Jeg er blevet nød til at logge af Facebook. Lige nu er der på politiken en kæmpe debat omkring den boks der forefindes på Det Kongelige Bibliotek i København, og som indeholder børneporno og andet materiale omkring udnyttelsen af børn til sex, fra dengang børneporno var tilladt i Danmark i 80’erne.
Senere, da man i DK fik moraleks skrubler, brugte man “bare” tyske børn i stedet for – som om det var bedre….. Jeg ved min Gudfar ejede børneporno men da det ikke var mig der tømte huset da han døde, ved jeg ikke hvor filmene er. Jeg ved det var på VHS bånd, for jeg har set dem og jeg ved han gik meget op i at få en videomaskine, og senere da de flyttede, gik op i at få den tilsluttet korrekt til hans nye tv. Min ex Uffe hjalp ham engang med det. Jeg ved med hånden på hjertet ikke om jeg er blevet filmet. Jeg ved der i hvert fald én gang er taget et eller flere billeder af mig nøgen i haven mens jeg stod lige op og ned ved flagstangen. Jeg var så lille at den røde betonklods på flagstangen var højere end mig.
Jeg kan ikke huske hvem der tog billedet/billederne og jeg har aldrig set det (så vidt jeg husker) Men jeg kan tydeligt huske at jeg fik det taget, fordi jeg syntes det var sjovt at være nøgen i græsset og mærke græs på min numse, tær, lår, ben, ryg osv. ligesom jeg kan huske den ru og kølige (men dejlige) følelse af flagstangsstolpen. Jeg stod med hænderne på ryggen, lænt op af stolpen.
Men i denne her ophedet (ophidset?) debat på FB er der SÅ mange fucked up syge mennesker der syntes at børneporno skal bevares til eftertiden fordi det er en del af Danmarks historie…. WTF?? Mange sammenligner det med at vi bevare materiale omkring gasningen af Jøderne under 2. Verdenskrig eller straffen over feltmadrasser efter krigen. Jeg syntes overhoved ikke det kan sammenlignes – plus at de her børn, som bliver misbrugt på de her videoer, jo stadig lever den dag i dag – de er jo derude et sted og kæmper sikkert frygtelig hårdt for at få et normalt liv med eller uden senfølger og med eller uden psykiske lidelser.
Vi behøver ikke gemme voldtægter af børn, for at kunne huske det i fremtiden. Det væreste er nærmest – syntes jeg – at der er virkelig mange kvinder der sidder og siger at “Ej vi skal da ikke slette vores historie!!” ligesom der er de altid helteagtige mandelige ryttere som sidder og ruller øjne og bliver krænket af at misbrugerne/deltagerne i pornofilmene er omtalt som mænd.
Faktum er, at flest mænd, frem for kvinder, stikker deres pik op i børn. Faktum er også at under 1% af alle dem der kommentere, hvis ikke 0,5%, aner hvad fanden de taler om. De har aldrig set børneporno, set, hørt eller oplevet hvordan man som barn kan komme til at tisse i sengen af ren og skær angst eller fordi kroppen ikke er udviklet nok til at der kan presses en erigeret penis op i skeden/anus.
Jeg er slet ikke i tvivl om i dag, at mine mave problemer, mine problemer med at jeg skal tisse hele tiden, at jeg har svært ved at holde mig, at jeg altid skal stort på toilet når jeg bliver berørt (af selv de mindste ting) At jeg ofte hellere vil gå ud i køkkenet og tage et glas og sætte mig ved hjørnet af mit skab og tisse i glasset end jeg vil gå ud på mit rene og pæne toilet, at jeg oftere går på toilet i naturen end jeg gør på et toilet – alle de her ting, jeg er slet slet SLET ikke i tvivl om at det skyldes min Gudfar og hvad han har gjort ved mig i alle de år.
