En dag, som jeg total har glemt hvorvidt var en søndag, onsdag eller mandag ringede jeg til Styrelsen for Patientklager for at hører hvor langt min sag var, velvidende at den nok pga. Corona var begravet nederst i en 18 måneder dyb bunke.
Jeg ringede fordi min læge har besluttet sig for at ringe til mig hver torsdag, tager jeg ikke telefonen, bliver han vred og ja, jeg tog ikke telefonen. Så han fortalte på min telefonsvare at han ville indlægge mig på røde papir (hvilket jeg lige måtte google og røde papir er = tvangsindlæggelse) så frem jeg ikke tog telefonen næste gang han ringede og så frem jeg ikke var villig til enten at få en ny henvisning til enhed for selvmordsforebyggelse eller starte hos en privatpraksiserende psykolog. Jeg er ikke interesseret i nogen af delene.
En privatpraksisterende psykolog, som jeg kan få 12 x terapitimer hos via en henvisning, vil være det samme som at gå på psykiatrsk hospital hos min Nordmandspsykolog. Der vil være en slutning i nærmest fremtid + jeg skal starte fra zero med at fortælle alt før vi overhoved kan komme igang med terapi. Jeg orker knap at tænke det igennem, langt mindre at udleve det. ENORMT meget mentalt arbejde for at komme et sted hen, hvor det så viser sig at ingen kan hjælpe mig alligevel. Jeg føler mig allerede alene og udmattet bare ved at tænke på dét.
At komme ud på Enhed for Selvmordsforebyggelse er en okay tanke, jeg har kun gode minder fra min psykolog med den stille stemme, men igen, det vil være et meget begrænset forløb, ligesom sidst og så vil jeg, da min diagnose ikke har ændret sig, blive overført til Afdeling for Personlighedsforstyrrelser igen og gæt hvem der arbejder dér? Det gør de 4 stikkende damer – og har du ikke luret det, så skal jeg ALDRIG ud til dem igen, heller ikke selv om min læge siger at jeg ikke er færdig med at få psykiatrisk hjælp i mit liv. Jeg ved han har ret, men jeg har lovet mig selv at jeg aldrig igen frivilligt behøver gøre noget som strider imod ALT inde i mig. De dage er ovre.
Damen hos Styrelsen for Patientklager sagde at hun ville få en til at ringe til mig. Jeg tænkte at det ville ske en uge efter eller sådan, men samme dag, ringede en Jurist fra Styrelsen for Patientklager og sagde at hun havde set min klage igennem og kunne se at min læge dels havde sendt 2 x lægeerklæringer ind + den jeg har sendt fra ham, ligesom han har haft ringet, og udtrykt bekymring så de har besluttet sig for at fremskynde min klage. Jeg anede ikke han havde haft ringet eller skrevet til dem.
Hun var yderst neutral i alt hvad hun sagde, hvilket jeg faktisk var ret imponeret af. Hun sagde at jeg havde startet med at vælge at jeg ikke ville have dialog og så senere ændret det til at jeg gerne ville have dialog, hun ville derfor gerne vide hvad jeg oprigtigt ønskede. Jeg måtte melde pas og sige at jeg ikke kunne mærke noget inden i. Der er ikke en eneste lille bitte flig der læner sig mod “dialog” ligesom der heller ikke er en mikro flig der læner sig mod “ikke-dialog”. Jeg er bare fuldstændig tom inden i.
Juristdamen sagde at hun ville sende min klage videre og så ville en sagsbehandler ringe til mig på et tidspunkt, når sagsbehandleren ringede, skulle jeg så havde tænkt over hvad jeg gerne ville. Dialog eller ikke-dialog.
Jeg spurgte min søster hvad hun syntes jeg skulle gøre og hendes mening var at jeg ikke skulle tage en dialog, da jeg aldrig har haft det så dårligt som i de år jeg har gået på psykiatrisk hospital og jeg har – ifølge min søster, og dermed også min mor – aldrig haft det så godt i de seneste 3 år, som jeg har det nu (!) hvor jeg bor i den nye lejlighed. Jeg tænker lidt hvilken planet de lever på men siger ikke noget, for jeg kender udfaldet af dén kamp og det er ikke dét værd. Men jeg kan ikke mindes jeg har haft det så dårligt mentalt som jeg har lige nu, lææænge. Jeg sover ca. 15-20 timer i døgnet, min mund er et inferno, min vægt stiger (og min mave er enorm!) og jeg har ondt i huden, mine skamlæber er ømme uden at jeg overhoved har onaneret eller noget, de er bare ømme og hele mit underliv gør ondt, jeg har forkølelsessår, mine negle flækker af ingenting, jeg får hjertebanken ud af det blå, jeg er kronisk kronisk træt, jeg har maridt hver anden nat og jeg kunne blive ved.
Jeg tænkte at sagsbehandleren ville ringe om en uge eller to, men han ringede næste dag og jeg var stadig fuldstændig tom inden i. Der er ikke et gram der vægter mere mod dialog end der er mod ikke-dialog. Jeg er shit scared for at sige det mildt, for at møde dem igen! Ikke så meget pga. at se dem fysisk som personer, men at se dem som fagpersoner. De besidder en ENORM magt og jeg tænker faktisk på om de overhoved selv er klar over hvor stor deres magt både er og syner for et menneske som jeg?
