg blot er mig; sød, hjerte god og altid glad (hvis du bare husker at tale til mig, så jeg husker at der er en grund til at leve)
Deirdre-Ann Roberts
29. August 2017
Kl. 23.31.