Det er noget jeg ALDRIG taler med nogen om. Bare det at skrive det herinde er dybt dybt pinligt. Skamfuldt – og jeg føler ellers aldrig rigtig skam. Der var engang et par sessioner i træk mens jeg gik hos min Psykiater-Lærling, hvor vi talte om min mave og om at jeg ofte gemte mig og når jeg så skulle på toilet, så måtte jeg være kreativ. Men så efter 2. gang så tog min Psykiater-Lærling ikke “tråden” op igen og jeg var for pinligt berørt til nogensinde selv at bringe det på banen – og hos Fede Dorit, talte vi kun om relationer, aldrig om de ting der lå og ligger mig mest på sinde. I teorien er det vel okay – ingen er jo rigtig gearet og uddannet til at kunne tale med mennesker der er blevet taget analt før andre lærte at stave til deres efternavn.
Men nogle gange tissede jeg direkte i bukserne og sad i mit eget koldt (og ofte også ildelugtende) tis i flere timer, indtil min Gudfar gik igen/stoppede med at lede efter mig. Jeg kan feks. tisse i en flaske – det er ikke noget mænd har patent på. Jeg kan lave en perfekt stråle urin direkte ned i en flaske, man skal bare huske, som pige, at lave et lille “luftindtag” sådan at der ikke dannes vaccum i flasken pga. varmen og væsken. Jeg kan lave i en pose. Jeg har ofret mange strømper og trusser til at tørrer mig selv med.
Jeg ved jeg ikke fortalte hende alt det jeg lige skrev her ovenover – og jeg ved jeg aldrig har fortalt nogen om alle de ydmygende ting jeg har gjort, for at komme af med det affald kroppen nu engang udskiller, uagtet hvilken situation du er i. Det er SÅ ydmygende og så dybt tabubelagt at man som stort barn, teenager og voksen ikke kan holde dig selv renlig.
Alle børn over 4 års alderen ved at det er “forkert” at lave i bukserne, prøv så at være 10-16-22-34-41,5…… det bliver ikke nemmere. Trust me.
Og så sidder jeg og læser de her total blanke menneskers kommentar til noget som er dybt dybt alvorligt – jeg kastede mig først frådende ud en diskussionen med fakta og evidens, men overfor de uvidne og ubegavede må selv jeg give op. Så nu er jeg logget af min egen private facebook.
Så jeg åbnede en anden browser – jeg har mange browsere og bruger dem til forskellige ting. Denne her browser jeg blogger i, er Safari og der i åbner jeg en af mine andre facebook profiler (of several) og går ind på en FB gruppe for folk med senfølger efter seksuelle overgreb.
Det aller første opslag jeg læser derinde, er: “Ville det være ok, at have sex med en ansat i psykritien(som er sygeplejersk), hvis man selv er patient? Jeg ville godt have spurgt hende, men ved ikke helt om det er lovligt.“
Man kan blive paf mange gange på kort tid – men hvordan fanden i helvede kan et menneske der bliver indlagt pga. de problemer der er opstået i kølvandet på at han (for dette her var en mand) er blevet seksuelt misbrugt som barn, tro at en sygeplejerske (kvinde) gerne vil have sex med ham, bare fordi hun er sød overfor ham??
– så jeg måtte også logge ud af dén facebook og så gik jeg til mit “safe haven” som er herinde på min elskede blog.
Her er altid ro. Her er altid mig-tid. Her er ingen indtrængen af andre menneskers meninger. Herinde må jeg gerne, men jeg behøver ikke, at tage hensyn til andre mennesker. Jeg behøver ikke tale pænt, opfører mig pænt eller være pæn. Jeg kan bare være mig. Deirdre-Ann Roberts.
I morges vågnede jeg kl. 7, som jeg har gjort de sidste mange dage, efter endnu en nat uden særlig meget søvn. Jeg stod op, gik i bad og følte en kæmpe velvære ved at blive vasket ren og tænkte så på, hvordan det kan være, at når jeg nyder så meget at være ren og renvasket, at jeg har så mange – og stærkt tiltagende – problemer med at komme i bad og være nøgen generelt?