De har total pillet mig ned. Jeg var før måske et 2. eller 3. rangs menneske. Nu er jeg dernede hvor rangen slet ikke eksistere mere. Jeg er ubetydelig. Jeg skal bare gøres tavs. Det føles nøjagtig ligesom når min Gudfar bare tromlede hans meninger og handlinger henover mig, uden at jeg havde et eneste ord at skulle have sagt. Jeg fulgte bare med strømmen af ren og skær overlevelse – og selv om selv dét virker fjernt for mig i dag, så var det virkelig sådan det var. Jeg kæmpede hver dag for at klare mig igennem livet. Jeg kan ikke huske at livet bare har været livet. At det bare har været let og ligetil. Alting har altid været en kamp – og det er det stadig i dag.
Eneste forskel, som måske virker ubetydelig men det er faktisk en enorm forskel, er at jeg 100% FRIVILLIGT GIK IND I PSYKIATRIEN d. 8. Februar 2017 og startede mit forløb på Enhed for Selvmordsforebyggelse.
JEG valgte at jeg ville være dér.
JEG valgte at jeg ville gøre alt hvad de sagde jeg skulle gøre, for at få det bedre.
JEG valgte at deltage.
JEG valgte at være ærlig når de spurgte direkte.
Det var valg JEG tog om at være tilknyttet psykiatrien. Jeg valgte aldrig frivilligt at bo på gården eller være mine gudforældres yndling. Og se hvor jeg er havnet i dag. Jeg er så dybt dybt ulykkelig over at min egen dømmekraft er SÅ punkteret og fejlagtig, at jeg kan stole så meget på andre mennesker at jeg havner i en sådan situaton som jeg er i nu.
Den ene dag har jeg lyst til at kører dem alle sammen ned med min bil og drunke mig selv og Ella i havnen, for at få hævn og fred.
Den næste dag har jeg lyst til at springe ud fra Ringgadebroen en mørk nat og håbe på at smerten hurtigt går over, fordi døden indtræffer. Bare for at få fred.
Jeg er i syv sind og alt på mig er i flugt og kaos mood.
Da sagsbehandleren ringede, måtte jeg sige som ærligt er, at jeg er helt blank for vilje til at træffe en beslutning. Jeg spurgte hvad han ville gøre men han måtte ikke udtale sig, kun guide. Jeg fortalte at jeg havde spurgt om råd på en FB gruppe og på Jodel appen (pathetic but true) og at der var lige så mange for som imod og jeg var lige blank.
Vi endte med at aftale, mens jeg forsøgte at snøfte lydløst i telefonen, at han ville indstille mig til en dialog, som kan være både via telefon og via fysisk fremmøde, og samtidig ville han bede om at få tilsendt den materiale han skulle bruge for at kunne bedømme min sag, så frem jeg ønsker at kører den videre, efter jeg har haft dialog.
På den måde forbereder vi (ham og jeg) os både på dialog og på at kører sagen videre. Når jeg så engang får en indkaldelse til en dialog fra Regionen, så kan jeg altid helt uden konsekvenser, vælge at sige nej tak til en dialogen og så kører vi bare sagen. Eller jeg kan vælge at tage en dialog og så bagefter kører sagen. Eller jeg kan vælge ikke at tage dialogen og ikke at kører sagen videre eller jeg kan vælge at tage dialogen og ikke kører sagen videre = de to sidste scenarier kommer ALDRIG til at ske!.
Uagtet hvor såret og smadret jeg er følelesemæssigt og “right and wrong like” så er ord magt og med denne klage har jeg en lille smule magt. Måske kun en mikroflig magt, men jeg har den. Og jeg har ikke tænkt mig at give den fra mig, uden kamp. Trust me. De har smidt mig ned hvor jeg ikke trode jeg skulle havne igen, efter at min Gudfar døde, dernede hvor man ingenting betyder og andre bare kan træffe beslutninger henover hoved på en og hvor der bare kan tales om mig, skrives om mig, som godtbefindende fordi jeg aldrig kan gøre noget for at forhindre det.
Og it may be so. Måske jeg ikke har noget at skulle sige i det her liv, men så længe jeg kan skrive, så længe vil jeg bruge mine ord til at kæmpe med. Og selv om jeg ikke skriver en fraction af så meget som jeg burde og et gram så meget som jeg selv tænker og taler inde i mit hoved, så skriver jeg – og klagen er skrevet. Den er sendt afsted. Den er mega god. Mega velformuleret. Og jeg har magten – måske jeg taber det hele og de får medhold i at det er okay at aflyse alle mine sessioner, at det er okay at bryde sin tavshedspligt, at det er okay at hive mig til ubehagelige samtaler uden en bisidder, altsammen pga. at jeg læser en speciale på nettet. Måske de vinder DET HELE og jeg igen ender som taberen. But so be it. Men indtil da, så har jeg sat bilen i gear og jeg stopper ikke for nogen.
Hvis jeg stopper et sted, så er det på Ringgadebroen, eller et andet sted hvis jeg finder en bedre måde at komme herfra. Hvilket ville være mega mega fedt. Jeg kan slet ikke overskue det her liv. Magt eller ej.
Jeg har fået roret til mit livs containerskib men jeg ved ikke hvordan man styrer og jeg er på stærk kollitionskurs mod en mørkt og altopslugende rev. Og min mund gør så forfærdelig ond.
Jeg er så fortabt i mit sind, at jeg end ikke kan huske nu, men jeg skriver denne linje, hvad jeg startede indlægget med. Min hjerne er væk og min krop svigter mig.