I dag, i 1926 blev min højt elskede dybt savnede Mormor født, i en lille by ved navn Rejestrup (en flække som kun findes på google ved at zoom sig selv skæv)

Det er så mærkeligt at tænke på, at hun døde for 26 år siden – jeg tror i mit hjerte at Mormor var min soulmate og at hun ville have været lodret imod at sende mig ud på Gården og bo. Jeg nægter at tro på at hun ville have ønske at hendes barnebarn skulle bo så isoleret, penge eller ej.

Måske det bare er noget jeg har opfundet, heover de sidste 26 år, for jeg kan jo i teorien aldrig få et reelt svar, men det føles godt i min bevisthed, at vide at jeg ville have haft mindst én allieret (Mormor) hvis ikke tramkræft havde fået hende til at give op og dø. Fra mig.

Jeg savner hende så meget, at jeg får helt tårer i øjenene mens jeg skriver dette. Der er en hylde i Magasin, hvor der står en blå og sort stribet rund parfume fra Elizabeth Arden (tror jeg) som dufter af Mormor. Jeg kan gå helt i stå når jeg dufter den. Jeg kan også mærke hvordan hendes varme bløde arme føltes under mine håndflader, jeg ved hendes hud smagte salt på varme sommerdage (ja jeg har nok slikket hende på armen eller kysset hende, hvad ved jeg – jeg ved bare at mine sanser er korrekte og at jeg husker ret godt, for det meste)

Jeg ved at Mormor gik i “coseletter” – en slags bodystocking som holdt “på alting” inkl. hendes store barm. Den blev åbnet forneden når Mormor skulle tisse, feks. hvis vi var nogen steder, så måtte jeg ikke stå ude foran døren men skulle komme med Mormor ind, det var meget hyggeligt (sådan husker jeg det) det var også Mormor der lærte mig at stå op og tisse, mens Mor lærte mig at lægge papir på sædet. I dag er jeg lidt mindre sippet eller Græsk Katolsk og sidder direkte på sæderne hvis de ser semi rene ud, ellers står jeg op. Eller sidder på mine håndflader. Har sprit og vådservietter med mig, altid, hver dag.

Klokken er mange. Jeg har fået menstruation og min mave er helt død og gør så smertelig ondt. Har spist 4 panodil i dag. I går så jeg den Svenske film “Løvekvinden” – det er den første hele film jeg har set med lyd på i måske et år. Den er SÅ god!! Minus hvor lægen befamler pigen på hospitalet i København, den scene har fulgt mig hele dagen.

Michelles Mor har skrevet og takket så hjerteligt for roserne at jeg næsten ikke kunne bærer det. Jeg skulle være mødtes med Milda i dag, kan du huske det?

Jeg skrev til hende 26. Januar 2018 og spurgte om vi skulle mødes. Hun kunne først finde et hul i sin kalender mandag d. 12. Marts. Vi aftalte at tales ved Søndag d. 11. marts ang. hvor vi skulle mødes og hvornår. Jeg tænkte at da jeg nu tog kontakten og desuden har skrevet til hende et par gange, så kunne hun få lov til at komme med et tidspunkt og sted.

Jeg ventede hele Søndag og frem til kl. 12.00 i dag. Jeg har intet hørt. Hvis alle læger i Danmark havde lige så meget empati og kalendernavigering som Milda, så ville vi seriøst være på skideren. Jeg venter et par uger og ser om jeg ikke hører fra hende – det ved jeg inderst inde at jeg ikke gør – men om et par uger sletter jeg hende fra min FB. Hvorfor være FB venner, hvis vi aldrig skal mødes eller tales ved?