Det er måske ikke noget nyt nyt men det er nyt at det fylder så meget som det gør. Jeg tænker på, om tingene i mit liv, og med tingene mener jeg problemerne, sådan kan komme og gå i en loop? Lidt af hængig af hvordan jeg har det mentalt, så er der ting som får en mere fremtræden plads i mit liv? Nu er det jo ikke en god ting, at jeg ikke kommer nok i bad og at manglen på bad og personlig hygiejne har en fremtrædende plads i mit liv men selv om jeg ikke kan huske hvornår det sidst har været sådan i mit liv, så ved jeg at det har været sådan før. At jeg har haft det sådan her før. Også selv om jeg ikke kan huske det.
Og appropo min hukommelse, så kan jeg mærke at jo mere presset jeg bliver jo mindre kan jeg huske. Det er GRUFULDT!!!
Siden jeg fik brevet fra Psykiatrisk Hospital, har jeg kunnet huske 0% af hvad jeg skal huske, hvis jeg ikke sætter en alarm på min telefon som en reminder. Det er svært og hårdt ikke at kunne huske og det gør mig ked af det at tænke på, at jeg aldrig får min enorme trivielle viden igen. Jeg har læst flere tusinde bøger og har altid levet i “tingene og historiernes verden” frem for menneskeverdnen og derfor har jeg altid vidst rigtig rigtig mange ting. Jeg var et omvandrende leksikon – og nu kan jeg knap huske hvor fanden jeg har parkeret min bil eller hvad jeg har spist i dag, og om jeg har spist.
Jeg tænker hele tiden på om jeg mon vinder – hvis man kan vinde – i Styrelse for Patientklager? Jeg ved godt det ikke er en slåskamp – i så fald ville jeg nemt kunne nakke både Fede Dorit, Indianerlægen og sikkert også min Psykiater-Lærling mens jeg tror jeg ville få kamp til streget med Psykoedukations psykologen. Hun er sikkert mega fucking hidsig og arrig, hun ligner en der vil både skrige, slå og sparke, nippe og spytte. Men hun er ikke læge og kender sikkert ikke de vitale punkter man kan presse på, så jeg skulle nok få hende ned, men ikke uden kamp og ikke uden blod. But who cares, jeg har lovet mig selv at jeg aldrig indgår i en slåskamp igen, med mindre det er fordi mit liv fysisk afhænger af det, og i så tilfælde skal jeg jo være i en periode hvor jeg faktisk ønsker at vinde, kampen og livet.
Men når jeg tager slåskampen ud af min ligning, så tænker jeg på, om de får en reprimande for deres måde at håndtere mig og dette her forløb på?
Det lyder måske mærkeligt men det er ret vigtigt for mig, at de gør. Jeg ønsker dem ikke fyret eller hængt ud eller noget i den retning (når jeg lægger vreden fra mig that is) men jeg ønsker at de vil blive pålagt at tænke grundigt over hvordan de har behandlet mig. Og dermed andre i fremtiden.
Jeg sidder ikke naivt og siger at jeg er et 100% uskyldigt menneske, der er også ting jeg ville gøre om, feks. ville jeg aldrig havde fortalt at jeg havde googlede Fede Dorit – jeg ville stadig havde googlede hende, specielt fordi det gav mig en viden om hende, som jeg ikke havde tillagt hende før. Jeg fandt ud af at hun var gift (pga. nyt efternavn) og det er ret sejt men det sejest er eller var, at hun ikke var ny-udklækket psykolog som de brugte mig som guinea pig for, det andet seje var at hun faktisk havde skrevet et speciale omkring Borderline, hvori jeg ikke kunne genkende mig selv ærlig meget – så måske det var et dårligt speciale eller måske jeg bare ikke er Borderline?
Men jeg er Borderline, måske ikke 100% men jeg har mange af de træk jeg kan læse mig til, når jeg læser materiale på nettet, hvilket hovedsageligt er på engelsk. Mange af de problemer jeg har og har haft i mit liv, kan jeg læse mig til, er normalt for mennesker med Borderline. Så som sådan er jeg ikke i tvivl om at jeg har Borderline – jeg kunne bare ikke genkende mig i hendes speciale, men det var (det til trods) et godt speciale. Og bare det at hun havde lavet research omkring diagnosen fortæller jo også om en sund interesse inden for et felt og det felt var jeg inkluderet i og måske, hvis hun havde lyttet mere til mig og inkluderet mig i de tanker hun gjorde sig under og efter og mellem vores sessioner, så havde verden set anderledes ud i dag.
Jeg havde gerne været alt det her foruden, men jeg syntes stadig ikke jeg har gjort noget forkert ved at google Fede Dorit og ved at søge jobbet på Hostlet. Uagtet at jeg vidste hvem ejeren (tidligere ejere) var. Jeg syntes selv jeg spurgte mange eller flere om det var forkert, uetisk, upassende. Og selv om dem jeg spurgte var min familie, så burde det ikke gør den store forskel, for da jeg efterfølgende fandt ud af konsekvenserne, spurgte jeg i flere forum omkring siutationen, anonymt selvfølgelig og ikke én nævnte at det var forkert. Og der er måske sammenlagt 50 personer som har svaret når man lægger svarene sammen fra de forskellige forums.
– jeg har iøvrigt gemt svarene og opslagene, sådan at hvis det en dag kommer til det, så kan jeg vise hvad andre mener om den sag. Og det er endda uden at jeg har pyntet på det eller forsøgt at få mig selv til at fremstå bedre, pænere og mere værdig.
Jeg husker da jeg stoppede hos min Psykiater-Lærling. Da spurgte hun om hun måtte spørge psykoedukations-psykologen, som var hende der ligesom “overtog mig” efter hun stoppede og inden jeg startede hos Fede Dorit (måske som en slags områdeansvarlig eller noget?) hvordan det gik med mig engang imellem, fremadrettet. Og til det svarede jeg ja. Faktisk blev jeg glad og måske også lidt smigeret over at hun ikke bare tippede mig ud med badevandet i det øjeblik vores sessioner var afsluttet.
Jeg tænker at uanset hvem man er og hvor man befinder sig i livet, så er det rart når nogen bekymre sig nok om en, til at de vil tænke på en i ny og næ og holde sig ajour med ens ve og vel.
På en måde var dén viden, for mig, også med til at jeg holdt fast i at hun ikke en dag måtte check in (on me) og opdage at jeg var død i løbet af natten. Jeg ved det lyder søgt og måske sygt men jeg har vist før fortalt om det “blålige spøgelse” jeg har bag mig når jeg har haft det aller aller sværest, specielt den nat da jeg sad på ydersiden af Ringgadebroen. Havde hun ikke været “der” og talt til mig, om hvor skuffet hun ville blive, hvis jeg gav op, så havde jeg sluppet gelænderet og givet mig selv og mine voldsomme ømme mellemrum mellem tæerne, ro og fred forevigt.
– jeg vil ikke sige direkte og 100% at jeg er glad for at jeg ikke døde dén nat, for der har været meget siden hen som jeg gerne ville havde været foruden at opleve, feks. de sidste 6 måneder men der har også været øjeblikke, om end de har været ufattelig korte glims, hvor jeg har leet med maven, som jeg engang var bedre til at gøre – men at le med maven, betyder også at jeg må fortrænge meget andet langt væk – og det dur ikke at blive ved med at trykke stemplet i stempelkanden ned. På et tidspunk bliver det nød til at komme op igen, om ikke andet så når der er så meget presset ned i kanden at stemplet ikke kan presses ned oven i.
Og jeg frygter lidt, at det bliver i 2020 at stemplet ikke kan presses ned mere, at bægeret løber over – og qua at jeg ikke længere har “mit blålige spøgelse” tænker jeg tit på, at nu er der ikke mere at stoppe mig. Javist jeg tænker på min psykolog med den stille stemme og hendes “don’t commit suicide when you are suicidal” og jeg tænker på at hun engang sagde til mig at søskende som har haft søskende der begik selvmord, havde en større chance for selv at begå selvmord, så jow hendes ord er i mine tanker og har betydning men ord er bare ord.
Jeg er så træt af at tale og så uendelig træt af at skulle lytte. Jeg skal altid samle mig selv op igen, når andre har ladt fået mig ned, om det så er min familie, psykiatrisk hospital eller andre, by the end of the day, så er der kun jeg selv til at samle mig selv op og jeg er så træt af at være stærk. Jeg vil bare gerne være eftergivende for de følelser og tanker som jeg ved kommer igen.
De er her måske ikke lige i dag og i skrivende stund, men de kommer. I know. De kommer altid og i en alder af snart 42 år, hvor selvmord er noget jeg ved jeg har tænkt på og været bevist om, siden det år min Farmors bror døde og vi tømte hans hus i Ebeltoft og jeg blandt tingene fandt en spids kartoffelgaffel, har jeg tænkt på at dø. Jeg kan tydeligt huske jeg sad på hug og hakkede denne her trefork ned i græsplænen da den smuttede fra mig og blev hakket ind i mit knæ. Det gjorde voldssomt ondt og det blødte men jeg vidste godt at jeg ikke skulle fortælle dét til min Mor, så ville jeg både få skæld ud for at jeg var gået i tingene som stod til opbevaring vores kæmpe lade og for at jeg havde leget med noget farligt.
Jeg husker jeg sad der på græsplænen på hug med 3 stiksår i knæet hvorfra det piplede ud med blod og mens jeg sad og iagttog blodet, så tænkte jeg at denne her gaffel var god til at dø med. Hvis jeg stak gaflen ind i mit hjerte, så ville jeg dø.
Jeg ved ikke om det er normalt at børn har sådanne tanker og jeg ved ikke hvad børn normalt skal tænke når de er ca. 5-7 år gammel. Jeg er lidt i tvivl om hvorvidt min Morbror, som egentlig er min Far’s Morbror, men vi kaldte ham Morbror Aksel, jeg er lidt i tvivl om hvorvidt Morbror Aksel døde i 1983 eller i 1985 – men jeg ved at min Gudfar allerede pillede ved mig og jeg ved at jeg var ufattelig meget alene, både fysisk men også mentalt og jeg ved at jeg ofte tænkte på at dø.
Min yndlings beskæftigelse var at være sammen med vores katte, men de fik altid unger på den del af høloftet hvor gulvet var ustabilt og derfor måtte jeg ikke gå derud. Det gjorde jeg naturligvis alligevel – jeg iagttog kattene, de gik på de brædder der lå på lægterne, så det gjorde jeg også. Dét trick har jeg brugt mange mange gange sidenhen, feks. når jeg kravlede henover min egen bilgarage på gården – loftet var troldtek plader, som ikke er kendt for at være noget man kan gå på uden at falde igennem, så ingen kikker efter ting på lofter som er lavet af troldtek meeen den kloge narre den mindre kloge og jeg kravlede på lægterne, følte efter hvor skruerne var i mørket og kravlede efter dem. På den måde kunne jeg kravle hen til enden af gavlen, hvor der var en meget smal kant men bred nok til at jeg kunne hvile mine baller på dem mens jeg havde benene frem foran mig, på en lægt. Så sad jeg dér i timevis og smugkikkede ud mellem en sprække hvor vindskæret havde givet sig lidt og en af tagpladerne. Det er faktisk muligt at gå på toilettet når man sidder sådan. Og sove. Men desværre dør man ikke af at sidde dér.
Når jeg en dag dør, uagtet om jeg kommer i himmelen eller i helvede, så vil jeg proklamere at der skal laves et 11. bud, om jeg så selv skal mejsle ordene ind i en stentavle på et skide bjerg.
Hvis jeg kommer til himmelen, skal det være at alle mennesker skal have lov til at opleve ægte kærlighed, nærværd og varme i deres liv, uanst hvor langt eller kort deres liv bliver.
Kommer jeg i helvede, skal det være at alle mennesker skal have lov til at bestemme over deres eget liv og død. Uanset hvor langt eller kort deres liv bliver, så skal de have lov til at træffe valget. Selv.
I nat vælger jeg at leve, fordi i morgen d. 24. Februar 2020, får jeg leveret min første opvaskemaskine nogensinde. SLUT med opvask i hånden! SLUT med opvask der stinker! SLUT med at andre fortæller mig hvor nemt det “liiige er at vaske én tallerken op”